Så hør her Lars Løkke

i Liv & Mennesker/Politik & Samfund af

Det er jo ikke fordi det går fremragende!

Er jeg den store samfundsforsker? Har jeg studeret statsvidenskab? Nej.

Jeg er en erfaringsramt borger i Danmark og har været med så længe, at jeg har oplevet diverse op- og nedture. Jeg er konsekvensekspert i 60’ernes opsving, oliekrisen i 70’erne, kartoffelkur i 80’erne, optimismen op til årtusindskiftet, hvor det så ud, som om det hele nok skulle gå. Det gjorde det også i 0’erne, fremad, opad, så godt at vi kunne købe hele verden. Bankerne lånte pengene ud til det, og tabene var store, da boblen sprang.

Jeg har også været igennem nogle humørmæssige op- og nedture fra ‘de glade 60’ere’, til atomfrygt, terrorfrygt, klimaforandringer og angst for klodens overlevelse. Og nu flygtningefrygt.

Det er som om mit voksne liv har været domineret af frygt.

Vil man sælge aviser skal man tilsyneladende slå på vores frygt på forsiden: Sådan undgår du fedme, neglesvamp, for dyre lån, kolesterol og svindlere på nettet. Avisen har løsningen. Vi er åbenbart kodet sådan, at vi tror, at hvis vi køber avisen, så går frygten væk. Bare mærkeligt, at frygten fortsætter.

Angst er også godt, og der er nok at vælge imellem. Hvad skal det være? Angst for at miste sit arbejde og have svært ved at få et nyt? At blive syg og skulle behandles i det offentlige system, for det bliver jo dårligere og dårligere? Der skal jo spares. Angst for at falde gennem maskerne i velfærdsnettet, for de bliver større og større?

Angsten for at samfundet bryder sammen, for hvordan skal økonomien dog kunne løbe rundt, når SKAT er ved at smuldre så meget, at gammel gæld ikke inddrives og enhver kan give sig selv fradrag på årsopgørelsen? Der er alligevel ingen, der tjekker det. De, der tjekkede det før i tiden, er nemlig sparet væk.

De der HAR et arbejde er ved at segne og går ned med stress, mens de ledige nasser på systemet og kan holde fri hele året og se pengene blive overført måned efter måned. Kommunernes økonomi er helt til rotterne, pgra alle overførselsudgifterne og fordi flygtningene nu strømmer ind i vores land, og det danske samfund er ved at segne under den enorme byrde. Sproget, velfærden og vores måde at være danskere på er truet. Og lige om lidt kommer der skattelettelser til de velhavende, der også får sænket afgiften på luksusbiler og får millioner i bonus, når de skifter job.
Gør du dig klart, at det er det her billede dine meddanskere har af ‘rigets tilstand’? Måske ikke hele tiden, men som underlægningsmusik til deres hverdag.

Helt ærligt! Stop så det dér dommedagsbillede. Det er ikke til at holde modet oppe for mig og de andre 5 millioner danskere. Vi er hverken dumme eller ligeglade. Hvorfor får den dårlige propaganda lov at fortsætte? Det er ikke kun min og mine journalistkollegers skyld at billedet af nedtur og tristesse fastholdes. Kommunikationen er envejs og udelukkende negativ. Den danske velfærdsstat tales ned, panikken tale op. Hvornår vender du kajakken? Hvornår indser du, at vi mangler en leder? En leder der skabe ro og hive os op af det mismod, der breder sig. En der kan sprede kampgejst, optimisme og en tro på fremtiden.

En der kan fortælle os, hvordan det rent faktisk ser ud. Uden at lyve, uden at snyde os for væsentlige detaljer, men også uden at stikke os blår i øjnene. Hvis vi ved, hvor vi står, så er det mere sandsynligt, at vi bakker op om projektet, men er vi usikre på, om det nu også er sandt eller rimeligt, det de kloge siger, så vender vi ryggen til og gør noget andet. Lukker os inde i vores små fællesskaber og finder glæden i det, vi nu har. Det er farligt for dig og demokratiet.

Det er 8 måneder siden, at landet viste sig at være kløvet i 2 dele. Valget afslørede, at vi var enten land eller by. Udkant eller hovedstadsområde, eller hvad vi nu skal kalde det. Og det tror da pokker, når vi ikke har en leder, der kan samle os. Når vi ikke får udmeldinger, der kan give os tryghed. Uden det begynder vi at skændes med hinanden, tænke i ‘dem’ og ‘os’ og råbe af de andre.

Hvorfor skal der gå SÅ lang tid, før nogen indser, at danskerne trænger til at få helt anderledes input.

