TRANSKØN & KØNSIDENTITET // DEBAT – Hvis man hævder, at kønsidentitet er uafhængig af biologi, at kønsdysfori smitter blandt piger, eller at kønsbekræftende behandling er en dårlig ide, udtaler man sig uden at have sat sig ind i sagerne. Kønsidentitet grundlægges i fostertilværelsen og udvikles gennem socialiseringen. Derfor er kønskorrigerende behandling med kønshormoner og evt. operationer den eneste effektive behandling, skriver Lisa Agervold og angriber synspunkter, der ifølge hende mere er præget af kristen dogmatisme end kendskab til emnet.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I en række debatindlæg i POV den seneste måned diskuteres for og imod transkønnede, deres sociale rettigheder i form af juridisk kønsskifte og deres kønsbekræftende behandling.
I denne debat og i et borgerforslag gør teolog Søren Stidsen sig til talsmand for, at adgangen til juridisk kønsskifte skal fjernes, og kønskorrigerende behandling undgås. Ifølge hans borgerforslag til Folketinget (maj 2021) skal regeringen pålægges: ”at udarbejde og fremsætte de nødvendige lovforslag til at sikre, at køn i alle sammenhænge … baserer sig på biologisk køn, sådan som det kommer til udtryk i den menneskelige anatomi og genetik”.
Langt, langt de fleste mennesker har en klar og konstant kønsidentitetsoplevelse gennem livet.
Overskriften på Stidsens indlæg i POV (19. september) er Biologisk køn er objektiv virkelighed, og det står over ideologi, men det ville være mere retvisende at skrive, at kristen ideologi blokerer for en videnskabelig forståelse af køn.
Den biologiske kønsforståelse er ifølge Stidsen i strid med den tidstypiske tankegang, at nogle tror, at de bare kan vælge deres køn uafhængigt af virkeligheden: ”enhver kan sige, at de er det køn, de selv identificerer sig som” (POV, 25. august). Og det er en trussel mod samfundsordenen.
Man må forstå det således, at et menneskes kønsidentitet er noget andet end det biologiske køn. Det biologiske køn er det ”objektive”, får vi at vide, mens kønsidentiteten eller ”oplevet køn”, som Stidsen kalder det, er subjektivt og ”kan ændre sig”. Men langt, langt de fleste mennesker har en klar og konstant kønsidentitetsoplevelse gennem livet.
Kønsdysfori smitter ikke
Desuden er der ingen, der vælger deres køn på må og få, hvilket Stidsen kunne erkyndige sig om ved at sætte sig lidt mere ind i, hvorledes transkønnede beskriver deres situation og behov for kønsbekræftende behandling.
I den forbindelse fremhæver Stidsen de ikke-anerkendte antagelser om social smitte til forklaring af det stigende antal transkønnede personer, ikke mindst blandt unge piger. Den nærliggende forklaring er naturligvis, at den større åbenhed og synlighed kombineret med en overflod af informationer på internettet.
Desuden er livet som transkønnet for mange ingen dans på roser, tværtimod, hvilket Stidsen også kunne finde ud af, ved at sætte sig ind i forholdene for de transkønnede
Men for nogle har denne forklaring ikke været tilstrækkelig, og mange forældre er blevet bekymrede over, hvorfor deres barn udvikler sig således. De fandt støtte i en undersøgelse af børn, som konkluderede, at denne kønsdysfori var en slags social smitte.
Der foreligger kun en videnskabelig undersøgelse af det påståede fænomen, lavet af den amerikanske psykolog Lisa Littman, som altid trækkes frem af antitrans-lobbyen og også af Stidsen. Han påstår fejlagtigt, at den viser, at kønsdysfori smitter blandt unge piger.
Undersøgelsen fra 2018 blev så stærkt kritiseret, at forlaget trak den tilbage, og republicerede den i 2019 med præciseringer som bl.a. dette: “Artiklen er blevet revideret for bedre at afspejle, at forældrenes rapporter giver information som kan bruges til udvikling af hypoteser”, hvilket er noget ganske andet.
