YTRINGSFRIHED // KLUMME – Hvorfor er det ikke naturligt og selvfølgeligt at råbe højt og sige fra, når grænser overskrides her i vores liberale, demokratiske og transparente samfund, hvor ytringsfrihed er en grundværdi på samme vis som ligestilling, menneskerettigheder og respekten for individets ukrænkelighed, spørger Niels Olsen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Betegnelsen whistleblower er mystisk og tvetydig. På den ene side er det fint, at vi har formelle procedurer for at udøve systemkritik. Det åbner for at afsløre svindel, overgreb, magtmisbrug og andet grimt. Men når vi har indoptaget et begreb og en praksis som whistleblowing, forstået som skjult person- eller systemkritik, vidner det også om, at den åbne, offentlige kritik har trange kår.
Hvorfor er det overhovedet nødvendigt at beskytte en kritisk stemme? Hvorfor er formuleringen af bekymringer og advarsler et så stort problem, at det skal anonymiseres? Hvorfor er det ikke naturligt og selvfølgeligt at råbe højt og sige fra, når grænser overskrides her i vores liberale, demokratiske og transparente samfund, hvor ytringsfrihed er en grundværdi på samme vis som ligestilling, menneskerettigheder og respekten for individets ukrænkelighed?
Tilbage er kun et sort-hvidt verdensbillede, som umuliggør systemkritik og efterlader en sekterisk virksomhedskultur, hvor lederen er en afgud og medarbejderne hans troende disciple.
Vi kalder det god governance, når endnu en virksomhed, organisation eller offentlig institution fortæller, at nu har de også etableret en whistleblowerordning. Typisk efter en sag, hvor nogen har svindlet, eller medarbejdere er blevet forulempet. I virkeligheden har de demonstreret, at den åbne, ærlige og kritiske samtale ansigt til ansigt nærmer sig en illusion.
Tilpas dig eller skrid
Fit in or fuck off er et andet tidstypisk udtryk, der pendulerer mellem det skræmmende og frastødende. Umiddelbart lyder det som opskriften på en stærk vinderkultur i en virksomhed som fx DSV, der skal overleve på et hårdt marked uden plads til alt for mange skæve idéer og slinger i valsen.
Men det er et sølle motto hentet på lageret for ensidig tænkning. For absolutismen problematiseres ikke. Tilbage er kun et sort-hvidt verdensbillede, som umuliggør systemkritik og efterlader en sekterisk virksomhedskultur, hvor lederen er en afgud og medarbejderne hans troende disciple.
Hvor kommer den drift fra? Er det trygheden i kollektivet? Er det menneskets iboende frygt for, nøgen og forsvarsløs, at blive forladt af fællesskabet?
Man ser speditørfolket for sig – alle ens i det ydre som det indre. De mange hjerner, der tænker det samme. De mange hjerter, der slår i takt. Den totale mangel på alternativ, progressiv tænkning. En sådan opfattes af ledelsen som en trussel og fare, der helst skal kvæles ved fødslen.
Totalitarismens klædedragt
Er det sådan, vi skal formulere spillereglerne og omgås hinanden i et frit og åbent samfund? Nej. Når rekruttering af nye medarbejdere tager afsæt i ønsket om at forme ansatte i virksomhedens eget, pletfrie selvbillede, ser vi ind i en verden, hvor fuldkommen assimilation er forudsætningen for produktion, karriere og succes, og hvor din evne til at klippe vingerne af dine egne unikke personkvaliteter fremmes og belønnes. Den tilgang duer blot ikke i det lange løb.
Udtrykket har sågar fundet vej til et tøjmærke. FIOFO præsenteres som ”integritet i bevægelse”. Men er det snarere ensretningen og totalitarismens klædedragt, vi kigger ind i? FIOFO er ønsket om at falde ind i fællesskabet, langsomt miste sig selv og lade sig opsluge af det ansigtsløse kollektiv: militæret, bureaukratiet, sportspublikummet eller massearbejdspladsernes anonymiserede myretuer, hvor nummeret i rækken er det eneste, der for alvor skiller dig ud.
Hvor kommer den drift fra? Er det trygheden i kollektivet? Er det menneskets iboende frygt for, nøgent og forsvarsløst, at blive forladt af fællesskabet? Ja, og så er det urfascismen, der lige understreger, at frygten for det anderledes, dyrkelse af traditionen og ligestilling af kritisk tænkning med forræderi lever i bedste velgående.
