KØN & TRANSIDENTITET // DEBAT – Der er to biologiske køn, og hverken det ene eller andet definerer individets tankegang eller rolle i samfundet. Det er et fælles fundament, vi ikke må miste. Men desværre er en ideologisk bevægelse, der bygger på ekstrem individualisme, på fremmarch til stor skade for samfundet. Kønsdysfori og bekræftelsesterapi er nemlig ikke blot et privat anliggende mellem patient og læge, for behandlingen kræver, at vi alle ændrer på en del af vores virkelighedsforståelse, skriver Søren Stidsen i dette syvende indlæg i debatten om køn og transidentitet.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Tak til Frederik Bojer Bové for hans svar på mit modsvar. I en online-verden, der er fyldt med korte kommentarer, hvoraf en stor del, som han skriver, er hånlige og nedladende, er det befriende at være kvalificeret uenige og kunne tale om det.
Det ser således ud til, at vi grundlæggende er uenige om tre ting:
- Gives der en meningsfuld definition på køn – biologisk eller på anden vis?
- Nytter det at bekræfte folks oplevede køn?
- Skal vi gøre ting, blot fordi de nytter, eller er der et andet princip, der er vigtigere?
De tre ting vil jeg prøve at tage fat på, men jeg vil gerne begynde et andet sted, nemlig med Kaj Munk og citatet om at spørge om det er sandt, og ikke om det nytter (”Aldrig, aldrig, aldrig spørge, om det nytter, bare om det er sandt”, red.), for jeg fortryder lidt, at jeg brugte det.
Ikke fordi jeg ikke står ved det, men fordi også andre end Bové har misforstået, hvad jeg ville med det, og når jeg genlæser mit eget indlæg, kan jeg ikke frasige mig et vist ansvar for det. Citatet skulle ikke sige, at mit standpunkt er sandt. Sandhed er et uhensigtsmæssigt ord at bringe i spil i denne sammenhæng, for det roder forskellige sfærer sammen. En videnskabelig klassifikation kan aldrig være sand. Den kan være brugbar og præcis, men aldrig sand.
Selv hvis 1,7% af befolkningen er interkønnede, er det ikke nok til at rokke ved biologisk køn som en meningsfuld og brugbar videnskabelig klassifikation
Citatet skulle derimod pege på en tænkemåde i bekræftelsesterapien, hvor man ser stort på, hvad der er objektivt og meningsfuldt, og hvor man ikke respekterer den videnskabelige klassifikation.
Man fokuserer på, hvad der er nyttigt, og taler usandt om, hvilken kategori i klassificeringen, en person hører til i. Vi kan kalde det en hvid løgn. Jeg fortryder således ikke, at jeg skrev, at det svarer til at lære børn, at Julemanden findes. Man taler mod bedre vidende, og dermed er det løgn. Det vender jeg tilbage til.
Biologisk køn
Vi må imidlertid begynde med det biologiske køn, for hvis ikke det findes, så bliver resten ligegyldigt. Her kunne jeg henvise til en masse forskere, der mener, at biologisk køn eksisterer, og så kunne Bové afvise mig ved at henvise til forskere, der er enige med ham, og så ville vi være lige vidt.
Jeg vil derfor forsøge med en anden tilgang. Dr. Anne Fausto-Sterling offentliggjorde i 1993 artiklen The Five Sexes [1], i hvilken hun afviser tanken om biologisk køn. Det gjorde hun ved at undersøge forekomsten af interkønnethed, og hun nåede frem til, at 1,7% af befolkningen er interkønnet. Hun ser blandt andet på gener, anatomiske kønskarakteristika, kønsceller og hormoner. Fausto-Sterlings 1,7% er blevet omtalt så mange gange, at man end ikke behøver dokumentere det, for det er ophøjet til sandhed: Køn er et spektrum.
At der findes interkønnede er helt naturligt, for sådan er den biologiske verden, og det rokker ikke ved det biologiske køns værdi som klassifikation
Det har jeg to ting at sige til. For det første er jeg ikke overbevist. Når den måske vigtigste modstander af tanken om biologisk køn må konstatere, at når hun trækker selv de mindste afvigelser fra, så er 98,3% af befolkningen entydigt biologiske mænd og kvinder, og at køn derfor biologisk set er et spektrum, så er det videnskabeligt set grænsende til det uredelige. Laver man dette spektrum, hvor 1,7% er interkønnede, kan man dårligt få øje på dem.
