Påskeprædiken: Havde Jesus en kæreste?

Pernille Østrem 17.04.2017

Himlen er ikke et sted – ikke en lyksalig tilstand. Himlen er mødet med Ham. Dette er evangeliet: Det gode budskab. Om at øjet ser gennem tårer, om at hjertet hører, når vores navn bliver nævnt, om at munden former et svar i tro på, at “Krist stod op af døde, i himlen vi Ham møde“. Himlen er ikke et sted – ikke en lyksalig tilstand. Himlen er mødet med Ham. POV International bringer i anledning af 2. påskedag en smuk prædiken af Pernille Østrem, som er sognepræst ved Stefanskirken på Nørrebro.

”Havde Jesus en kæreste?”

Næsten hvert år stiller konfirmanderne mig det samme spørgsmål: ”Havde Jesus en kæreste?” At de har set Da Vinci Mysteriet (set, ikke læst), er kun anledningen: Grunden til deres spørgsmål er jo, at man ikke behøver at have særlig meget fantasi, for at sagen synes prekær.

To bibelske hovedpersoner: Datidens superstars, Jesus og Maria Magdalene, har et ikke helt gennemskueligt forhold til hinanden. Er de bare venner? Er hun discipel og han mester? Sandheden er selvfølgelig, at det kan vi aldrig vide – og sandheden er også, at det faktisk ikke spiller nogen rolle. Og tilføjer jeg til konfirmanderne: Hvis Jesus nu havde en kæreste, så kan vi vel nok unde ham det.

Det afgørende er selvfølgelig ikke kærester eller ej. Det afgørende er ”menneske”. Jesus var et menneske.

Gud lod sig føde som mennesket Jesus Kristus. Det er ikke en Gud, der på skrømt lever, lider og dør. Det er Gud, der er blevet menneske, der lider, et menneske, der mister livet. Og det er et menneske, der genopstår påskemorgen. For hvis Jesus ikke var et menneske, ville det hele være et stort guddommeligt skuespil.

Og så er der intet at tro. Ingen virkelighed at være tro imod. Det kunne have været et guddommeligt skuespil, men hans menneskelighed afgør, at opstandelsen er virkelighed. Vi var i går vidner til opstandelsens virkelighed, når Jesus kalder Maria Magdalene ved navn.

Gud lod sig føde som mennesket Jesus Kristus. Det er ikke en Gud, der på skrømt lever, lider og dør. Det er Gud, der er blevet menneske, der lider, et menneske, der mister livet. Og det er et menneske, der genopstår påskemorgen. For hvis Jesus ikke var et menneske, ville det hele være et stort guddommeligt skuespil.

I musikken, billedkunsten og fortolkningen af Jesu liv som sådan er kristne igen og igen vendt tilbage til menneskelighedens motiv. Ikke kun det lidende menneske. Men ethvert tema, der kan belyse Jesu menneskelighed er blevet endevendt. I renæssancen fandt man en skole af malere, der malede Jesus som en livskraftig Adonis på korset, hver en muskel spændt, og under klædet, der svøber hans lænder, aner man – uden at anstrenge sig – en erektion.

Jesus var et helt menneske

Naturligvis blev og bliver nogen meget forargede over en sådan måde at portrættere Guds søn på. Men denne renæssancestil var ikke en tidlig Jens Jørgen Thorsen eller en blasfemisk forhånelse af Gud, det var simpelthen et ærligt forsøg på kunstnerisk at komme tættere på, at Jesus virkelig – i sandhed var menneske – et helt menneske. Hvis man lægger forargelsen bort, giver det god mening.

Jesus led en frygtelig pinefuld død. Smerten han følte var den samme, som vi ville føle, om det overgik os. Når vi føler smerte, kender han til fulde. Men ligesom hans smerte kan forene sig med vores smerte, kan hans smerte også komme til at virke fremmed, helt ude af proportioner, fordi den er så voldsom – altså næsten fremmedgørende.

Og så er værd at huske, at det menneske, der lider, det er barnet, der blev svøbt af sin mor efter fødslen, det er drengen, der nævenyttigt belærte de voksne i templet, det er manden, vennen, ham med den skarpe tunge, de gode historier, den bidende ironi, den hudløst ærlige, kærlige Jesus.

