Danske dokumentarfilm lever i en ugleset ghetto – det må vi gøre op med

i Kultur/Film af

KINOK // FILM – Da Mads Brüggers Cold Case Hammerskjöld blev vist på DR2, var det under den mærkværdige titel Verdens største mordmysterie – eller mest idiotiske konspirationsteori. Men DR’s dårlige titler blot er symptom på en større mangel på respekt for dokumentarfilm som genre, skriver Frederik Bojer Bové.

I 2017 lavede Soundvenue en liste med Årtusindets bedste danske film, sammensat efter en afstemning blandt over 100 danske filmfolk, instruktører, kritikere, skuespillere, etc. De to første var fra velkendte instruktører – Lars von Triers Dogville og Nicholas Winding Refns Pusher II – men den tredje var lidt mere skæv: Joshua Oppenheimers skelsættende dokumentar The Act of Killing. Den film blev også prissat, da den udkom, den vandt en Robert for Bedste Dokumentarfilm samt en Sær-Bodil.

Men hverken Robert eller Bodil, hverken Danmarks Film Akademi eller Danske Filmkritikere syntes den var god nok til en nominering som slet og ret Årets Danske Film. Hvordan kan det være, at årtusindets tredje-bedste danske film ikke var blandt 2012’s fem bedste? Mener de, der stemte dengang virkelig stadigvæk, at 10 timer til Paradis eller Den skaldede frisør eller You and Me Forever er bedre film end The Act of Killing?

Eller foregik der noget andet? Bliver dokumentar stadigvæk ikke regnet for rigtig film, men som sin egen, og implicit ikke lige så gode, ting?

Titlerne der ikke var gode

Det er i sidste ende den brede debat, jeg også meget gerne vil have rejst ved at snakke om ændringer af titlerne på dokumentarfilm på DR. Det er en praksis, som DR gør umanerlig konsekvent, selvfølgelig på engelsksprogede film, men også på danske eller svenske, som man ellers kunne forestille sig sagtens ville kunne fungere på dansk.

The Fear of 13 bliver til Manden der ville henrettes, Minding the Gap bliver til Da vi blev voksne og Jonathan Agassi Saved My Life bliver til Mit liv som bøssepornostjerne, men Rekonstruktion Utøya bliver til Utøya: De overlevende taler ud, den svenske Ceremonin oversættes til Underkastet af begær og den danske Reformisten – den kvindelige imam bliver til Den kvindelige danske imam mens Cold Case Hammerskjöld som nævnt bliver til Verdens største mordmysterie – eller mest idiotiske konspirationsteori.

Hvorfor dog ikke være stolt over at man kan vise så anerkendte og omdiskuterede film?

Der er nogle helt konkrete ting, som er irriterende, hvis man, som jeg, på den ene eller anden måde går op i dokumentarfilm. Minding the Gap vandt en Oscar som Minding the Gap og ligger på flere andre danske streaming-tjenester som Minding the Gap, så den er allerede introduceret på det danske marked og beskrevet i mange danske medier under den engelske titel. Når DR piller ved det, så fjerner de filmen fra den store forkromede danske filmdiskussion.

Det værste eksempel må være Reformisten, der blev vist som åbningsfilm på CPH:DOX blot to uger inden, den blev vist på DR under et andet navn. CPH:DOX er vores største filmfestival, at blive udvalgt som åbningsfilm er en utrolig flot ting. Alle filminteresserede i Danmark burde ideelt set have interesse for lige at kaste et blik på den film hvis det var let at komme til at se den. Det er en hån mod DOX, og mod alle kritikere der beskæftiger sig med DOX, når DR så kort tid efter viser den, men under en ændret titel. Hvorfor dog ikke være stolt over, at man kan vise så anerkendte og omdiskuterede film?

Filmgenren der ikke havde dybde

Der er ikke megen stolthed overfor dokumentarismen at spore, og der er heller ikke megen anderkendelse af, hvor meget potentiale der er i den slags film.

