Kampen mod madspild er kun lige begyndt

af i Danmark/KLIMAKRISE

DEBAT – Vi lever i et samfund, hvor tonsvis af madvarer, der INTET fejler, hver dag bliver smidt ud – hvor en fejl på en etiket eller en bule i en dåse kan betyde, at varen er usælgelig. Hvordan er det kommet så vidt og hvad kan vi gøre ved det, spørger Trine Baadsgaard, der er kommunikationschef i Danmarks største madspildsorganisation FødevareBanken.  Organisationen fordeler hver dag 3 tons mad ud til socialt udsatte.

Madspild fylder stadig spalterne og indslagene i TV.

Henover sommeren har der været fokus på skraldere og risikoen for, at socialt udsatte spiser mad af dårligere kvalitet end os andre.

Den kommercielle madspildsvirksomhed Too Good To Go åbnet en butik, hvor overskudsvarer fra industrien sælges til nedsat pris og en række store danske virksomheder og ngo’er er gået sammen under overskriften ’Danmark mod Madspild’.

Vi kender efterhånden alle kølediskene i supermarkedet, hvor varer nær udløb sælges til lave priser.

På trods af 10 års intenst fokus på madspild, viser Miljøstyrelsens seneste tal, at danskerne har skåret deres madspild ned med 14.000 tons om året – svarende til 280 gram om ugen og  sådan ca. til hvad en normal aubergine vejer

Det er alt sammen rigtig godt, men det kræver meget mere, hvis vi skal mindske madspild i stor stil.

På trods af 10 års intenst fokus på madspild, viser Miljøstyrelsens seneste tal, at danskerne har skåret deres madspild ned med 14.000 tons om året – svarende til 280 gram om ugen og sådan ca. til hvad en normal aubergine vejer.

Set i forhold til, at det samlede madspild om året er på 700.000 tons er det jo forsvindende lidt, og tallene viser, at folk, der bor i parcelhuse slet ikke har formindsket deres madspild overhovedet på trods af et årti med intenst fokus på netop det emne.

I FødevareBanken, som er industriens professionelle samarbejdspartner mod madspild, ser jeg tonsvis af mad, der intet fejler, men som alligevel ikke kan sælges. Hvis ikke FødevareBanken fandtes, var det røget direkte i skraldespanden.

Fødevarer, der er dyrket, fodret, slagtet, høstet, transporteret, bearbejdet, markedsført, pakket og endnu engang transporteret – alle de ressourcer, der er gået til, for så at lande i skraldespanden er en skændsel

Jeg er ikke holdt op med at ryste på hovedet endnu. Selvom jeg i snart to år har arbejdet i FødevareBanken, bliver jeg stadig overrasket, rystet – og ja godt gammeldags forarget over, hvor meget mad, der kasseres i Danmark. Og her taler jeg ikke om skrab fra tallerkner eller mad, der er blevet for gammel eller varer, der er noget galt med.

Jeg taler om varer, der intet fejler, men som alligevel ikke kan sælges. Men hvorfor kan det ikke det?

Jordbær, der intet fejler, men som alligevel ikke kan sælges. Men hvorfor kan det ikke det?

Lad mig give et par typiske eksempler, der alle stammer fra vores hverdag i FødevareBanken.

  1. På grund af en fejlplaceret prik i 8-tallet, kan det se ud som om den lækre økologiske jordbær youghurt (se nedenfor på billedet) udløber i 2016 og ikke 2018 (hvis man kigger godt efter). På den baggrund, fik en af vores donorer afvist 10.000 stk. hos en kunde, der ellers havde bestilt dem.
  2. I en dåse med kokosmælk, var kokosindholdet helt korrekt. Desværre angav etiketten, at kokosindholdet var ca. 3 % for lavt og på den baggrund skulle 10.000 dåser kasseres.
  3. Hver uge får vi kassevis af frugt og grønt, som er kasseret alene på grund af kosmetiske fejl. Det kan være pletter på bananer, skæve agurker eller f.eks. det faktum, at blomsten og stilken på et æble ikke sidder lige præcis på linje med hinanden.
  4. I den konkurrencebetonede detailbranche findes flere og flere produkter, der markedsføres og prissættes efter, hvor friske de er. Når den frist, der er sat – fx 24 timer – er overskredet, kan varerne ikke sælges længere. Godt nok er den meget korte frist overskredet, men varen fejler stadig ingenting.
  5. I januar bugner vores lagre med brunkager, klejner, juleslik. Af en eller anden grund har vi i Danmark besluttet, at vi ikke kan spise brunkager eller chokolade, der er pakket ind i julepapir efter nytår.
På grund af en fejlplaceret prik i 8-tallet, kan det se ud som om den lækre økologiske jordbær youghurt udløber i 2016 og ikke 2018. På den baggrund, fik en af vores donorer afvist 10.000 stk. hos en kunde, der ellers havde bestilt dem.

Heldigvis er de socialt udsatte ligeglade. Så længe madvaren er i orden, bliver den spist. Et godt princip.

Den mad vi får og giver ud i FødevareBanken er aldrig for gammel, men kan af mange forskellige årsager, som nævnt ovenfor, alligevel ikke sælges. Tre tons af sådanne madvarer kører vi ud med hver eneste dag året rundt.

