PORTRÆT – Det var en trist nyhed, der ramte os alle her til morgen. Ung som gammel. Rød som blå. Rig som fattig. Alle har i deres hjerte en plads til Kim Larsen. Thomas Milsted tegner et portræt af en af de største.
Kim Larsen var danefæ, og hans sange vil genlyde langt ind i det næste århundrede.
Han var et barn af halvtredserne og voksede op til den musik, han selv blev en del af og ikke mindst formåede at føre videre på fornem vis. Ikke på de store internationale scener, men herhjemme i vores egen lille andedam.
Her var han verdensstjerne og elsket af enhver. Først som forsanger i Gasolin og faktisk tæt på samtidig, også som folkesanger. Hans solo- og debutalbum fra 1973 Værsgod, som ikke bare røg direkte ind på hitlisterne, men også i danskerens hjerte, er legendarisk. Hvem kan ikke stadig synge med på Nanna med den røde mund og Maria?
Kim Larsen var sig selv, og det stod han fast på. Ingen blikdimser til hans jakkerevers, ingen bonede gulve til hans udtrådte støvler. Så hellere en halv porter og en halv øl på den lokale i Odense
Sammen med det album lå også Gasolin’ 3. Så han formåede at placere sig på en første- og en tredjeplads som solist og som medlem af et band det samme år. Imellem dem lå John Mogensen. Så ikke nogen dårlig dag den dag, hvor Kim Larsen må siges at have slået sit navn fast. Både som sanger og sangskriver.
Gasolin’ var en hård tid, men evindelige skænderier og samarbejdet med Wili Jønssonog Franz Beckerlee var udfordrende for Kim Larsen og ikke mindst hans store ego, som han selv har udtrykt det ved flere lejligheder. Men da de endelig fandt melodien, og skænderierne blev erstattet af venlige drillerier, gik de fra hinanden. Og sådan skulle det være, hævede Kim Larsen, for uden dialektik er der ingen grund til at blive sammen.
Hans solokarriere kender de fleste, og den var ikke slut, da han sagde farvel og tak søndag morgen.
Vi har alle vores favoritter med Kim Larsen, og det ville være min subjektive vurdering at skulle udpege de bedste. Og hvad skulle da også være meningen med det? Min liste er lang, for jeg har fulgt Kim Larsen og Gasolin’, siden jeg var dreng. Jeg er vokset op med ”Langebro”, ”Kvinde min”, ”Perron Gare du Nord”, ”De smukke unge mennesker” und so weiter meine Dame und Herren.
Det kan godt være, at gavflaben er blevet helt stille, men mon ikke vi de næste måneder vil høre massive ekkoer, på jukeboksene og på musikanlæggene i de små hjem?
Kim Larsen var sig selv, og det stod han fast på. Ingen blikdimser til hans jakkerevers, ingen bonede gulve til hans udtrådte støvler. Så hellere en halv porter og en halv øl på den lokale i Odense. Ingen spelt og klid til ham, så hellere en stang smøger og en sludder om livet.
Kim Larsen forlod aldrig folket, men forblev folkelig til det sidste. Han var ikke politiker og holdt sine meninger for sig selv, med mindre det handlede om rygeforbud og dumhed. Der var mange, der ville det anderledes med Kim Larsen, og der var mange, der mente, at hans tekster var lige lovlig folkelige. Men det sked han på, han skrev, hvad der faldt ham ind, og langt de fleste kunne lide, hvad der faldt ham ind.
Det kan godt være, at gavflaben er blevet helt stille, men mon ikke vi de næste måneder vil høre massive ekkoer, på jukeboksene og på musikanlæggene i de små hjem?
Kim Larsen blev 72 år, og bisættelsen vil finde sted i absolut stilhed og helt privat. Og er det ikke kun rimeligt? Har man levet på landevejene i så mange år og givet af sig selv i en grad, så det trodser enhver beskrivelse, har man brug for fred. Så må vi mindes hans ære ved at sige farvel ved middagsbordene, på værtshusene, og hvor vi nu ellers samles.
Topillustration: Flickr
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
og