Klima: Hvor meget skal vi blande os i hinandens liv, når det er for klimaets bedste?

i MILJØ & BÆREDYGTIGHED/Liv & Mennesker af

KLIMA // INTERVIEW – Er du en ”klimatosse”, og bliver du frustreret, når du diskuterer klima med din omgangskreds, som ikke rigtig bekymrer sig lige så meget som dig? Journalist Mette Mølgaard har talt med teolog og lektor Mickey Gjerris og kunstneren Anders Morgenthaler og spurgt dem: Hvad stiller du op? Skal du involvere dig og tage diskussionen op, eller skal du egentlig bare passe dig selv og håbe på, at dine egne gode gerninger inspirerer andre til at følge trop?

Mickey Gjerris, teolog og lektor i bioetik ved Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, udkom for nyligt med bogen “Upraktisk håndbog i lysegrønt håb”, hvor han med udgangspunkt i, at vi står over for udfordringer af så enorme dimensioner, at det ikke er set før i vores liv eller i menneskehedens historie, slår fast, at det er vores demokratiske ansvar at blande os, hvis vi vil være med til at ændre det samfund, vi lever i.

Vil vi være med til at skabe et samfund med færre klimaforandringer, kræver det, at vi engagerer os i diskussionerne, også selv om det kan være ukomfortabelt engang imellem. For gør vi det ikke, ser vi kun os selv som forbrugere og ikke som borgere, der diskuterer politik – heriblandt klima – med hinanden.

Mickey Gjerris: “Hvis du vil påvirke andre mennesker til et eller andet, så er du nødt til at kende dem, og så ved du også, hvordan du skal tale med dem om det”

“Det er jo en del af at leve i et demokrati, at vi kan tale om vores uenigheder, ellers bliver vi hverken klogere eller forandrer noget, og det er jo et ansvar, der påhviler os alle, at vi er villige til at være borgere i et demokrati, der stiller spørgsmålstegn ved de værdier, vi lever efter, så vi finder ud af, hvor vi skal hen. Ellers mener jeg ikke, vi tager vores ansvar alvorligt,” siger Mickey Gjerris.

Det er dog ikke lige meget, hvordan du gør det, mener han.

“Hvis du vil påvirke andre mennesker til et eller andet, så er du nødt til at kende dem, og så ved du også, hvordan du skal tale med dem om det. I nogle tilfælde kan du godt sætte dig ned og sige: ‘har du egentlig tænkt over det?’, men du kan også tage en mere generel diskussion op under middagen og nævne, at Jylland står under vand, og at det har noget med klimaet at gøre,” siger Mickey Gjerris.

Klimatossen, de gør grin med

Der er også den mulighed, at du bare selv lever på en måde, som viser omverdenen, at det faktisk godt kan lade sig gøre at leve mere klimavenligt uden at gå på kompromis med at leve et godt liv.

Det mener Anders Morgenthaler, som derfor heller ikke spørger ind til sin bedste vens ferie til Thailand.

“Hans kone spurgte, om han turde sige det til mig, men jeg fordømmer ikke, jeg spørger bare ikke ind, for jeg forstår ikke, du har lyst til det, når Antarktis smelter, og Australien brænder,” siger han.

Det er dog ikke, fordi Anders Morgenthaler altid er så diplomatisk, for han er ikke bange for konflikter, når det gælder noget så vigtigt som klimaet. Derfor takkede han også nej til en invitation til sine brødres fødselsdagsmiddag på Bone’s, fordi han er vegetar og synes, det ville være spild at bruge en aften der.

Anders Morgenthaler: “Jeg troede, at det var sådan, at når jeg havde samtaler med venner og familie, så gad de ikke mig, men det er omvendt. Jeg gider ikke dem.”

“Jeg har aldrig været bange for konflikter. Heller ikke i familie- og vennesammenhæng. Jeg er bare gået i gang. Det har jeg ikke et problem med,” siger Anders Morgenthaler.

“Men,” tilføjer han, “når du tager diskussionerne og begynder at være højlydt, skal du være indstillet på, du er den, de sidder og laver grin med til julefrokosten. Det må du bare tage med.”

For mange vil Anders Morgenthaler måske fremkomme radikal og lidt hysterisk. Andre vil kalde ham en klimatosse. Derfor undskylder han også til tider for at snakke så meget om klimakrisen.

“Men jeg troede, at det var sådan, at når jeg havde samtaler med venner og familie, så gad de ikke mig, men det er omvendt. Jeg gider ikke dem.”

Oprør med boomerne

Selvom de, der ikke gider tale klima, findes i alle aldre, så er det især boomer-generationen (1946-1960), der voksede op uden at mangle noget – livsnyderne, som rejser og spiller golf, og som karakteriseres som snæversynede og kritiske over for forandringer – der får kritik for ikke at engagere sig og tage deres del af ansvaret for at levere en ordentlig klode videre til kommende generationer.

