MISTRIVSEL // KRONIK – Hvad er senfølgerne af den udbredte mistrivsel, ensomhed, angst, kedsomhed og stress? Her tænker Peter Johannes Schjødt ikke kun på senfølgerne for det enkelte menneske, men også for samfundet på længere sigt. Hvor meget konkurrencestat og spekulation i mennesket som ressource er foreneligt med forestillingen om en dansk velfærdsstat?
Følelsen af ensomhed har i de seneste år nået et opfang, så venner er blevet et politisk tema i form af den nationale strategi mod ensomhed. Dokumentationsmaterialet viser, at omkring 600.000 voksne danskere føler sig svært ensomme, mens 20.000 børn i gruppen 11-15 år ofte eller meget ofte føler sig alene.
Økonomisk antages ensomhed at koste det danske samfund over 7 milliarder kroner årligt, og målet for den nationale strategi er, at ensomheden skal halveres inden 2040. Som det formuleres i det Nationale Partnerskab mod Ensomhed, så er ”ensomhed en stigende samfundsudfordring. Alt for mange mennesker i Danmark føler sig ensomme, og det har store konsekvenser – både for den enkeltes livskvalitet og for samfundet som helhed. Det er på tide, at vi handler på ensomhed.”
Vi har således brug for nationale handlingsplaner på mange områder; man kunne næsten fristes til at tale om nationale vækkelsesplaner
Og det gør den nationale strategi bl.a. med nogle råd til de ensomme: ”Vid at du ikke er forkert! Mange oplever følelsen af ensomhed.” Vi opfordres til at tale om ensomhed, være noget for andre og opsøge råd og hjælp. Den nationale strategi slår fast, at ensomhed ikke er et ”personligt problem og ansvar – det er et strukturelt problem og et samfundsmæssigt ansvar”. Betyder det, at man har fundet ud af, at det er samfundsudviklingen, der skaber ensomhed, og i øvrigt også mange andre former for mistrivsel? Det står der ikke noget om. Men vejen til ensomhed for over en halv million mennesker må undersøges.
Der skal et nyt realitetsprincip til, som tematiserer både ensomhed og alle de andre former for mistrivsel, som en uundgåelig del af det samfund, der har udviklet sig i slipstrømmen af konkurrencestaten, eller det, som den amerikanske filosof Nancy Fraser kalder for den kannibalistiske kapitalisme.
Sårbarhedsskabende zoner
Dagligt er der overskrifter i medierne, som rapporterer om tilsyneladende forskellige opdagelser og resultater af nye videnskabelige undersøgelser. Et par eksempler: Foruden følelsen af ensomhed, vokser oplevelsen af kedsomhed, som også er på vej til at blive en udfordring for folkesundheden. Stress har allerede opnået epidemisk udbredelse.
Desuden har Arbejdstilsynet afdækket, at omkring 30 pct. af de danske lønmodtagere har smerter, når de går på arbejde, mens 11 pct. må tage smertestillende medicin for at klare arbejdsdagen.
Statsministeren har tilmed for et par uger siden tematiseret ”skærmene” som stærkt medvirkende til den dokumenterede dårlige trivsel, ikke mindst blandt unge. Generelt er der masser af dokumentation for, at den digitale verden og de sociale medier er en af de mest sårbarhedsskabende zoner, hvorfra en digital pest spredes og infiltrerer både sind og samfund med mistrivsel.
Og så er der børnene med den såkaldte skolevægring. Og der er den udbredte angst og den omfattende depression, som på globalt plan også kaldes for epidemiagtig. Problemerne ligger som sorte perler på en snor.
Hvad har disse forskellige lidelser til fælles? Umiddelbart ikke så meget, for de forekommer jo inden for hvert deres domæne: arbejdsmarkedet, skolerne, uddannelserne, de sociale medier osv. Men de burde ikke fortolkes hver for sig. Trods deres forskellighed er alle disse problemer konsekvensen af, at nogle grænser er blevet overskredet. Der opstår flere og flere gråzoner i samfundet, som det kan være sårbarhedsskabende at nærme sig. Zoner, hvor mennesker kan blive udsat for skadelige belastninger med langvarige konsekvenser.
Det er derfor grundlæggende et ret vildt tankeeksperiment at skulle forestille sig alle disse udfordringer og problemer løst inden for paradigmet om mennesket som ressource
Måske er samfundet blevet strukturelt fjendtligt over for nogle af menneskets mest grundlæggende eksistentielle behov. Vi har således brug for nationale handlingsplaner på mange områder; man kunne næsten fristes til at tale om nationale vækkelsesplaner, for hvad er det for et samfund, som på et og samme tidspunkt skaber betingelserne for omfattende ensomhed, kedsomhed, angst, depression, stress, generel mistrivsel og øget psykisk sårbarhed?
Mennesket som ressource
Helt grundlæggende er det korrekt, som der står i den nationale strategi mod ensomhed: ”det er ikke dig, der er noget forkert ved.”
Det kunne man med lige så stor ret sige til alle de andre, som også oplever en eller anden form for mistrivsel. Men hvad er det så, der er noget galt med? Er alle dem, som rammes af mistrivsel, bare uheldige, eller hvad er det, som nærmest har gjort mistrivsel til den naturlige orden i et land, som ellers kaldes for et af verdens lykkeligste? Er det de sårbare mennesker, som er blevet endnu mere sårbare, mindre modstandsdygtige over for helt almindelige menneskelige tildragelser?
