Mig og revolutionerne – en serie om de utrolige hændelser for en ung udenrigsjournalist i det historiske år 1989 5:5

af i Europa/Historie

ESSAYSERIE // MURENS FALD – “Hævntørsten over Ceausescu var næsten fysisk håndgribelig. De fleste mente, at henrettelse var for mild en straf. ”Han har behandlet os som dyr’, sagde nogle.” Da udenrigsreporter Ole Retsbo startede som grøn akademiker og yngstemand på TV2’s nyåbnede udenrigsredaktion i efteråret 1988, havde de erfarne journalister for længst delt verden op. Tilbage var blot Østeuropa, hvor alle vidste, at der absolut intet skete. I en essayserie i fem dele i POV fortæller Retsbo, der i dag er journalist på DR, historien om den unge journalist, der over et år, 1989, så verden forandre sig for altid. Her følger femte og sidste del.

XII

Natten tilbragte jeg som sagt under sengen efter at være blevet vækket af maskingeværsalver lige uden for vinduet. Dagen efter føltes det derfor betryggende at bevæge sig gennem Bukarests gader i selskab med Ib Rehné, der havde mange års erfaring fra den blodige borgerkrig i Libanon.

Han lærte mig bl.a., at man altid skal undgå åbent terræn og gå tæt langs husmurene for at minimere risikoen for at blive ramt af en vildfaren kugle.

Da jeg tankeløst vadede over et kryds uden først at have rekognosceret omgivelserne, udbrød han ironisk: ”Du er en modig mand.”

Senere så vi tv-optagelserne af afhøringen og den efterfølgende summariske henrettelse af Nikolae og Elena Ceausescu.

Anklagerne lød bl.a. på massemord, ødelæggelse af offentlig ejendom og udførsel af en milliard dollars til udenlandske bankkonti. Tv-speakeren indledte med ordene: ”Vi har en glædelig julemeddelelse: Antikrist er død!”

Revolutionens nervecenter var den statslige tv-station, hvor stærkt følelsesladede medlemmer af oppositionen sad hulter til bulter i et studie og læste erklæringer op for nationen

De grumme billeder af den henrettede detroniserede diktator og hans kone var meget langt fra de glade scener, jeg lige havde overværet i Prag, hvor man tog blidere på tidligere kommunistiske ledere. Ceausescus kollega i Tjekkoslovakiet, Milos Jakes, lever således en fredelig pensionist-tilværelse i Prag den dag i dag i en alder af 97 år.

Under afhøringen havde den rasende, men afmægtige Ceausescu råbt: ”I er simple mennesker! Jeres såkaldte revolution er iscenesat af udenlandske imperialistiske agenter.” Ceausescus konspirationsteori lever videre i Rumænien den dag i dag, hvor det stadig diskuteres, hvem og hvad der udløste revolutionen og hvorfor så mange mennesker skulle dø. Tabstallet under den rumænske revolution er senere opgjort til 1104 døde.

Da han stadig var i live, blev Ceausescu hyldet som en Gud. På en af Bukarests største fabrikker fortalte nogle arbejdere mig, at de blev beordret til at rengøre alle maskiner to måneder før et Ceausescu-besøg, så de så funklende nye ud, og når diktatoren ankom, skulle de stå ret.

Hævntørsten over Ceausescu var næsten fysisk håndgribelig. De fleste mente, at henrettelse var for mild en straf. ”Han har behandlet os som dyr”, sagde nogle.

Redaktøren for det store dagblad Libertate fortalte mig, at avisen hverken havde råd til at købe bøger eller tidsskrifter, og abonnementer på udenlandske telegrambureauer var naturligvis udelukket. Derimod lå man inde med adskillige pragtudgaver af Ceausescus samlede taler.

Endnu værre så det ud på landet, hvor Ceausescu havde ladet hundredvis af landsbyer jævne med jorden og erstattet dem med såkaldt ”agroindustrielle komplekser”, hvor bønderne boede i råt tilhuggede boligblokke uden elektricitet og rindende vand. Jeg mødte en mor, hvis gård var blevet smadret, så hun nu boede i lejlighedens eneste opvarmede værelse sammen med 10 børn.

Revolutionens nervecenter var den statslige tv-station, hvor stærkt følelsesladede medlemmer af oppositionen sad hulter til bulter i et studie og læste erklæringer op for nationen. Nogle af dem kom stærkt tilredte lige fra det hemmelige politis fængsler.