Og det er generation z (1991-2005), som nu gør oprør, som vi blandt andet ser med Fridays For Future-bevægelsen. Oprøret sker dog ikke kun på gaden, men også derhjemme, mellem børn, der ikke forstår, hvorfor deres forældre fortsætter med business-as-usual, når Holstebro, Randers og Horsens står i vand til navlen, og Australien brænder som aldrig før, for det er deres generation – og de kommende – som kommer til at leve med det rod, som tidligere generationer – blandt andre deres forældre – har skabt, men som de ikke selv når at mærke de værste konsekvenser af.

Boomere: “De lukker fuldstændig øjnene eller siger: ‘vi er jo bare en lillebitte dråbe i havet, vores forskel gør ingenting, men det er ikke rigtigt”

“Jeg er 47. Jeg har børn, der nærmer sig 20, så det gælder også min generation. Det er hårdt sagt, men hvis ikke vi står fuldstændig på mål for at ændre vores vaner, så vil vores generation få et oprør med os og spørge: ‘hvilken side var du på?’, hvad gjorde du, da du vidste det?’ (hvor slemt, det var, red.),” slår Anders Morgenthaler fast.

Selv har han haft oprøret i årevis. Også med sine egne forældre.

“De lukker fuldstændig øjnene eller siger: ‘vi er jo bare en lillebitte dråbe i havet, vores forskel gør ingenting, men det er ikke rigtigt,’” mener Anders Morgenthaler.

Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget

Det er Mickey Gjerris enig i.

“Det er jo ikke fordi, de gør det (eksempel: flyver), at vandet stiger, men de er jo med til at legitimere det. Det er altså ikke, fordi de gør det isoleret set, at vi har et problem, det er, fordi rigtig mange gør det. Det betyder ikke, at de ikke har et ansvar, for når de gør det, så er de med til at give andre den samme idé,” siger Mickey Gjerris.

En dansker udleder i gennemsnit 17 ton CO2 om året, og det er langt over verdensgennemsnittet på otte. Skal vi leve op til Parisaftalen, som FN’s medlemslande forpligtede sig til i 2015, skal vi hver især holde os til to ton årligt.

I 2019 nåede vi allerede den 29. juli Earth Overshoot Day, dagen, hvor alle årets ressourcer er brugt, hvor vores forbrug skal stoppe, hvis kloden skal kunne nå at gendanne sine ressourcer og biokapacitet. Hvert år sker det tidligere og tidligere. Værre ville det dog se ud, hvis alle verdens borgere levede som os danskere, for så ville vi her i 2020 nå dagen allerede den 28. marts.

Der kan altså ikke være nogen tvivl om, at vi danskere lever et liv, der langt fra er bæredygtigt, så er det ikke kun fair, hvis vi alle skruer lidt ned?

Danmark bliver ofte anerkendt som et grønt foregangsland, og regeringen har da også taget et vigtigt skridt med målsætningen om at reducere CO2-udledningerne med 70% i 2030 (sammenlignet med 1990-niveauet), men der er stadig en for stor tiltro til, at teknologien vil redde os med et snuptag.

Mickey Gjerris: “Fordi det ikke er hyggeligt, så taler vi om noget andet. Huset brænder, men lad os tale om, hvor møblerne skal stå henne”

Det er både “naivt og en forkert tilgang til problemet”, mener Katherine Richardson, formand for Klimakommissionen, leder af Sustainability Science Centre på Københavns Universitet, FN-udpegede ekspert og medlem af Klimarådet:“Teknologien kan ikke ændre på det faktum, at jordens ressourcer er begrænsede. Teknologi kan hjælpe os med at bruge ressourcerne mere effektivt og for eksempel, at vi flyver med mindre påvirkning, men teknologi løser ikke problemet. Vi ved nu, at de menneskelige aktiviteter påvirker miljøet på et globalt niveau, og at den påvirkning truer den fortsatte udvikling af samfundet. Den viden bliver vi nødt til at forholde os til, og det betyder, at vi fra nu af og i al evighed bevidst skal forvalte vores forhold til det globale miljø. Vi har mistet vores uskyld. Den får vi ikke tilbage,” sagde Katherine Richardson til Altinget i januar.

Derfor mener Mickey Gjerris også, at vi går efter den laveste fællesnævner, hvis vi ikke bestræber os på at handle individuelt; om det så er at reducere vores flyveture, skære ned på indtaget af animalske produkter, forbrugskulturen og undgå madspild. Eller at blande sig i debatten.

Men hvis vi ved, nogen er uenige og ligeglade, er det så ikke bedre bare at snakke om noget andet?

“Nej, det er da fuldstændig vanvittigt, at fordi det ikke er hyggeligt, så taler vi om noget andet. Huset brænder, men lad os tale om, hvor møblerne skal stå henne,” siger Mickey Gjerris.

Det tager tid

Men selvom vi skal blande os, må vi forvente, at det kan tage tid at vænne sig til tanken om at skulle omstille sig til en mere klimavenlig livsstil. Det kan virke uoverskueligt, og du vil formentlig blive mødt af uvilje og modstand i starten, især hvis du løfter pegefingre.

