OKTOBER 1943 // TEMA – Mens vi i Danmark med rette kan være stolte over redningen af de danske jøder i oktober 1943, står dette i skærende kontrast til nazisternes folkedrab på jøderne og de rædsler, som jøderne i øvrigt blev udsat for under anden verdenskrig. Færre har hørt om folkedrabet i Bosnien, der fandt sted for omkring 30 år siden. Der er mange historiske paralleller mellem de to begivenheder – også i forhold til danskernes rolle. En rejse gennem det nordlige Tyskland og Berlin er stadig en øjenåbner.
Jernlågerne til koncentrationslejren Sachsenhausen står åbne. Det giver en følelse af ubehag at se det stålskrevne “Arbeit Macht Frei” i virkeligheden. Audioguiden kværner i øret på mig, mens jeg går rundt. Jeg kender godt Holocausts historie, men ikke Sachsenhausens del i rædslerne.
Første stop: Sachsenhausen koncentrationslejr
Lejren breder sig over et område, der svarer til godt 550 fodboldbaner. Mere end 200.000 mennesker var interneret her mellem 1936 og 1945. Mindst 50.000 af dem døde – enten ved henrettelser eller på grund af de inhumane forhold, der eksisterede i lejren.
Koncentrationslejren Sachsenhausen var et laboratorium for nazisternes dødsindustri. Her blev henrettelsesmetoder afprøvet og raffineret, hvorefter de blev eksporteret til de øvrige koncentrationslejre i Europa: Massehenrettelser, hængninger, nakkeskudsenheder og til sidst gaskamrene.
Det var også en uddannelsescentral for de soldater, der skulle udsendes til de øvrige koncentrationslejre. Jo mere jeg hører om Sachsenhausens historie, desto mere kvalmende og klaustrofobisk bliver det at gå rundt på det enorme område.
Når man kommer i bus fra Danmark til koncentrationslejren, kører man umiddelbart inden mindst 20-30 kilometer gennem smukke tyske landskaber. Flere hyggelige og til tider smukke småbyer ligger drysset ud langs ruten. Berlin ligger omkring 35 kilometer mod syd.
Jeg er på studietur med en HF-klasse. Jeg går og snakker med en elev. En ting er at læse om folkedrab. En anden ting er at se et af arnestederne for udåden. Elevens rationelle sans stritter imod og forsøger at nægte en accept af den ondskab, der bliver skåret ud med uhyggelig præcision, når man går rundt og lytter til områdets historie.
”Det er så tæt på”, kommer det. Jeg tror, at vi begge tænker på bl.a. den lille by, som lejren ligger klos op ad, og på alt det andet, vi er kørt igennem. Det bliver fulgt af en forbløffelse, men også en konstatering, som eleven siger ud i luften, både til mig, men også til sig selv: ”Der måtte være nogen, der vidste noget”.
Andet stop: Mindestedet for Europas myrdede jøder i Berlin
Få øjeblikkes gang fra Brandenburger Tor ligger Mindesmærket for Europas myrdede jøder placeret lige i hjertet af Berlin. Alle skulle nærmest tvinges til at forholde sig til den historie, som det repræsenterer. Guiden fortæller os, at der ikke findes nogen officiel fortolkning af værket. Valget var, at den skulle være åben.
Mindestedet består af betonblokke i forskellige størrelser og højder. De er placeret på en grund, der minder om en ujævn dalsænkning. Når du bevæger dig ind mellem blokkene, kommer du gradvist dybere og dybere ned. Skridt for skridt fremstår blokkene højere og højere omkring dig. Mørket sniger sig ind på dig. Det er som om, jeg begynder at miste min sikre orienteringssans. Frygten for at fare vild kommer nærmere.
Måske ville kunstneren give et indtryk af, hvordan Europas jøder måtte have oplevet, at vejen, man kunne gå, konstant blev gjort mere og mere og snæver og ujævn. Usikkerheden voksede gradvist til enorme størrelser. Der var nok også en form for oplevelse af noget nærmest surrealistisk: Sker det her virkeligt? Kan det blive ved?
Tredje stop: Det Jødiske Museum i Berlin
Den mest kendte del af det Jødiske Museum i Berlin er en zigzag-lignende bygning beklædt med en blanding af titanium og zink. Den er designet af Daniel Liebeskind og bygget i 2001. Kælderetagen er bygget som tre akser, der symboliserer jødernes historie.
Den ene akse er “Eksilet”, der er et symbol på flugten fra det kendte, livet i den usikre nye verden og sorgen over det mistede. Den anden akse er “Holocaust”. For jøderne blev det de talløse fornedrelser, ghettoen og den sidste rejse ind i nazisternes dødsmaskine og dermed også tabet af historie. Den tredje akse er “Kontinuitet”. Når man i kælderen står på det sted, hvor akserne mødes, så er Kontinuitet den retning, hvor man kan se en trappe op og lyset, som er symbolet på at komme op fra dybet til noget nyt.
