BARBIE // KLUMME – Greta Gerwig har indfanget sorgen over at pakke legetøjet væk. Barbie-filmen er kitsch og spøjs og pink og måske et veldrejet marketingstrick, men den fortæller alligevel en historie om ”affortryllelsen” ved at blive voksen, skriver Ditte Madsen.
Jeg så Barbie-filmen på en hverdagseftermiddag. Jeg foretrækker egentlig at se film om aftenen, så der er nogenlunde ro, når jeg slentrer hjem med hovedet fuld af film og med en belægning på tænderne fra de vingummier, jeg har spist under filmen.
Denne dag tog jeg den lange vej hjem gennem den travle sommerby og snakkede hele filmoplevelsen igennem med min veninde. Vi var begge med på moden og trukket i lyserødt – jeg havde gravet dybt i tøjskabet efter en skjorte i Barbie-farven med små kaktusser og havde parret den med et par græsgrønne bukser, for jeg mindes ikke, at Barbie nogensinde er neutral i sine outfits.
Det føltes lidt som en leg, som alligevel ikke helt var for sjov, at vi skulle se den. Det er jo ”bare” Barbie. Men Greta Gerwigs Lady Bird (2017) og Little Women (2019) har også fascineret mig, især hendes (og Saoirse Ronans) udgave af Jo March, som med blækplettede fingre sørger over, at hun ikke er en dreng.
Når jeg legede med en veninde, snakkede vi højt sammen – med den eventyrlige ikke-sætning: ”Og så sagde vi, at …”
Jeg har aldrig selv sørget over ikke at være en dreng, men jeg var ikke særlig gammel, før jeg blev flov over at have lyst til at være med/hos Barbie i hendes lyserøde univers.
Jeg har ikke tænkt over det i mange år, men jeg var nærmest altid klar til at lege med Barbie. Den bedste var hende med hesten. Hun kunne bøje knæene, så hun kunne sidde på den brune hest, der fulgte med, og jeg kan huske følelsen af mine ivrige fingre, der vrider Barbies arme fri af æsken.
Jeg kunne fordybe mig i timevis. Når jeg legede med en veninde, snakkede vi højt sammen – med den eventyrlige ikke-sætning: ”Og så sagde vi, at …”. At hvad? Jeg kan ikke huske det. Jeg kan ikke huske store, dramatiske sekvenser eller banebrydende historiefortælling, vores Barbiers liv havde aldrig begyndelse, midte og slutning, fordi de aldrig sluttede. Vi fortsatte jo bare næste gang.
Når jeg var alene, var jeg stille. Jeg var altid et ret stille barn (og er nok også en ret stille voksen). Barbierne havde et komplekst liv med konflikter, nytilkomne elementer og solidaritet, men det fandtes kun inde i mit hoved, som om det var noget, jeg skulle værne om eller holde hemmeligt og ikke slippe forbi læberne. Jeg stoppede op, så snart min mor kom for at sige et eller andet, smed det hele, som om jeg lavede noget, jeg ikke måtte. Så ventede jeg på, at hun gik og fortsatte min uendelige historie.
Når en veninde var med, endte det næsten altid med, at hun sagde ”ej, gider vi lege mere?”, og jeg måtte rive mig selv væk. Jeg var aldrig færdig.
Gik Barbie af mode?
Det blev jeg på et tidspunkt. Jeg kan ikke huske en skæringsdato, men som skuespilleren America Ferrera siger i et interview: ”Dét at blive voksen handler om at efterlade de barnlige ting – især for kvinder.” Jeg tror ikke, at nogen bad mig om det, men jeg mente selv, at jeg var mere end klar til at blive voksen. Jeg vidste bare endnu ikke, hvad det ville sige. Jeg drømte om det, også i mine Barbielege, men det er nok ikke tilfældigt, at jeg ikke kan huske nogen af vores lege. De var uinteressante i den forstand, at de lignede et barns udgave af en voksens liv.
Et ligetil glansbillede, hvor man selv bestemmer alting og kan gøre lige, hvad man vil.
