FILM // ANMELDELSE – “Dial of Destiny siger uden tvivl mere til boomers og gen-x’ere, der har været med hele vejen,” skriver Bo Green Jensen. “Det er de store afviklingers tid. Det er tiden, hvor hårde mænd angrer og undgælder. James Bond gav sit liv i No Time to Die. Her giver manden med den brune Stetson hat sin sårbarhed og sin erfaring.”
Der skal være en hellig MacGuffin. Det vil sige en genstand, som er ladet med særlig værdi og betydning, som enhver i historien har grund til at stræbe efter. Det var det første, George Lucas (f. 1944) skrev i sin hvidbog, da han skabte universet omkring dr. Henry “Indiana” Jones i samråd med generationsfællerne Steven Spielberg (f. 1946) og Harrison Ford (f. 1942).
Det var i 1979, og alting kørte for The Movie Brats (et kælenavn for den dengang nye generation af amerikanske instruktører, red.). Lucasfilm og Amblin Entertainment slog en handel af med Paramount Pictures: fem film om en hårdkogt arkæolog (der kan minde om virkelighedens Hiram Bingham).
Den svære toer rører i gryden med jungle- og kannibalfordomme. Det er den film, som er sværest at gense. Relikviet er vanskeligt at forstå for publikum – der er ingen bibelsk stringens
Lucas leverer historien, Spielberg sætter den æstetiske signatur, Ford spiller rollen med samme panache, som han gav fribytteren Han Solo i Star Wars og replikantjægeren Rick Deckard i Blade Runner.
Lucas og Spielberg gravede dybt, da de skabte Indiana Jones. Serien blev til på et stort overskud. Siden fulgte der komplikationer. Da det kom til stykket, tog det godt og vel 40 år at lukke kontrakten.
Gamle nazister
George Lucas og Steven Spielberg er ikke bare Gamle Hvide Mænd. De er jødiske mænd, så i den første film gav det særlig god mening, at fjenden var begærlige nazister. Den hellige genstand var Pagtens Ark. Raiders of the Lost Ark (1981, da. Indiana Jones og jagten på den forsvundne skat) tog hele verden med storm. Vor helt var et popfænomen fra dag 1.
I Indiana Jones and the Temple of Doom (1984, da. Indiana Jones og templets forbandelse) var tonen mindre sikker og kæphøj. Den svære toer rører i gryden med jungle- og kannibalfordomme. Det er den film, som er sværest at gense. Relikviet er vanskeligt at forstå for publikum – der er ingen bibelsk stringens.
Filmen er mørk og ufokuseret. Fjenden er Shanghai-mafia af kinesisk ophav. Kate Capshaw spiller natklubsangerinden Willie Scott, og Ke Huy Quan er surrogatsønnen Short Round. Capshaw har bebrejdet sin mand, at hun ikke fik flere opgaver. “Det var ikke meningen, at du skulle have en karriere. Du skulle jo være min hustru,” er Spielberg citeret for i Molly Haskells biografi fra 2017.
I Indiana Jones and the Last Crusade (1989, da. Indiana Jones og det sidste korstog) har alle lært af usikkerheden. Nu er det selve den hellige gral, som udgør grundstenen i Kong Arthur-legenden, der sætter handlingens motor i gang. Året er 1938, og der er atter nazister i spil. Vi ser Indy som ung mand og møder hans far. Helten har fået en origin story.
Han bor alene. Han underviser passive studerende. Han er en søvngænger blandt søvngængere – faktisk meget som Mads Mikkelsen ved udgangspunktet i Druk
Hvis noget forener fjenderne, er det en okkult grådighed. De vil altid mere end menneskeheden. De higer efter evigt liv. Indiana vil have de historiske genstande arkiveret og vist frem på et demokratisk museum. Det forstod man til nød i 1981. I 2023 gør det ham problematisk, skønt figuren er vaccineret med nostalgisk selvironi. Der bliver ikke talt om de berøvede naturfolk.
Dybest set er Indiana Jones jo en videreudvikling af Allan Quatermain-figuren fra H. Rider Haggards romaner. Forfatteren til She og Kong Salomons miner var imperiets mand helt igennem.
Alle de spraglede spor
Vi er i den femte film først tilbage i Tyskland i 1944. Her er dr. Jones og hans britiske ven Basil Shaw (Toby Jones) ved at dø i flere omgange, da de tørner sammen med den dæmoniske Jürgen Voller (spillet med kynisk autoritet af Mads Mikkelsen, som uden for Danmark er fagets foretrukne skurk p.t.).