Jeg vil derfor gerne spørge, om Bové på diagrammet herunder ser noget, der reelt er et spektrum, og om han i modsat fald mener, at det skyldes, at jeg manipulerer med dataene, eller om det er, fordi der er en tydelig binær opdeling med en lille mellemgruppe, som ikke ændrer ved det overordnede indtryk.
Selv hvis 1,7% af befolkningen er interkønnede, er det ikke nok til at rokke ved biologisk køn som en meningsfuld og brugbar videnskabelig klassifikation, og da slet ikke, når der er tydelige generelle forskelle på de to køn både biologisk og psykologisk.
Men hvad stiller vi så op med de 1,7%? Har de ikke et køn? Det kommer i virkeligheden an på, hvad vi taler om, for Fausto-Sterling er temmelig radikal. Hun tolererer ikke den mindste afvigelse fra normen. I den virkelige verden er der en ganske stor del af disse mennesker, der på ingen måde vil opfatte sig selv som interkønnede.
En anden forsker, der ofte henvises til i disse debatter, er Claire Ainsworth, der har skrevet artiklen Sex Redefined (2015). Som eksempler på interkønnede nævner hun blandt andet mænd med lav sædkvalitet og kvinder med ”Polycystic ovary syndrome”. Ser vi kun på dem, der reelt ikke kan kategoriseres som det ene køn og heller ikke ønsker dette, ender vi med langt under 0,5%. Det præcise tal er ikke vigtigt.
Interkønnet – mellem køn
Bové er i tvivl om, hvad det betyder, når jeg skriver om disse, at de ikke har et køn. Det er ikke så kompliceret. Nogle interkønnede er altovervejende det ene køn. Det er godt nok. Andre er mere uklare, men opfatter sig selv som mænd eller som kvinder, og dem skal vi ikke gøre tingene sværere for, højst nødvendigt. De kan selv vælge.
Tilbage står en meget lille gruppe, som ikke er tydeligt det ene eller det andet, og som heller ikke føler sig tilpas som nogen af delene. De har ikke et køn, for de rummes ikke i en af de homogene kategorier. De er ikke mindre værdifulde eller rigtige end andre mennesker, men de er atypiske i kønslig forstand, og de udgør heller ikke sammen en homogen gruppe.
Her er behandlingen nemlig ikke en sag mellem læge og patient, for behandlingen er, at samfundet og alle andre mennesker skal deltage i behandlingen, og dette sker ved at ændre en grundlæggende del af vores virkelighedsforståelse
For nylig var jeg i kontakt med en interkønnet, der fortalte, at han er den eneste af sin slags i Danmark. Interkøn er ikke en gruppe med bestemte kendetegn, sådan som hankøn og hunkøn er. De er ikke intetkøn, for de har masser af køn, men det er hverken det ene eller det andet. Derfor skrev jeg heller ikke, som Bové citerer mig for, at de ikke har ”noget”, men at de ikke har ”et” køn. De er netop interkønnede, mellem køn.
Mit svar på Bovés påstand om, at biologisk køn ikke virker, er altså, at det ikke er sandt. Biologisk køn er intuitivt meningsfuldt. Se på spektret og overbevis mig om, at det ikke giver mening at opdele i mænd og kvinder, når vi endda ved, at en opdeling i netop disse to grupper bekræftes af tydelige generelle forskelle i fysiske og psykologiske karakteristika, der ikke er en del af selve kategoriseringen.
At der findes interkønnede er helt naturligt, for sådan er den biologiske verden, og det rokker ikke ved det biologiske køns værdi som klassifikation, selvom Fausto-Sterling med flere forsøger at få det til at se sådan ud. Endvidere er det, selvom Bové siger noget andet, ekstremt simpelt. I praksis kan ethvert barn finde ud af det.
Spørgsmålet om kønsskifte
Vores andet uenighedspunkt er, om det virker eller nytter at lade personer med kønsdysfori skifte køn.
