
MUSIK // INTERVIEW – Musiker Uffe Lorenzen, der er frontmand i blandt andet Spids Nøgenhat og Baby Woodrose, drager på soloturne i dag. I dette interview fortæller han om at skrive sange på dansk, om at bruge du, I eller jeg i sangene, om ikke at ville være jukebox, om digterne Jens August Schade og Henrik Nordbrandt og om at ‘Lolland Falster’ er en skideirriterende sang.
”Jeg kan ikke lide at turnere eller snakke med journalister, det er staffage. Men spiller jeg 30-40 koncerter om året, så løber det rundt økonomisk. Det, jeg bare gerne vil bruge min tid på, er at forme bolsjer,” siger Uffe Lorenzen, der bruger bolsjeproduktionen som metafor for sin sangskrivning.
Lorenzen starter hver dag med et morgensæt bestående af guitar, kaffe og cigaretter. Så prøver han sig frem på sin bolsjefabrik. I en albumproces hvor ungefær ti sange kommer på lak, har han typisk skrevet 100.
”For det meste bliver det et grimt bolsje, jeg former, eller et bolsje der mangler sukker, eller et jeg smider i skraldespanden. Men jeg er nødt til at gøre det hver dag. Min eksistens er bundet op på det ritual.”
Med et bagkatalog større end de flestes kunne det være fristende at slække på kunstneriske ambitioner, særligt når en forkølet økonomisk situation har tvunget Lorenzen rundt på sofaer den seneste tid. Men den kunstneriske integritet er vigtig. ”Jeg vil ikke udgive en best of eller være jukebox for folk. Fx er ‘Lolland Falster’ en skideirriterende sang. Den er for villet.”
Groft sagt er der kun to stoffer, der er almindeligt accepterede i den vestlige verden: Kaffe, så man kan være en lydig arbejdsslave mandag til fredag, samt alkohol så man kan drikke sig blind nok i de resterende dage til aldrig at indse, at man er en lydig arbejdsslave”
På de seneste to soloplader, Galmandsværk (2017) og Triprapport (2019), synger Lorenzen på dansk, hvad han også gjorde hos syresvampene i Spids Nøgenhat. Siden har han kæmpet med sine egne høje forventninger til, ”hvad der er spændende at synge om, og hvad en sang skal kunne.”
Derfor synes han stadig ikke helt, at han har fundet sig selv i det danske sprog.
Men hvor synes denne skribent, der til dagligt virker som dansklærer i gymnasieskolen, at Lorenzens bolsjer er mest velformede?
Når de er misformede, stiller spørgsmål og ikke nødvendigvis giver svar. Det er sangene ‘Dansker’ og ‘Lille Fugl’ gode bud på. Dem bliver vi enige om at tage udgangspunkt i over et par øl på Istedgade i den lumre augustvarme.
Dansker
De kalder jer de mest lykkelige folk på hele jorden // I små og overpissede // men meget velmedicinerede danskere // måske er I bare lidt for rare // til at svare når nogen spørger // men det ligner for mig et eksempel på // hvor meget kemisk lykke egentlig kan gøre // jeg tænder for mit tv og ser ud // på en verden fuld af vanvid // hvor folk de myrder hinanden // for magt, penge, tro eller sandheden // og hvad fanden er det egentlig så // I allesammen render rundt og laver? // en nation af cipramilbaskede, hjernevaskede forbrugerslaver // er det mig der er sindssyg // eller lyder lige de ord som et slogan udtænkt af et meget optimistisk turistkontor? // de kalder jer de mest lykkelige folk på hele jorden // I små og overpissede men meget velmedicinerede danskere // cipramilbaskede, øldvaskede, hyggesmaskede, hjernevaskede danskere.
Jeg har valgt ‘Dansker’, fordi den er kompromisløs i sin undren. Der bliver ikke givet svar på, hvorfor det står så dårligt til med danskere. Sangen lægger sig i slipsstrømmen af den kritik, som mange fremfører i disse år – at der er noget helt galt med den måde, vi har skruet vores samfund sammen på: Vi spiser antidepressiv medicin, som var det fredagsslik.
‘Dansker’ handler for Lorenzen om ”det paradoksale i, at danskernes image ude i resten af verden som lykkelige ikke spiller så godt sammen med vores indtag af diverse lykkepiller og andre former for selvmedicinering, samt en ret høj selvmordsrate. Groft sagt er der kun to stoffer, der er almindeligt accepterede i den vestlige verden: Kaffe, så man kan være en lydig arbejdsslave mandag til fredag, samt alkohol så man kan drikke sig blind nok i de resterende dage til aldrig at indse, at man er en lydig arbejdsslave.”
I ‘Dansker’ bruger du også det distancerende pronomen I til at beskrive danskere. Er det bevidst, at du ikke skriver jeg eller vi?
”Det er rigtigt, at der ligger en distance i I. Sangen handler egentlig mere om vi. Jeg sad 3000 kilometer væk fra Danmark, da jeg skrev sangen, og havde det mere som om jeg var på en helt anden planet og kiggede ned ude fra rummet.”
Jeg er så rigeligt mørk i sindet, at jeg ikke kunne bruge den kynisme og den vrede, man finder i meget dansk poesi, som fx Henrik Nordbrandts”
‘Dansker’, der er én af de få Lorenzen fortsat synger, når han er på turne, er med andre ord ”en protestsang, selv om betegnelsen protestsang er blevet et fyord. Jeg har vrede som grundfølelse i mig, og den lukker jeg ud ved blandt andet at skrive en sang som ‘Dansker’.”