Vi fik et afsluttende sug i maven, fordi maskinen ikke lettede for alvor, men i lang tid fløj ganske lavt, nærmest lige over trætoppene, åbenbart for at undgå at blive spottet af en radar og skudt ned af eventuelle overlevende Ceausescu-tro styrker

Det var også det eneste sted, hvorfra man kunne sende tv-indslag til Danmark. På vejen derhen passerede jeg kampvogne og nervøse soldater bag sandsække. Kort forinden havde der været hårde kampe omkring tv-bygningen. Den, der kontrollerede tv-stationen, kontrollerede informationsstrømmen til befolkningen. Endnu engang: Det var før mobil og internet.

For at komme helt ind, skulle man kropsvisiteres af Kalashnikov-bevæbnede soldater. Indenfor i bygningen sloges journalisterne om den eneste telefon med international forbindelse, så de kunne ringe hjem til deres station og fortælle, at der var et indslag på vej. På et tidspunkt så jeg, at røret lå på bordet, uden at der var nogle i nærheden, så jeg trykkede gaflen ned og ringede glad op til redaktøren hjemme på TV 2, indtil jeg blev afbrudt af en ophidset kvindestemme lige bag mig. ”Oh, thank you very much!” Det var den senere kendte CNN-journalist Christiane Amanpour, hvis forbindelse til hovedkvarteret i Atalanta jeg lige havde afbrudt.

Som dagene gik løsnede stemningen sig i Bukarest, godt hjulpet på vej af at kød og grøntsager igen dukkede op i forretningerne. Normalt var hylderne tomme, fordi Ceausescu havde eksporteret fødevarer i stor stil for at finansiere sine megalomaniske projekter, herunder det gigantiske præsidentpalads, der var større end Versailles, med mere end 1000 værelser, 2800 lysekroner og vandhaner af guld.

XIII

Året 1989 var ved at rinde ud. På årets sidste dag genåbnede lufthavnen i Bukarest, men stemningen var stadig lettere anspændt. Det gav et nervøst gib i sikkerhedsvagten, da fotografen meddelte, at han medbragte en ”sun gun” i flyet, indtil han fandt ud af, at det ikke var et science fictionagtigt våben, men en kraftig lampe.

Vi kom ud med det første fly fra Bukarest. Det var et Virgin Atlanticfly chartret af det britiske tv-selskabs ITN, der skulle bringe sit misundelsesværdigt store hold tilbage til London. Der var mindst 20 mennesker udover nødgeneratorer, mobile redigeringssuiter og masser af fotografisk isenkram. ”Thank you for flying Virgin, but then again you didn’t have much choice, did you?” sagde den muntre stewardesse, mens champagnen gik rundt.

Det mest begivenhedsrige år i Europa siden 2. Verdenskrig var slut.  Mens fyrværkeriet bragede omkring mig i London, havde jeg kun en enkelt bekymring: Efter tre revolutioner plus det løse i mit første år som journalist, hvad skulle jeg så egentlig tage mig til i resten af min journalistiske karriere?

Vi fik et afsluttende sug i maven, fordi maskinen ikke lettede for alvor, men i lang tid fløj ganske lavt, nærmest lige over trætoppene, åbenbart for at undgå at blive spottet af en radar og skudt ned af eventuelle overlevende Ceausescu-tro styrker.

Endelig nåede vi Heathrow og kunne fejre nytåret samme nat sammen med glade englændere. Det mest begivenhedsrige år i Europa siden 2. Verdenskrig var slut.  Mens fyrværkeriet bragede omkring mig i London, havde jeg kun en enkelt bekymring: Efter tre revolutioner plus det løse i mit første år som journalist, hvad skulle jeg så egentlig tage mig til i resten af min journalistiske karriere?


Læs de fire foregående afsnit her:

Mig og revolutionerne – en serie om de utrolige hændelser for en ung udenrigsjournalist i det historiske år 1989 1:5

Mig og revolutionerne – en serie om de utrolige hændelser for en ung udenrigsjournalist i det historiske år 1989 2:5

Mig og revolutionerne – en serie om de utrolige hændelser for en ung udenrigsjournalist i det historiske år 1989 3:5

Mig og revolutionerne – en serie om de utrolige hændelser for en ung udenrigsjournalist i det historiske år 1989 4:5


Topfoto: Nikolae og Elena Ceausescu, 1975, Wikimedia Commons. 

Ole Retsbo er journalist og historiker.
Han startede som journalist på TV 2 – nyhederne, men har i de sidste mange år lavet temalørdage, dokumentarprogrammer- og serier for DR om bogstavelig talt alt mellem himmel og jord: drømmen om udødelighed, krigen i eks- Jugoslavien, konspirationsteorier, mafiaen, indvandrerdebatten, UFO-myten, Danmarks-historien, liv i universet, Utopia, gamle nazister, historiske skandaler, månelandingen og meget mere. Ind i mellem er det også blevet til et par bøger, bl.a. om 9/11 - konspirationsteorierne.

Seneste artikler om Europa