TRO – Jeg skrev forleden, at salmen “Se nu stiger solen” kan få mig til at tro, mens jeg hører den. Selv om jeg ikke tror. For der er sådan et lys og sådan en kraft i den sang, at den skyller alle fornuftsgrunde bort, skriver Arne Herløv Petersen i en refleksion over livet, troen og døden: “Eller måske er livet og bevidstheden kun en flygtig gnist. Et øjebliks lys i mørket. Med en begyndelse og en ende, som vi må forholde os til. Ikke med angst og benægtelse. Vi kan alligevel ikke forstå, hvad det vil sige ikke at være her, så vi kan lige så godt lade være med at prøve på det”.
Jeg skrev forleden, at salmen “Se nu stiger solen” kan få mig til at tro, mens jeg hører den. Selv om jeg ikke tror. For der er sådan et lys og sådan en kraft i den sang, at den skyller alle fornuftsgrunde bort. Jeg har ikke noget mod, at mennesker tror på en gud eller på et evigt liv. Der er noget misundelsesværdigt over det. Det må gøre alting meget lettere. Hvor let at dø, hvis man virkelig helt og fuldt tror, at man lever videre – og at man skal gense sine kære.
Hvis der er en, der tror på Gud, ser jeg på, hvordan denne tro har formet dette menneske.
I Surinam mødte vi engang to danske missionærer, Karoline og Johannes. Karoline tænker jeg altid på, når jeg tænker på, hvad det vil sige, at være et godt menneske. Hun brugte sit liv på at hjælpe andre. Om de var hinduer, muslimer eller kristne påvirkede hende ikke. Hun tog sig af dem alle sammen. Hendes tro fik hende til at være et godt menneske.
På samme måde har jeg i Madagascar mødt kvækere, der gjorde et enestående stort arbejde for hittenbørn og børn og unge, der var skredet ud i kriminalitet og prostitution. Fordi de syntes, det var deres pligt at hjælpe, at få dem på rette vej.
Sådan en tro respekterer jeg.
Johannes’ tro var mørk og missionsk. Der var dommedag i hans blik. Han var fordømmende. Det er ikke en tro, jeg kan glæde mig over. Den forekommer mig fanatisk, og fanatismen fører ikke til noget godt.
Jeg ville ikke have noget mod selv at tro. Hvis jeg kunne.
Men jeg ved ikke, hvordan man gør. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle komme til at tro på noget, jeg ikke tror på. Jeg har ikke anlæg for det.
Jeg har ikke noget mod, at mennesker tror på en gud eller på et evigt liv. Der er noget misundelsesværdigt over det. Det må gøre alting meget lettere. Hvor let at dø, hvis man virkelig helt og fuldt tror, at man lever videre – og at man skal gense sine kære
Men det betyder ikke, at jeg mener, at videnskaben allerede har fundet svar på alting. Der er masser af ting, der ligger helt uden for
Der er masser af ting, der ligger helt uden for videnskabens sfære.
Det er derfor, jeg altid taler om de tre domæner – det gode, det sande og det skønne.
Videnskaben beskæftiger sig med, hvordan verden er.
Moral, religion og politik handler om, hvordan verden bør være, om at vi skal træffe et valg og stå inde for det, vi vælger.
Og kunsten handler om at give verden struktur, om at skabe sammenhæng og dybde, om at gøre det muligt at se verden gennem en andens øjne, gøre det muligt at bevæge sig på tværs af tid og rum, ind i andres sind.
Wernher von Braun sagde engang, at intet i naturen går til spilde, og derfor kunne han ikke tro, at noget så kompliceret og fint som et menneskes bevidsthed skulle gå til spilde. Den måtte på en eller anden måde leve videre.
Det tror jeg også, den gør. På en måde. Men ikke i tiden efter døden. I svenske dødsannoncer ser man ofte vendingen, at den døde er “gået ud af tiden”. Det er det, der sker.
Normalt synes jeg ikke, man skal fortrænge problemer, men i dette ene tilfælde kan det være gavnligt. Man kan alligevel ikke gøre noget ved det, så hvorfor forpeste dette lille liv med tanker om døden.
En del fysikere mener, at tiden ikke har objektiv eksistens. At den ikke går. Det er kun sådan, vi opfatter den med vores begrænsede sanser.
I virkeligheden eksisterer alle tider altid. Vi kan bare ikke se dem og komme i kontakt med dem.
I levende live.
Men måske … Hvem ved …
Mit liv er afgrænset. Det begyndte i 1943. Det ender i et årstal, der begynder med 20. Det kan godt være 2018.
Men denne tidskvante, dette lille begrænsede tidsrum findes måske altid et eller andet sted. På en eller anden måde.
Måske ligger evigheden ikke efter døden, men i døden. Hvis et menneske falder ind i et sort hul, vil det subjektivt opfatte, at tiden går langsommere og langsommere og til sidst går i stå. De, der står udenfor, vil se den pågældende falde ind i det sorte hul og forsvinde. Men den, der falder, kommer aldrig frem. Subjektivt er rejsen evig.
Sådan er det måske at dø. Set udefra dør man, bliver begravet, forsvinder. Men den døende vil måske gå ud af tiden og i en evighed styrte ind mod det sorte hul uden at nå frem.
Og måske kan den døende imens tænke over sit liv, glæde sig over gode gerninger og fortryde det, der ikke var godt. Og måske er netop det himmel og helvede.
Måske søger den døendes livsgnist ind i det store bål, ind i universets inderste ånd og mening. Uden for den tid og det rum, vi kender.
Eller måske er livet og bevidstheden kun en flygtig gnist. Et øjebliks lys i mørket. Med en begyndelse og en ende, som vi må forholde os til. Ikke med angst og benægtelse. Vi kan alligevel ikke forstå, hvad det vil sige ikke at være her, så vi kan lige så godt lade være med at prøve på det.
Normalt synes jeg ikke, man skal fortrænge problemer, men i dette ene tilfælde kan det være gavnligt. Man kan alligevel ikke gøre noget ved det, så hvorfor forpeste dette lille liv med tanker om døden. Krans dig med roser og lev, mens du er her.
https://www.youtube.com/watch?v=PAROVWCHcEQ
Topillustration: Publicdomanpictures.net
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