Når man kommer op fra kælderen, er der endnu en ting, der gør særligt indtryk: En af udstillingerne opremser med sort tekst på meterhøje hvide bannere, hvordan nazisterne fra begyndelsen af 1930’erne systematisk fjernede jødernes rettigheder og gjorde dem til samfundets ikke-mennesker. Tillige var der dagligt fare for nye trusler og vold. Forbindelsen til Mindestedet er slående. Måske skulle vi have set det i omvendt rækkefølge.
Under alle omstændigheder blev resultatet, at emigration og dermed eksil kom til at stå som den eneste fornuftige løsning. Det var på samme tid, som om man i udstillingen fornemmer forbløffelsen: Skete det her virkeligt? Hvordan skulle det ende?
Fjerde stop: Srebrenica i det østlige Bosnien
Mens jeg går rundt på Det Jødiske Museum, kommer jeg til at tænke på titlen på Christian Axboe Nielsens værk, Vi troede ikke, at det kunne ske her. Det er det danske hovedværk om bl.a. folkedrabet i den østbosniske by, Srebrenica.
Godt halvtreds år efter Holocausts rædsler gentager historien sig i Europa. Jugoslavien faldt fra hinanden i begyndelsen af 1990’erne. En af konsekvenserne blev, at der udbrød krig i Bosnien. Den varede fra 1992 til 1995.
Mange af de samme typer af rædsler, som jøderne blev udsat for, dukkede nu igen op i Europa. I særligt den østlige del af Bosnien var det den muslimske del af befolkningen, der var i sigtekornet. De oplevede på samme måde fjernelse af rettigheder, etnisk udrensning og kz-lejre med vold, tortur og vilkårlige henrettelser.
Kulminationen blev drabet på mere end 8000 mænd og drenge i området omkring Srebrenica, hvilket fandt sted i løbet af få dage i juli 1995. FN’s Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien slog ved adskillige domme fast, at det var et folkedrab, og at det blev udført af bosnisk-serbiske styrker. Selv om skalaen for det bosniske folkedrab er mindre end Holocaust, så troede bosnierne, lige som jøderne, heller ikke, at det kunne ske.
Femte stop: Fra Bosnien til Danmark
I disse år er det 30 år siden, at mere end 30.000 bosniere kom til Danmark i kølvandet på krigen i Bosnien og folkedrabet i Srebrenica. Der er en parallelitet mellem Det Jødiske Museums skitserede akser, og hvordan flere bosniere oplever livet i Danmark efter krigen.
I mine samtaler med herboende bosniere, udtrykker de i sagens natur lettelse over at være undsluppet krigens død og ødelæggelser. I deres eksil er der også sorg over tabet af det gamle hjemland og tabet af kære og nære – både dem, der gik til i krigen, og dem, hvor kontakten forsvandt, efter eksilet blev en realitet.
Nok bliver bosnierne i Danmark ofte omtalt som en af de befolkningsgrupper, der er bedst integreret i landet. Ikke desto mindre, så er integrationsmødet og dermed forskellen på det gamle hjemlands kulturer og traditioner og det nye stadig en udfordring for mange.
Der er skrevet meget fint om danskernes hjælp til jøderne. Faktisk er der også en parallel her. I Skt. Jørgens Park i Odense står der i dag en bosnisk mindesten, en stecak. Det er et monument, som den bosniske gruppe i Danmark har rejst som et symbol på taknemmelighed over for danskerne for at give dem chancen for at fortsætte livet i sikkerhed i det nye. Det må tale for sig selv.
Epilog
Det er vigtigt fortsat at uddanne unge i Holocausts rædsler og deres konsekvenser. Det er også positivt at være bevidst om danskernes rolle i forbindelse med hjælpen til jøderne.
Det er dog væsentligt også at være opmærksom på den del af Europas historie, som kom efter Holocaust, og at arbejde for, at den viden, der eksisterer om særligt Srebrenica, ikke går i glemmebogen. Derudover har danskerne i forhold til bosnierne som sagt også spillet en rolle, der er værd at bemærke. Viden om folkedrab er stadig aktuel, fordi der igen er risiko for, at historien gentager sig. I marts 2022 åbnede Den Internationale Straffedomstol ifølge Ritzau et kontor i Ukraine. Hensigten er at undersøge mistanke om krigsforbrydelser, der er begået i kølvandet på den russiske invasion tilbage fra 2013. Flere har udtrykt bekymring om, at det også kommer til at omfatte folkedrab.
Læs også Laurids Mikaelsens tekst “Heltene fra oktober 1943” og andre artikler fra teamet “Oktober 1943” her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
