Klassekampen er død – men proletariatet lever

af i Klumme/Liv & Mennesker/Mænd

TAXAMANDENS KLUMME – ”Træt i øjnene. Slidt. Og som et klokkerent symbol på underklasse, havde jeg taxiuniformen på. En proletar fra en tid, der lige om lidt afløses af droner og selvkørende biler.” I denne uge reflekterer taxamand Jesper Grunwald over, hvad det vil sige at have en profession, der ikke er anset og respekteret: Er du bare en skide transportarbejder? 

Allermest havde jeg lyst til at give knægten en røvfuld. 

Men jeg praktiserer ikke vold og ville sikkert komme meget uheldigt ud af en bokse- eller brydekamp midt i den store kædebutik for tv-apparater og anden slags elektronisk isenkram. Han kiggede ikke på – men igennem mig. Stillede sig op som betjenten i et vejkryds, hvor signalet er i stykker. Den ene arm lodret for STOP. Den anden retningsanvisende mod højre. 

Han var yngre end min yngste og tændte i den grad patriarken i mit temperament. Ikke bare havde butikken ødelagt mit budget ved at sælge mig et smart-tv. Lortet have en indbygget fejl, og nu bar jeg de 42 tommer storskærm gennem butikken for at aflevere det til reparation. 

”Hvad skal det her betyde”, spurgte jeg 

Han vinkede bare mod højre uden at sige et ord. Jeg kiggede i hans anviste retning og fik øje på skiltet med REPARATION i det ene hjørne af lokalet. Jeg rystede på hovedet, gav afkald på en skideballe og bar prustende tv’et over til disken. 

Bare en skide transportarbejder. En taxichauffør – en overlevende proletar fra det uddøende industrisamfund

Først på vej ud af butikken gik det op for mig, hvad der var galt for denne rekord-elendige modtagelse i butikken: Jeg var på vej på arbejde. Jeg havde min uniform på! Han evnede ikke at se mig som en kunde. Bare en skide transportarbejder. En taxichauffør – en overlevende proletar fra det uddøende industrisamfund. 

Og nej, det er langt fra eneste gang, at eks-programchefen med udsigt til pension har mærket forskellen på at være aftenens helt ved diverse banketter til at være en omkringkørende klon af en robot og en idiot. Da fruen og jeg flyttede ind i det københavnske spelt-segment, var køkkensælgeren nærmest opgivende, da jeg ankom – i jakkesæt – for at forny vores køkken. Han var helt sikker på, at vi ikke havde råd til. Han kunne ikke vide, vi havde profiteret en smule på salget af strandvejslejligheden i Hellerup. Jeg drømte om en quooker – en vandhane med kogende vand.

”Ja, hvis du vil bruge 20 pct. af dit budget på sådan en, skal du bare sige til”, sagde han arrogant. 

Jeg plejer at kunne svare for mig, men var helt stum. Men så gik det op for mig: Min hustru er gift med en ældre taxichauffør, der netop var kommet hjem fra en nattevagt på 12 timer. Træt i øjnene. Slidt. Og som et klokkerent symbol på underklasse, havde jeg taxiuniformen på. En proletar fra en tid, der lige om lidt afløses af droner og selvkørende biler.

Jeg burde havde smidt ham ud. Eller have taget fat i slipset og strammet til, indtil han selv tog flugten.

Den unge, veluddannede middelklasse fra mange partier har for længst grinet klassekampen ud af politik. Og jeg selv har ikke nogen våd drøm om proletariatets diktatur, som marxisterne drømte om i mine ungdomsår

Jeg genkender fornemmelsen fra de nedslidte håndværkere, – kunder i vogn 24, der har ansigter og kroppe, som er tydeligt ældre en deres dåbsattester. Deres flovhed over at kroppen ikke kan mere. 

Og fra politik, når flertallet fra midten mod højre vil sende ”dem” hjem til de varme lande, hvor de kommer fra. Dem  – en nedladende massebetegnelse, der bruges selv af rigets ypperste magtudøvere. Uden skelen til, at der blandt ”de fremmede” er frihedskæmpere og veluddannede, som kunne udgøre noget af den arbejdskraft, vi står mangler. 

Og så er der de usleste, etniske danskere. De, der modtager hjælp fra det offentlige. De, der kan give ny-liberale politikere kvalme, fordi andre taler om fattige mennesker i den moderne velfærdsstat. Ja, selv på højeste politiske plan – den politiske ordfører for Venstre, der for nyligt havde følgende kommentar i BT til valprognosernes udsigt til et regeringsskifte: 

”De (rød bloks partier red.) vil alle lempe udlændingepolitikken og hæve de sociale ydelser, så det igen bliver mere attraktivt at ligge hjemme på sofaen, siger Britt Bager”. 

Det er ganske vist: Hvis bistandsmodtageren får for gode kår, så gider proletaren ikke løfte røven. Det ved vi da!

Jeg savner ikke klassekampen. Men jeg tænker jævnligt på om det nye, veluddannede borgerskab og den politiske følelsesløshed, vil få den til at blusse op igen?

Den unge, veluddannede middelklasse fra mange partier har for længst grinet klassekampen ud af politik. Og jeg selv har ikke nogen våd drøm om proletariatets diktatur, som marxisterne drømte om i mine ungdomsår.

Jeg har oplevet konsekvenserne for min familie i det tidligere DDR. Det var forstemmende og uhyggeligt.

Så derfor!

Trods arrogante bemærkninger om mit uddøende arbejde som taxichauffør.

Trods hånligheden fra de der klarer sig godt,

Trods ufølsomheden hos de, der har gjort politik til en akademisk levevej:

Jeg savner ikke klassekampen. Men jeg tænker jævnligt på om det nye, veluddannede borgerskab og den politiske følelsesløshed, vil få den til at blusse op igen?


Jesper Grunwald kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4×48. Hvis du vil, kan du støtte hans skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112


Topfoto: Taxamand.dk 

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Klumme