DAGENS POV // POLITIK & MEDIER – Der er begyndt at brede sig en sørgelig tendens i vores demokrati. Magthaverne er i stigende grad begyndt at gå efter navngivne journalister, hvilket er ubehageligt nok i sig selv, skriver journalist Rasmus Mark Pedersen. Men langt værre så åbner den praksis for en forråelse af danskerne og af demokratiet, det nedbryder tidligere tiders pli og dannelse – og det gør det farligere at være journalist.
Mandag eftermiddag kom seneste eksempel. Her tweetede Rasmus Paludan, at en journalist havde taget billeder af ham i forbindelse med partilederens rejse til udlandet. Men partilederen stoppede ikke ved at beklage sig over det hændte. Han tweetede også journalistens adresse og telefonnummer.
Søren Espersen(DF) fulgte trop en time senere og retweetede Rasmus Paludan: “Dette er decideret noget svineri”, lyder det fra DF’ere, der gentager oplysninger om journalistens arbejdspladser, ligesom telefonnummer og adresse i førstetweet selvsagt er synligt.
Dette er decideret noget svineri af Tidligere DR-journalist Per Østerlund, nu EU ansat Forventer som en selvfølge, at han giver Paludan en undskyldning. https://t.co/cD1DsYSrX2
— Søren Espersen (@EspersenSoren) June 24, 2019
Rasmus Paludan oprindelige tweet er i mellemtiden blevet slettet, men Espersen fremhæver i sit retweet, at journalisten tidligere har arbejdet i DR. Og det er en arbejdsplads hverken Paludan eller Espersen synes synderligt om, hvilket måske er derfor arbejdsforholdet bliver fremhævet, selv om det er over 20 år siden, at journalisten har været på den arbejdsplads.
Desuden bliver det nævnt, at han nu arbejder for EU, en anden institution, hverken Paludan eller Espersen bryder sig om.
Det virker imidlertid til at være en fordrejning eller en stærk forenkling af sagen. Journalisten har nemlig i de sidste 18 år lavet demokratiprojekter i den tredje verden gennem sit private firma. Nogle af de projekter er finansieret gennem EU, men der er også mange andre støtter. Det er med andre ord er noget af en tilsnigelse at kalde den pågældende journalist for “EU-ansat”.
Men er det forkert af journalisten at lave et offentligt opslag om, at Rasmus Paludan har været et navngivent sted i udlandet?
Ja, det mener jeg. Alle har ret til privatliv. Og det er tydeligt, at billedet er taget og opslaget lavet uden Rasmus Paludans samtykke. Derfor burde billedet ikke være delt i et offentligt opslag på Facebook.
Hver eneste gang en politiker vælger den slags personforfølgende adfærd overfor journalister eller privatpersoner, er det skadeligt for demokratiet. Det er mobberens logik
Det er dumt, og jeg kan ikke tydeligt nok advare journalister mod at udtrykke deres holdninger til politiske sager. Det gør en sårbar i forhold til ens troværdighed, og selvom man som journalist rapporterer alt objektivt og fair, bliver det opfattet anderledes af publikum, når man samtidig ytrer sin holdning.
Endnu mere dumt er det, at journalisten vælger at dele opslaget i parodigruppen “Stram Kus”, der tilskynder til mere opmærksomhed. Imidlertid er episoden stadig et spørgsmål om proportioner:
Berettiger en offentlig kommentar på en journalists personlige profil, at en partileder og et folketingsmedlem deler vedkommendes adresse og telefonnummer til sine følgere? Endda med fordrejede oplysninger om en tidligere og/eller nuværende arbejdsplads?
Svaret er nej. Der er nærmest intet, som forsvarer at lægge den slags semiprivate oplysninger ud.
Og nu er vi fremme ved min pointe: Hver eneste gang en politiker vælger den slags personforfølgende adfærd over for journalister eller privatpersoner, er det skadeligt for demokratiet. Det er mobberens logik. Den stærke dreng i skolegården, der går efter dem, som han har udpeget som fjender.
Alle, der arbejder i demokratiets tjeneste – journalister, politikere og embedsmænd – bør kunne udøve deres arbejde frit. Uden risiko for trusler og uden risiko for angreb på grund af ens arbejde
I denne konkrete sag er den direkte skade forhåbentlig begrænset.
Jeg håber ikke, at nogle af politikernes følgere vælger at chikanere journalisten. Men alene det, at man skal håbe på den slags, er en uholdbar situation. For det fokus, politikerne har på enkelte journalister, gør, at det også bliver mere naturligt for befolkningen at gå efter enkelte, udvalget medlemmer af mediebranchen.
Dansk Journalistforbund får flere henvendelser fra medlemmer, som oplever digital chikane. Det er mennesker af kød og blod, der alene på grund af deres arbejde bliver chikaneret af andre mennesker på nettet. Det er alt fra ulækre, seksuelle kommentarer til dødstrusler. Ligesom Ekstra Bladets journalister har også oplevet, at folk bliver korporlige overfor dem, så de nu er begyndt at bruge vagter til bestemte typer opgaver.
Det er en skræmmende tendens for vores demokrati. Alle, der arbejder i demokratiets tjeneste – journalister, politikere eller embedsmænd – bør kunne udøve deres arbejde frit. Uden risiko for trusler og uden risiko for angreb på grund af ens arbejde.
Det er lige så sygt, når politikere bliver udsat for dødstrusler. Det må også være deres opgave at forsøge at stoppe chikanerende adfærd – ikke at hjælpe til med at udbrede den.
Foto: Steen Brogaard, www.ft.dk.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
