Jeg har set fremtiden, og jeg føler mig gammel – #3

i Liv & Mennesker/Sport af

ESSAYSERIE – “Aj, undskyld, det stak lige af for mig. Den bitre gamle mand i mig tog over. Ligesom min kollega Christian, der spurgte forleden: ”Hvad sker der lige for unge ekspedienter i bagerier, som blot klemmer om toppen af posen for at lukke den – hvilket ser grimt ud – i stedet for som tidligere at folde den pænt?” Jeg har ikke lyst til at være sådan. Måske er det, fordi jeg er kørt herned i nattog.” Anders Haahr Rasmussen rejste til Milano i november 2019 for at se NextGen Open og NextGen Finals. Det er tennis for den kommende generation, hvilket vil sige tennis uden linjedommere, med elektronisk dansemusik i højttalerne, sæt til fire partier og partier uden fordel.  Hvad er det dog for noget? Følg med i et longread i seks kapitler hen over vinterferien.

Holger Rune har tabt første sæt 4-2 og server andet i gang. Der er elektronisk dansemusik i højttalerne, og jeg bryder mig ikke om det. Hvis så i det mindste de fyrede op for musikken, så den kunne spille sammen med spillet, påvirke det.

Jeg har prøvet at træne med ghettoblasteren på fuld drøn, det kan virkelig noget, sådan som basrytmerne går i fødderne på en og energien breder sig ud i slagene, det kan gøre tennis til endnu mere af en dans, end det er i forvejen.

Folk som de er flest har ikke fem timer til at se tennis. De unge har slet ikke. Indrømmet, jeg så sgu heller ikke hele kampen fra start til slut. De færreste ser en femsætskamp fra start til slut

Jeg kan huske at have læst om tennisspiller og jazzmusiker Torben Ulrichs træningsseancer med amerikanske Jeff Borowiak i 1970’erne, hvor de eksperimenterede med forskellige slags musik og belysninger (og et imponerende arsenal af både bløde og hårde stoffer, hash, øl, LSD, meskalin, kokain og psilocybinsvampe) for at undersøge, hvordan det påvirkede deres sanser, for at ”udforske spillet og bevægelserne”, som Ulrich formulerede det.

Det er der ikke noget af her. Musikken er monoton og ligger som et lydtapet, der ikke rigtig vil noget andet end at udfylde stilheden – som muzak i et indkøbscenter. Det forfladiger oplevelsen.

Torben Ulrich – YouTube.

Holger Rune har vundet andet sæt 4-0 og server, 40-40 i første parti af tredje sæt, breakbold til Varona, Rune angriber hans baghånd, går frem til nettet, vinder pointet og partiet, knytter næven, det var vigtigt. Men det er svært at mærke betydningen af sådan et øjeblik, når musikken spiller ufortrødent hen over det.

Måske svarer det til at se et godt drama i biografen, med hele følelsesregisteret i spil, forelskelse, bedrag og mord, men gennem hele filmen, både når han hænger ud over klippeskrænten, og når de endelig kysser hinanden, kører soundtracket i samme spor, samme tempo.

”Bring it back, sing it back”, synger Moloko, ”As she stands there, singing for money, ladadii ladi daa”, fortsætter Crystal Waters uden at fatte, at Holger Rune server for tredje sæt, foran 3-2, men Varona bryder sgu tilbage og tvinger det ud i en tiebreak.

Tennis er jo så totalt dramatisk. Det skyldes ikke mindst pointsystemet, som både er middelalderligt og genialt. Bogstavelig talt middelalderligt. Fra dengang tennis hed jeu de paume og primært blev spillet af munke i de franske klostre.

Da den moderne version brød frem i England i 1870’erne og den ledende sportsinstans, Marylebone Cricket Club, nedsatte en række komiteer, der skulle lave regler for afviklingen af tenniskampe, så det ud til, at den gamle tællemåde med 15-30-40, lige, fordel og breakbold, ville bliver erstattet af et mere enkelt, lineært fremskridende pointsystem, hvor hver duel giver et point, og så er det ellers først til 11 eller 21, færdig, bum.