Hitler vil have fingre i Longinus-lansen, som blev brugt til at pine den døende Kristus. Voller forstår, at det gælder en større MacGuffin: Antikythera-mekanismen, som Arkimedes udtænkte. I denne version af historien kan anordningen mere end måle. Kronometret muliggør rejse i tid.
Første akt af filmen er teater- og føljetonagtig i stilen fra Raiders of the Lost Ark. Instruktør James Mangold imiterer tonen fra Spielberg, og det lykkes de digitale makeup-folk at gøre Harrison Ford 30 år yngre. Det tredje rige går under, men Indiana Jones og Jürgen Voller har stadig et vidt åbent regnskab.
Herfra springer filmen til august 1969, da Apollo 11 har foretaget den første bemandede månelanding. Vi er på den anden side af alt det, som skete i film nr. 4, Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull (2008, da. Indiana Jones og krystalkraniets kongerige), hvor Indy fik kæresten Marion Ravenwood (Karen Allen) tilbage og indså, at lærlingen Mutt (Shia LaBeouf) var hans søn.
Det endte jo så løfterigt. Nu vågner den gamle mand med et sæt, fordi hippierne i lejligheden ved siden af spiller The Beatles’ Magical Mystery Tour på fuld styrke. Han bor alene. Han underviser passive studerende. Han er en søvngænger blandt søvngængere (faktisk meget som Mads Mikkelsen ved udgangspunktet i Druk). Han giver kollegernes afskedsgave til en hjemløs mand. Så hvad er der sket for den gamle professor?
Faktisk prøvede Lucas at gøre Indiana Jones til den historiske pilgrim, materialet indbyder til
Netop da giver en ung britisk kvinde sig til kende – det er hans guddatter Helena Shaw (Phoebe Waller-Bridge fra komedieserien Fleabag). Det fremgår, at hun vil finde Antikythera-mekanismen, som drev hendes far til vanvid. Indy husker Helena som Wombat, hun var 12 år sidst, de så hinanden.
Også Voller er tilbage og besat af mekanismen. Voller har gjort karriere i Nasa – ganske som virkelighedens Wernher von Braun – og hans skydeglade bødler opererer med bistand fra CIA. Harrison Ford rider gennem gaderne, hvor den store ticker tape-parade for astronauterne er genskabt. Alle de spraglede spor løber sammen. Der er virkelig tid og budget i den scene. For mig var det filmens bedste moment.
Effektfilmens fordring
Der er flere frapperende sætstykker. Det har altid været et relativt problem for serien (som det er for 007, Mission Impossible og hele Marvel-universet), at handlingen afvikles i stop-motion; i obligatoriske ryk af biljagt, parkour og vildt skyderi. Til slut er der 20 minutter, hvor alt bliver jævnet med jorden. Det synes at være effektfilmens fordring, uanset omliggende mytologi. Martin Scorsese har muligvis ikke ret, når han siger, at det ikke er filmkunst. Men det er godt nok en anden slags filmkunst.
Videre når historien til Tanger, hvor Helena vil sælge Antikythera-mekanismen. Der er – heldigvis – ingen romantik mellem gudfar og guddatter. Hun har en surrogatsøn i skikkelse af Teddy Kumar (Ethann Isidore), som er filmens knægt med ben i næsen. John Rhys-Davies er tilbage som Sallah (fra Raiders og Crusade). Antonio Banderas medvirker som middelhavsdykker. For dr. Jones er hele verden fuld af gamle venner.
Den første film var gylden og enkel. Den anden var mørk og kompleks
Jeg vil ikke sige for meget om, hvordan det ender. Men Arkimedes bliver spillet af Nasser Memarzia i det sidste hæsblæsende afsnit, hvor vi alle er med til at forsvare Syrakus i år 212 f.v.t. Nu er filmen virkelig en mageløs tidsmaskine. Det er en fornøjelse at sidde i rutsjebanen, men turen må gerne snart holde op. Der er mest liv i de stille scener mellem slagene. Det er vel dét, der adskiller Indiana Jones fra så megen anden action og adventure.
