DIGITAL AFHÆNGIGHED // KOMMENTAR – Hvad er egentlig forskellen på tidligere tiders (og nuværende) narkobaroner og de tech-firmaer, der udvikler apps som eksempelvis TikTok og Instagram? Ikke nogen nævneværdig, for målet for begge er andres afhængighed – og det har katastrofale konsekvenser for vores hjerner, siger Jonathan Løw, der med sin baggrund i selvsamme tech-industri holder øje med udviklingen – og er bekymret.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Da jeg for nylig fortalte en kammerats teenagesøn om, hvordan jeg så film som ung, troede han først, at jeg lavede sjov. Der er 30 år imellem os, og selvom han havde hørt om videofilm (VHS), så anede han ikke, at man ofte kun lejede én ad gangen og så dem til ende, næsten uanset hvor dårlige de var. Man havde jo købt og betalt for filmen, og den udgjorde en del af weekendhyggen i hjemmet.
Imens han undrende lyttede til min anekdote, rakte han ud efter sin smartphone. Da jeg spurgte ham, om han ventede en vigtig besked, svarede han, at han ikke havde gjort det med vilje. Og jeg fik nok engang bekræftet de observationer, jeg efterhånden har gjort mig i tusindvis.
Fra familiehyggen til de historiske gader i Athen
Observationerne er ikke kun anekdotiske. De ligger i forlængelse af den seneste forskning på området samt mine egne 20 år som tech-iværksætter.
Jeg har startet digitale forretninger og arbejdet med kunstig intelligens i hele perioden, så jeg forstår i dybden, hvordan forretningsmodellerne og algoritmerne bag disse smartphones og apps virker. Og det er skræmmende viden!
Min kammerats søn er, ligesom unge er flest. I sidste uge besøgte jeg det historiske Athen på en lille ferie, og her kunne man se de digitale zombier bevæge sig rundt iblandt historiens fantastiske vingesus. De bemærkede dem dog dårligt, for deres hjerner blafrede løs for at iagttage swipe efter swipe med 15 sekunders varighed. Ikke meget plads til Sokrates eller Aristoteles der.
Begge anekdoter eksemplificerer, hvad virksomhederne bag apps som TikTok, Instagram og Facebook er verdensmestre i: at skabe afhængighed.
Tech-virksomhederne bag disse apps er ikke blot verdensmestre i at skabe afhængighed. De har også specialiseret sig i distributionen af afhængighed
Hvad der i tidernes morgen blev lanceret som en kombination af demokratisering af samtale og etablering af digitale fællesskaber, har anno 2024 langt mere med kokain at gøre, end det måtte minde om fortidens videofilmsunderholdning eller sociale mødesteder uden for det digitale rum.
Det drives frem af en hidtil uset kynisme, selv inden for den tech-verden, som jeg kender så godt og på mange måder holder af, hvor virksomhederne bag disse apps kun har en forretning, hvis de gør deres brugere afhængige. Uden afhængighed ingen business.
Verdensmestre i at skabe afhængighed
Derfor tøver jeg ikke et sekund med at sammenligne disse iværksættere med narkobaroner. Der er de forskelle, at det endnu ikke er gjort ulovligt, og der er den forskel, at tech-virksomhederne har investeret langt mere heftigt i kommunikationsfolk, spindoktorer, advokater og lobbyister, men ud over dette så minder de utroligt meget om hinanden.
Tech-virksomhederne bag disse apps er ikke blot verdensmestre i at skabe afhængighed. De har også specialiseret sig i distributionen af afhængighed, og hvor det tager noget tid at få kokain fra Sydamerika til Danmark, så går det lynhurtigt med TikTok eller Instagram.
Det samme gælder udbredelsen af afhængigheden, som i tilfældet med kokainen er besværliggjort af, at det er et fysisk produkt og som nævnt ulovligt, hvorimod det med de nævnte apps sker ufatteligt hurtigt.
