MUSIK // ANMELDELSE — Uffe Lorenzens anden soloplade, Triprapport, glimter som en stjerne langt væk fra jorden: Lyset viser sig først med tiden, og det er værd at vente på. Pladen åbnes stemningsfuldt og psykedelisk på det lille mesterværk Psykonauten, og slår et tematisk brød op, der på lorenzensk vis kredser om fjerne galakser.
Uffe Lorenzen, der har været kaptajn for to af de mest toneangivende rockorkestre i den danske undergrund de seneste årtier, Spids Nøgenhat og Baby Woodrose, har som så mange andre sangere hertillands langsomt skyllet den engelsksprogede rock ud i rendestenen og bevæget sig over på modersmålet.
Det kom der den noget afdæmpede og intense Galmandsværk ud af i 2017, og nu ligger næste album, Triprapport, klar hos de flinke folk i Fona – eller på diverse streamningtjenester.
Selv ville Lorenzen nok foretrække om ikke hedengangne Fona så i hvert fald, at pladen bliver solgt i én af byens mange andre pladebutikker – således synger han, at hans aske skal blandes med vinyl på den livstrætte skæring Aldrig mere ned.
Pladen åbnes stemningsfuldt og psykedelisk på det lille mesterværk Psykonauten, og slår et tematisk brød op, der på lorenzensk vis kredser om fjerne galakser.
Ikke kun sproget, men også musikken har med tiden ændret Lorenzens sange til et andet udtryk båret mere af westernguitar – det betyder dog ikke, at elguitaren er sat på loftet.
Pladen åbnes stemningsfuldt og psykedelisk på det lille mesterværk Psykonauten, og slår et tematisk brød op, der på lorenzensk vis kredser om fjerne galakser. Handlingen foregår på to plan. Bogstaveligt med en tur ud i rummet:
Jeg tager min rumdragt på // og spænder hjelmen fast // jeg går ombord på mit stjerneskib.
Og allegorisk – det er strofer af en stofrus, der tager jeget et nyt sted hen, for siden at vende hjem. Nedtællingen til trippet begynder, og eksplosioner af psykedeliske guitarraketter sendes op mod fjerne galakser:
jeg begynder at længes hjem // men jeg ved hvad det er jeg skal // når jeg været på en længere tur // ud til Andromeda.
https://soundcloud.com/badafrorecords/uffe-lorenzen-psykonauten
Der er noget vidunderligt modsætningsfyldt i, at Lorenzen endnu stædigt holder fast i den analoge indspilningsmetode – her er ingen brug af Pro Tools og andet computerstads – samtidig med at flere af pladens sange kredser om det maskinelle raketunivers, der fyres op under i teksterne.
Den analoge lyd er gennemtrængende på den iørefaldende single Alting er eet, hvor særligt trommelyden lyder som taktfast hestetrampen og fungerer som springbræt til de ”mere end hundrede tusinde // kilomenter i timen // rundt om solen der kredser // centeret af vores galakse // hvor alting er eet”, som Lorenzen synger i det høje register.
Den analoge lyd er gennemtrængende på den iørefaldende single Alting er eet, hvor særligt trommelyden lyder som taktfast hestetrampen
Den analoge produktion betyder dog ingenlunde, at der ikke er gjort noget ved pladens guitarlyd. Særligt lyden på westernguitaren, der er Lorenzens primære instrument på solopladerne (i modsætning til fx det mere el-bårne Baby Woodrose), er gjort storladen og distanceret i lyden, hvilket også er tilfældet for vokalen.
Det kræver mere tålmodighed, før sangene fæstner sig, fordi man er vant til et mere nærværende lydbillede, hvor Lorenzens røst akkompagneres af en westernguitar i et mere nært lydunivers, som på den første soloplade.
Det er snarere lyden af Lorenzens fortællinger, der fanger, end selve indholdet af hans fortællinger. Hvor Spids Nøgenhat appellerer bredere i deres tekstunivers, som Lorenzen også er pennefører på, skal man være insider i det københavnske musikmiljø, hvis man ved, hvad Lorenzen mener, når han på sangen Triprapport synger, at han lytter til Sandoz Radio: den henviser til Lost in Sandoz, et dejligt nørdet podcast om musik, der sendes på heartbeats.dk. Vicky Singhs hook af et sitarspil på Triprapport tager dog over, og så betyder det mindre, at tekstuniverset bliver sekundært.
Lorenzens lyriske formåen på modersmålet er således stadig ved at finde sin form. Det lykkes dog fint på Lille Fugl, hvor Lorenzen laver en omvendt Steen Steensen Blicher. Her er fuglen ikke fanget i buret. Hos Lorenzen står lågen til buret åbent, det handler blot om at træffe valget, og turde at kunne kæmpe mod sig selv.
https://soundcloud.com/badafrorecords/uffe-lorenzen-lille-fugl
Uffe Lorenzen er god til at skabe stemninger med sin vokal på en solid soloplade, men det gør ikke noget, hvis de andre svampe fra Spids Nøgenhat trækkes op af jorden og ind i studiet igen – for Lorenzens univers kræver en bandlyd, mere end hvad et hold fremragende studiemusikere kan levere.
Sommetider kan man savne en større bandfornemmelse med en levende bassist og en trommeslager, der ikke bare er sat i kredsløb som en satellit, men faktisk bidrager til musikkens dynamik. Det høres tydeligst på skæringen Aldrig mere ned, der mangler nuancer.
Pladen afsluttes dog flot med balladen Hallo Hallo Frøken, der er en coverversion af Lorenzens helte i det psykedeliske og folkede 70’er-ensemble Hyldemor.
Uffe Lorenzen – Triprapport. Udkommer i dag på Bad Afro Records.
Foto: Bad Afro Records.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
