DØD // ESSAY – ”Jeg har nu to gange mistet et menneske tæt på mig til fremskreden kræft,” skriver Sananda Solaris. Begge gange var sygdommen kombineret med et valg om at stoppe medicinsk behandling til fordel for alternative, spirituelle overbevisninger. ”Jeg har med egne øjne set, hvordan fællesskaber kan få enorm indflydelse på alvorligt syge menneskers beslutninger … For pårørende er det næsten umuligt at stå alene over for en gruppe, der er overbevist om, at de gør det rigtige. Man kan ikke konkurrere med et samlet kor af mennesker, der bekræfter hinanden i, at systemet er fjenden, og at ’det alternative’ er vejen.”
I Ghana er begravelser offentlige. Den afdøde ligger på lit de parade, ofte i en vild, scenografisk iscenesættelse, der skal afspejle den afdødes liv. Familien sidder ved højbordet og modtager gaver. Det hele er storslået og intenst.
Det er en form for forløsning og et fællesskab, der, selvom ghanesere indimellem er trætte af de enormt omkostningstunge begravelser, betyder meget for mennesker i sorg. Et fællesskab bygget af ånd og sjæl. Krop og kød. Måske giver den tætte kontakt med døden også mindre angst og dermed en bedre afgang til det hinsides.
Jeg er vokset op som privilegeret hvid i Danmark. Jeg har ikke set døende mennesker i smerte i månedsvis.
Som de fleste i Danmark har jeg faktisk næsten aldrig set døde mennesker, men jeg har oplevet, at min kære veninde Tina, som også er mor til mit barns søskende, og Kwabena, en vidunderlig ung mand, der gjorde mig så rolig indeni, var fanget i hver deres del af verden i smerte og isolation, mens de døde. Angste og i panik.
Jeg har mistet to mennesker. Begge døde unødvendigt smertefuldt og isoleret med de forkerte mennesker omkring sig. Folk, de i virkeligheden ikke ville have valgt at dø med, hvis de vidste, hvad jeg ved
Tina døde i panik i Indien på ”healingrejse”, omgivet af hippier, der ikke pressede på for at få hende behandlet på hospitalet.
”Måske en tur på stranden ville hjælpe,” skrev en af dem, der var sammen med Tina i Indien, mens hun lå og skreg af smerte. Hendes skrig snakkede de ikke meget om i hendes fælles healinggruppe. Der måtte man kun sige søde healingting, bestemte de. Det var nok også derfor, de sparkede mig ud og blokerede mig, da jeg begyndte at tale om symptomer på at være døende. Det må man ikke sige i hippiegrupper.
Nogle af dem fra healinggruppen tog så derned, men de formåede ikke at læse journaler eller lytte til lægerne. Da Tina nægtede behandling, selvom hun var ved at drukne i sine egne lunger og havde en blodprop i hjertet, syntes ”trommeshamaan Susanne” og ”yoga-Hanna”, at fjernhealing var en god idé. Det ville Tina jo gerne have.
Fremfor at behandle Tina og få hende stabiliseret, jamrede de rundt på FB i selvgodhed og dansede og sang og chantede. Og for 100 kroners penge købte de sig adgang til at kalde hinanden gudinder og drager i en lang illusion, som aldrig ville lykkes.
Det værste var nok, at ingen forstod, hvad delirium er, og at det kommer, når dødsprocessen når hjernen, og den står af. Helt grundlæggende at begribe, at mennesker i den tilstand ikke længere kan tage ansvar, når de ikke ved, om de vil skide eller drikke.
Det var svært at rumme. For mig.
Kære Kwabena, med en volleyballstor sarkomknude, druknede også i sine lunger. Imens tvang hans mor mere sobolojuice i ham og strøede noget Jesus-blod-pulver ud over det hele. Han døde i smerter og panik, fordi hans mor mente, at Gud og pulveret var bedst. Han voksede op i Accra, langt væk fra den stærke tradition, og blev døbt 22 gange i en umulig pinsekirke. Det var ikke til at vide, om døden kom før eller efter, at hun puttede Jesus-pulveret i hans drop, for alt var et langt skrig om hjælp.
Der er et ansvar
Ja, så nu er jeg knust. Jeg er igen i sort sorg. Jeg har brug for at fortælle det, for jeg er også vred.
Jeg har nu to gange mistet et menneske tæt på mig til fremskreden kræft. Begge gange var sygdommen kombineret med et valg om at stoppe medicinsk behandling til fordel for alternative, spirituelle overbevisninger.
Det er den del, der er sværest at forstå. Ikke alene dør man af metastaserende kræft. Man dør også i et miljø, hvor omgivelserne bekræfter, at bøn, energi eller ”højere frekvenser” kan erstatte dokumenteret behandling.
Jeg har med egne øjne set, hvordan fællesskaber kan få enorm indflydelse på alvorligt syge menneskers beslutninger. Når et helt netværk støtter fravalg af behandling, og ingen insisterer på lægefaglig hjælp, bliver det ikke længere et individuelt valg. Det bliver en kollektiv dynamik.
For pårørende er det næsten umuligt at stå alene over for en gruppe, der er overbevist om, at de gør det rigtige. Man kan ikke konkurrere med et samlet kor af mennesker, der bekræfter hinanden i, at systemet er fjenden, og at ”det alternative” er vejen.
Jeg skriver det her, fordi der er et ansvar. Når konspirationsteorier om ”Big Pharma” bliver styrende for behandlingsvalg, får det konkrete konsekvenser
Jeg skriver det her, fordi der er et ansvar. Når konspirationsteorier om ”Big Pharma” bliver styrende for behandlingsvalg, får det konkrete konsekvenser. Det handler ikke om tro i sig selv. Det handler om, hvad der sker, når tro erstatter behandling ved livstruende sygdom.
Jeg har mødt mange læger i mit liv, og jeg har for det meste set mennesker, der har været ordentlige og kærlige og opsatte på at redde liv.
Jeg ved godt, at der findes pædofile, rige røvhuller og korrupte ledere. Det er så overbevisende, at jeg snart selv bliver fladjordstilhænger.
Der sker meget i verden. Blålys bliver lys. Der er et globalt maskefald. Det er vildt.
Og ja, der findes mange klamme mennesker.
Men det er ikke det samme som, at hele systemet fra toppen har manifesteret sig i barnemord og blodritualer på Aalborg Sygehus Nord.
Jeg har mistet to mennesker. Begge døde unødvendigt smertefuldt og isoleret med de forkerte mennesker omkring sig. Folk, de i virkeligheden ikke ville have valgt at dø med, hvis de vidste, hvad jeg ved.
For de døde helt forkert. De døde, fordi disse mennesker skabte illusionerne om, at hvis bare vi tror nok, kan vi gro en arm. Det var dem, der overbeviste mine elskede om, at de ville dø hos lægerne, alt imens de selv stod for hele seancen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og