Jeg er af den generation, der fik at vide, at vi kan, hvad vi vil, og det sætter jeg pris på, men det er nok også en del af voksenlivet at indse, at der trods alt er grænser. Tit er grænsen os selv eller udefrakommende omstændigheder, som vi ikke kan styre. I Barbies verden var der ikke noget, jeg ikke kunne styre. Det hele var under min kontrol, og jeg kunne finde på og finde på og finde på i en uendelighed. Indtil det blev flovt.
Jeg så en voksen i Barbie, men jeg så ikke hende i mig; jeg vidste, at sådan ser voksne jo ikke rigtigt ud. Hun er en dukke
Det var ikke før, jeg så Barbie-filmen, at jeg tænkte over, hvor mit legetøj mon er nu. Noget af det blev givet væk eller smidt ud, og noget blev senere givet til min søsters børn, men jeg kan ikke huske at have set min niece lege med mine og min søsters gamle Barbier på noget tidspunkt. Er Barbie gået af mode? Den yngste karakter i Barbie-filmen, Sascha, er i hvert fald ikke imponeret over Barbie overhovedet, og kun en enkelt af hendes venner indrømmer, at hun faktisk elskede Barbie, da hun var lille – men bare ét blik fra de andre får hende til at klappe i om det.
Jeg har heller ikke snakket særlig meget om min Barbie-fascination som voksen, men jeg har mærket modhager hver gang, jeg har hørt den primære kritik imod Barbie – hun er et patriarkalsk symbol på usunde skønhedsidealer for små piger. Den voksne del af min hjerne kan sagtens se det.
Der var vist endda en Diæt-Barbie i 60’erne i USA, hvor hendes ”slankebog” var et foldet stykke papir, hvor der stod ”Don’t eat.” Der var en Barbie med et kamera indbygget, så man kan optage sin leg på børneværelset. Og en Barbie, der ”vokser op” i og med, at man kan pumpe hendes bryster større. For slet ikke at tale om, hvor mange flere hvide Barbier der er til salg i forhold til samtlige andre hudfarver. Alt det er enormt problematisk. Det ved jeg godt nu som voksen, men jeg vidste det ikke dengang.
Jeg så en voksen i Barbie, men jeg så ikke hende i mig; jeg vidste, at sådan ser voksne jo ikke rigtigt ud. Hun er en dukke. Af og til så vores forældre Barbie i os, da vi nogle år senere eksperimenterede med for meget makeup og for stramt tøj, hvilket måske er en rite de passage for rigtig mange kvinder. Men dét at blive sammenlignet med en Barbiedukke var en fornærmelse. Det var at være for meget, for feminin, tomhjernet, besat af ting og tøj.
Men jeg har tit undladt at nævne Barbie. Hvorfor? Det var barnligt, piget, umodent – noget, der hører fortiden til
Jeg tog afstand fra Barbie og de barnlige ting. Det gjorde vi alle sammen. Når vi unge mennesker var sammen, så ringede vi ikke længere og spurgte ”kan du lege?” Vi spurgte ”kan du være sammen på lørdag?” Og vi tog afstand fra leg. Det er helt naturligt, og på længere sigt blev vores lege vel erstattet af noget andet, spil, sandhed eller konsekvens, senere druklege eller et halvhjertet forsøg på at lære at spille pool på et støvet provinsværtshus, hvor det klistrede gulv havde en vis appel, fordi vi ikke var vant til at blive lukket ind der.
Sammen med de venner jeg har fået som voksen, har jeg diskuteret, hvorvidt de lege, vi legede som børn, siger noget om, hvordan vi er som voksne. Ja, bestemt, mener jeg. Jeg var meget udenfor (fysisk og nok også socialt, hvis jeg skal være ærlig), var glad for dyr og historier, tegnede og skrev og havde en masse bamser, der var med på eventyr, jeg snittede pinde, der til nød var tryllestave, og elskede film. Det svarer såmænd fint til, at jeg er blevet en stille-men-historiefortællende og kreativ voksen, der stadig er glad for dyr.