Det tog således 50 år for 50 millioner mennesker at få en telefon. Det tog 14 år med computeren, men med TikTok og andre afhængighedsskabende produkter taler vi om få år eller mindre. Det er én af grundene til, at både erkendelsen, lovgivningen og forskningen i skrivende stund halter gevaldigt efter de enorme skadevirkninger af produkterne.
Nutidens tech-giganter er fortidens narkobaroner
Alt dette sker i en tid, hvor iværksætteri ses som noget ”cool”, så når man fx sammenligner Meta-stifter Mark Zuckerberg (firmaet bag bl.a. Facebook og Instagram) med narkobaronen Pablo Escobar, så vil nogle ryste på hovedet. Den ene er jo iværksætter, imens den anden er kriminel.
Ud fra det nuværende juridiske verdensbillede så er dette korrekt, men jeg er slet ikke i tvivl om, at vi om 20 år fra nu vil se tilbage på Zuckerberg på præcis samme måde, som vi i dag opfatter Escobar.
Stifterne bag Facebook, Instagram, TikTok m.fl. vil blive set som de mennesker, der på kynisk vis fik overbevist masserne om, at de var på en demokratisk og social mission, hvor det i virkeligheden handlede om at kapitalisere på at skabe afhængighed.
Deres tusindvis af hjerneforskere og nudging-eksperter sidder i skrivende stund og sikrer, at denne afhængighed varer ved, og imens går vi rundt som mennesker uden ordentligt at have forstået og erkendt, hvorledes disse apps skader vores hjernes evne til at regulere belønningshormoner, følelser, menneskeligt samvær og nærhed, selvkontrol, dybde og refleksion.
Efter 15 sekunder kan vores hjerne snart ikke føle noget
Konsekvenserne er allerede nu uoverskuelige. Vi er på vej til at gøre vores hjerner ude af stand til at føle glæde og tilfredsstillelse ved helt basale ting i hverdagen, hvis disse ikke er overstået i løbet af maksimalt 15 sekunder.
Alligevel er de nuværende tiltag begrænset til noget med brugen af produkterne i skoletiden samt forældre, der forsøger at gøre noget, men alligevel heller ikke vil afkoble barnet fra fællesskabet.
Problemet er bare, at dette fællesskab er et fællesskab af misbrugere. Som ved alle andre former for stoffer og afhængigheder kan noget af ansvaret placeres hos den enkelte, men det bør i høj grad også adresseres derhen, hvor de skadelige stoffer og produkter udvikles.
Der er noget dybt uetisk og umoralsk ved de virksomheder, der lige nu tjener penge på disse modeller
En del af grunden til, at vi voksne ikke går langt mere drastisk til værks, er ud over manglende viden på området, at vi selv er misbrugere. I Aarhus, hvor jeg bor, er det ikke kun unge grupper af mennesker, der sidder og kigger på hinanden igennem en skærm og app.
Det er også forældre, der går tur med barnevognen og samtidig intenst tjekker mobilen, eller veninder, som har mere travlt med at tage selfies end at opleve virkeligheden omkring dem.
Vi eksperimenterer lige nu i hidtil uset grad med vores hjerner, som på ingen måde er designet til denne form for adfærd eller måde at indgå i verden på.
Som jeg nævnte, kommer jeg fra branchen og har arbejdet med kunstig intelligens og algoritmer de sidste 20 år. Jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg holder foredrag om det, og jeg kunne principielt også bygge vanedannende algoritmer, hvis jeg tænkte, at det gav mening.
Det gør jeg imidlertid ikke. Tværtimod. Der er noget dybt uetisk og amoralsk ved de virksomheder, der lige nu tjener penge på disse modeller. Det kan godt være, at deres dygtige PR-folk i fx Norden indimellem lykkes med at skabe en anden fortælling, som nogle køber ind på, og det er samtidig et faktum, at mange virksomheder ser disse platforme som nødvendige måder at reklamere for deres produkter på.
I mine øjne bør det stoppe. Nu! Det er et livsfarligt eksperiment, og vi ødelægger vores hjerner – 15 sekunder ad gangen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