“Det er svært, for du går ind og stiller spørgsmålstegn ved nogle livsvalg, som folk træffer, og der reagerer folk tit ved at gå i forsvarsposition og spørge ‘hvad med dig selv’”, siger Mickey Gjerris.

Det gør de især, hvis du for eksempel selv har fløjet, spist kød og deltaget i forbrugsfesten på Black Friday, for hvad bilder du dig så ind at fortælle os, hvad vi skal gøre?

“Eller også synes de, det bliver for fanatisk at høre på, så det er en enorm svær balancegang, men man er jo nødt til at prøve at få den samtale i gang,” slår han fast.

Selvom risikoen er, at det får den helt modsatte effekt, og at dine omgivelser bliver så vrede over dine kommentarer, at de skruer op for varmen og åbner alle vinduerne, så giver det også en anledning til at sige:

“Ja, vi er i samme båd. Så det er ikke, fordi jeg siger, at jeg er god, og I er onde. Det er fordi, vi i fællesskab har et problem, som vi måske kan tale om, hvordan vi gør noget ved,” siger Mickey Gjerris.

Fordi vi mennesker er sociale væsner, er vi bange for at blive smidt ud af fællesskabet. Det gælder også klimatosserne

For Anders Morgenthaler skete ‘transformationen’ da heller ikke fra den ene dag til anden. Det var først, da han fik børn, at han satte sig så meget ind i tingene, så han pludselig prioriterede økologi, og så tog det ikke længe, før han tjekkede op på klimafakta, som førte til, at han skaffede sig en elbil og droppede at flyve på ferie, men også på arbejde.

“Folk tror tit, man bare skal omlægge alt på én gang. Det skal man ikke, man skal sætte sig ind i tingene. Gør man ikke det, skal man stå til ansvar for det. Det glemmer folk tit, synes jeg,” siger Anders Morgenthaler.

Fællesskaber forandrer

Studier peger på, at fordi vi mennesker er sociale væsner, er vi bange for at blive smidt ud af fællesskabet. Det gælder både klimatosserne, som er bange for at venner og familie bliver trætte af dem, men også for dem, der måske gerne vil ændre vaner, men som er bange for pludselig et stikke ud fra de fællesskaber, de indgår i.

“Grunden til at mange ikke omlægger vaner til det, de gerne vil, er fordi, de indgår i en kontekst, hvor de er bange for at blive stødt ud af fællesskabet, det holder dem tilbage,” mener Anders Morgenthaler.

Det er fint, at du selv er vegetar, ikke flyver, ikke forbruger og blander dig i dine omgivelser, men vil du virkelig gøre en forskel, så skal du finde et fællesskab at være en del af, mener Anders Morgenthaler. Det er nemlig igennem fællesskabet, at vi virkelig forandrer verden.

“Hvis du synes, det er irriterende, at I på arbejdet spiser for meget kød, så forsøg aktivt at samle mennesker, der har det som dig og undersøg, om I kan finde på et alternativ. Hvis du bare kommenterer, så bliver det irriterende, men handler du på det og skaber fællesskaber, så kan du godt tillade dig at gøre det,” siger Anders Morgenthaler, som blandt andet selv er aktiv i Folkets Klimamarch.

“Det giver moralsk og etisk mening. Du kan ikke ændre verden alene, men kan du sige: ‘I kan gøre, hvad I vil, men jeg gør det her’, så har du en vigtigere stemme,” mener han.

Og selvom ingen kan gøre alt, kan alle gøre noget.

Derfor vil det også være på sin plads at spørge os selv og vores omgivelser, hvad vi sammen kan stille op nu og her for at tage ansvar for at være med til at skubbe på for at sikre en grøn omstilling af samfundet.


Har du selv lyst til at engagere dig i klimaet, så find et fællesskab, der passer til dig og dine interesser:

FridaysForFuture
Den Grønne Studenterbevægelse
Folkets Klimamarch
Klimabevægelsen


Kilder

Danskernes CO2-forbrug: https://www.berlingske.dk/nyheder/danskere-udleder-alt-for-meget-co2-spis-mindre-koed-forbrug-mindre-og-flyv

Earth Overshoot Day: https://www.information.dk/udland/leder/2019/07/dag-klodens-ressourcer-2019-opbrugt-maa-overskud-aendre-kurs / https://www.overshootday.org/newsroom/country-overshoot-days/

Generationer: https://www.ingerfair.dk/sadan-leder-du-5-generationer/

Altinget: https://www.altinget.dk/energi/artikel/katherine-richardson-mange-politikere-siger-at-teknologien-vil-redde-os-det-er-baade-naivt-og-forkert


Foto: Unsplash

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Journalist med en kandidatgrad i Development and International Relations / Latin American Studies.

Jeg skriver mest om international udvikling, menneskerettigheder – især kvinders rettigheder - og klima. Gerne med fokus på Latinamerika, hvor jeg har rejst, boet og arbejdet siden 2012.

Seneste artikler om MILJØ & BÆREDYGTIGHED