Måske så han ud, som de malede ham i renæssancen. Måske var han kæreste med Maria Magdalene.

Bibelen fortæller os ikke om det. Men det er med udgangspunkt i Bibelen, at jagten på Maria Magdalenes sande jeg har gået over stok og sten i århundreder – selvom også talrige andre skrifter, ikke mindst gnostiske, heriblandt bl.a. Maria Magdalene-evangeliet, har bidraget til forestillingerne om hende.

Maria Magdalene er også et rigtig levende menneske, det er evangelierne bestemt ikke i tvivl om. Det siges, at ikke mindre end syv onde ånder var uddrevet af hende, så hun har ikke haft det let med sig selv.

Og da man siden opfattede de syv uånder som billede på de syv dødssynder, gik det af sig selv med at identificere hende med den synderinde, som i farisæerens hus vædede Jesu fødder med sine tårer, og tørrede dem med sit lange hår. Dermed bekendte hun sig som syndsbevidst og rede til at gøre bod, og derfor blev hun en af den katolske kirkes store og meget dyrkede helgeninder.

Maria Magdalene er også et rigtig levende menneske, det er evangelierne bestemt ikke i tvivl om. Det siges, at ikke mindre end syv onde ånder var uddrevet af hende, så hun har ikke haft det let med sig selv.

I den protestantiske tradition fokuserede man sig særligt for den mest interessante af de syv dødssynder, altså for at hun havde været prostitueret, og i hendes navn oprettede et kristeligt-socialt borgerskab Magdalene-hjem for dem, man med ægte borgerlig nedladenhed kaldte ”faldne kvinder”.

Magdelene forstår ikke: at det er fuldbragt

I psykiatriens barndom blev der også taget fat på Maria Magdalene. Hendes syv onde ånder gjorde hende til et interessant og oplagt tilfælde, og man forklarede hendes opstandelsestro med hallucinationer og hendes åbenlyse forelskelse i Jesus.

Evangelierne fortæller ganske rigtig brudstykker af denne historie, som man gennem århundreder har digtet videre på både i kristen og verdslig tradition.

Johannesevangeliet fortæller også om hende som en kvinde, der er forvirret og forstyrret – og med rette er hun det. Hun har set Jesus blive korsfæstet, hørt hans sidste ord: ”Det er fuldbragt.”

Hvad er det, der er fuldbragt? Forstår Maria Magdalene det, da hun hører ordene langfredag? ”Det er fuldbragt”. Nej næppe. Det eneste, der er fuldbragt for hende er tabet – det er endegyldigt. Aldrig mere skal hun….

Tidligt om morgenen kommer hun til graven. Det er mørkt. Hun er alene, og hun opdager i sin fortvivlelse, at graven er tom. Ikke nok med at hans liv er revet bort, nu er hans legeme også forsvundet. Hvis hun havde forestillet sig at salve ham med velduftende olier for en allersidste gang, så er det for sent nu.

Opstandelsen er et fundament, ingen har set

Dagens tekst om Maria Magdalene, der kommer til graven i haven, har i Bibelen overskriften: ”Jesu opstandelse”. Opstandelsen er et fundament i kristendommen. Opstandelsestroen. Men den bygger på noget ingen har set. Den tomme grav er set. Den opstandne er set.

Men opstandelsen er ikke set. Paulus har ganske vist syner af den opstandne, som han bringer som bevis for opstandelsen. Og han siger i 1. Korintherbrev, som jeg læste fra før, at hvis ikke Kristus var opstået, så var der slet ikke noget at komme efter: Det er logik: Hvis ikke Kristus er opstået, så er troen hul. Men logikken holder ikke – for troen kunne jo for så vidt være hul. Det er en påstand, når Paulus siger ”Nu er Kristus opstanden”. En påstand, som ikke fører til tro.

Alligevel er opstandelsen et fundament i den kristne tro. Jeg får associationer til H.C. Branner:

Jeg tænker på en historie, H.C. Branner fortæller i novellen ”En ny morgen”: En mand vågner op på et hotelværelse den første morgen ved siden af sin elskede. Alting er nyt. Han kommer i tanke om, at det er påske. Opstandelsen, tænker han, og ved det ord bliver alting klart. Han ved Gud er til, og han forstår at miraklet er sandt. For lang tid siden kom en kvinde til graven i haven og fandt den tom. Han havde læst om det i Bibelen, hørt om det, men aldrig troet det og aldrig før nu set dette stærke klare morgenlys, som han nu ser. Sådan bliver opstandelsen virkelighed i et menneskeliv.

