DRØMMEPOP // KONCERTANMELDELSE – Kasper Simonsen foretog i søndags et stille dyk med britiske Slowdive, hvis musikalske betydning er større, end man umiddelbart skulle tro.
Vi er i sommeren 2017. Og vi er også på Roskilde Festival. Jeg er selv i fuldt firspring mellem et par scener og skal lige mødes med nogle venner. Det er vigtigt. Jeg har ikke set dem i flere år. Og har glædet mig. Jeg halv-løber, fordi jeg er ved at komme for sent. Og er også på vej forbi Avalon-scenen.
Her stopper vi lige. For kender du ikke det, når du for første gang hører et usædvanligt lækkert eller dragende stykke musik enten i bilen, i radioen eller i en butik, som får dig til helt at stoppe op?
Du kniber måske det ene øje sammen og laver en undrende rynke i panden ”for hvad fanden var det lige?”
Den automatrespons er oftest efterfulgt at en let kildren i maven, og dine sanser åbner sig nysgerrigt og velværen breder sig i din krop. Tegnene minder mest af alt om en øjeblikkelig forelskelse.
Vi måtte alle være der, mens Slowdive stille og roligt med en tålmodig præcision møjsommeligt opbyggede koncerten op til at nå nærmest transcendentale højder
Sådan havde jeg det, da jeg var på vej forbi Avalon-scenen. Jeg stoppede ganske enkelt op. Jeg blev draget ind i teltet, for jeg kunne ikke tro mine egne ører. Det var så spændende en lyd.
Slowdive hed bandet, som spillede drømmepop med smukke ræsende og alligevel fløjlsbløde guitarer, der berusede mig fra starten, selvom jeg ikke vidste, hvad pokker det her var. Forsangerens stemme var spirituøs, blød og lagde sig som en dyne og trøstede mig, selv om jeg overhovedet ikke var ked af det.
Jeg blev selvfølgelig stående og så koncerten færdig. Dermed var min fascination og nysgerrighed vakt på Slowdive, som jeg absolut intet kendte til inden 2017.
Slowdives stærke fanskare
Sidenhen har de besøgt Danmark et par gange, hvor de har opbygget en solid fanskare så stærk, at de måtte ty til en ekstra koncert i Store Vega senere på ugen. Som det eneste sted i Skandinavien i øvrigt.
I salen opbyggede bandet hurtigt en intim-kontrakt med publikum, om at vi lavede en lille lækker blød hule, som kun var konstrueret i blødeste vat og det fineste skumgummi, og hvor alle uden undtagelse af de ca. 1500 publikummer var velkomne.
I den hule var der serveret drømmesekvenser, ubetinget kærlighed og en kæmpe buffet af storladen melankoli. Vi måtte alle være der, mens Slowdive stille og roligt med en tålmodig præcision møjsommeligt opbyggede koncerten op til at nå nærmest transcendentale højder.
Det sidste vender jeg tilbage til.
For dem der ikke lige er bekendte med Slowdive, så blev de dannet for 35 år siden. Venneparret og de senere kærester, forsanger og keyboardspiller Rachel Goswell og guitarist og ligeledes forsanger Neil Halstead, dannede bandet, der har været toneangivende for indie-stilarten Shoegaze.
Den kan bedst beskrives som en under-sektion til indie-pop/rock med en støjende og pumpende forvrænget multiguitarsound, der samtidig er symfonisk og blød, hvis det overhovedet giver mening.
Oveni lægger man så en sfærisk drømmende vokal som dermed binder det rå og urolige sammen, og de optør og blødgør musikken, så det hensætter lytteren i en mindre trance.
My Bloody Valentine udkom i 1991 med albummet ”Loveless”, og de ses som en af pionererne sammen med Slowdive indenfor shoegaze, der også tæller bands som Pale Saints og Chapterhouse, hvis man efter denne artikel har lyst til at tjekke genren yderligere ud.
Af nyere bands er det tidlige materiale fra Beach House og Devotion også blevet klassificeret som shoegaze.
Faktisk kan man med stor fornøjelse kaste sig over det mere ambiente Cocteau Twins’ samlede repertoire, som med deres mere elektroniske sound også bidrog til en afart af drømmepoppen, der kan forføre én selv på en dødssejler af en tirsdag. Shoegaze stammer i øvrigt fra udtrykket, når guitaristerne står og pumper deres effektpedaler.
I begyndelsen af 90’erne går Rachel og Neil fra hinanden til hans store fortvivlelse, og man kan høre i hans egne skrevne sange, hvordan det dengang tydeligt martrede ham. Bandet udsendte et hav af EP’er og fangede både ensomheden og fortvivlelsen med deres rungende ømme guitarlyd.
Men tiden løb fra lidt dem (grunge og britpop kom), og en større uoverensstemmelse med deres pladeselskab Creation Records efterlod dem i opløsning i 1995.
De to var dog ikke mere på kant med hinanden, end de derefter dannede Mojave 3, der bestemt også er værd at lytte til. Og forbindelsen til Slowdive vandede langsomt ud.
Da Barcelona ringede
Men så sker der i 2014 det besynderlige for bandet, at Primavera Sound-festivalen fra Barcelona spurgte, om de ikke havde lyst til at gendanne sig for én aften? Forberedelserne til netop den koncert begyndte at sætte tankerne i gang hos medlemmerne.
Comeback-koncerten har Rachel Goswell sidenhen beskrevet som et ocean af kærlighed, og det fik bandet til at booke en verdensturne og sidenhen indspille det meget roste album fra 2017, der også hedder Slowdive.
Siden har bandet ikke kigget sig tilbage. Det hårde arbejde har kunnet betale sig, og den yngre og voksende fanskare har kunnet nyde det stilsikre ambiente melankolske band folde sig ud til absolut topkarakter.
På aftenen i Store Vega blev publikum forkælet med ”Star Roving”, ”Sugar for the Pill”, ”Slomo”, ”Souvlaki Space Station” og blandt andet også de nyere numre ”Shanty” og den smørbløde ”Chained to a cloud” begge fra nyeste album, “Everything is Alive” fra 2023.
Afslutningsnummeret inden ekstranumrene var ”Golden Hair” som blev spillet så massivt og rørende, at flere af de omkringstående stille brød ud i tårer. Sangens nærmest transcendentale rejse mod en kæmpe afslutning var næsten også mere, end jeg selv kunne holde til på en stille møgkold januar-aften.
Nu kunne man reelt forlade sit jordiske liv musikalsk ledsaget af den smukkeste afslutning.
Og nåja – med hensyn til Roskilde for snart syv år siden: Jeg fik selvfølgelig sms’et vennerne og fortalt dem, at jeg lige blev forsinket. Jeg havde jo mødt en anden. Som de også er blevet introduceret for.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