Denne holdning til problemer med mistrivsel er udbredt og forhindrer forståelsen af, hvorfor mennesker rent faktisk bliver sårbare, og spørgsmålet står derfor stadig tilbage: Hvad er det, som har gjort mennesker så sårbare? Det er vel ikke bare ond vilje eller modvilje mod at have det godt?
Der er en forbindelse mellem vores liv og den store Historie. Som den franske forfatter Annie Ernaux skriver, så sætter denne historie sine spor, fx i ”form af en kold gråvejrsfølelse”. Men vi kunne også sige, i form af en følelse af udsathed og manglende evne til at stå imod det øgede pres, som er konsekvensen af menneskets forvandling til homo economicus. Det enkelte menneske er blevet sit eget projekt, sin egen producent og kapital, hjemmehørende på markedet som forbruger og ikke mindst som en ressource for den samlede økonomi.
Som den britiske kulturteoretiker Mark Fisher skrev i bogen Kapitalistisk realisme, så er der i de seneste 30 år blevet installeret en dyb og accepterende forståelse af, at alle samfundets institutioner inden for fx sundhed, uddannelse, omsorg og arbejdsmarked skal betragtes ud fra et rent økonomisk rentabilitetsperspektiv, og borgerne derfor som en ressource.
Og vi ved jo, hvordan det forholder sig med ”ressourcer”; ingen af produktionsprocessens ressourcer må forblive uudnyttede, for så resulterer det i mindre økonomisk udbytte. Det er ikke længere kun menneskets fysiske ressourcer, der skal stå til rådighed, også de indre, psykiske og mentale ressourcer og dets tid skal stilles i produktionens og det økonomiske livs tjeneste. Dette accepteres som den ”naturlige orden”, men det er netop denne naturlige samfundsorden, som skaber den lange række af eksistentielt ødelæggende problemer for flere og flere mennesker.
Det er derfor grundlæggende et ret vildt tankeeksperiment at skulle forestille sig alle disse udfordringer og problemer løst inden for paradigmet om mennesket som ressource.
Senfølger?
Måske er den voksende mistrivsel et tegn på, at konkurrencestaten er blevet den helt normale ”tingenes tilstand”. Men senfølgerne af denne tilstand begynder at vise sig for både individ og samfund. I slipstrømmen af covid-19 bliver der forsket i pandemiens senfølger. Men hvad er senfølgerne af den udbredte mistrivsel, ensomhed, angst, kedsomhed og stress? Hvad er senfølgerne af unge menneskers frygt for ikke at kunne klare sig og ikke være gode nok? Eller senfølgerne af øget psykisk sårbarhed og udbrændthed? Her taler vi ikke kun om senfølgerne for det enkelte menneske, men også for samfundet på længere sigt.
Den politiske debat om velfærdsstaten i midten af 1950’erne lagde op til en diskussion om målsætninger, men resulterede ikke i en færdig definition, hvor man kan finde ud af, hvornår der er tale om en velfærdsstat, og hvornår velfærdsstaten evt. løber af sporet. På samme måde som vi ofte taler om demokratiet som noget, der dagligt skal vedtages, så er velfærdsstaten også et åbent projekt, som hele tiden kræver selvrefleksion og justeringer for at overleve.
I 1950’erne var både det politiske og kulturelle liv involveret i en levende diskussion om velfærdsstatens mål og midler. I de seneste år har vi haft en såkaldt ”værdikamp” om, hvad det vil sige at være dansk, og primært hvad det vil sige ikke at være dansk. Denne værdikamp har aldrig haft held med at tematisere spørgsmålet om, hvor meget konkurrencestat, neoliberalisme og menneskelig ressourcetænkning, der er foreneligt med forestillingen om en dansk velfærdsstat?
I dag virker det imidlertid, som om at velfærdsstaten, under navn af konkurrencestaten, er blevet et mål i sig selv
Dette spørgsmål kan kun besvares, hvis det også drøftes, hvad mennesket er for en størrelse. I dag ser det ud til, at det uden diskussion accepteres, at mennesket helt endimensionelt kan beskrives som et homo economicus, ikke kun i økonomisk sammenhæng, men også i livets mere bløde og sårbare sammenhænge. Måske kan vi rent kvantitativt opmåles til at være et af verdens lykkeligste lande.
I en af de bedste bøger om velfærdsstatens idéhistorie mere end antyder Lasse Horne Kjældgaard imidlertid, at der i selve konkurrencestaten er indbygget en potentiel meningsløshed, som på et tidspunkt vil melde sig ret brutalt i vores samfund. Det er det, vi her kalder for konkurrencestatens senfølger.
Måske skulle senfølgerne af konkurrencestaten og dens endimensionelle menneskesyn også undersøges nærmere. Netop fordi velfærdsstaten, helt fra begyndelsen, var et åbent projekt, som forudsatte diskussion af mål og midler og i det hele taget en løbende selvrefleksion, kunne mere fokus på mistrivslens ophav måske pege på løsninger, som ikke kun tager sigte på de berørte individer, men på en dybere samfundsreform.
Som Lasse Horne Kjældgaard understreger, så var et centralt element i 1950’ernes diskussion af, hvor velfærdsstaten skulle bevæge sig hen, at den ikke måtte blive et mål i sig selv.
I dag virker det imidlertid, som om at velfærdsstaten, under navn af konkurrencestaten, er blevet et mål i sig selv – helt uden hensyn til, at politik vel handler om mennesker, som er det blødeste af alt, og ikke kun som ressourcer.
Læs mere af Peter Johannes Schødt her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og