Jens fra Jyllinge og gnisten fra Grænselandet

i Historie af
GENFORENINGSDAGEN 100 ÅR // POV TEMA – I slutningen af 1863 blev den nygifte Jens indkaldt til den danske hær. Hans kone var gravid, men han nåede aldrig at se sin datter. Han blev ét af ofrene for preussernes storm på Dybbølskanserne 18. april 1864. På en vindblæst kirkegård i Jyllinge nord for Roskilde ligger han den dag i dag – under en fredet gravsten. Tragedien i 1864 ramte ikke bare ham og Jyllinge, men hele Danmark. Alle egne bragte deres ofre. Genforeningen 56 år senere involverede og engagerede også hele Danmark. Få hundrede meter fra Jens’ gravsten i Jyllinge står den lokale genforeningssten. Grænselandet er til stede i hele Danmark – den dag i dag og til alle tider.

Kirkeklokkerne i det lille fiskerleje Jyllinge nord for Roskilde – på østsiden af fjorden – bimlede ekstrahøjt 29. juli 1863. Ud af den hvidkalkede og 700 år gamle landsbykirke trådte de to nygifte: den 24-årige Jens Jørgensen og den 23-årige Margrethe Jensen.

De arbejdede begge som tjenestefolk i den lille by og flyttede som ægtefolk ind hos Margrethe Jensens forældre i Kildestræde. Det var et simpelt liv i en lille dansk landsby – som der var tusindvis af spredt over hele landet. Og i dem boede og arbejdede der var tusindvis af Jens’er.

Jens vinkede farvel til sin kone. Hendes mave struttede. Indeni lå et lille nyt liv. Det ville blive en pige, men Jens ville aldrig få hende at se

De to unge mennesker fik et halvt år sammen som ægtefolk, før indkaldelsen kom. I slutningen af 1863 mobiliserede hæren, og Jens måtte trække i uniform. Forude truede en krig med Preussen og Østrig – stridspunktet var, ikke overraskende på dette tidspunkt, de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg, der var en del af den danske helstat, men lå klemt og omstridt mellem et stadig mægtigere Preussen og kongeriget Danmark.

Den nye konge, Christian d. 9., havde underskrevet den såkaldte Novemberforfatning, der trak hertugdømmet Slesvig tættere på Danmark end Holsten og Lauenborg. Det var først og fremmest et brud på et løfte, der blev givet helt tilbage af Kong Christian d. 1., om at Slesvig og Holsten skulle forblive ”for evigt udelte” – det ene hertugdømme måtte ikke have en anden status i forhold til kongeriget Danmark end det andet.

Det var samtidig en kærkommen mulighed for den preussiske jernkansler Bismarck for en rask krig mod Danmark, så kejserriget kunne fortsætte sin magtdemonstration, sin territoriale udvidelse og sin kurs mod den forening af det tyske rige, der lå kun få år ud i fremtiden.

Jens vinkede farvel til sin kone. Hendes mave struttede. Indeni lå et lille nyt liv. Det ville blive en pige, men Jens ville aldrig få hende at se.

 

Krigen blev kort og brutal – særligt set med danske øjne. Fra krigsudbruddet 1. februar 1864 gik der mindre end et halvt år, før det var overstået. Og det var overstået med et ydmygende nederlag til Danmark.

De tre dramatiske højdepunkter – eller lavpunkter, set fra dansk side – på slagmarken, var rømningen af Dannevirke, den preussiske storm på Dybbøl og den afsluttende invasion af Als.

Jens Jørgensen – og tusindvis af andre Jens’er – lå på skansevoldene i april, da brølet fra de stormende preussere rejste sig som lyden af en indkommende orkan.

Jens Jørgensen lå med tusindvis af andre på skansevoldene i april, da brølet fra de stormende preussere rejste sig som lyden af en indkommende orkan. Foto fra skribenten.

Traume

Den danske hær havde – strategisk fornuftigt, men nationalt ydmygende – rømmet den store Dannevirkevold natten mellem 5. og 6. februar. Nu lå hæren forskanset på Dybbøl Banke med udsigt over Sønderborg og resten af Als.

I april lå tusinder og atter tusinder af preussiske soldater få hundrede meter fra de danske skanser. Alle vidste, at det var et spørgsmål om tid, før stormen kom. Det vidste også Jens fra Jyllinge, der lå i en af skanserne. Side om side med de andre Jens’er.

