MIDTVESTLIV // KLUMME – Konspirationsteoretikere og folk, der ikke stoler på noget, de får fra de såkaldte mainstream-medier, har længe været et vilkår i den amerikanske debat. Nu har de infiltreret den danske debat også – på en måde Julie Bendtsen slet ikke kan genkende, og som får hende til at tvivle på, hvad der er dansk.
CHICAGO – At man kan finde helt uforholdsmæssigt meget bras på Facebook, er ikke noget nyt. Ej heller, at tonen både dér og på andre sociale medier gennem de seneste år er blevet mere og mere spids, ubehagelig, grov, splittende og decideret mobbende.
Det føles, som om de tastaturkrigere, der tilsyneladende bliver flere og flere af, har sat en ære i at vende det ædle råd om at tie, hvis man ikke har noget godt at sige, på hovedet. Nu handler det i stedet om kun at skrive, hvis man har galde at spy.
Flere og flere danskere har valgt at styre hovedløst ned i konspirationernes kaninhul
Det er trist, men det er en kendsgerning. Men der er også sket noget andet og mere den senere tid.
Forleden delte en af mine facebook-bekendte et opslag fra en kendt dansk debattør. Den pågældende debattør, som tidligere har været en stor og anerkendt figur i dansk erhvervsliv, har for flere år siden kastet sin uforbeholdne kærlighed og helt igennem ukritiske blik på Donald Trump, og opslaget gik kort fortalt ud på at redegøre for, hvorfor stormen – kupforsøget – mod kongressen den 6. januar 2021 var noget helt andet, end det vi har fået fortalt.
Jeg orker ikke rigtigt at gå i detaljer med de mange forrykte og udokumenterede påstande og konspirationsteorier, men da jeg gik ind i min facebook-bekendtes kommentarspor, kunne jeg til min store ærgrelse konstatere, at de rabiate og opdigtede holdninger ikke bare er forblevet i en forstyrret minigruppe – de får lov til at løbe lige så løbsk som de amerikanske terrorister, der stormede kongressen.
Og det er ikke kun på Facebook og andre giftige sociale medier, men i den generelle debat, hos influencere (som jeg i forvejen håber uddør som branche før, snarere end siden) og meningsdannere.
En nation af konspirationsteoretikere
Som dansker bosat i USA på syvende år bliver jeg ikke bare ekstremt irriteret over at se en gruppe af mine landsmænd – hvoraf flere af dem måske aldrig har sat deres ben i landet her – æde de mest ekstreme republikaneres fortællinger råt. Jeg bliver også modløs.
Den manglende adgang til uddannelse, kildekritik og basal viden plejede at være noget, vi som danskere rystede på hovedet af, når vi igen og igen så det illustreret i Guds eget land.
Nu har flere og flere danskere valgt at styre hovedløst ned i konspirationernes kaninhul. Hvornår blev Danmark en nation af konspirationsteorietikere?
Det er en mistillid, der er muteret til at omfatte stort set alt, hvad vi bliver fortalt
Min egen teori holder corona-galskab ansvarlig. Vaccinedebatten har nået fuldstændig skingrende højder, og selv en voksende del af dem, der allerede har fået deres to stik, er begyndt at sætte (berettigede, vil nogen mene) spørgsmålstegn ved logikken i at blive ved, efterhånden som vaccinerne mister effektivitet i forhold til nye varianter.
Disclaimer: Jeg er selv vaccineret og boostet, og jeg ser personligt intet problem i at tage en årlig corona-vaccine på samme måde som jeg i årevis har taget en årlig influenzavaccine.
Selv om vaccinen på nuværende tidspunkt ikke er det superskjold mod selve virussen, som flere af os havde håbet på, er det i hvert fald en kendsgerning, at den som minimum hjælper med at holde mig og min familie ude af intensivafdelingen – og hospitalet – så jeg i hvert fald gør mit til ikke at overbelaste et sundhedssystem, der i forvejen er faretruende tæt på at bukke under.
Stik mig bare.
Amerikanske tilstande
Men flere og flere andre deler ikke min holdning, og det kunne for så vidt være ok. Men måden det bliver debatteret på, er ikke i orden. For det handler ikke længere bare om, hvorvidt man vil lade sig vaccinere og hvor tit man i så fald vil gøre det.
Med al vaccineraseriet og den ucharmerende bølge af “hvad sagde jeg”-mentalitet er nemlig fulgt en generel foragt over for myndigheder, regler, regeringer og autoriteter.
Og når jeg en sjælden gang glemmer, hvor meget diverse Facebook-kommentarspor fjerner store dele af min tro på menneskeheden, og alligevel begiver mig ud i dem, ser jeg en hel klar udvikling: I har amerikanske tilstande i Danmark.