Littmans undersøgelse er baseret på spørgeskemadata fra bekymrede forældre, der var deltagere i internetfora dedikeret børn, der giver udtryk for kønsforvirring. Ingen børn er blevet spurgt i denne undersøgelse, som må beskrives som havende lav validitet og evidens i forhold til dette begrebs indhold eller mangel på samme. Men der blev lanceret en ny diagnose, ”Rapid Onset Gender Dysphoria” eller ROGD, som hævder, at teenagebørn fra den ene dag til den anden erklærer sig som værende en transperson.
Også adfærd som selvskade og selvmordsforsøg (TK 23%, TM 25%) forekommer langt hyppigere end blandt ciskønnede.
Diagnosen er ikke godkendt af WPATH, den internationale organisation til fremme af transpersoners sundhed, og hvis vejledning, Standards of Care, er normgivende bl.a. for Sundhedsstyrelsens behandlingsvejledning.
WPATH anfører i 2018, at ”ROGD ikke er en medicinsk entitet, som er anerkendt af nogen væsentlig professionel association” og påpeger, at det er ”upassende at anvende officielt-lydende etiketter”.
Transpersoner diskrimineres fortsat
Desuden er livet som transkønnet for mange ingen dans på roser, tværtimod, hvilket Stidsen også kunne finde ud af, ved at sætte sig ind i forholdene for de transkønnede, der selv i et åbent samfund som det danske har problemer med chikane, fordomme, diskrimination osv. i familien, på uddannelsessteder, i arbejdslivet og i sundhedsvæsenet.
Alt dette er velbeskrevet i forskningslitteraturen, som Stidsen åbenbart er ubekendt med. Man vælger ikke at gå gennem ild og vand for sjovs skyld.
Kønsidentiteten som del af et menneskes personlighed er lige så objektivt til stede som kromosomerne, men i modsætning til kromosomerne er kønsidentiteten direkte tilgængelig
Senest er det vist i den danske undersøgelse af danskernes sexliv, Sexus. Som i mange andre undersøgelser af transkønnedes levevilkår, viser resultaterne (beskrevet i rapportens kap. 10-11), at mange angiver, at de ikke kan være så åbne om deres kønsidentitet, som de kunne ønske ligesom problemer med mobning, chikane, diskrimination og forulempninger (fysisk forulempet: Transkvinde 32%, Transmand 26%) er legio.
Helbredsproblemer forekommer også i større grad hos transkønnede end hos ciskønnede personer: dårligt selvoplevet helbred, ensomhed, angst og depression. Adfærd som selvskade og selvmordsforsøg (TK 23%, TM 25%) forekommer ligeledes langt hyppigere end blandt ciskønnede.
Kønsidentitet dannes i fostertilværelsen
At vælge at skifte køn ’for sjov’ lyder således ikke til at være særlig attraktivt, ligesom forskellige ’smitte-antagelser’ ej heller kan forklare hvorfor.
Svaret ligger snarere i det forhold, at kønsidentiteten som del af et menneskes personlighed er lige så objektivt til stede som kromosomerne, men i modsætning til kromosomerne er kønsidentiteten direkte tilgængelig, og ethvert barn kan fra 2-3 årsalderen angive deres køn.
Derfor er vores køn og kønsforståelse lige så meget baseret på kønsidentiteten som på kromosomer og gener, og den bliver ikke mindre videnskabelig eller objektiv af den grund. Det er Stidsens forsimplede biologi, der er uvidenskabelig.
Mens den kønslige differentiering af genitalierne sker i de første to måneder af fostertilværelsen, så sker kønsdifferentieringen af hjernen først i anden halvdel af graviditeten
Der er omfattende dokumentation for, at kønsidentiteten har et fysiologisk grundlag og dannes og formes i forstertilværelsen, hvor netop kønsdifferentieringen er af stor betydning for en forståelse af de biologiske årsager til udviklingen af en persons kønsidentitet.
I en gennemgang af forskningslitteraturen redegør den anerkendte dr. Joshua Safer fra Boston University og kolleger for en række af de undersøgelser, der efterhånden er lavet, og som understøtter antagelser om kønsidentitetens biologiske natur.