Men nej, underkomiteen trodsede anbefalingerne og holdt fast i traditionerne, sådan at en tenniskamp i dag stadig består af begivenhedsløse stræk, hvor pointene synes at være knap så vigtige, indtil spillet falder ned i en lomme af betydning.

”A game of moments, hidden inside a game of runs,” som den amerikanske essayist Brian Phillips beskrev det efter sommerens Wimbledon-finale, hvor Novak Djokovic på noget nær ubegribelig vis besejrede Roger Federer.

Den der først vinder fire dueller, vinder partiet. Ingen dybe lommer af betydning, ingen huller i isen. Kampen glider fremad i et stabilt tempo, velegnet til programplanlægning og prime time-reklameblokke. Alle når deres middagsaftaler

Ubegribelig fordi Federer spillede bedre end Djokovic, slog de flotteste, mest spektakulære slag, han vandt flere partier end Djokovic, han vandt flere point end Djokovic, han servede flere esser, lavede færre dobbeltfejl, brød Djokovic over dobbelt så mange gange, som Djokovic brød ham, ja, faktisk havde Federer ikke så meget som en eneste breakbold imod sig i de første tre sæt, og alligevel tabte han to af dem og til sidst kampen 7-6 (5), 1-6, 7-6 (4), 4-6, 13-12 (3).

Problemet, vil nogen mene, var, at kampen varede fem timer.

Folk som de er flest, har ikke fem timer til at se tennis. De unge har slet ikke. Indrømmet, jeg så sgu heller ikke hele kampen fra start til slut. De færreste ser en femsætskamp fra start til slut.

Tag nu bare Andy Murray, skotten, der har spillet den ene mere udmarvende femsætskamp efter den anden og elsker det. Under forrige sommers Wimbledon var han skadet og derfor inviteret op i BBC’s kommentatorboks for at kommentere Rafael Nadals kamp mod Juan Martin del Potro.

Den tog 4 timer og 48 minutter, og det var, med Murrays ord, en fantastisk kamp, a brilliant match, men det var også, fortalte han, meget, meget lang tid at sidde og se på tennis. Murray havde aldrig prøvet det før. At sidde stille som tilskuer i fem timer. Det var ikke fedt. Han måtte aflyse et møde og gik glip af en middagsaftale.

”Det er ikke godt for tennis,” sagde han.

Og det er derfor, Holger Rune og Nicolás Álvarez Varona spiller tiebreak ved 3-3 og ikke ved 6-6, som det vanligvis er.

Sættene er halveret og partierne tager sjældent mere end fire minutter, eftersom der ikke skal vindes med to overskydende point. Den der først vinder fire dueller, vinder partiet. Ingen dybe lommer af betydning, ingen huller i isen. Kampen glider fremad i et stabilt tempo, velegnet til programplanlægning og prime time-reklameblokke. Alle når deres middagsaftaler.

Jeg forstår godt behovet. Men så ser jeg listen over de mest mindeværdige kampe i det her årti, offentliggjort på tennis.com, og de fem øverste er alle sammen femsætskampe, der i snit varede over fire en halv time, den længste af dem næsten seks.

Der har været nogle vilde slag og øjeblikke af enorm kreativitet og styrke, som er blevet delt på de sociale medier, men der har ikke været en reelt mindeværdig tenniskamp. Og hvordan skulle der også blive det, når det episke potentiale er pillet ud af pointsystemet? Dramaet er sat på formel

Next Gen-finalerne har eksisteret i tre år, og de får en hel del opmærksomhed, men jeg har ikke hørt nogen snakke om kampene. Det er ikke mit indtryk, at nogen af dem for alvor har skilt sig ud. De har for så vidt været spændende nok, niveauet har været højt, der har været nogle vilde slag og øjeblikke af enorm kreativitet og styrke, som er blevet delt på de sociale medier, men der har ikke været en reelt mindeværdig tenniskamp.

