HISTORIE // CAMBODJA – Et besøg på Choeung Ek Genocidal Center, et nedlagt slagtehus syd for Cambodjas hovedstad Phnom Penh, er et forfærdeligt insisterende mindested for folkedrabet under Pol Pot-regimet, der varede fra 1975-79. Halvvejs på ruten står et solidt træ. Her blev nyfødte om natten slynget ind i træets stamme med hovedet først. Lyden af det bløde kranium mod træets hårde stamme dundrer for mit indre. Græsset skulle op med rødderne, sagde man.
Den intense varme og fugtighed kommer bag på mig, hver gang jeg stiger ud af airconditionens kølige kabine, selv om vi har opholdt os i landet det meste af juli. Vores unge, sludrevorne chauffør, Sath Naro, har fragtet os en lille snes kilometer syd for Cambodjas hovedstad, Phnom Penh, og har ivrigt fortalt, at han netop fået kørekort. I det korruptionsplagede Cambodja kan man købe sig til et kørekort, så det er med en vis skepsis, man sætter sig ind i en bil uden seler. Trafikkens grundlæggende princip om to vejbaner, en til hver kørselsretning, ser man også stort på i det asiatiske land.
Men vi er fremme og ankommet til det mørkeste kapitel i Cambodjas historie: Choeung Ek Genocidal Center, der er et af de ungefær 300 killing fields i Cambodja, og nu fungerer som et mindested, hvor folkedrabet på næsten to millioner cambodjanere under Pol Pots regime fra 1975-79 på gruopvækkende vis vækkes til live igen. Mange killing fields er fortsat lukkede og omkranset af landminer, men denne er åben for offentligheden.
Spørger du mig, er det i al sin elendighed langt mere levende at være der, hvor drabene fandt sted end at se på en krigsgenstand udstillet på et museum langt fra, hvor den historiske begivenhed udspillede sig. Netop sådan et sted er Choeung Ek Genocidal Center. Du står bogstaveligt talt ovenpå massegravene.
Jeg har hotelmorgenmad i maven, lovprisninger fra læger, der skændes om pladsen på de små gule felter på vaccinekortet, nummeret på rejseforsikringens hotline på en seddel i brystlommen, dollars i pengekatten og en halvandenliters vandflaske under armen.
Med andre ord møder privilegerede turisters blik fortidens nød og elendighed. Tusinder blev slået ihjel netop her. Og dem, der ikke blev slået ihjel med det første, blev det langsomt ved underernæring i form af små portioner ris, der på ingen måde stod mål med det tvangsarbejde, der skulle udføres mere end 12 timer om dagen. Folk døde som fluer.
Vigtigt vidnesbyrd
Spørger du mig, er det i al sin elendighed langt mere levende at være der, hvor drabene fandt sted end at se på en krigsgenstand udstillet på et museum langt fra, hvor den historiske begivenhed udspillede sig. Netop sådan et sted er Choeung Ek Genocidal Center. Du står bogstaveligt talt ovenpå massegravene.
Cambodjanerne vidste ikke, at de skulle dø her. Mændene blev lovet rigdom, mad og arbejde. Mange blev dræbt den nat, de ankom. De, der talte andre sprog, blev dræbt. De, der gik med briller, blev dræbt. Alle var potentielle fjender af den kommunistiske stat.
Diktatoren Pol Pot, der oprindeligt hed Saloth Sar, havde studeret i Paris som ung og fået smag for de kommunistiske strømninger, der var i Europa efter 2. verdenskrig. Han fik på få år bygget et kommunistisk, lukket land, der byggede på tvangskollektiviseret landbrug. Bønderne var Pots helte, men også dem han behandlede dårligst. Regimets soldater var uuddannede unge mænd fra landet. Mange var teenagere, der aldrig havde været i en by, inden de invaderede Phnom Penh og konfiskerede valuta, radioer og elektronik – al vestlig indflydelse skulle destrueres.
Ser man videre op fra mordvåbene, er tusindvis af kranier sirligt arrangeret inde bag det blankpolerede glas. De er systematiseret efter alder og køn, og kigger direkte på mig som for at sige: “Glem os ikke!”
USAs ødelæggende bombardementer, der skulle svække Sydvietnams kommunistiske forsyningslinjer, gav de røde khmerer et afgørende rygstød. Man ville starte helt forfra: year zero var der, hvor guerillaen De røde khmerer kom til magten i Cambodja, der noget misvisende kom til at hedde Demokratisk Kampuchea.
Man lukkede skoler, og nybagte mødre med deres børn blev brutalt revet ud af byens hospitaler. Landegrænserne mod Vietnam og Thailand var tæt mineret, så det var umuligt at flygte. Al kontakt med lande udefra var bandlyst. Mistanke og paranoia var nok grund til at blive slået ihjel. Alle blev tvunget til at forlade byerne. De skulle arbejde på landet på de såkaldte collective farms, eller slet og ret blive slået ihjel, som det skete her.
Patroner for dyre at slå ihjel med
Pistoler, der skulle fodres med patroner, var en dyr måde at likvidere sin egen befolkning på, så det var med primitive våben, at de røde khmerer nådesløst slog ihjel. Et stop på rundturen viser i bunden af en udstillingsmontre økser, kæppe, jernstænger og andre primitive modbydeligheder, der også har gjort det ud for mordvåben. Folk er blevet hakket ihjel.
Munke blev slået ihjel ved at få trukket plasticposer over hovedet. Historier, der får brækfornemmelsen frem, står i kø: En højttaler med cambodjansk folkemusik spillede højt ud over området og skulle overdøve smerteskrigene fra dem, der blev slået ihjel, så befolkningen udefra ikke anede uråd.
Ser man videre op fra mordvåbene, er tusindvis af kranier sirligt arrangeret inde bag det blankpolerede glas. De er systematiseret efter alder og køn, og kigger direkte på mig som for at sige: “Glem os ikke!”
Spædbørn dræbes
Det tog lang tid for omverdenen at få øjnene op for, at Pol Pots røde khmerer havde gang i et folkedrab. USA fik fra sine korrespondenter beretninger om, hvad der foregik, men havde travlt med det kommende præsidentvalg, hvor Jimmy Carter blev valgt.
Derudover var Indokina ikke af prioritet for USA, efter man havde brændt nallerne noget så eftertrykkeligt med Vietnamkrigen. Vietnamkrigen var også upopulær i store dele i Europa, og da regimet i Phnom Penh var anti-amerikansk, var det nærliggende at mene, at Cambodja var et godt land.
Og bedst som man tror, at rundturens fortællinger ikke kan blive værre, fortæller lydguiden på ganske levende vis, hvordan drabene på tusinder af spædbørn gik til. Halvvejs på ruten står nemlig et solidt træ og skygger for solen: Her blev nyfødte om natten slynget ind i træets stamme med hovedet først. Lyden af det bløde kranium mod træets hårde stamme dundrer for mit indre.
Græsset skulle op med rødderne, sagde man. Ingen vidner skulle overleve.
Choeung Ek Genocidal Center – Roluos Village, Sangkat Cheung Aek, Phnom Penh, Cambodja. Entre: 6 USD.
Fotos: Lauritz Korfix Schultz og Nynne Wedel Vildhøj
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her