Dr. Safer og hans kolleger konstaterer indledningsvist: “at klinisk erfaring med behandling af transkønnede personer gennem årene har klart demonstreret, at de bedste resultater med disse individer opnås med den ønskede hormonterapi og kirurgisk kønstransition – i modsætning til psykiatrisk intervention alene.”
Efterfølgende gennemgår de adskillige forskningsresultater, der underbygger kønsidentitetens biologiske grundlag, hvilket de anser for at være årsagen til, at kønskorrigerende behandlinger virker i modsætning til en psykologisk/psykiatrisk tilgang.
Kønsdifferentiering i to faser under graviditeten
En vigtig teori for kønsforskellene i hjernen blev fremsat i 2009 af bl.a. dr. Dick Swaab. Heri beskrives, at hjernen udvikles i hanlig retning som en direkte følgevirkning af påvirkningen med testosteron, men i kvindelig retning uden testosteron, hvorved kønsidentiteten ’indlejres’ i hjernestrukturen i fostertilværelsen:
”I overensstemmelse med denne antagelse, vil vores kønsidentitet (overbevisningen om at tilhøre det mandlige eller kvindelige køn) programmeres ind i vores hjernestrukturer, når vi stadig er i forstertilværelsen”, forklarer Swaab og kolleger i 2010.
At påstå at kønsidentiteten er uafhængig af biologien er noget sludder.
Men mens den kønslige differentiering af genitalierne sker i de første to måneder af fostertilværelsen, så sker kønsdifferentieringen af hjernen først i anden halvdel af graviditeten, hvilket betyder, at de to processer kan påvirkes uafhængigt af hinanden. Dette kan resultere i transkønnethed.
Den anerkendte hjerneforsker dr. Georg Kranz udtaler således i en artikel i The Scientist, at: ”Al tilgængelig evidens peger mod en biologisk bestemt identitet. Blandt transkønnede mennesker kunne man sige, at der var et misforhold i testosteronmiljøet under kroppens udvikling og senere i udviklingen af hjernen, således at kroppen blev maskuliniseret, men hjernen feminiseret, eller omvendt”.
Arvelighedsforskningen konstaterer det samme, at kønsidentiteten påvirkes af arveanlæggene.
Kønsidentitet er ikke bare en fiks ide
Kønsidentitet er lige så objektiv og videnskabelig som kromosomerne, selv om Stidsen sætter et kunstigt skel imellem dem; at påstå at kønsidentiteten er uafhængig af biologien er noget sludder.
Men Stidsen mener uden dokumentation, at kønskorrigerende behandlinger ikke virker og anfører i et indlæg, at behandling med kønshormoner ikke skal foretages: “kvinder med kønsdysfori skal slet ikke have testosterontilskud”. Tilsvarende for det modsatte køn, må vi regne med.
Og de transkønnede? De må sejle i deres egen sø, uden den behandling med kønshormoner og eventuelle kirurgiske indgreb
Begrundelsen er, at “bekræftelsesterapi”, selv om den skulle virke, så ”sår [den] samtidig tvivl om kønnenes definitioner og er derved med til at skabe øget forvirring hos resten af befolkningen, hvilket helt naturligt medfører, at der er flere, der får problemer med deres kønsforståelse” (POV 18. august).
En gang til: Transpersoner skal ikke behandles, fordi befolkningen i øvrigt bliver usikker på deres køn!
Men har vi ikke lige fået at vide, at kønnet er biologisk med stort B og sidder mellem benene, så hvordan kan folk blive forvirrede om deres køn, fordi en relativt lille gruppe bliver adækvat behandlet?
Er der alligevel en kønsforståelse, som handler om kønsidentiteten, som Stidsen ellers mener, bare er nogle fikse ideer om snart at være det ene køn, snart det andet?
Igen ser vi, at der argumenteres med ’videnskab’ og en ’objektiv’ virkelighed i en pseudodiskussion, der skal dække over et dogmatisk, kristent synspunkt. I et interview i et kristent tidsskrift anfører Stidsen om borgerforslaget:
”I borgerforslaget er bevidst undgået et kristent sprog, og fokus er i stedet … sekulært og rationelt. Men … den postmoderne kønsforståelse [ses] som en del af det menneskelige oprør mod Guds skabervilje”.