Bové er overbevist om, at det er tilfældet. Jeg tillader med at være mere forbeholden. Dels er det empiriske grundlag stadig ret lille, og der ser ikke ud til at være en videnskabelig konsensus, og dels skal man ikke søge længe på internettet for at finde historier om personer der detransitionerer, fordi de fortryder deres kønsskifte, eller om medicinske forskere, der oplever censur, hvis de ønsker at undersøge problemets omfang. Jeg kan ikke modbevise Bovés påstand, men grundlaget forekommer mig at temmelig utilstrækkeligt.
Under spørgsmålet om nytten skjuler sig samtidig en anden uenighed, for Bové insisterer på, at det er et medicinsk spørgsmål, og derfor peger han på lægeløftet. Jeg må tilstå, at jeg blev forundret over at læse, at det er et medicinsk spørgsmål. Det er det naturligvis også, men det er meget andet end det, og jeg tror, en vigtig del af vores uenighed stammer herfra.
Når vi kollektivt hævder noget, som er i modstrid med, hvad enhver objektivt kan konstatere, så holder det ikke i længden, og det giver på langt sigt problemer
Lægen har én patient ad gangen, og det er denne patient, lægen skal forholde sig til, og hvis han kan finde en behandling, der kan få patientens symptomer til at forsvinde, så kan han lidt forenklet set være tilfreds. Sådan er det i hvert fald i behandlingen af de fleste fysiske og psykiske lidelser, og hvad der foregår mellem læge og patient kommer i princippet ikke andre ved.
Med bekræftelsesterapien er det imidlertid markant anderledes, og derfor er det ikke bare et medicinsk spørgsmål. Her er behandlingen nemlig ikke en sag mellem læge og patient, for behandlingen er, at samfundet og alle andre mennesker skal deltage i behandlingen, og dette sker ved at ændre en grundlæggende del af vores virkelighedsforståelse, nemlig synet på køn.
Derved er spørgsmålet gået fra at være medicinsk til at være meget mere end det. Det er et spørgsmål om vores fælles verdensforståelse. I dette tilfælde handler det om køn, men bekræftelsesterapien kan med samme ret bruges til alt muligt andet, og den findes i to varianter.
Hvid løgn eller tvang
Den første variant er den, hvor psykiateren bekræfter patienten i dennes kønsopfattelse, og hvor patientens omgangskreds af respekt for en person, de holder af, vælger at føje personen. Reelt er det noget, de lader som om, men det virker. Det er en hvid løgn ligesom julemanden, og i virkeligheden fortæller vi vel hinanden en del hvide løgne for at få vores relationer til at fungere.
Det er ikke alt, det er værd at tage konflikter om eller at ødelægge relationer for. Denne variant er jeg ikke tilhænger af, men folk må gøre, som de selv vil. Jeg tror dog, at det underminerer vores gensidige tillid.
Kønsdysfori smitter blandt unge piger
Den anden variant er den, hvor man ikke beder om, men kræver, at andre ikke bare skal lade som om, man er det andet køn, men de skal reelt anerkende det. Det skal de ikke af kærlighed og respekt, men af tvang, uanset hvad de selv mener.
Her bliver det stærkt problematisk, og det er i hvert fald ikke længere et medicinsk spørgsmål. Det er ikke læger, der definerer vores kønsforståelse. Læger behandler sygdomme og lidelser, og det skal de gøre ved at arbejde med patienten og ikke med samfundet. Bekræftelsesterapien er et udtryk for læger, der overskrider deres kompetenceområde.
Kønsdysfori påvirker andre
Men hvad er problemet egentlig? Det virker jo, mener Bové, og min påstand om, at det forvirrer andre, og at bekræftelsesterapi og kønsskifte derfor samlet set er en dårlig løsning, er ”komplet håbløs”, skriver han.
Her er kønsskifte bare ét symptom på en ideologisk bevægelse, der har været på fremmarch gennem en længere årrække, og som fortsætter sin sejrsgang til stor skade for samfundet
Dr. Lisa Littman har en anden holdning. I august 2018 præsenterede hun det, hun kalder Rapid Onset Gender Dysphoria i en artikel, som efter en del kritik kom i en revideret udgave i marts 2019. Her viser hun, at kønsdysfori smitter blandt unge piger.