Og hvordan skulle der også blive det, når det episke potentiale er pillet ud af pointsystemet? Dramaet er sat på formel.

Som en krimi af Danielle Steel eller James Patterson, der udtænker plot og så ellers sætter sin lille hær af folk til at skrive bøgerne, alle ud fra samme principper, korte kapitler, masser af handling og et simpelt sprog, der er til at forstå, trygt og genkendeligt, man ved hvad man får og så alligevel ikke helt, for hvem har mon begået mordet den her gang, hvem vinder kampen, det er lidt spændende, men aldrig rigtig medrivende, for det ville kræve noget af den langsomme karakteropbygning og stemningsbeskrivelse, som gør det muligt at synke ned i oplevelsen, lade den sive ind, men som også altid løber den risiko at kede folk.

Aj, undskyld, det stak lige af for mig. Den bitre gamle mand i mig tog over. Ligesom min kollega Christian, der spurgte forleden:

”Hvad sker der lige for unge ekspedienter i bagerier, som blot klemmer om toppen af posen for at lukke den – hvilket ser grimt ud – i stedet for som tidligere at folde den pænt?”

Jeg har ikke lyst til at være sådan. Måske er det, fordi jeg er kørt herned i nattog.

Man bliver sgu så nostalgisk, når en lille, buttet konduktør i uformelig brun uniform kommer og banker på kl. 6.30 med rundstykker, smør og en kop te. Som jeg så drak, mens jeg kiggede ud ad ruden på tidløse landskaber i efterårsfarver, hen over Rhinen, gennem de schweiziske alper, hvor solen hænger lavt over bjergene, grønklædte med hvid dis og græssende får og milka-køer, små vandfald; og vi satte os ned i spisevognen, hvor folk sad og talte italiensk og spiste linguine og drak kold hvidvin kl. 11 om formiddagen.

Det føltes både gammeleuropæisk og analogt, sådan med billetter trykt på papir med vandmærke, klipset sammen med hæfteklamme og sendt til mig i en brun kuvert, som jeg fandt frem, da konduktøren kom med sit særlige konduktørstempel, inden han gik ud på perronen og fløjtede i sin fløjte og lukkede døren ved at dreje en kvart omgang på en slags møtrik med hjælp fra et værktøj, der ligner noget fra et topnøglesæt.

Sådan har folk rejst i over hundrede år, og sådan rejste min familie til Venedig i 1987 for at fejre min mormors 75-års fødselsdag, og jeg husker min morfar tilbringe det meste af turen stående ved vinduet med hat og stok og vist nok hovedet fuld af minder, fra dengang han tog turen på cykel med håb om at opbygge et osteimperium, som aldrig rigtig blev, hvad han drømte om.


SERIE: Jeg har set fremtiden, og jeg føler mig gammel

Anders Haahr Rasmussen rejste til Milano i november 2019 for at se NextGen Open og NextGen Finals. Det er tennis for den kommende generation, hvilket vil sige tennis uden linjedommere, med elektronisk dansemusik i højttalerne, sæt til fire partier og partier uden fordel.  Hvad er det dog for noget? Følg med i et longread i seks kapitler hen over vinterferien.

Jeg har set fremtiden, og jeg føler mig gammel – #1

Jeg har set fremtiden, og jeg føler mig gammel – #2


Topillustration: Wimbledon – 2019. Privat.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Anders Haahr Rasmussen er født i 1979. Han er journalist hos Zetland, forfatter og tenniskommentator på Eurosport.
Han har skrevet bøgerne 'Én bold ad gangen', 'En fortælling om at være træt', kogebogsromanen 'Det var ikke planen at købe kålroer' og senest 'En fandens mand,' der blev opført som one man-show på Teater Grob og Mungo Park i efteråret. For nylig debuterede han i tidsskriftet Hvedekorn med fire tennisdigte.
Vært på programmet 'Manderegler' på DR P1 med Emma Holten.
Fast klummeskribent i Politiken.
Pressefoto fra Gyldendal.

Seneste artikler om Liv & Mennesker