Var krigen en tragedie i de hjem, der havde mistet fædre, sønner eller brødre, var det en katastrofe på nationalt plan. Fra da af var Danmark en småstat – i egenopfattelse og i udenrigspolitisk ageren

Den danske hær var stykket sammen af unge mænd fra hele kongeriget – særligt fra landsbyerne; bønder, arbejdsmænd, tjenestefolk, karle. Hele Danmark fulgte med i deres skæbne. Og hele Danmark holdt vejret, fordi man vidste, at det lille land i nord stod over for en mægtig fjende. Havde man tidligere i krigen håbet på hjælp fra andre magter – England eller Sverige – var man blevet skuffet. Danmark måtte selv klare det. Og det så ikke for godt ud.

2. april begyndte præludiet til katastrofen. Fra preussisk side begyndte artilleriet at brøle som en vedvarende, langsomt rullende torden. Granater efter granater regnede ned over de danske stillinger – og Jens Jørgensen.

Og det var ikke bare et forspil til denne samtidige katastrofe. Det var et varsel om den moderne krig, der lå lige om hjørnet, og som for alvor ville materialisere sig årtier ude i fremtiden mellem 1914 og 1918.

I 16 dage krøb danskerne sammen i skanserne, mens granaterne slog ned imellem dem.

18. april klokken fire om morgenen steg bombardementet i styrke.

I seks timer var det helvede på jord at være i de danske stillinger. Så blev der stille. Flere af dem, der var der den formiddag, fortæller, at man i et kort øjeblik kunne høre fuglene synge.

Så kom brølet fra tusindvis af preussiske struber. Stormen var begyndt – og den blev blodig og kort. Danskerne var for få, preusserne for mange. Forladegeværerne kunne ikke besvare ilden hurtigt nok. Den skanse, der holdt længst, faldt efter 20 minutter.

Ydmygelsen var total. Dybbøl Mølle og den danske nationalstolthed var skudt sønder og sammen. 5.000 mænd var gået tabt – døde, sårede, tilfangetagne. De flossede rester af hæren trak sig tilbage til Als, som blev stormet i slutningen af juni.

Det blev den sidste kamphandling i den korte krig. Danmark havde tabt – og tabt stort. Og mistede nu alle tre hertugdømmer, Slesvig, Holsten og Lauenborg, til sejrherrerne. Det svarede til en tredjedel af det danske territorium.

Jens fra Jyllinge var midt i de blodige begivenheder. Han blev såret – dødeligt skulle det vise sig. Optegnelserne er ikke detaljerede nok, men han er formentlig blevet evakueret bagud til egne linjer og har været en del af den store tilbagetrækning over broen til Sønderborg.

Hvad udadtil var tabt – og det var meget – skulle indadtil vindes i form at en dyrkelse af det danske; den danske kultur, den danske digterkunst, den danske sangskat. Og så gjaldt det om ikke at rage uklar med den store tyske ørn

Herfra er han sammen med andre sårede danskere blevet fragtet gennem landet mod øst – helt til Frederiksberg Slot i København.

Her udåndede han 18. maj 1864. Om det var på grund af såret eller en tilstødende infektion i det, ved vi ikke. Men vi ved, at hans far, Jørgen Nielsen, spændte hesten for sin vogn og kørte til slottet for at hente ham hjem til Jyllinge. Her blev han stedt til hvile på kirkegården ved den kirke, hvor han måneder forinden var blevet gift.

30. juni fødte hans enke en datter. Hun blev døbt Jensine.

Småstaten

Der blev begravet Jens’er over hele landet efter krigen. Så mange mænd havde blødt og var døde. Et sted mellem 2.000 og 3.000 danskere døde i krigen – enten på slagmarken eller som følge af sår, de havde pådraget sig. Tallet er lidt usikkert, fordi der ialt blev optalt 1.900 savnede, som enten var døde, i fangenskab eller på anden måde forsvundet.

Landsbyboerne i Jyllinge besluttede kort efter krigen at rejse et mindesmærke over Jens Jørgensen. Mindesmærket stod i første omgang i 100 år, men da det var tid til at sløjfe gravstedet, trådte det lokale menighedsråd til i 1964.

Fædres trængsel udløste sønners længsel. Budskabet er klart

Det blev besluttet at bevare graven og frede mindesmærket som en markering af et lokalt offer, men også som et minde om en tid og en begivenhed, der for altid ville præge Danmark.

