DEN RADIKALE KONFLIKT #1 // LONGREAD – Selvom konflikten mellem Israel og Iran i juni kulminerede med 12 dages krig, er situationen mellem de to lande den samme som før. For der er ikke tale om en klassisk statslig interessekonflikt, som kan afgøres på slagmarken. Der er snarere tale om en dybt radikaliseret konflikt, hvor fundamentale ”virkeligheder” og verdensbilleder, som ikke kan forhandles, kolliderer, skriver fredsforskeren Claus Kold i den første af to artikler
I konflikten mellem Israel og Gaza, og mellem Israel og Iran, er det tydeligt, hvordan det, man i fredsforskningen betegner som en radikal konflikt virker som en slags ”konfliktgrund”, som alle andre konfliktlag og konflikttyper bliver formet af.
De konflikter, som handler om undertrykkelse, besættelse, bosættelser, blokader og økonomiske uligheder, kan i sig selv defineres som hhv. strukturel og kulturel vold. Men det er den radikale konflikt, der gør det umuligt at løse disse konflikttyper på deres egne præmisser.
Fjendebillederne, stereotyperne, fornægtelsen af den andens eksistensberettigelse og forestillingen om den anden som en eksistentiel trussel er ikke sekundære psykologiske og sociologiske affekter, men dybt indlejrede i den radikale konflikt, som sætter rammerne for, hvordan alle andre konflikttyper forstås og håndteres.
I en tidligere artikel om krigen i Gaza gennemgik jeg udviklingen af de hovedbegreber, konflikttyper og dynamikker, som freds- og konfliktforskningen har observeret, analyseret og udviklet begreber ud fra.
Krigen mellem Iran og Israel, som i juni nåede et højdepunkt med 12 dages bombardementer beskydning, er en anledning til at udvide konfliktforståelsen med den radikale konflikt.
Når forskelle bliver uforståelige og uforenelige
Hos den britiske freds- og konfliktforsker Oliver Ramsbotham betegner den radikale forskel en form for uforenelighed, der ikke blot handler om modsætninger i interesser eller behov, men om fundamentale forskelle i forståelse af ‘virkelighed’, verdensbilleder, etik, eksistens og identitet.
Den radikale forskel bliver tydelig i de situationer, hvor parterne i en konflikt ikke længere anerkender hinanden som mennesker og som samtalepartnere, fordi de hver især opererer med absolutte forståelser af virkelighed, sandhed, Gud, retfærdighed eller selvopretholdelse, som ikke kan sættes i relation til modpartens forståelseshorisont.
Når en sådan forskel bliver operationaliseret kulturelt og politisk – når den ikke længere blot er et filosofisk fænomen, men et organiserende princip for fjendebilleder, undertrykkelse, vold og eksklusion – forvandles den radikale forskel til en radikal konflikt. Den bliver ikke blot et udtryk for spændinger, men en reproduktiv struktur, som former og indrammer alle øvrige konflikter.
Når interessekonflikter – som f.eks. konflikten mellem Egypten og Israel der i 1978 blev forhandlet i Camp David – i nogle tilfælde kan udskilles fra denne uløselighed, og ‘oversættes’ til forskellige konflikttyper, som har kunnet forhandles, mægles og løses, så viser dette, at dette kun er muligt, når den radikale forskel er fraværende eller midlertidigt suspenderet.
Det er derfor atomberigelseskonflikten mellem Israel og Iran, som isoleret set er en klassisk sikkerhedspolitisk interessekonflikt, ikke kan løses. Den radikale konflikt fungerer her som et underliggende lukkende narrativ, der forhindrer forskellen i interesser og behov i at blive forstået som netop forskel – i stedet bliver den opfattet som bevis på den andens fundamentale fjendtlighed.
Dette er også årsagen til, at mægling og fredsforhandlinger undergraves af politiske eliter, der opererer inden for og reproducerer den radikale konflikts logik. I stedet for at deeskalere konflikter, forstærker de splittelsen, fordi deres politiske legitimitet er knyttet til opretholdelsen af forskellen som uoverstigelig, som radikal.
Den iranske stats retorik og ideologiske orientering positionerer staten Israel ikke blot som en politisk modstander, men som en illegitim og uretmæssig eksistens
De eksisterende politiske og militære systemers voldsanvendelse handler således inden for en virkelighedshorisont og -struktur, som forhindrer effektiv konfliktbearbejdning, fordi de tager den radikale forskel for givet. Et effektivt fredsarbejde må derfor ikke blot søge forhandlingsløsninger (våbenhvile), men også udfordre selve strukturen af ‘forskel’ mellem ‘virkeligheder’ og ‘verdensbilleder’, så konflikterne kan føres tilbage til et niveau, hvor forskelle kan gøres gensidigt forståelige – og dermed løsbare, i stedet for absolutte.