Nu er det altså dig, Lars Løkke, der er vores statsminister. Det er dig, vi har til den slags, med mindre du ansætter en humør-ambassadør, en minister for optimisme eller bare en, der kan kommunikere livsmod og engagement til danskerne.

Vores regering har benyttet sig af det demokratiske system og vedtaget en række love, som jeg personligt synes peger mod afgrunden. Men sådan er demokratiet, den mindst ringe styreform, så det accepterer jeg, omend jeg benytter mig af min ytringsfrihed til at protestere, hvor det er muligt.

Ministeren for optimisme burde så orientere os om, hvorfor det er en god ide med nye love og nye tiltag, hvad vi kan få ud af dem og fortælle os, når de love har medført forbedringer for borgerne. Eller du kunne som statsministeren bruge dine pressemøder til at holde disse taler for os alle.

Obama vandt med sit ”Yes we can”, og udløste en utrolig portion optimisme. Min Point of View International-kollega Kristin Parello-Plesner skriver om den canadiske premierminister Trudeau, der mestrer de færdigheder, jeg søger. Han har siden sin tiltrædelse forstået at skabe optimisme og begejstring. Det smitter, og det betyder fremgang. Så Canada er et land med en tro på fremtiden. Jeg er sikker på, at Canada har lige så mange problemer at slås med som det danske samfund og lige så mange utilfredse borgere. Men Trudeau taler ikke om problemer eller utilfredse borgere. Han taler om muligheder og fremtid, og han udsender glæde. Optimisme smitter. ‘Everybody loves a winner’.

Så hør her Lars Løkke: Tag skeen i den anden hånd. Og tal til os. Herfra.

FT talerstol

Sig til os, at det nok skal gå. At du f. eks. er ved at få orden på SKAT, så vores indbetalinger er sikret og kommer til at blive brugt til det, vi regner med, nemlig vores fælles bedste. Fortæl os, at du er virkelig glad for den indsats rigtig mange borgere gør for at få asylansøgere og flygtninge til at blive integreret, så de hurtigt kan komme i arbejde og betale skat til vores fælles bedste. Det er så stor en opgave, som statsapparatet tydeligvis ikke vil have fingrene i, så det er vel nok godt, at borgerne giver en hånd. Sig det og fortæl os, at du har forstået, at nogle danskere føler sig overset. Og dem vil du nu lytte ekstra meget til. Dem bør du tale med, og høre, hvad de har på hjerte.

Vi vil gerne høre alle de positive historier du kan finde frem. Om miljøtiltag, der virker. Om nydanskere, der har fået fodfæste, og som er glade for Danmark og går på arbejde hver dag. Om dygtige igangsættere f. eks., der får erhvervslivet til at blive endnu mere mangfoldigt og skaber vækst. En ægte venstresag, ligesom historier om nye tiltag på arbejdsmarkedet, der får folk i arbejde. Osv osv
Du skal selvfølgelig ikke undlade de andre historier, de knapt så optimistiske, for når vi bliver præsenteret for fakta, kan vi godt klare det. Når vi får præsenteret visioner, er vi mere tilbøjelige til at bide tænderne sammen og give afkald. Vi mangler bare totalt de gode historier og visionerne.

Historierne er der, men vi hører dem kun tilfældigt, når en facebookven er så rar at dele den eller facebooksiden ‘Fucking Flink’ fortæller om mennesker, der giver os modet tilbage. Det er jo DIG, der skal fortælle os den slags historier. Du skal gøre flere danskere glade, uanset politisk tilhørsforhold.

Vi glæder os hvert år til, hvad HM Dronningen nu har på hjerte, fordi hun forstår at samle os. Hun taler til os alle, med ris og ros og papir, der rasler.

Det kan vi godt lide. Men det er kun én gang om året, og hun har ingen magt som hun har agt.

Hvorfor bruger du ikke den oplagte mulighed til at samle dit folk, Lars Løkke?

Elsker du Pov.International så bliv abonnent for 20 kr om måneden. Elsker du mine klummer? Så kan du betale for at læse med. Donér, hvad du selv synes en artikel skal koste. Eller lad være, hvis du ikke har råd. Alle skal have lov at læse med.
Min Mobile Pay er: 2854 6818

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Monica Krog-Meyer, tidl. radiovært, nu skribent, pensionist og mormor.
Født 1950, programmedarbejder og studievært. Har taget turen fra P3, via P4 og til P5.
Jeg skrev i 2010 "Plus-alderen - vi bliver jo bare ved!", der medfører mange muntre foredrag rundt i Danmark.