Unge Indiana
Den første film var gylden og enkel. Den anden var mørk og kompleks. Allerede opus tre tog tilløb til at runde af. Indiana Jones and the Last Crusade var optaget af at give karakteren en baggrund, vise ham som den spielbergske spejder, der får sin hat, sin pisk og sit ar i den mandige hage.
Sean Connery (1930-2020) havde en af sine bedste sene roller som Henry Jones Sr., og River Phoenix (1970-1993), der spillede Indy som ung, var en prins i Depp/Reeves/DiCaprio-traditionen. Skuespilleren fik selv sat et mindesmærke i prologen til den tredje film, som lukkede årtiet.
Der gik 19 år, før arkæologen vendte tilbage. I Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull er årstallet 1957, og kommunister har erstattet nazister som det fælles fjendebillede. Indy overlever en atomprøvesprængning ved at gemme sig i et køleskab. Han ser – i en kontroversiel, men effektiv slutning – hvordan de fremmede væseners rumskib stiger op af labyrinten under mayafolkets pyramider.
I en anden tidslinje kunne det sagtens være Indiana Jones, som George Lucas gav sit halve liv. I stedet blev det Star Wars, han brugte sine kræfter på, men det er ikke fair, når selvretfærdige millennials afviser ham som en klatmaler. Faktisk prøvede Lucas at gøre Indiana Jones til den historiske pilgrim, materialet indbyder til. Man har glemt – eller opdagede aldrig – det store projekt med at realisere The Young Indiana Jones Chronicles, som han stædigt arbejdede på i ti år.
Der er 28 episoder og fire enkeltstående tv-film. Corey Carrier spiller drengen, som har sit første eventyr, da han åbner Egyptens pyramider sammen med Howard Carter og T.E. Lawrence. Sean Patrick Flanery er den unge helt, som overværer snart sagt alt drama i vestlig historie fra 1901 til 1922. Som gammel ser Indiana tilbage. Han bliver spillet af George Hall, men i en enkelt episode er det Harrison Ford, der optræder.
Lucas tabte interessen, da den pædagogiske Indy ikke slog an. Han fik mere travlt med Star Wars, og også Spielberg var adspredt. Men Harrison Ford holdt ved karakteren
Lucas skrev som altid en hvidbog, der kortlægger kronologien. I hver episode møder Indiana to-tre autentiske skikkelser: Sigmund Freud og Carl Gustav Jung; George Gershwin og Giacomo Puccini; Ernest Hemingway og Edith Wharton; Mata Hari, Charles de Gaulle, Theodore Roosevelt m.fl.
Som noget særligt blev serien skudt på location. Instruktørerne var markante freelancere som Frank Darabont, Mike Newell, Nicolas Roeg og David Hare. Bille August signerede episoden, hvor Hemingway bliver Indianas romantiske rival. “Northern Italy, June 1918” er et riff på romanen A Farewell to Arms.
Serien debuterede på broadcast hos ABC og kom siden på kabel. The History Channel streamer den stadig, men det var og blev op ad bakke. Da dvd-mediet var størst, samlede Lucas alt i tre boxsæt. Bonusmaterialet omfatter 94 dokumentarer med virkelig dybde, stringens og idé. Det er mere end making of-produktioner. Se for eksempel “From Slavery to Freedom”. Historikere forklarer fra bunden, hvad slaveri og racisme egentlig er.
Lucas tabte interessen, da den pædagogiske Indy ikke slog an. Han fik mere travlt med Star Wars, og også Spielberg var adspredt. Men Harrison Ford holdt ved karakteren. Han har derfor haft mest at sige under arbejdet med den femte og formentlig sidste film i the franchise.
En helt på museum
Som sagen stod efter Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull, kunne man gå to veje: dybere ind i mystikken eller bagud mod realismen. Lucas har fortalt, at han og Spielberg var uenige: “I’m in the future, Steven’s in the past. He’s trying to drag it back to the way they were, I’m trying to push it to a whole different place. So still, we have a sort of tension.”
Det er hér, at Harrison Ford træder ind. Indiana Jones and Dial of Destiny begynder i 1944, så hans karakter, der er født i 1899, må være 45 år. Filmen slutter i New York, da dr. Jones er 70 og mere end kamptræt. “It hurts all over,” siger han til Karen Allen, da de mødes for enden af alle omveje. Ford selv er 80 år, og det kan man se. Hans åbenlyse skrøbelighed er den faktor, som holder snor i filmens digitale tricks.