Varm genforening
Men jeg har tit undladt at nævne Barbie. Hvorfor? Det var barnligt, piget, umodent – noget, der hører fortiden til. For 10-15 år siden havde jeg ikke trukket i en lyserød skjorte for at se Barbie – nok især fordi det er en herreskjorte fra genbrug og måske i mindre grad fordi den er lyserød, men alligevel.
Jeg havde måske ikke engang set filmen. Den ville være for kitsch, for pink, selvom jeg sikkert ville sætte pris på kvindesolidariteten og overvindelsen af den eksistentielle krise, Barbie pludselig står i, når hun får flade fødder eller begynder at tænke på dét at dø. Jeg ville forstå uskyldstabet ved at opdage den store verden, som man ikke kan styre, og som man til en vis grad styres af.
Filmoplevelsen er kompleks og sætter mange overvejelser i gang i mig. Er repræsentationen i filmen lige performativ nok? Er det en film om ”hvid feminisme” og intet andet? Er det faktisk en børnefilm, som klog marketing lokker kvinder til at se, fordi vi hungrer efter at bliver set? Måske.
Men jeg føler mig rent faktisk ”set”, når sociale medier viser den ene video efter den anden af folk klædt i lyserødt hilser på hinanden med ”Hej, Barbie” på vej til og fra filmen. Jeg ser og forstår de voksne kvinder, der køber en såkaldt Emotional Support Barbie for at få kontakt til dét barn, der for længst pakkede legetøjet væk.
Det at være dame i eget Barbie-hus er værd at tage med videre, selvom vi er blevet voksne
Noget af det første, de fleste kvinder gør i deres video, når de pakker deres Barbie ud, er at stryge hende over håret eller kramme hende blidt. Jeg kan godt forstå det. Jeg kan mærke det. Som Ruth Handler, Barbies opfinder, siger til Barbie lige inden filmens afsluttende sekvenser:
”Close your eyes – now: Feel.”
Jeg havde godt regnet med, at jeg kunne blive lidt følelsesmæssigt påvirket af filmen, selvom den er absurd og kitsch og handler om et stykke legetøj. Generelt gør film mig grådlabil. Men det var først til sidst – i montagen fyldt med hjemmevideoer, der starter efter Ruths ord, at jeg mærkede en klump i halsen. Det er hjemmevideoer fra alle filmens skabere og deres familier, som er blevet klippet sammen til små glimt af uskarpe, præ-IPhone videoer med mødre og børn, børn der leger, voksne der leger, kvinder og piger udenfor i solskin.
Billie Eilish’ sang ”What Was I Made For?” ramte også i maven, da den kørte efter filmen, imens jeg skrabede for at få hovedet skruet på igen og få skoene på og sædet rettet op og ikke gå i vejen for de andre. Sangen har kørt igen og igen den sidste lille uges tid.
I think I forgot how to be happy
Something I’m not but something I can be
Something I wait for
Something I’m made for
Something I’m made for.
Barbie og mig
Det er bare en film om et stykke meget populært legetøj, som har været meget igennem – måske især Weird Barbie med det afklippede hår og det malede ansigt, som er blevet leget med lidt for vildt.
Men selvom Barbie af og til bliver set som noget småt og lyserødt og tilsyneladende uden betydning, så har hun betydning, fordi vi, der havde Barbie som en del af vores liv, gav hende betydning – enten alene på vores værelse eller sammen. Vi havde kontrol over historien. Der er en usigelig glæde i at have sit eget lille univers.
På trods af at filmen ikke udelukkende fungerer godt, forlader jeg biografen og den store marketingsboble, som filmen har opnået, med en intens følelse af solidaritet og følelsen af at være blevet set – som den privilegerede, hvide ciskvinde, jeg er. Det er også noget værd. Legen, historien og dét at være dame i eget Barbie-hus er værd at tage med videre, selvom vi er blevet voksne.
Læs også Frederik Bojer Boves artikel og Emilie Kellbergs klumme om Barbie-filmen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