Jeg har altid været stolt af den sunde fornuft og uddannelsesbaggrund, jeg har fået med fra mit hjemland. Et overblik, der i kølighed matcher det klima, jeg er vokset op i, og en grundlæggende tro på videnskab, evolution, og at internettet ikke altid taler sandt. Og hvor amerikanere ikke lader en chance for at erklære deres stolthed over “at være amerikaner” passere, har min egen personlige nationalitetsstolthed ikke noget med patriotisme at gøre.
Vi kan kalde det en form for taknemmelighed over, at vi i det store og hele formår at se relativt skarpt derhjemme. Eller, det gjorde vi.
Kan I ikke selv høre, hvor middelalderligt absurd det lyder?
For sideløbende med vores coronatræthed og frustration over restriktioner, mundbind og tiltag med varierende effekt er der opstået en generel mistillid i befolkningen, som ikke længere bare handler om en pandemi, der nu har gjort vores liv surt i snart to år.
Det er en mistillid, der er muteret til at omfatte stort set alt, hvad vi bliver fortalt. Forskerne er købt og betalt af “big pharma”, statsministeren lyver om alt, pressen – som ellers har været et fint fyrtårn af i hvert fald nogenlunde objektiv information i Danmark – får i stigende grad det konspirationsteoretikerovertagne stempel “mainstream-medier” på sig, og vi tror mere på internettets selvudråbte eksperter og amerikanske tv-værter, der får deres fede hyre for at underholde – ikke oplyse.
Den store sammensværgelse
Kunne meget have været håndteret bedre gennem de seneste to år? Helt indiskutabelt, et rungende ja. Men vi har haft at gøre med en verdensomspændende krisesituation uden fortilfælde i nyere tid, og i den type scenarier er jeg egentlig ret indforstået med, at ikke alle tiltag har den ønskede effekt.
Det ændrer ikke på, at jeg stadig har en grundlæggende tro på, at de mennesker, der er demokratisk valgt til at tage beslutningerne, gør det med de bedste intentioner. Og at pressen i langt de fleste tilfælde gør deres bedste for at oplyse faktuelt og korrekt.
At mainstream-medierne i virkeligheden skulle bestå af tusindvis af korrupte journalister, der alle som en lyver og bedrager og holder befolkningen for nar, er en påstand, der for mig er så vild og så langt ude, at jeg stadig ikke begriber, at nogen kan få det til at give mening.
Det er en grad af paranoia, jeg aldrig har set magen til i Danmark.
Som om det hele er én stor sammensværgelse, og alle dem, der får taletid, er med på den. Kan I ikke selv høre hvor middelalderligt absurd det lyder?
Det var skræmmende og helt igennem forfærdeligt at sidde herovre i januar og se live-optagelserne af stormen på kongressen. Det er næsten lige så skræmmende at sidde herovre nu, et år senere, og se flere og flere danskere forsøge at bortforklare det.
Udansk – ja, tak
I USA er un-American noget af det værste, man kan være. Og det er et ord, der har travlt i disse tider. Våbenrestriktioner er un-American. Socialisme er un-American. Vaccine-mandater er un-American. Indimellem hører vi lidt af den samme sang i Danmark. Nogle ting anses for at være “udanske”.
hvis debatniveauet derhjemme fortsætter i det spor, det er drejet ind på … og den mere og mere udbredte brug af udtrykket “mainstream-medier” som skældsord bliver dansk standard – ja, så vil jeg faktisk hellere være udansk
Ordet er godt nok blevet monopoliseret lidt af Dansk Folkeparti og andre på den yderste højrefløj, som bruger det til at kaste over alt, der dufter lidt af mellemøstlig inspiration, men der synes alligevel at være en overordnet konsensus om de værdier, mange af os føler, er danske. Og selv om det at være udansk ikke er så stor en dødssynd, som det er at være un-American i USA, er det heller ikke ligefrem en kompliment.
Jeg har alle dage – og måske især de senere år, hvor jeg har været bosat uden for Danmark – haft det ovenud fint med at være dansk. For at være helt ærlig dyrker jeg det nok også lidt i det små, og jeg holder ret godt fast i, at vi i min familie er danske, og at jeg er dansk.
Men hvis debatniveauet derhjemme fortsætter i det spor, det er drejet ind på – hvis konspirationsteorier, manglende tillid til videnskab, obskure YouTube-videoer brugt som dokumentation for lige så obskure påstande og den mere og mere udbredte brug af udtrykket “mainstream-medier” som skældsord bliver dansk standard – ja, så vil jeg faktisk hellere være udansk.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