Jeg diskuterede problematikken i denne udsendelse af AK 24/7, hvor DR til deres forsvar svarede: ’Det er ikke unormalt, at en film har en anden titel på det internationale marked, og når den vises i Danmark. På DR bruger vi danske udsendelsestitler på Dokumentarfilm for at gøre det tydeligt for publikum, hvad filmene omhandler.’

Jamen, det er jo fint nok, men hvad vil det sige at en film omhandler noget? Grunden til at The Fear of 13 hedder The Fear of 13 er, at ham manden, der ville henrettes, ikke bare var en mand, der ville henrettes, men også en mand der, mens han sad på dødsgangen, blev besat af sprog og af at lære svære ord som ‘triskaidekafobi’, et ord der betyder frygten for tallet tretten. Filmen ‘omhandler’ ikke bare dødsstraf, men handler også om at lære at fortælle sin egen historie, tage ejerskab, via sprog og fortælling, over sit eget liv, og det er også rent æstetisk en både eksperimenterende og ret vidunderlig film. Der er mange lag i den film.

Kun det mest overfladiske er ramt af titlen Manden der ville henrettes.

Jeg føler, at DR siger klart og tydeligt, at de kun mener, dokumentarfilm kan bruges til at fortælle historier, uden nogen som helst dikkedarer, at det ikke kan blive kunst ligesom fiktionsfilmen kan blive. Det er den fornemmelse, jeg sidder med, når alle film får titler serveret over samme skabelon, der også minder ret meget om de titler, DR giver deres journalistiske rapportager.

Ninjaen der var god

Men DR er jo ikke de eneste, der har den her idé. Da Ekko sidste januar lavede årslister for 2018, lavede de en liste over Årets bedste dokumentarer, hvor de kårede danske Skjold og Isabel til intet mindre end verdens bedste dokumentar fra året der gik. Men da de også lavede en top fem over Årets bedste danske film var Skjold og Isabel ingen steder at finde. Mener de virkelig ikke, at der er lavet en eneste dokumentar i hele verden, der kan måle sig med Ternet Ninja?

Hvis der var noget land i verden, hvor dokumentarfilmen burde kunne komme ud af sin lille uglesete ghetto, så var det Danmark.

Og det er igen heller ikke for at hænge Ekko ud, for som eksemplet med The Act of Killing viser, så er det en tanke, der tilsyneladende går igen i hele branchen, både blandt filmskabere og -kritikere, hvis man ser på Bodil og Robert-nomineringer. Det er hamrende ærgerligt, for Danmark laver et væld af dokumentarfilm der rent æstetisk er på et umanerligt højt niveau, og indeholder et væld af detaljer og idéer, der kunne befrugte og bidrage med umanerligt meget til hele den danske filmverden.

Slutscenen der var smuk

Så jeg drømmer om en verden, hvor vi eksempelvis også medtager folk som Max Kestner, Eva Mulvad og Lea Glob, når vi snakker tidens store danske instruktører helt generalt.

Mulvads A Modern Man har for eksempel den mest vidunderlige slutscene, hvor hovedpersonen, den kendte violinist Charlie Siem, forsøger sig med kropsterapi for at komme ud af den mærkværdige tristesse, han føler sig plaget af. Kombinationen af den nærmest umenneskeligt smukke muskuløse overkrop, der ligger på briksen, mens terapeuten forsøger at massere hans mentale problemer ud af ham, er et fantastisk billede netop på det moderne heroiske menneske, i al dets kompleksitet. Og det er netop en typisk dokumentarisk scene, med et visuelt mod, som man helt ærligt ikke ser i så vanvittig mange danske fiktionsfilm.

Vi har en af verdens største dokumentarfilmsfestivaler, der ihærdigt kæmper for kunsten. Vi har et væld af fantastiske instruktører, vi har en stærk dokumentarfilmsuddannelse, vi har et internationalt miljø.

Hvis der var noget land i verden, hvor dokumentarfilmen burde kunne komme ud af sin lille uglesete ghetto, så er det Danmark. Det er den store drøm.

Den lille drøm er, at DR, vores alle sammens public service kanal, holder op med at være en del af problemet og bliver en del af løsningen.


Fotocredit: Camera Film

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Kultur