Sangen skabte også vrede andre steder i samfundet. Danskhedsbegrebet er for mange et normativt begreb, der er svært at forsøge at ændre på, og som man ikke bare sådan kan kritisere, som Lorenzen gør det.
”I forbindelse med udgivelsen af Galmandsværk, hvor ‘Dansker’er åbningsnummeret, lavede jeg et interview til Ekstra Bladet, der blev vinklet hårdt. Overskriften var: Rockstjerne sviner danskerne: Hjernevaskede! Nationen eksploderede. Jeg har mødt meget kritik på ‘Dansker‘. Folk blev og bliver sure – jeg får fortsat hademails indimellem.”
Det danske sprog har magt, og der er langt fra engelske tekster om sex og stoffer, som Lorenzen er pennefører på i Baby Woodrose, til at bevæge sig ind på den politisk scene.
Fra hademails til Jens August Schade
Lorenzen hører ikke selv ny dansksproget musik for at blive inspireret, men henter inspiration i digte. Særligt har Jens August Schade fanget hans opmærksomhed, da hans poesi har melodi. Schade er for Lorenzen et nyt bekendtskab, der blev etableret, fordi han forrige sommer fyldte en plasticpose med danske digtsamlinger i et antikvariat på Nørrebro.
Schades lyrik står i kontrast til Lorenzens egen vrede. ”Jeg er vred, men har ikke brug for at læse om andres vrede. Jeg mødte Jens August Schades poesi i en tid, hvor jeg havde brug for en lysere og måske endda mere spirituel vinkel på min tilværelse. Det leverede han lige der i sommer. Jeg er så rigeligt mørk i sindet, at jeg ikke kunne bruge den kynisme og den vrede, man finder i meget dansk poesi, som fx Henrik Nordbrandts. Det er for kynisk og usyngbart. Schade lyder i det mindste altid liderlig og forelsket.”
Et af Schades bedste digte er ifølge Lorenzen ‘At bore sig ind i dig’:
At bore sig ind i dig // er som en yndig maskine // der hæver sig // på hvide vinger // og tar mig med sig // ind i dødens verden // i de dybe rosers // der står og dufter // og vifter roligt // bag stjernernes regndråber.
Lille Fugl
Selv om alle kender dit navn // så vil du altid være en fremmed // selv om alle kender dit navn // så vil du altid være den samme // buret står åbent lille fugl // spørgsmålet er om du selv tør flyve ud // men gør det nu // du går og drømmer dig væk herfra // men du vender altid tilbage igen // du går og drømmer dig væk herfra // måske du bare skulle kalde det hjem // buret står åbent lille fugl // spørgsmålet er om du selv tør flyve ud // men gør det nu // det er en skrøbelig frihed // at kunne slå tiden ihjel // det’ alles kamp mod alle // men du kæmper mest med dig selv // lille fugl // sporene skræmmer og bordet fanger // men du kan gøre lige hvad du vil // sporene skræmmer og bordet fanger // og jeg tror at du ved lige hvad der skal til // buret står åbent lille fugl // spørgsmålet er om du selv tør flyve ud // men gør det nu // ja, gør det nu // det er en skrøbelig frihed // at kunne slå tiden ihjel // det’ alles kamp mod alle // men du kæmper mest med dig selv // ja, du kæmper mest med dig selv // ja, du kæmper mest med dig selv.
‘Lille Fugl’ er valgt, fordi det, som jeg skrev i anmeldelsen af pladen Triprapport, er her hvor Lorenzen laver en omvendt Steen Steensen Blicher. Hos Blicher er man låst inde et bur i ‘Sig nærmer tiden’, der er et præludium til digtsamlingen Trækfuglene. Her er der tale om døden som en befrielse. Hos Lorenzen står buret åbent. Det handler blot om at turde flyve væk og gribe muligheden. Der ligger således et potentiale for lytteren i at tolke videre på, hvor den lille fugl mon flyver hen, og om den tør forlade buret.
Måske kommer ‘Lille fugl’ for tæt på, hvem jeg selv er, så der skriver jeg du i stedet for jeg.”
I ‘Lille Fugl’ er der således i modsætning til Blicher stadig en mulighed for at udfolde sit liv. Lorenzen ser på mig med dansklærerskepsis: ”Jeg er ikke så interesseret i at blive fortolket, jeg vil hellere forstås. Sangskrivningen er min kommunikation med universet. Andre menneskers oplevelser af den interesserer mig ikke rigtigt. Jeg gør det først og fremmest for min egen skyld.”
‘Lille Fugl’ er ifølge Lorenzen også et eksempel på, at pronomenet du er valgt, for ikke at komme for tæt på ham selv. For den lille fugl, der måske ikke tør flyve, er i virkeligheden Lorenzen selv.
Lorenzen fortæller således, at det biografiske i ‘Lille Fugl’ gælder for alle hans sange. Uanset om han skriver du, I eller jeg. ”’Lille fugl’ er en du-sang, men alle der kender mig ved, at det er mig selv, jeg synger om. Måske kommer ‘Lille fugl’ for tæt på, hvem jeg selv er, så der skriver jeg du i stedet for jeg. Der er ikke langt væk til at gøre det til noget alment. ‘Lille Fugl’ handler om min frihedstrang. At bryde fri af andres forventninger og tage ansvar for sit eget liv,” siger Uffe Lorenzen.
Uffe Lorenzen tager på turneen Tålt ophold der starter torsdag d. 5/9 i Vejle.
Foto: Zarko Ivetic
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.