Det var vigtigt for Ford at forlade Indiana i noget, der ligner virkeligheden. Han ville, siger han, binde en sløjfe, og det gør filmen på smukkeste vis
Indiana Jones er en kulturbærer på samme måde som James Bond. Disse film er skabt over så mange år, at tiden selv bliver en spiller. Det er ikke så meget de enkelte plots og historier, der gør en forskel. Det er måden, de er pakket ind og bliver fortalt på. Fra Dr. No i 1962 til No Time to Die i 2022, fra Pagtens Ark i 1981 til Skæbnens Skive i 2023. Filmene ser nogle ting i deres samtid, som vi først kan bedømme på afstand.
Dr. Jones var jo aldrig en rigtig tomb raider. Har han et motto, er det: “This belongs in a museum!” Det hører hjemme på et museum. Han har sørget for, at gravrøverne ikke solgte og stjal, men ja – han har selv bragt genstande hjem fra de originale kulturer. De første to film er fulde af frejdig appropriation.
Også identitetspolitikken er problematisk. Der er talrige etniske stereotyper, for førsteudgaven af Indy – som slår fra sig og er både chauvinist og misantrop – var med vilje tegnet som den hvide kolonitids helt i gamle føljetonfilm. Raiders faldt åbenbart på et meget tørt sted. Der var stribevis af hurtige kopier: fra Crocodile Dundee og Lara Croft til Michael Douglas og Kathleen Turner i Romancing the Stone (1984, da. Nu går den vilde skattejagt).
Før vi forsvinder
Nu er vi ved slutningen. Lucasfilm er annekteret af Disney. Spielberg – som selv er fyldt 76 – sagde i sidste ende nej tak til at instruere svanesangen. Det var under alle omstændigheder produceren Kathleen Kennedy, der havde opsyn med Indiana Jones. Alle er krediteret som executive producers. Ford garanterer for kontinuiteten. Det samme gør John Williams’ musik. Siden mesteren blev 90, er han begyndt at brede motiverne ud.
James Mangold er mindre fanfareorienteret end Spielberg. Det er meget, som da Ron Howard instruerede Solo: A Star Wars Story (2018) for Disney. Man ser, at der er forskel. Om man kan lide det, er en smagssag. Mangold instruerede Heavy (1995), Walk the Line (2005), genindspilningen af 3:10 to Yuma (2007), Logan (2017), som var noir-versionen af The Wolverine (2013), og Ford v Ferrari (2019, da. Le Mans ’66). Han kan de maskuline genrer. Han vil tydeligvis ikke eksperimentere. Han vil hylde og lukke legenden.
Der er gjort klar til en farve- og kønsneutral fremtid. Måske bliver Helena Shaw en Indiana Jones for generation Alpha
Det var vigtigt for Ford at forlade Indiana i noget, der ligner virkeligheden. Han ville, siger han, binde en sløjfe, og det gør filmen på smukkeste vis, da den har afviklet sin rabalderhistorie. Der kommer et afgørende øjeblik, hvor Indy har nok af det hele og beslutter at blive i oldtiden. “Jeg er nødt til at gøre det her,” siger han til sin guddatter. Hun reagerer heldigvis ikke, som klichéen foreskriver. “Og jeg er nødt til at gøre det her,” siger hun, da alt bliver sort.
Det er muligt, at han bare er en gammel mand i en tid, der har hægtet ham af, da han vågner og er hjemme i New York. Men Marion Ravenwood kommer, og filmen kan lukke sig nænsomt, da hun atter vil sætte et kys på stedet, hvor det gør mindst ondt. Nu gengælder han hendes gestus. De deler en stor sorg i virkeligheden, men de er sammen for enden af livet.
Dial of Destiny siger uden tvivl mere til boomers og gen-x’ere, der har været med hele vejen. For millennials og zetters er den en artefakt på linje med Antikythera-mekanismen. Det er de store afviklingers tid. Det er tiden, hvor hårde mænd angrer og undgælder. James Bond gav sit liv i No Time to Die. Her giver manden med den brune Stetson hat sin sårbarhed og sin erfaring.
Der er gjort klar til en farve- og kønsneutral fremtid. Måske bliver Helena Shaw en Indiana Jones for generation Alpha (personer, der er født fra ca. 2010 eller senere, red.). Hun skal være meget velkommen. Det er vigtigt at holde historien i live.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
