SYRIEN // ANALYSE – Retssagen mod Atif Najib er en milepæl på Syriens vej mod overgangsretfærdighed. Retsopgøret efter de omfattende overgreb mod civilbefolkningen er undervejs i Syrien. På trods af den historiske retssag mod tidligere ansvarlige i regimet, så frygtes det, at det ender som en række “show-prægede” sager på bekostning af en systematisk og dybdegående afdækning af de strukturer, der muliggjorde volden.
Den 26. april indledtes en historisk retssag i Damaskus mod Atif Najib, fætter til den tidligere præsident Bashar al-Assad og tidligere øverstbefalende for sikkerhedsstyrkerne i byen Deraa i det sydlige Syrien.
Det var i denne by, den syriske revolution brød ud i marts 2011, da skolebørn havde skrevet de skelsættende ord “din tur er kommet, doktor” – en besked rettet mod Bashar al-Assad, som er uddannet øjenlæge, med en klar henvisning til lederne i Tunesien og Egypten, der kort forinden var faldet.
I Damaskus er også otte andre repræsentanter fra det tidligere al-Assad-regime stillet for retten in absentia, heriblandt Bashar al-Assad og hans bror Maher al-Assad. De opholder sig begge i Moskva, hvortil de flygtede, da oprørsstyrker fra Hayat Tahrir al-Sham (HTS), under ledelse af den nuværende præsident Ahmad al-Sharaa, og dets allierede, nærmede sig Damaskus i december 2024.
Intet tyder på, at Rusland har til hensigt at udlevere dem, hverken til Syrien eller til andre lande som Frankrig, der også har udstedt arrestordre på dem for forbrydelser mod menneskeheden.
Alligevel udgør retssagen et vigtigt symbolsk skridt på vejen mod overgangsretfærdighed. Samtidig rejser det en række grundlæggende spørgsmål: Hvem skal retsforfølges, under hvilken jurisdiktion og hvad er formålet med processen?
Overgangsretfærdighed i Syrien
I denne artikel belyser vi, hvordan det nye styre i Damaskus forholder sig til overgangsretfærdighed. Processen rummer både potentiale for forsoning, men indebærer også en risiko for yderligere splittelse blandt syrerne, ikke mindst hvis den forbliver topstyret, ugennemsigtig, selektiv og uden reel inddragelse af ofre og pårørende.
Overgangsretfærdighed er central for alle syrere, men først og fremmest for de pårørende. For mange handler det om vished. Familier har i årevis levet i håbet om et mirakel, om at deres fængslede familiemedlemmer en dag ville vise sig at være i live.
For de fleste bristede dette spinkle håb, da det tidligere regime faldt i december 2024, da alle regimets fængsler blev åbnet. De pårørende gennemsøgte desperat celler i søgen efter hemmelige, underjordiske kamre i jagten på deres elskede.
Ét er håbet om at finde dem i live; noget andet er behovet for vished, at kende deres skæbne og have en grav at sørge ved, som det bliver fremhævet af mange efterladte. Indtil videre har overgangsstyret dog ikke indledt en systematisk proces for at skabe klarhed for de pårørende, selvom det har overtaget omfattende bevismateriale fra fængsler og forhørscentre og nedsat en “national kommission for forsvundne”.
Det har afstedkommet skarp kritik fra menneskerettighedsforkæmpere og jurister, der påpeger, at denne proces burde være undervejs mere end halvandet år efter Assad-regimets fald.
Hvad er overgangsretfærdighed?
Overgangsretfærdighed dækker over de mekanismer, som skal sikre ansvar, retfærdighed og forsoning efter omfattende overgreb. Det har også til formål at forhindre, at de politiske og sociale forhold, der har muliggjort volden, ikke genopstår. Centralt står strafferetlige processer mod de gerningsmænd, der har begået overgreb.
Det vil sige retssager, der kan være lokalt organiserede eller internationale som i Eksjugoslavien. Overgangsstyret i Syrien har indtil videre valgt en rent lokal proces ledet af Justitsministeriet og med syriske dommere i retssalen.
