KLUMMESERIE – Eks-djøffer og tidligere københavner Jeppe Just skriver om sit nye liv som landmand på Møn i klummeserien, “Jord under neglene”. I dagens afsnit er Jeppe pænt oppe og køre over, at det endelig er blevet forår og lunt i vejret. Nu kan han endelig for alvor komme i gang med alt det sjove.
Landlivshurra! Det er svært ikke at elske sin hipsterbeslutning om at blive landmand, sådan som vejret har været den seneste uge.
Det danske vejr er virkelig spøjst til tider. I forrige uge ville jeg ikke have drømt om at forlade huset uden mindst tre lag tøj på, og lige pludselig rendte jeg rundt i bar overkrop og nød sommervejret. Så selv om jeg kommer til at savne de lange underbukser, jeg har haft på hver dag, det meste af dagen siden november, så er det virkelig skønt med lidt solskin.
Det gode vejr har også betydet også, at jeg har haft travlt, for nu skulle der gang i den køkkenhave.
Gentlemen start your engines!
Med solens genopstandelse på himlen er det langt om længe slut med al den mudder – eller “Mu’er!”, som min toårige søn begejstret omtaler det.
Efter de første to dages sommervejr sluttede oversvømmelsen på den sydlige eng lige så pludseligt, som den opstod. Vandet er nu begrænset til kun at flyde i søen. Som det sig hør og bør.
Det har betydet, at jeg endelig har kunnet fræse. Jeg ville allerede have fræset jorden i februar, så jeg kunne komme i gang med at lave højbede. Men Mads, min havestøttepædagog, bremsede mig. Hvis man tager vejret over den seneste måned i betragtning, var det nok klogt, da jorden ellers ville være skvattet totalt sammen.
Jordtemperaturen sneg sig i sidste uge over fem grader, som er den magiske grænse for, hvornår man må gå i gang med jordbehandlingen, og så var det om at komme i gang med den jordfræser, jeg har lånt af mine nye mønske venner Kirsten og Henrik, der driver Rytzebækgård. (Sammen med bryggeriet Underfundig laver de for øvrigt en fantastisk mjød).
Det gik det meste af sidste uge med. Jeg havde nok overvurderet, hvad sådan en fætter kan kapere; en skovbund fyldt med grene og med store huller fra de tidligere træstubbe, har vist sig at være lidt mere end den kan sluge. Jeg har derfor været i gang med greb, rive og trillebør for at rydde op og plane jorden.
Køkkenhaven indvies
I denne uge er de første bed anlagt og – meget stort – de første kartofler og løg er kommet i jorden!
Det er vilde sager for mig, at jeg nu langt om længe har sået det første stykke grønt. Det, der engang var en skov, er nu efter måneders arbejde blevet en køkkenhave, og jeg har mere eller mindre gjort det med mine egne hænder. Det er jeg faktisk ret stolt af.
Arbejdet er langt fra slut, men jeg stopper lige op og klapper mig selv på skulderen.
Dyr
Køkkenhaven er på ingen måder færdiganlagt endnu, men jeg kigger alle fremad mod det næste projekt: Dyrehold.
At holde dyr har for mig hele tiden været hovedattraktionen ved at blive selvforsynende. Jeg holder vældig meget af dyr. Både til at klappe og til at spise – hvor følelsesmæssigt konfliktfyldt det end lyder.
Grise
Jeg har besluttet, at det ikke bliver til grise i år, da jeg er nødt til at lære det der med at begrænse mig lidt. Det er jo ellers et fantastisk dyr. Det er omvandrende bacon og flæskesteg med indbygget jordfræser i den ene ende og gødningsspreder i den anden. Det er jo faktisk drønsmart.
Men hvis jeg skulle bruge grisetryne og -afføring til jordbehandling af køkkenhaven, var jeg nødt til at vente et år med at plante noget, og det har jeg ikke tålmodighed til. Derfor nøjes jeg med får og høns i år.
Høns
I vinters var jeg kortvarigt ved at droppe at holde høns. Amalie og jeg fik en slagtet høne af nogle venner, der holder høns.