Var krigen en tragedie i de hjem, der havde mistet fædre, sønner eller brødre, var det en katastrofe på nationalt plan. Fra da af var Danmark en småstat – i egen opfattelse og i udenrigspolitisk ageren.

Hvad udadtil var tabt – og det var meget – skulle indadtil vindes i form at en dyrkelse af det danske; den danske kultur, den danske digterkunst, den danske sangskat. Og så gjaldt det om ikke at rage uklar med den store tyske ørn.

56 års adskillelse

Udfordringen var, at der lige på den anden side af den nye grænse helt oppe ved Kongeåen var tusindvis af nu tyske statsborgere, der følte sig mere danske end tyske eller slesvigske.

De store identitetsskabende nationalismebølger, der havde rullet hen over Europa i løbet af 1800-tallet, havde også skabt stærke identiteter og spændinger i hertugdømmet Slesvig, hvor der særligt i befolkningen i den nordligste del var en orientering mod det danske og en længsel efter Danmark.

Fra dansk side var man meget opmærksom på – og bekymret for – disse dansksindede. Samarbejder blev forsøgt, blandt andet med at få unge dansksindede mænd til at gå på højskole i Danmark, men det var svært, fordi de tyske myndigheder ingen interesse havde i at lade de dansksindede dyrke deres identitet for meget og for åbenlyst.

Genforeningen i 1920, hvor Danmark fik den nordlige del af Slesvig tilbage – herefter officielt Sønderjylland – stod på ryggen af ofrene fra de to slesvigske krige og af den stædige kamp under tysk åg, som dansksindede havde kæmpet i de 56 år fra 1864 til 1920

Mod slutningen af 1800-tallet blev den tyske undertrykkelse sat yderligere i system, blandt andet ved at gøre tysk til myndighedssprog og skolesprog og ved at slå hårdt ned på danskere, der agiterede for åbenlyst for det danske. Udvisninger af genstridige danskere blev et hyppigt benyttet tysk værktøj.

Men tryk avler modtryk, og danskerne begyndte at organisere sig endnu mere. Tre store foreninger dukkede op i den yderste del af 1800-tallet; skoleforeningen, der sendte unge danskere i skole på dansk grund, sprogforeningen, der ønskede at dyrke og styrke det danske sprog, og så Vælgerforeningen, der blev den politiske base og et mini-parlament for de dansksindede.

En af bagmændene bag Vælgerforeningen var H. P. Hanssen, der gik over i eftertiden som Sønderjydernes Førstemand.

Flere ofre

I 1914 begyndte Den Store Krig. En kværnende, industrialiseret, massakrerende krig, hvis lige verden ikke havde set.

Et sted mellem 25.000 og 30.000 dansksindede måtte trække i tysk uniform og drage til fronten. 6.000 af dem kom ikke hjem igen – de, der kom hjem, var for manges vedkommende ødelagte på sind og sjæl.

Krigen i 1864 havde bragt sorg i mange danske hjem. Krigen mellem 1914 og 1918 bragte sorg til mange dansksindede hjem. Gravstene efter gravstene, mindesmærker eller mindesmærker, rejste sig overalt.

Grænsen endte med at blive trukket dér, hvor den løber den dag i dag. Syd om Tønder og nord om Flensborg. To demokratiske afstemninger banede vejen, men de kan ikke forstås alene og uden at skele til flere århundreders strid om hertugdømmerne

Tyskland endte med at blive krigens helt store taber. Og blandt de sejrende magter var der en enighed om, at det store land syd for Danmark passende kunne få skylden for det hele, og at det nu gjaldt om at sikre, at landet aldrig mere ville blive en militær stormagt.

Fredsforhandlingerne i Paris mellem de fire sejrende magter – Storbritannien, Frankrig, USA og Italien – førte til et resultat, der var ydmygende og udmarvende for Tyskland. Kæmpe krigsskade-erstatninger, afmilitarisering og tab af territorier var de tre piller, som freden hvilede på. Eftertiden ville på grummeste vis afsløre, at der i det lå kimen til en langt større katastrofe.

Genforeningen

Fra 1920 blev gravstenene fra de faldne i 1864 og i Den Store Krig over hele Danmark suppleret med nye, store sten; de såkaldte Genforeningssten. Over 500 genforeningssten er spredt ud over hele Danmark. Fra Gedser til Skagen og fra Jylland til Jyllinge.