Radikale forskelle mellem Israel og Iran
Israel og Iran deler ikke grænser, gør ikke territoriale krav på hinandens områder, ligesom de ikke er i konflikt om ressourcer. Disse dimensioner er ellers dem, der har været de definerende faktorer og dynamikker bag konventionelle symmetriske krige. Krige er historisk forskellige på grund af deres idéer, organisation og teknologi. Man kan lagdele dem således: 1. konflikten (det konflikten handler om), 2. krigen (relationen mellem parterne) og 3. kamphandlingen (handlingerne og midlerne).
En af de afgørende idéer bag krig siden o. 1500 er idéen om nationalstaten og dens grænser, men det er ikke det, der er i spil i krigen mellem Israel og Iran. Der er derfor ikke tale om krigens klassiske rationalitet: interesse- eller behovskonflikt.
Ramsbotham skelner mellem konflikter, der kan behandles gennem forhandling (overholdelse af militære og politiske protokoller), mægles (overskridelse af historiske protokoller) omkring interesser og behov, og konflikter der har antaget en radikal karakter, hvor aktørerne handler ud fra forestillinger om absolutte sandheder: Gud, ’virkelighed’, sandhed, verdensbilleder, etik, retfærdighed, eksistens og identitet – selve livets orden.
Konflikten mellem Israel og Iran falder netop i denne kategori – den radikale forskel, den radikale konflikt. Den iranske stats retorik og ideologiske orientering positionerer staten Israel ikke blot som en politisk modstander, men som en illegitim og uretmæssig eksistens, hvilket udtrykkes gennem direkte benægtelse af Israels eksistensberettigelse og støtte til grupper, der arbejder for dens tilintetgørelse.
Dette ville dog indebære et radikalt brud med eksisterende internationale normer og en åbning for en ny måde at håndtere politisk og religiøs magt på
Omvendt betragter Israel det iranske præstestyre som en eksistentiel trussel, ikke blot på grund af dets berigelsesprogram og militære kapaciteter, men fordi den iranske stat, som ideologisk projekt, forsøger at omskrive regionale og globale normer for statslig legitimitet, suverænitet og sikkerhed.
Det er ikke blot religiøse forskelle, der gør konflikten radikal. Det er måden, hvorpå disse forskelle er blevet absolutte markører for udelukkelse, dæmonisering og uforenelighed. Konflikten er ikke begrænset til regionale interesser eller sikkerhedsmæssige hensyn; den fungerer som en arena for konfrontation mellem to universelle virkeligheds- og verdensfortolkninger, hvor ingen af parterne anerkender den andens symbolske eller eksistentielle plads.
Det er her, konflikten overskrider grænsen for klassisk diplomati og mekanisk konfliktforståelse og bliver radikal: Israel og Iran bruger hinanden som spejlbilleder i hver deres nationale og ideologiske selvkonstruktion. Parternes narrativer tillader ikke transformation, kompromis eller inklusion, fordi de trækker på ontologiske og teologisk-historiske forståelser, der ophøjer konflikten til noget uløseligt, helligt og absolut.
Konflikten mellem Israel og Iran viser således, hvordan strukturel og kulturel vold – i Galtungs forstand – transformeres til manifest og direkte vold, når politiske eliter og institutioner opdyrker og forstærker absolutte forskelle som legitimering af aggression.
Dette radikaliseringsmønster svækker enhver mulighed for at bringe konflikten tilbage i en dialogisk og problemløsende ramme. Konflikten kan ikke adresseres gennem diplomati, der styres af forhandlinger eller mæglingsforløb i forhold til interesser og behov, fordi det ikke alene er sikkerhed eller territorium, men identitet og eksistens, der står på spil.
Ethvert kompromis bliver tolket gennem fjendens uforståelighed, ikke gennem realpolitiske og tekniske hensyn
Ifølge Ramsbotham kræver en sådan konfliktsituation ikke blot forhandling og mægling, men også en dybtgående omstrukturering af selve konfliktens form: en ny form for dialog, hvor parterne gives mulighed for at formulere deres positioner på egne præmisser uden straks at blive dømt illegitime. Dette ville dog indebære et radikalt brud med eksisterende internationale normer og en åbning for en ny måde at håndtere politisk og religiøs magt på – ikke som vold, men som gensidig anerkendelse. Det er næppe politisk realistisk i øjeblikket, men det er teoretisk nødvendigt, hvis man vil forstå, hvorfor konflikten fortsætter, forværres og eskalerer.