Det er tilsyneladende præcis de samme psykologiske mekanismer, der træder i kraft som ved spiseforstyrrelser og selvskade, og de sociale medier forstærker problemet.
Et par generationer frem
Som om det ikke er nok, gjorde CNN-journalisten Devan Cole sig i marts i år bemærket, da han skrev, at det ikke er muligt at fastslå en persons køn ved fødslen [2]. Derved støttede han op om en voksende bevægelse, der vil have, at man ikke længere konstaterer et nyfødt barn køn, men lader det være op til barnet selv at vælge, når det er klar til det.
Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvad resultatet vil blive efter et par generationer. Ingen vil vide, hvad køn betyder, så børnene har intet meningsfuldt grundlag at vælge ud fra. Skolen kan ikke give dem retningslinjer, for der er jo intet sikkert at sige om kønnenes karakteristika.
Der er tale om en ekstrem individualisme, der er nået så langt, at man nu kan tale som om virkeligheden er individuel
Der er vel kun to mulige resultater. Enten vil man vende tilbage til biologien og få en ende på galskaben, eller også vil der opstå nye definitioner på kønnene, så man definerer kønnene ud fra kønsroller. Det vil være et stort tilbageskridt. Det var da bedre, om man accepterede, at
- Køn er biologisk defineret.
- Køn definerer ikke, hvordan vi tænker, selvom der er generelle tendenser.
- Køn afgør ikke vores rolle i samfundet og i relationer.
Om ikke andet, så fordi to køn aldrig kommer til at være nok til at beskrive vores psykologiske diversitet.
Tilbage står stadig spørgsmålet, om det er argument nok, at noget nytter, eller om der er noget, der overtrumfer nytteværdi. Det er et filosofisk spørgsmål, og det er ikke sikkert, at Bové og jeg nogensinde kommer til at blive enige her. Jeg skal ikke komme med en lang argumentation. Jeg vil blot påstå, at det aldrig på længere sigt er formålstjenstligt at indrette sig efter noget, der ikke har hold i virkeligheden, uanset om det ser ud til at nytte lige nu. Når vi kollektivt hævder noget, som er i modstrid med, hvad enhver objektivt kan konstatere, så holder det ikke i længden, og det giver på langt sigt problemer.
Ekstrem individualisme
Her er kønsskifte bare ét symptom på en ideologisk bevægelse, der har været på fremmarch gennem en længere årrække, og som fortsætter sin sejrsgang til stor skade for samfundet. Der er tale om en ekstrem individualisme, der er nået så langt, at man nu kan tale som om virkeligheden er individuel, og at der ikke er behov for et fælles fundament. Den enkelte er selv verdens centrum, og vi er ikke forpligtede på hinanden. Det eneste vigtige kriterie er, om noget er rigtigt for mig.
Der er tale om en omvendt kopernikansk vending, hvor vi hver især bliver universets centrum. Det er ikke nyttigt, det er ikke praktisk, og jeg mener faktisk heller ikke, at det er sandt, men lad os ikke strides mere om netop det ord.
Noter
[1] Fausto-Sterling, Anne (1993): “The Five Sexes”. The Sciences (March/April) pp. 20-25. En kopi af artiklen findes her.
[2] Artiklen er fjernet fra CNN’s hjemmeside, men Devan Cole citeres andre steder for følgende: ”It’s not possible to know a person’s gender identity at birth, and there is no consensus criteria for assigning sex at birth”.
LÆS ALLE INDLÆG I DEBATTEN OM KØNSIDENTITET OG TRANSKØNNETHED:
2. LÆS HELLE JACOBSENS INDLÆG HER
3. LÆS FREDERIK BOJER BOVES FØRSTE INDLÆG HER
4. LÆS SØREN STIDSENS INDLÆG HER
5. LÆS FREDERIK BOJER BOVES ANDET INDLÆG HER
6. LÆS OLE NØRSKOVS ANDET INDLÆG HER
Topillustration: To biologiske køn, en objektiv virkelighed. Illustration: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