Hvorfor er det svært at vende hjem?
Hvorfor er det svært for mange udlandsdanskere at vende hjem til Danmark efter flere år i udlandet? Det er, fordi de ikke længere passer ind i det snævre og indforståede landsbysamfund, hvor alle skal tale det samme indforståede sprog, hvor fremmede ikke skal tro, de er noget, og hvor man hytter alle dem, der ligner én selv.
Hvorfor er det så svært for seniorer at finde job? Det kan der være mange grunde til – fx at unge er lettere at forme end ældre medarbejdere. Måske vi med alderen udvikler en egen myndighed og bliver mindre bange for at udtrykke kritik af en ledelsesautoritet. Ikke for partout at være på tværs, men fordi vi har spillet bullshitbingo for længe og ganske enkelt ikke gider mere.
Hvorfor er der så stor modsætning mellem arbejdspladsens ønske om, at vi er åbne og bringer os selv i spil som hele mennesker, der tager den samlede personlighed med på arbejde, og så den reelle praksis i mange organisationer? Som Anita Silke Gaia Olsen glimrende redegør for, handler det i virkeligheden om, at hvis du tvivler og tænker for selvstændigt, bliver du langsomt frosset ud.
Det er en falliterklæring, hver gang en folkevalgt bliver kanøflet, marginaliseret og sendt bagerst i rækken, fordi vedkommende har givet udtryk for sin ærlige mening
De seneste år har vi også set en stigende topstyring i de politiske partier, som kan ligne små, kompakte kommunikationskoncerner, hvor alt er professionaliseret og strømlinet, og hvor ingen må træde blot en smule ved siden af partilinjen, for det skaber støj og skader troværdigheden.
Men det er en falliterklæring, hver gang en folkevalgt bliver kanøflet, marginaliseret og sendt bagerst i rækken, fordi vedkommende har givet udtryk for sin ærlige mening. Det skader demokratiet og pluralismen og reducerer politiske partier til forudsigelige, fjernstyrede firmaer. Det efterlader den åbne, kritiske, politiske debat alene tilbage på perronen.
Mindre march ligeud
Hvis vi ser os rundt omkring i en verden, hvor rækken af både venstre- og højreekstreme diktatorer efterhånden synes endeløs, er der brug for at genopfinde modet til i bedste kantianske oplysningstradition at bruge vores frie stemme og kritiske fornuft. Sapere aude – eller ”Hav modet til at bruge din egen forstand” – er den myndige borgers kampråb i en tid, hvor hærene marcherer, og alt for mange mennesker kun ser i én retning: ligeud.
I øst bevæger putinismens indoktrinerede fodfolk sig mod Europa blændede af statspropagandaens løgne. I vest fører trumpismen hellig krig mod statens fjender med kristne citater tatoveret på forsvarsministerens arm. Amerikanske universiteter, medier og biblioteker chikaneres, og frygten for at træde ved siden af den herskende diskurs tugter frie borgere. Vi regredierer i øjeblikket til lukkede stammesamfund, hvor få tør stikke ud, hvor sproget og troen er homogene, indiskutable størrelser, og hvor vi ikke kunne drømme om at kritisere den store leder, som viser vejen for de mange. Enten er du med os, eller også er du imod os.
Kritik er en gave, du giver til en anden
Struktureret uenighed er demokratiets forsøg på at tøjle og civilisere friktion og konflikt og bekæmpe totalitarismens spøgelse. Vi skal hver dag kæmpe for at bevare en åben, fri og kritisk kultur, hvor whistleblowerordninger er overflødige, hvor vi tilskynder hinanden til at råbe op om det, vi oplever er forkert, hvor færre marcherer i takt, og flere kigger op for at se, om retningen er rigtig. Vi skal give plads til mere Klodshans, tvivl og fri debat.
Kritik er ikke det samme som den infantile og destruktive brok, man finder i kommentarsporene på sociale medier. Kritik er en humanistisk metode, der øger chancerne for, at vi som samfund kan træne evnen til at informere hinanden, kalibrere egne holdninger og træffe kvalificerede beslutninger til fælles bedste. Kritik er en gave, du giver til en anden, som så må vurdere, hvilke dele af kritikken vedkommende vil bruge.
Kritik skal ytres i høvisk sprog og passende doser, men hvis vi holder igen med kritik af frygt for repressalier, åbner vi for selvcensur og dermed ensretning i det store som i det små.
Historien viser, at dén vej er farlig at bevæge sig ned ad.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og