børn Syrien

Jeg forstår godt argumenterne for at sige nej, men vi må hente børnene hjem fra al-Hol

i Politik & Samfund/Mellemøsten af
DANSKE BØRN I SYRIEN // KOMMENTAR – Hvis man tilslutter sig en terrororganisation som Islamisk Stat, har man fortabt retten til at vende hjem til Danmark. Den holdning er jeg grundlæggende enig i. Men børn skal aldrig bøde for deres forældres synder. Derfor skal vi hente børnene hjem. Også selv om det betyder, at deres mødre følger med. Og selvfølgelig kan vi afradikalisere dem, når det lykkedes af af-nazificere Tyskland efter 2. verdenskrig, skriver Bjarke Larsen.

Dette indlæg er udtryk for debattørens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Med jævne mellemrum blusser debatten om de danske børn i al-Hol-lejren i det nordlige Syrien op. Denne gang fordi en 4-årig pige er blevet erklæret psykisk syg med PTSD og risikerer at lide livslang, alvorlig, psykisk skade, hvis hun ikke hentes hjem. Og fordi det er kommet frem, at den tidligere borgerlige regeringen helt frem til kort før regeringsskiftet i sommeren 2019 arbejdede aktivt på at få en dansk kvinde og hendes to børn hentet hjem fra lejren.

Skal den danske stat så bare sige ”pyt”, når vedkommende fortryder og gerne vil hjem igen?

Men igen er debatten hurtigt ved at dø ud. Det bør den ikke gøre. For den handler om det helt principielle, at den danske stat selvfølgelig skal tage sig af sine statsborgere. Ikke mindst når det drejer sig om børn. For børn skal aldrig bøde for deres forældres synder.

De er gået i krig mod Danmark

Sagen er dog ikke så ligetil, som nogle vil gøre den til, og jeg forstå godt argumenterne for at sige nej. For det er et stort og dramatisk skridt at tage, når et menneske beslutter sig for at vende Danmark ryggen for at rejse til et krigshærget område og slutte sig til en terrororganisation, der hver dag begik grusomheder i et omfang, der er svært at fatte.

Et område, som det ifølge dansk lovgivning er eksplicit forbudt at rejse ned til. En terrororganisation, der har erklæret krig mod alt vestligt, herunder Danmark, og som har bekæmpet danske soldater. Skal den danske stat så bare sige ”pyt”, når vedkommende fortryder og gerne vil hjem igen?

Den kompromisløse kurs skal afskrække andre fra at tage af sted

Det bliver ikke lettere af, at det er så godt som umuligt at bevise, hvem der har deltaget i hvad under opholdet i Islamisk Stat. Den slags forbrydelser skal desuden retsforfølges i det land, de er foregået i – Iran og Syrien – hvilket i praksis ikke vil komme til at ske. Næppe heller, selv om der skulle foreligge kraftige beviser. Men sandsynligheden er trods alt større, end hvis de pågældende får lov til at vende tilbage til Danmark.

Den skjulte dagsorden

Bag disse officielle argumenter ligger en skjult dagsorden med i hvert fald to elementer, som ingen taler om:

Det første er, at den kompromisløse kurs skal afskrække andre fra at tage af sted. Selv om Islamisk Stat nu er nedkæmpet i Mellemøsten, er radikalismen stadig særdeles aktiv nogle steder i Afrika og Asien, bl.a. i Mozambique, Mali, Burkina Faso, det nordlige Nigeria og i Indien, hvor det muslimske mindretal udsættes for stigende diskrimination af radikaliserede hinduer.

Og selv om motivationen ikke er nær så stor for at tage disse steder hen, som den var for at tage til Mellemøsten, kan det ikke udelukkes, at der er radikaliserede danskere, der kunne fristes.

Der er enkelte sprækker i den borgerlige front, men de finder ikke stor lydhørhed

Den anden del af den skjulte dagsorden er, selv hvis den socialdemokratiske top inderst inde godt ville hjemtage danskerne fra al-Hol lejren (hvad ikke meget tyder på), så tør man ikke, fordi det højst sandsynligt vil styrke ikke mindst Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti markant.

Men også de øvrige borgerlige partier vil råbe op om, at her er beviset for, at Socialdemokratiet i virkeligheden er nogle pladderhumanistiske slappere, der vil åbne dørene på vid gab for horder af indvandrere, der ikke kan integreres.