Kønskorrigerende behandling griber ind i Guds skaberværk, som det tidligere er fremhævet af indre mission, og det må man ikke. Gammel vin på nye flasker, kan man sige.
Kønsbekræftende behandling forbedrer livskvalitet
Og de transkønnede? De må sejle i deres egen sø, uden den behandling med kønshormoner og eventuelle kirurgiske indgreb, som den videnskabelige litteratur stort set samstemmende anbefaler, og som ses som det eneste, der hjælper den transkønnede.
Dette fremgår bl.a. af en redegørelse baseret på en gennemgang af forskningslitteraturen fra det amerikanske Endocrine Society, der sammen med sammenslutningen af pædiatere (Pediatric Endocrine Society) udtaler:
”Gennem den sidste dekade har der været en betragtelig forskning og udvikling af evidensbaserede behandlingsstandarder, som har vist sig at være både sikre og effektive for behandlingen af kønsdysfori/kønsinkongruens hos unge og voksne”.
At komme igennem fordomme og et overvejende modvilligt sundhedssystem uden for mange ar på sjælen.
En anden bredere udredning fra Cornell University foretager også en litteraturgennemgang af publicerede artikler mellem 1991 og 2017, der vurderer konsekvenserne af kønstransition for transpersoners velbefindende. Forskerne identificerede 55 primære artikler og fandt sammenfattende, at 51 af disse (93%) fastslog, at transition forbedrede det psykiske velbefindende. Hertil kom yderligere 17 undersøgelser og vejledninger. Den samlede konklusion er:
“at der i den fagfællebedømte litteratur vedrørende transition inklusive medicinsk behandling i form af hormonterapi og operationer, forbedres det generelle velbefindende hos transpersoner … desuden at bedre adgang til medicinsk og social støtte bidrager til bedre livskvalitet for dem, der identificerer sig som transperson. ”
Kampen mod uvidenhed, fordomme og modvilje
Og dette er ikke ny viden for andre end Stidsen, der påstår ”Dels er det empiriske grundlag stadig ret lille, og der ser ikke ud til at være en videnskabelig konsensus” (POV 19. sept.).
Lad mig afslutte dette indlæg med en svada fra den berømte tysk/amerikanske sexolog Harry Benjamin, som han formulerede det for 75 år siden om de transkønnede, men som har aktuel værdi også i dag i forhold til Stidsen og hans ligesindede:
”Disse mennesker synes at være sande ofre for deres genetiske konstitution, den medicinske videnskabs stedbørn, ofte korsfæstet af samfundets uvidenhed og ligegyldighed og forfulgt af forældede love og retslige fortolkninger, som fuldstændig mangler visdom og realisme”.
Det var Benjamin, der videreførte behandlingen af den dansk/amerikanske Christine Jorgensen, efter at hun i København havde fået kønskorrigerende behandling af indsigtsfulde danske læger. Og hun levede lykkeligt til sine dages ende – ligesom så mange andre ligestillede, for hvem det lykkedes at komme igennem fordomme og et overvejende modvilligt sundhedssystem uden for mange ar på sjælen.
Reference
Benjamin, H. (1954). Transsexualism and Transvestism as Psychosomatic and Somato–Psychic Syndromes. Am. J. of Sexology.
Læs alle indlæg i debatten om kønsidentitet og transkøn
1. Ole Nørskov: Transideologi: Regressiv, misogyn, homofobisk og antividenskabelig
2. Helle Jacobsen: Transrettigheder er menneskerettigheder
3. Frederik Bojer Bove: Biologisk køn – I don’t get it
4. Søren Stidsen: Uden mand og kvinde, ingen transkønnethed
5. Frederik Bojer Bove: Selektive sandheder om biologisk køn
6. Ole Nørskov: Kære Mette Frederiksen: At lade børn gennemgå puberteten er ikke omvendelsesterapi
7: Søren Stidsen: Biologisk køn er objektiv virkelighed, og det står over ideologi
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