Den høne gav mig en skræk i livet, for det var det sejeste stykke fjerkræ, jeg længe har smagt. Faktisk var den så sej, at vi opgav måltidet halvvejs. Amalie sagde noget om, at vi nok måtte til at vænne os til, at hjemmedyrket fugl smagte sådan. Det vidste vi jo egentlig godt ikke er tilfældet, men det gjorde mig lige forskrækket et øjeblik. “Vent lige… Har jeg opgivet mit job for at leve af uspiselige dyr resten af livet??” tænkte jeg.
Men heldigvis fik vi gås fra min svigermors gård til jul kort tid efter, og det var den bedste gås, jeg nogensinde har smagt. Så saftig og lækker med sprødt, næsten karamelliseret skind. Det fik mig tilbage i troen på hjemmedyrket fjerkræ.
Så nu skal det enorme hønsehus op – på en eller anden måde. Jeg skal desuden anlægge en hønsegård. Jeg forestiller mig at sætte dem tæt på æblelunden, så de kan rydde op i den i ny og næ.
Jeg arbejder nu med at grave det gamle hønsehegn op, så jeg kan sætte et nyt. Det gamle hegn er nemlig ikke længere funktionelt som hegn. Det er til gengæld vældig godt at snuble over – en evne jeg næsten dagligt glædes over.
Jeg er snublet over det hegn så mange gange, at det føles som om, jeg er eneste deltager i en udendørs teateropsætning af ’90-års-fødselsdagen’. Gudskelov er det en opsætning uden publikum.
Dem der satte det gamle hegn op var forbistret grundige. Skidtet er gravet dybt ned i jorden i en vinkel, og der er sat jordspyd overalt, så man kan ikke hive eller slide hegnet op. Det går spaden og jeg og hygger os lidt med – og bander lidt af.
Får
Jeg har erfaret, at det ikke er den rigtige sæson at anskaffe sig får i.
Det bedste ville være at få ilæmmede får – også kendt som “gravide”. Men det får man i januar, ikke nu. Så jeg skal finde mig nogen, der vil sælge mig får med tilhørende lam. Det burde også være til, men jeg har ikke fundet en sælger endnu.
Før jeg kan købe nogen får, skal jeg selvfølgelig også beslutte mig for, hvilken race det skal være. Valget står lige nu mellem Spælsau’ere og Gotlændere.
Spælsau er en lille hårdfør art, der bruges af mange selvforsynere af samme årsag. Gotlænderne er – som navnet antyder – også gode til det nordiske klima, og laver noget smuk uld. Gotlænderne er også berømte for deres stærkt foreningsliv (gotlam.dk), hvor en nybegynder kan få gode råd. Så jeg hælder mod de sidste.
Jeg havde afsat to arealer til fårene, som de skiftevis kunne afgræsse, men de er begge to blevet lettere indisponible siden da.
Det ene areal har jo desværre vist sig at være bedre egnet til at plante ris end til at holde får. Det håber jeg dog at få skik på, når vandet i søen falder så meget, at jeg kan komme til det tilstoppede dræn. Det andet engareal er halvt fyldt med kvas.
Kvas
Vinterens omfattende skovfældning har udmøntet sig i tre imponerende kvasbunker. Med et konservativt estimat vil jeg sige, at de har en gennemsnitsstørrelse på 2x5x15 meter. Den ene bunke ligger lige midt i haven.
Bunkerne skal væk, men spørgsmålet er, hvad jeg skal gøre med dem.
Alle omkring mig synes jeg skal brænde eller flise dem, men jeg vil gerne lave kvashegn ud af dem.
Kvashegnet er godt for dyre- og insektlivet, er dekorativt, giver læ for vinden og kan støtte indhegningerne, så fårene ikke bryder ud.
Jeg startede allerede på kvashegn i november, men droppede det igen. Denne gang skal det være, omend jeg nok snyder og køber stolper i stedet for at lave dem selv.
Men først skal jeg være færdig med at så i køkkenhaven.
Jeg vil gå ud og stirre kærligt og forventningsfuldt på de kartofler, jeg plantede i går.
– Jeppe er ude, og han nyder det.
Topfoto: Wikipedia
Alle andre fotos: Forfatterens egne.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