Et andet aspekt handler om sandhed og opgør med fortiden. Det kan blandt andet indebære en sandhedskommission, der indsamler og dokumenterer vidneberetninger og bidrager til at skabe en samlet national fortælling om fortidens forbrydelser, for eksempel som den, vi kender fra Sydafrika efter apartheidstyrets fald.
Hvad angår retsstatsprincippet, så kræver det dybdegående institutionelle reformer af det juridiske system, der har muliggjort forbrydelserne. I Syriens tilfælde gælder det blandt andet det system af særlige militærdomstole under undtagelsestilstanden, som var i kraft fra 1963 til 2012.
Undtagelsestilstanden gav ubegrænsede beføjelser til sikkerhedsapparatet samt de “terrordomstole”, der blev oprettet fra 2012, og som har fungeret som juridisk dække for massehenrettelser og incommunicado-forsvindinger.
Efter Bashar al-Assads fald er det juridiske system kun delvist funktionelt; i praksis er det primært områder som familieret, herunder arv, ægteskab, skilsmisse og deslige, der fungerer.
Den historiske retssag mod Atif Najib
I april 2026 indledtes den første retssag mod tidligere embedsmænd fra al-Assad-regimet ved Damaskus’ 4. domstol. Den mest prominente blandt de anklagede er Bashar al-Assads fætter, Atif Najib, som står tiltalt for ti anklagepunkter, blandt andet drab, tortur og vilkårlig anholdelse af demonstranter, men han nægtede sig skyldig i dem alle.
Retssagen ledes af dommeren Fakhr al-Din al-Aryan, der deserterede under al-Assad-styret, men som ved et præsidentielt dekret er blevet genindsat for at varetage denne sag. Justitsministeriet har i den forbindelse indrettet et særligt retslokale til den højtprofilerede proces, som følges tæt af både medier og menneskerettighedsorganisationer.
Retssagen har en markant historisk betydning, da det er første gang, at denne type sag føres på syrisk jord. Tidligere domfældelser mod repræsentanter for det syriske regime er primært fundet sted i udlandet, blandt andet i Koblenz i Tyskland, under princippet om universel jurisdiktion, hvor syriske civilsamfundsaktører har spillet en central rolle for at indsamle materiale og anlægge sagen for domstolen.
For mange syrere har det stor symbolsk betydning at se de personer, der har været ansvarlige for de sidste 14 års overgreb, stillet for retten og placeret bag tremmer. Ikke mindst er det symbolsk vigtigt, at sagen mod Atif Najib tager sit udgangspunkt i forbrydelserne i Deraa, hvor opstanden i sin tid begyndte.
Trods glæde ved, at retssagen finder sted, så findes der på samme tid en frygt for, at overgangsstyret prioriterer det symbolske og “show-prægede” på bekostning af en systematisk og dybdegående afdækning af de strukturer, der muliggjorde volden, og som overgangsretfærdighed netop skal forhindre gentager sig.
På trods af den historiske og symbolske vægt er retssagen præget af en række uafklarede juridiske spørgsmål. Et centralt punkt er dødsstraffen, som fortsat indgår i syrisk straffelov. Faren er, at dette kan blokere for samarbejde med udenlandske domstole, for eksempel om deling af bevismateriale myndigheder imellem.
Samtidig vil det også blokere muligheden for at få udleveret gerningsmænd med ophold i Europa. Derudover er retsgrundlaget, og ikke mindst forholdet mellem syrisk og international lov, fortsat uafklaret.
Udfordringen er grundlæggende: Mens international ret giver mulighed for at retsforfølge systematiske og omfattende overgreb, er syrisk strafferet primært indrettet til at håndtere enkeltstående lovovertrædelser.
Syrien har aldrig tilsluttet sig Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol (ICC). Det betyder blandt andet, at princippet om command responsibility, ansvar gennem ledelse, ikke indgår i det nuværende juridiske grundlag.