Der er enkelte sprækker i den borgerlige front, bl.a. Berlingskes koncerndirektør Anders Krab-Johansen, den konservative podcast-vært og debattør Ali Aminali og senest Anna Libak i Weekendavisen, men de finder ikke stor lydhørhed.

Risikoen for terrorisme

Endelig er der risikoen for, at de hjemvendte danskere udgør en terrorrisiko. PET og Center for Terroranalyse (CTA) siger i deres seneste vurdering fra marts 2020, at det ikke er tilfældet. Tværtimod er der større risiko ved at lade dem blive i lejrene, skriver CTA:

”Forholdene i de kurdiske lejre i det nordøstlige Syrien, hvor der bl.a. befinder sig personer udrejst fra Danmark, er vanskelige og kan efter CTA’s vurdering øge radikaliseringen af de tilbageholdte personer, herunder tilbageholdte udrejst fra Danmark.”

Vi må tro på, at det er muligt at afradikalisere disse mennesker, sådan som PET tidligere har udtalt

Jeg kan godt forstå angsten hos ledende politikere for, hvilke konsekvenser det vil have for det politiske klima herhjemme, hvis et fremtidig terrorangreb på dansk jord på nogen måde kan kobles til personer, der har fået lov til at vende hjem fra lejrene. Men vi må også tro på, at det er muligt at afradikalisere disse mennesker, sådan som PET tidligere har udtalt.

Det lykkedes efter anden verdenskrig at afradikalisere millioner af mennesker fra nazisme, fascisme og kejserdyrkelsen i Japan. Skal vi så ikke tro på, at vi kan afradikalisere 40-50 danskere, som PET samtidig har udvidede beføjelser til at holde øje med?

Bruger mødrene børnene som gidsler?

Selv har jeg tidligere ment, at vi skulle hente børnene hjem, men sige nej til mødrene. For burde de ikke fraskrive sig forældreretten til børnene, hvis de virkelig vil børnene deres bedste, så de kan komme til Danmark?

De skal da ikke have lov til at bruge børnene som gidsler eller murbrækkere i deres kamp for at få lov til at vende hjem til velfærdsstatens trygge rammer og måske en beskeden straf for at være udrejst ulovligt til et IS-kontrolleret område.

Jeg håber, at statsministerens ord i sin helhed bliver ledetråd i denne sag: Det er aldrig børnenes skyld. Det er de voksnes skyld

På linje med den tankegang har regeringen angiveligt nøje undersøgt muligheden for at tvangsfjerne børnene fra lejrene, hvilket ligger på linje med forslaget om at kunne tvangsfjerne børn, der risikerer at blive udsat for radikalisering, men det har vist sig at være juridisk umuligt.

Spørgsmålet er også, om det ikke – trods de frygtelige forhold i lejrene – når alt kommer til alt er bedre for børnene at kunne forblive sammen med deres mødre. De risikerer at blive yderligere traumatiserede af at blive tvangsadskilt, også selv om de måske kommer til at bo hos et andet familiemedlem.

“Det samfund, der lukker øjnene”

Derfor er den for mig uundgåelige konklusion, når alt kommer til alt, at vi må tage børnene hjem. Sammen med mødrene. For ”det er aldrig børnenes skyld”, som statsminister Mette Frederiksen sagde i sin stærkt følelsesladede tale, da hun på Danmarks vegne gav ”Godhavn-drengene” en undskyldning for det, de havde oplevet på børnehjemmet.

Her er disse ord mere end nogensinde på sin plads, for vi har som samfund, som stat, en forpligtigelse til at hjælpe alle børn, der er danske statsborgere. Derfor håber jeg, at statsministerens ord i sin helhed bliver ledetråd i denne sag:

”Det er aldrig børnenes skyld. Det er de voksnes skyld.

De voksne, der udfører uhyrlighederne. Og de voksne, der ikke griber ind.

Det samfund, der lukker øjnene.”


LÆS ALLE BJARKE LARSENS ARTIKLER HER
LÆS MERE OM DE DANSKE BØRN I SYRIEN HER


Foto: Flygtningelejren Al-Hol i det nordlige Syrien, 2019. Wikimedia Commons

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Jeg er journalist og redaktør og driver bl.a. nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk).
Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og branding for diverse virksomheder og skrevet om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden.
Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet.
I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.
Du kan donere beløb til min journalistik via Mobile Pay og Swipp på 20 74 68 44. Alle beløb, store som små, er velkomne.

Seneste artikler om Politik & Samfund