Få hundrede meter væk fra Jens Jørgensens grav står Genforeningsstenen i Jyllinge – smukt placeret på en bølget, bakkeklædt klint med udsigt ud over Roskilde Fjord.

”Fædres trængsel udløste sønners længsel” står der på den ene side. På den anden side markeres de faldne for Den Første Slesvigske Krig, også kaldet Treårskrigen, fra 1848 til 1850.

Fædres trængsel udløste sønners længsel. Budskabet er klart. Genforeningen i 1920, hvor Danmark fik den nordlige del af Slesvig tilbage – herefter officielt Sønderjylland – stod på ryggen af ofrene fra de to slesvigske krige og af den stædige kamp under tysk åg, som dansksindede havde kæmpet i de 56 år fra 1864 til 1920.

I nord stemte tre ud af fire dansk – og i Mellemslesvig stemte fire ud af fem tysk

Genforeningen i 1920 var nemlig ikke et naturgivent fænomen. Det var resultatet af en lang kamp, et intenst følelsesladet politisk spil, internationale begivenheder og centrale politiske skikkelsers utrættelige engagement.

Ført an af H. P. Hanssen, Sønderjydernes Førstemand og medlem af den tyske Rigsdag, havde dansksindede politikere i årene op til og under krigen kæmpet og agiteret for muligheden for en ny grænsedragning. Da krigen sluttede med Tyskland som tabere, åbnede vinduet sig for alvor.

Det lykkedes at få den dansk-tyske grænse på som punkt under fredsforhandlingerne, men både danskere og dansksindede var splittede i forhold til, hvor grænsen skulle gå. H. P. Hanssen og den danske regering i København ønskede en grænse, der gik efter sindelag, så Danmark ”kun” fik de dansksindede hjem, mens andre kæmpede for en grænse helt nede ved den gamle Dannevirke-vold og andre igen i hvert fald om minimum ønskede at få Flensborg med.

Fronterne mellem de forskellige retninger – og mellem danskere og tyskere i almindelighed – var trukket voldsomt op, da de to store afstemninger i Nordslesvig 10. februar 1920 og i Mellemslesvig 14. marts 1920 blev afviklet. I nord stemte tre ud af fire dansk – og i Mellemslesvig stemte fire ud af fem tysk.

Grænsen endte med at blive trukket dér, hvor den løber den dag i dag. Syd om Tønder og nord om Flensborg.

To demokratiske afstemninger banede vejen, men de kan ikke forstås alene og uden at skele til flere århundreders strid om hertugdømmerne og til både 1864 og de 56 år, hvor grænsen lå ved Kongeåen, men hvor dansksindede syd for den hårdnakket og stædigt kæmpede for at få muligheden for at stemme sig hjem til det fædreland, de faktisk aldrig havde været statsborgere i, men som de følte sig som en del af.

Genforeningen i 1920 var skabelsen af det moderne Danmark, hvor man taler dansk fra nord til syd og fra øst til vest. Det er samtidig en markering af det demokratiske Danmark. Man lod netop befolkningen tale – og bestemme

Historien om Genforeningen og Grænselandet er i live den dag i dag – og kan ses og opleves overalt i landet; gravstene fra 1864, gravstene fra Den Store Krig – og så de hundredvis af Genforeningssten, der fortæller den unikke historie om en grænserevision, og som markerer dét, der gør 1920 så vigtig for forståelsen af Danmark og af os selv.

Genforeningen i 1920 var skabelsen af det moderne Danmark, hvor man taler dansk fra nord til syd og fra øst til vest. Det er samtidig en markering af det demokratiske Danmark. Man lod netop befolkningen tale – og bestemme.


Se en videofremstilling af Genforeningen 1920, der også omtaler den danske splittelse i fraktioner op til afstemningen, fra Aarhus Universitetsforlag:


Topillustration: Genforeningsstenen i Jyllinge – smukt placeret på en bølget, bakkeklædt klint med udsigt ud over Roskilde Fjord. ”Fædres trængsel udløste sønners længsel” står der på den ene side. På den anden side markeres de faldne for Den Første Slesvigske Krig, også kaldet Treårskrigen, fra 1848 til 1850.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Simon Kratholm Ankjærgaard er journalist, forfatter og historiker. Han har de seneste fem år arbejdet som freelancer, men har tidligere været journalist i Berlingske Media og redaktør på Hus Forbi.

Seneste artikler om Historie