DAGENS POV // FRIHED – Sagen om en karikaturtegning af det kinesiske flag i Jyllands-Posten rejser vigtige spørgsmål, skriver journalist Rasmus Mark Pedersen: Hvad er prisen for vores frihed, og hvornår er den for høj? Avisen og statsminister Mette Frederiksen har valgt at afvise Kinas krav, men ser man rundt i det danske samfund, er det tydeligt, at ytringsfriheden er under pres.
For mig virker det komplet uskyldigt. Et kinesisk flag hvor de sædvanlige gule stjerner er skiftet ud med et billede af corona-virussen. Vi har før set Dannebrog karikeret i utallige afskygninger. Ligesom Stars and Stripes er blevet besudlet til ukendelighed – med og uden Trumps nøgne SM-korpus oven på.
Jyllands-Posten, statsministeren og alle andre prominente personer, som i det seneste døgn har været i nærheden af en mikrofon, forsvarer tegningen. Den kinesiske ambassade og landets handelskammer står her i Vesten ret alene med deres fornærmede følelser.
Der er ingen tvivl om, at ytringsfriheden er under pres. For journalister, for kunstnere, for offentligt ansatte, ja for os alle sammen
I hvert fald når man spørger i toppen af samfundet. Men når jeg ser rundt på mediernes kommentarspor på Facebook, så er billedet straks mindre entydigt. Her er nogle eksempler fra DR Nyheder:
[expander_maker id=”4″ more=”Læs mere” less=”Læs mindre”]
“Man skal udvise respektfuldt for andre Nationers officielle flag, ytringsfrihed eller ej.”
“Føj! JP skal undskylde til de mennesker, der har mistet familie og venner, og det kommer de også til, inden ugen er omme!”
“Ja ok der er ytringsfrihed i Danmark – men som altid mangler JP situationsfornemmelse – tænk på alle de mennesker som har mistet livet pga denne virus”
Der er stadig et flertal af kommentarer, der peger på, at Kina kan rende og hoppe. Men eksemplerne viser, at det ikke er alle, der synes presse- og ytringsfriheden er så vigtig, som os, der arbejder med den til daglig.
Ytringsfriheden er under pres
For der er ingen tvivl om, at ytringsfriheden er under pres. For journalister, for kunstnere, for offentligt ansatte, ja for os alle sammen. Jeg har udvalgt et par eksempler:
- I dag er det Kina, der presser ytringsfriheden. I øvrigt med en isoleret set ret fantastisk formulering om “den etiske grænse for ytringsfrihed”. Hvis man sætter en grænse for frihed, hvor fri er man så?
- Forleden var det en folketingspolitiker, der ville have en journalist fyret, fordi han var utilfreds med journalistens arbejde. Og formanden for foreningen med det fortryllende navn Trykkefrihedsselskabet fulgte trop, indtil hun kom på andre tanker.
- USA har en præsident, der underminerer pressefriheden, og joker med at dræbe journalister.
- Vi har vænnet os til at få censureret billeder af (kvindelige) brystvorter på sociale medier som Facebook. Ikke fordi en dansk lov forbyder det, men fordi de private selskaber mener, at vi skal skånes for den slags.
- Selvom halvdelen af alle offentligt ansatte funktionærer har stået i kritisable situationer på arbejdspladsen, som de mener, offentligheden burde få kendskab til, så vælger kun 6 pct. af dem at fortælle det til offentligheden.
Det er fem helt forskellige eksempler, hvor friheden til at ytre sig bliver sat under pres. Og i hvert enkelt eksempel foretager vi allerede i dag som land eller individer, en afvejning: Hvor meget er vores frihed værd?
- De offentligt ansætte funktionærer vælger deres job over at fortælle om kritisable forhold. Over hver anden offentligt ansatte funktionær er bange for at det får konsekvenser for deres job, hvis de bruger deres grundlovssikrede ytringsfrihed.
- To tredjedele af alle danskere har valgt at bruge Facebook dagligt og accepterer dermed brugerbetingelserne, der er langt mere indgribende i ytringsfriheden end dansk lov.
- Danmark har valgt et meget tæt samarbejde med USA. Statsministeren kalder landet for “vores vigtigste allierede”, og da Trump var på vej til Danmark, så fortalte hun, at de to svinger godt sammen. Jeg har ikke kunnet finde nogen omtale af, at Danmark påtaler præsidentens pres på journalister.
- Folketingspolitikeren valgte sandsynligvis at ytre sin kritik af journalisten, fordi han netop har sin ytringsfrihed til at kritisere, hvem han vil. Desuden har han de bedste kort på hånden, fordi det er Folketinget, der i sidste ende beslutter, hvor mange penge journalistens arbejdsplads skal have – og så sent som sidste år blev der skåret 20 pct.. Desuden er det bestemt ikke første gang, at medlemmer af Folketinget bruger deres ytringsfrihed til at angribe journalister eller forlange en undskyldning for en karikaturtegning.
Hvad bliver konsekvensen?
Og så er vi tilbage ved Kinas karikaturkritik. For hvad bliver konsekvensen af Kinas pres på Danmark? Jyllands-Posten og statsministeren har valgt at afvise alt. Men til hvilken pris? Et par milliarder kroner i manglende eksport? Et tomt pandabur på Frederiksberg? Mange hundrede timers overarbejde i Udenrigsministeriet?
Eller stilner det af for denne gang, så vi får den stille selvcensur ind ad bagvejen. For hvad gør en tegner og en avisledelse, når der er en eller anden idiot på redaktionen, der har fået en idé til en karikatur, der inkluderer det kinesiske flag?
Hvilke værdier vejer tungest? De tre Facebook-brugere, jeg tidligere citerede, har faktisk en pointe. Det er ikke, fordi de giver udtryk for at hade ytringsfrihed. De sætter bare andre danske værdier som respekt og medmenneskelighed højere end frihed
Jeg er sikker på, at konsekvenserne vil blive overvejet mere nøje end tidligere. Og alene det er en selvpålagt hindring for udgivelse, som indskrænker den måde, man før ville have ytret sig på. Se bare hvor få nye Muhammedtegninger, vi har set i aviserne de seneste 15 år.
Og hvilke værdier vejer tungest? De tre Facebook-brugere, jeg tidligere citerede, har faktisk en pointe. Det er ikke, fordi de giver udtryk for at hade ytringsfrihed. De sætter bare andre danske værdier som respekt og medmenneskelighed højere end frihed. Jeg ville ikke prioritere sådan, men jeg mener, det er et legitimt valg.
I den første karikaturkrise var regeringen meget stålsat på at forsvare tegningerne. Det kostede mange milliarder kroner i mistet eksport for danske virksomheder. Danmark er i dag et større terrormål og talrige personer lever i dag under beskyttelse. Der betalte vi en høj pris for frihed.
Da Danmark blev invaderet af Tyskland i 1940, valgte politikerne at give køb på friheden i stedet for på danske menneskeliv. Der blev prisen for friheden for høj.
Både Muhammedtegningerne og samarbejdspolitikken er stadig til diskussion i dag. Gjorde man det rigtige? Det vil vi også komme til at spørge os selv om denne gang.
Men historien viser, at friheden altid har en pris. Spørgsmålet er blot: Hvor høj bliver prisen for vores frihed denne gang? Og vil der igen komme en dag, hvor prisen bliver for høj?
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Topillustration: Jyllands-Posten mandag d. 27/1 2020
[/expander_maker]
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