Princippet indebærer, at civile og militære ledere kan holdes ansvarlige for forbrydelser begået af deres underordnede, hvis de vidste eller burde have vidst besked om overgreb og undlod at gribe ind.
Uden dette princip vil det i praksis blive vanskeligt at retsforfølge personer som Bashar al-Assad, selv hvis han var i Syrien, ud fra syrisk straffelov. Han kan nemlig hævde ikke personligt at have udført handlinger som tortur og henrettelser.
Frygten er derfor, at processen reducerer overgrebene til isolerede handlinger begået af individer, frem for at anerkende dem som led i den omfattende systematiske vold mod civilbefolkningen.
Juristen og menneskerettighedsforkæmperen Anwar al-Bunni, selv tidligere politisk fange, og en central drivkraft i retssagerne i Tyskland mod repræsentanter for Assad-regimet, har været blandt fortalerne for at oprette et blandet tribunal bestående af både udenlandske og syriske dommere. Indtil videre insisterer overgangsstyret på en ren syrisk proces.
Der er intet, der tyder på, at overgangsstyret har i sinde at tilslutte sig Rom-statutten. Det kan skyldes en udbredt skepsis over for en eventuel rolle til den Internationale Straffedomstol (ICC), blandt andet på grund af forbrydelser begået af andre aktører i konflikten, ikke mindst Ahmad al-Sharaas nu opløste milits Hayat Tahrir al-Sham (HTS) samt andre militser, der er blevet indlemmet i det nye forsvarsministerium.
Men også overgangsstyrets vigtige alliance med USA, der aldrig har tilsluttet sig ICC og modarbejder dens arbejde, spiller en rolle.
Dertil kommer juridiske barrierer, som forældelsesregler og princippet om ikke-tilbagevirkende kraft, som kan få afgørende betydning for, hvor og hvordan ansvar kan placeres.
Tålmodigheden er knap
Overgangsstyret er kommet under stigende pres fra både pårørende og civilsamfundsorganisationer for at speede processen op og gøre den mere gennemsigtig. Pårørende til dræbte og forsvundne kræver svar, og utilfredsheden med styrets fodslæbende tilgang er vokset.
I midten af juni udviklede protester mod styrets selektive retsforfølgelse af regime-loyalister sig til voldelige sammenstød. Demonstranternes krav om al-Assad-loyalisters forvisning blev fulgt af afbrændinger af huse og butikker.
Overgangsstyret sender blandede signaler, når det gælder hvem, der skal holdes til ansvar fra al-Assad-æraen. Indenrigsministeriet har anholdt en række fremtrædende personer fra det tidligere regime, som førnævnte Atif Najib, og offentliggjort billeder, og i nogle tilfælde optagelser fra afhøringer, hvor de er iklædt stribede fangedragter.
Parallelt har styret indgået forsoningsaftaler med andre markante aktører, herunder Fadi Saqr, der var øverst ansvarlig for krigsforbrydelser i Damaskus-forstaden Tadamon, og også oligarken Mohammad Hamsho er gået fri for nu. Den slags studehandler har vakt betydelig vrede, også blandt styrets støtter.
Selvom al-Sharaa i maj 2025 nedsatte to kommissioner som et led i arbejdet med overgangsretfærdighed, er deres mandat, arbejdsgange og ressourcer fortsat uklare.
Arbejdet med en ny national lov, der skal muliggøre retsforfølgelse af krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, afhænger desuden af det parlament, der godt nok har været afholdt indirekte valg til, men som stadig afventer at blive nedsat, da præsidenten mangler at udpege den sidste tredjedel af medlemmerne.
Overgangsretfærdigheden i Syrien i dag balancerer dermed mellem et voksende pres for konkrete resultater og behovet for at opbygge legitime, regelbaserede institutioner, der har syrernes tillid. Retfærdigheden kræver mere end symbolske anholdelser og pragmatiske aftaler, men forudsætter en gennemsigtig og lovbaseret proces.
Uden dette risikerer fortidens uretfærdigheder at forme fremtiden og forstærke splittelsen frem for at skabe forsoning.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og