TRE TONS.

Hver dag.

Det svarer rundt regnet til 7.600 måltider dagligt, 2.285.000 måltider om årer. FødevareBanken er dermed Danmarks eneste og største organisation, der systematisk, fødevaresikkert og sporbart håndterer madoverskud, der som situationen er nu, ellers ville være blevet smidt ud.

Vores frivillige er madspildssamfundets små rugbrødsarbejdere – hver dag sørger de for, at mad, der ellers ville blive smidt ud, kommer ud til dem, der ellers ikke ville have haft så meget – en win-win situation, som man siger

Maden transporteres af i alt ca. 150 frivillige i kølebiler til vores tre lagre rundt omkring i Danmark – København, Aarhus og Kolding. Herfra køres det ud til organisationer for socialt udsatte – som f.eks. Mændenes Hjem, Reden, Kirkens Korshærs væresteder, herberger, kvindehjem, der laver maden til måltider.

Vores frivillige er madspildssamfundets små rugbrødsarbejdere – hver dag sørger de for, at mad, der ellers ville blive smidt ud, kommer ud til dem, der ellers ikke ville have haft så meget – en win-win situation, som man siger.

Jeg er med på, at vi som et rigt og trygt samfund skal have en fødevaresikkerhed, der er helt i top og at fødevarer må kasseres, hvis ikke de lever op til strenge krav.

Det siger sig selv, men at vi har fået skabt en samfund, hvor det eksempelvis for en kaffeleverandører bedre kan betale sig at brænde den overskudskaffe han af en den ene eller anden årsag ikke kan sælge end at give den til socialt udsatte, er hovedrystende.

Fødevarer, der er dyrket, fodret, slagtet, høstet, transporteret, bearbejdet, markedsført, pakket og endnu engang transporteret – alle de ressourcer, der er gået til, for så at lande i skraldespanden er en skændsel.

Jeg siger ikke det, at det er fødevareproducenternes skyld – de er også en del af den komplekse løsning og mange af dem har faktisk et kæmpe fokus på at komme det til livs. Det er på den måde ikke rigtig nogens ’skyld’, men vores allesammens ansvar. Heldigvis virker det som om mange virksomheder nu har ændret holdning, så de kontakter os frem for at smide varerne ud.

Vi oplever også, at mange virksomheder er klar til at tage deres del af ansvaret for at vi kommer i mål med FN’s verdensmål. To af FNs verdensmål taler direkte ind i det løsning FødevareBanken tilbyder nemlig: 2.1. Inden 2030 skal sult være udryddet, og alle mennesker – især de fattige og de mest sårbare, herunder småbørn – skal sikres adgang til sikker, ernæringsrig og tilstrækkelig mad hele året rundt. Og 12.3.

Vi må altså holde fast i at mad, der er produceret til at blive spist af mennesker skal spises af mennesker, først derefter af dyr og så – hvis der ingen andre muligheder er – bruge det som biobrændsel

Inden 2030 skal det globale madspild på detail- og forbrugerniveau pr. indbygger halveres og fødevaretab i produktions- og forsyningskæder, herunder tab af afgrøder efter høst, skal reduceres.

 

Men hvad gør vi så?

At stoppe madspild totalt kan formentlig aldrig lade sig gøre, men at begrænse det burde være i forbrugeres, virksomheders og samfundets interesse. Og bekæmpelsen er kompleks og må involvere hele kæden fra primær producent over bearbejdsningsvirksomheder, grossister, detail, forbrugere og politikere.

Og der er nok at tage af. FødevareBanken er selvsagt ikke løsningen på madspildsproblematikken – bekæmpelsen skulle gerne starte langt tidligere i produktionsledet – når først det når til os, er det jo det eneste alternativ til at smide det ud.

Indtil dette komplekse problem er løst, bliver vi nødt til at sørge for, at den mad, der af mange forskellige grund er blevet til madoverskud, for det første ikke bliver smidt ud, for det andet opbevares forsvarligt og endelig formidles til mennesker, der ikke har for meget i forvejen.

Vi må altså holde fast i at mad, der er produceret til at blive spist af mennesker, skal spises af mennesker, først derefter af dyr og så – hvis der ingen andre muligheder er – bruge det som biobrændsel.

Alle foto: Trine Baadsgaard.

Trine Baadsgaard er journalist, kommunikationsrådgiver og forfatter.

Hun har i mere end 20 år haft egen virksomhed som freelancejournalist og kommunikationsrådgiver. Hun har skrevet for en lang række danske magasiner og aviser og herudover lavet PR og branding for vækstvirksomheder.

Trine Baadsgaard er nu kommunikationsansvarlig i NGO’en FødevareBanken, der formidler overskudsmad til socialt udsatte.
Hun har bl.a. udgivet bogen ’Nojsom –hundredevis af genveje til bæredygtighed og luft i budgettet.’

Trine Baadsgaard skriver og beskæftiger sig næsten altid med det store i det små – naturoplevelser, bæredygtige hverdagsløsninger, livet med børn og dyr. Er en tænker og tvivler.

Mobilepay: 20 67 63 45.

Seneste artikler om Danmark