KOMMENTAR – Tragedien den 2. september, hvor ‘Museu Nacional’, det brasilianske nationalmuseum i Rio de Janeiro, brændte ned til grunden, har givet anledning til chok og forfærdelse verden over. 20 millioner genstande er gået tabt, og ufattelige kulturelle og naturhistoriske værdier er borte for altid. Nu er tiden er kommet til at overveje, hvordan vi kan hjælpe Brasilien. Blandt mulighederne er en tilbageføring af brasilianske historiske og etnografiske genstande til Brasilien fra f.eks. Danmark. Debatten om repatriering af genstande fra museer i Europa til gamle kolonilande dukker jævnligt op, og branden i Rio aktualiserer endnu engang denne debat. Tanken er ædel og velment men ved nærmere eftertanke også skræmmende forkert, skriver Jakob Seerup.
Jeg vil i det følgende argumentere for, at vi i stedet for at koncentrere verdens historiske arvegods i de lande, genstandene oprindeligt kom fra, snarere skal sprede dem godt ud, så i nogle af dem i det mindste kan komme uskadt gennem kommende årtiers konflikter og katastrofer.
Måske skal vi i Danmark begynde at overveje at sende nogle af vores oldsager til andre lande – bare for en sikkerheds skyld.
I Danmark har vi eksempelvis på Nationalmuseet i København 24 oliemalerier malet af hollænderen Albert Eckhout i 1640’erne.
Det er bl.a. stilleben-billeder, hvor man ser frugter og planter, og otte af billederne viser mennesker, som kunstneren havde set i den nye verden. De blev skænket til den kunstinteresserede danske konge Frederik 3. i 1654.
Malerierne er enestående i deres detaljerigdom og af stor vigtighed for vores forståelse både af de folk, som befolkede Brasilien før europæerne kom til Sydamerika og af natur og planteliv.
Man kan derfor godt argumentere for, at de burde tilbageføres til Brasilien, hvor de oprindelig blev til.
Men tænk, hvis nogen for et halvt år siden havde truffet beslutning om at sende Eckhouts malerier “hjem” til Brasilien? Så havde de i dag været reduceret til en bunke aske i de rygende ruiner i Rio.
Verdensarven er frygtelig sårbar
Denne generations smertelige erfaring er, at den arkæologiske og kulturelle kulturarv er frygtelig sårbar.
Den kan gå til ved brandkatastrofer som den i Brasilien, den kan blive smadret af fanatiske fundamentalister som det skete i Syrien og Irak under IS’ rædselsregime, og den kan blive plyndret af grådige eller fattige lykkeriddere, som det skete ved plyndringen af det arkæologiske museum i Cairo i 2013.
Vi ved ikke, hvad fremtiden bringer. Verdens generelle tilstand lige nu giver ikke anledning til særlig optimisme.
Man kan frygte et væld af yderligere krige og ødelæggelser, og hertil kommer klimaforandringer og andre naturfænomener, som vi slet ikke har kontrol over. Det kan i sidste ende også ramme Europa og Danmark.
Den dag, hvor Nationalmuseet i København er blevet smadret af en bombe eller oversvømmet ved en katastrofe, vil vi måske ønske, at nogen havde sendt en dansk egekistegrav til Tokyo eller deponeret Solvognen i Sydafrika?
Set i bakspejlet er det heldigt, at tusinder af andre syriske genstande på Nationalmuseet i København ikke blev overdraget til den syriske stat
Tænk på vores kulturarv som en gruppe meget vigtige mennesker, vi gerne vil transportere fra et sted til et andet. Sætter vi dem alle sammen ind i den samme flyvemaskine, kan de alle blive udslettet på en gang. Vi sætter ikke hele kongehuset eller hele regeringen ind i den samme flyvemaskine af samme grund.
Det hedder risikospredning, og det er et velafprøvet og fornuftigt princip.
Risikospredning
Den arkæologiske og kulturelle arv er vor civilisations rejsekammerater. Hvis vi tager dem med på den samme flyvemaskine, og den så styrter ned fra himlen, er det hele væk.
Hvis vi tilbagefører alle de genstande, som hidrører fra et bestemt land, og det land efterfølgende rammes af en katastrofe, er den kulturelle katastrofe – ja, reelle udslettelse – en realitet. Men hvis vi spreder risikoen, og sender nogle af passagererne med ét fly og andre med et andet, er der en chance for, at i det mindste dele af vores materielle arv overlever fremtidens krige og katastrofer.
Tanken om risikospredning af museumsgenstande blev formuleret af præsidenten for J. Paul Getty-fonden, James Cuomo, i debatten om repatriering af museumsgenstande.
I Danmark blev spørgsmålet aktuelt i 2014, da den syriske by Hama faldt i hænderne på IS, og der blandt de truede arkæologiske genstande på byens berømte museum var en basaltløve, som egentlig tilhørte Nationalmuseet i Danmark, men i 1999 var blevet tilbageført til Syrien.
Løvens skæbne er ukendt, men det vides, at museet blev voldsomt skadet og mængder af genstande smadret eller plyndret.
Set i bakspejlet er det heldigt, at tusinder af andre syriske genstande på Nationalmuseet i København ikke blev overdraget til den syriske stat ved samme lejlighed.
Der følger en forpligtelse med
I Brasilien kan man også midt i sorgen over alt det tabte ved den tragiske brand trods alt glæde sig over, at den danske naturforsker P.W. Lund i 1847 sendte sine omfattende samlinger fra grotterne i Lagoa Santa til København, hvor de stadig opbevares på Zoologisk Museum.
De institutioner, der har udenlandske samlinger i deres varetægt, har en forpligtelse til at gøre disse tilgængelige for forskningen og for en international offentlighed
Det er et rigtig godt eksempel på, at risikospredning betaler sig i det lange løb. Men det er også en påmindelse om, at de institutioner, der har udenlandske samlinger i deres varetægt, har en forpligtelse til at gøre disse tilgængelige for forskningen og for en international offentlighed.
Det kan gøres med udstillinger og kataloger, med digitalisering og udveksling af forskere og afholdelse af internationale konferencer og meget mere. Kun på den måde kan brasilianerne nyde godt af Lunds samlinger også fremover.
De danske museer og kulturinstitutioner må aldrig være sig selv nok og begrænse sig til et snævert fokus på det danske materiale.
Gennem århundreder er udenlandske genstande ad forskellige veje havnet i danske samlinger. Det er en arv, som historien har betroet Danmark. Her ligger genstandene (foreløbig) godt. Og her skal de forblive.
Dels for at minde os om vores egen fortid som kolonimagt og handelsnation, men sandelig også for at maksimere muligheden for til fælles bedste at bevare så meget som muligt af verdens sårbare og skrøbelige arkæologiske og kulturelle arv.
Topillustration: Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