Atomberigelsesprogrammet er ikke det grundliggende problem
Når vi betragter forholdet mellem Israel og Iran gennem begreberne om radikale konflikter, er det helt afgørende at se på, hvordan den radikale konflikt fungerer som et overdeterminerende konfliktlag, der ikke blot former, men også spærrer for løsninger i de overliggende konfliktlag med tilhørende konflikttyper, som ellers – isoleret set – kunne være tilgængelige for diplomati, forhandling eller mægling. Irans berigelsesprogram er et klart eksempel på dette.
Umiddelbart ligner Irans berigelsesprogram en klassisk interessekonflikt: Iran ønsker teknologisk og strategisk suverænitet, mens Israel og dets allierede ønsker at forhindre iransk adgang til kapaciteter, der kan ændre magtbalancen eller true Israels eksistens. Det kunne, i princippet, behandles som et sikkerhedsproblem, som kunne forhandles – hvilket JCPOA (atomaftalen fra 2015) faktisk var et forsøg på.
Men netop fordi der eksisterer en dybere radikal konflikt om Gud, ‘virkelighed’, verdensbilleder, etik, eksistens og identitet, bliver selv de rationelle og teknisk-konkrete forhandlingsobjekter – som berigelse, inspektioner og sanktioner – trukket ind i en logik, hvor tillid og et fælles grundlag er umulig, og hvor enhver indrømmelse opleves som eksistentiel svaghed.
Resultatet er en form for permanent fastlåsning, hvor de højere konfliktlag og konflikttyper formes af det grundliggende konfliktlags radikalisering
Det betyder, at atomberigelsesspørgsmålet ikke blot eksisterer som en interessekonflikt i et hierarkisk lag af konflikttyper, men at atomberigelsesspørgsmålet som interessekonflikt er blevet formet af den radikale konflikts logik: Ethvert kompromis bliver tolket gennem fjendens uforståelighed, ikke gennem realpolitiske og tekniske hensyn.
Man kan derfor sige, at de højereliggende konflikttyper – territoriale, teknologiske, strategiske, osv. – fordrejes og størkner, fordi den underliggende dominerende radikale konflikt fungerer som en meningsproducerende grund, hvorfra forhandling eller mægling bliver tolket som bedrag. Atomberigelsesproblemet er potentielt en interessekonflikt, men er i praksis blevet koloniseret til en radikaliseret positionskamp, der ikke kan forhandles.
Det samme gælder en række andre proxy-konflikter i regionen: Libanons territorium, Hizbollahs rolle, Irans støtte til Hamas og Islamisk Jihad, Israels luftangreb i Syrien.
Mange af disse kunne i en anden verdensorden bestående af andre verdensbilleder og ‘virkeligheder’ være genstand for bilaterale aftaler eller regionale sikkerhedsgarantier, men den radikale konflikt tvinger disse delkonflikter ind i et mønster af dynamikker, hvor de fungerer som symbolske markører for en uløselig grundkonflikt. Resultatet er en form for permanent fastlåsning, hvor de højere konfliktlag og konflikttyper formes af det grundliggende konfliktlags radikalisering.
Når højereliggende niveauer af interesser og behov opfattes som truede, og forskellen mellem aktørerne er blevet radikal, bliver det umuligt at isolere både interesser og behov. Vejen til at håndtere dem kan ikke gå uden om den symbolske og eksistentielle dimension. Heri ligger både forklaringen på konflikternes umiddelbare uløselighed, men samtidig nøglen til deres løsning på lang sigt.
Jeg tror med andre ord ikke på, at den radikale forskel mellem Israel og Iran kan nå nogen form for varig løsning uden helt nye forståelser og tilgange.
Mit bud er derfor at vi i den kommende tid vil se ind i en række nye proxy-konflikter, som hver især vil vise sig at være uløselig. Ligeledes vil vi se konfliktparter, der i deres konfliktadfærd vil kommunikere uforståeligt og i deres handlinger vil overskride ellers accepterede grænser for vold.
Det vil vi se indtil de bagvedliggende ‘virkeligheder’ bringes ind i form af nye typer af kommunikation, mægling og udvikling, som er åben for forskelle i ontologisk forståelse, ‘virkeligheder’ og forskellige verdensbilleder.
En sådan ‘åbenhed’ forudsætter ikke en løsning af konflikterne, men det Ramsbotham kalder ‘et lidelsesfyldt samliv’ – med andre ord et samliv uden vold med det, vi ikke forstår.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og