Men da Maria Magdalene kommer ud til graven, er det endnu mørkt, og hun ser ingenting. Hun er helt alene, graven er tom, der er virkelig ingenting at se.

Og da hun lidt senere står og græder og så møder Jesus, ser hun ham heller ikke. Det vil sige: Hun genkender ham ikke, og hun ser ikke, hvad der er sket: At han er opstanden. Måske er det som Grundtvig digter det, og som vi skal synge det om lidt: At hun blev blændet af tårer og af den opgående sol. Hun ser ikke, og hun forstår ikke.

I psykiatriens barndom blev der også taget fat på Maria Magdalene. Hendes syv onde ånder gjorde hende til et interessant og oplagt tilfælde, og man forklarede hendes opstandelsestro med hallucinationer og hendes åbenlyse forelskelse i Jesus

Maria Magdalene får altså ikke noget ud af denne tomme grav og heller ikke af det englesyn, hun ser inde i graven. Og havde nogen forsøgt sig med logik og påståelighed havde det ganske sikkert heller ikke hjulpet.

Maria vidner om opstandelsen

Og selv da hun ser Jesus, så fører det bare til mere forvirring og forveksling. Der skal mere til, når først fortvivlelsen har taget håbet fra kærligheden. Kærligheden som ellers håber allerlængst, selv ud over døden. Men selvom Maria Magdalene stod under korset og hørte Jesus sige: ”Det er fuldbragt”, selvom hun kendte profetierne og alle de gode grunde til, at Jesus skulle opstå fra de døde, så forstod hun ikke, hvad der var sket. Der skal mere til.

Og så skulle der alligevel ikke mere til end at blive kaldt ved navn. Så kendte hun ham, og det var endda ikke det vigtige: Han kendte hende.

Maria er ikke opstandelses-vidne – men hun vidner om opstandelsens virkelighed. Det afsnit i Bibelen, der hedder ”Jesu opstandelse” kunne nok i stedet have heddet ”Marias møde med opstandelsens virkelighed”. Både i religiøs og i mere verdslig sammenhæng taler man meget om at se, høre, erfare, føle og opleve virkeligheden. Men opstandelsen beror på intet af det.

Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over mine tanker. Du har rede på om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuld ud, Herre.

Dette er digteren, salmisten, der bekender sin tillid til, at han er kendt af Gud. Nøjagtig som Maria Magdalene, da hun svarer Jesus: ”Rabbuni.”

Troen på opstandelsen beror ikke på at se og forstå, føle eller opleve, men på at være kendt. Det beror ikke på ønskedrømme og forventninger, der er lige så skrøbelige som opstandelsestroens fundament i tomme grave, livlige syner og bristende logik.

Himlen er ikke et sted – ikke en lyksalig tilstand. Himlen er mødet med Ham.

I vores liv er det altid en velsignelse, når vi erfarer, hvad det vil sige at være kendt og alligevel elsket, gennemskuet og dog godtaget. Hele vores liv, kort eller langt, vellykket eller mislykket, fuld af taknemmelighed eller bittert og fuld af skuffelse, hele vores liv er rammet ind af mødet med den opstandne, der kalder os ved navn.

Dette er evangeliet: Det gode budskab. Om at øjet ser gennem tårer, om at hjertet hører, når vores navn bliver nævnt, om at munden former et svar i tro på, at:

Krist stod op af døde, i himlen vi Ham møde

Himlen er ikke et sted – ikke en lyksalig tilstand. Himlen er mødet med Ham.

Amen.

Topillustration: Hugues Merle (1823-1881), Maria Magdalene in the Cave, 1868, oil on canvas, Public Domain.

Pernille Østrem

Pernille Østrem er sognepræst ved Stefanskirken på Nørrebro. Og på Nørrebro trådte hun også om ikke sine første barnesko, så i hvert fald de første Dr. Martens. Det er også her, hun har fået sin kirkelige opdragelse, kampgejst og kærlighed til mangfoldigheden. Hun kan lide, når det skæve og originale får plads, når det smukke og sårbare får rum, og når mennesker tør møde hinanden uden at have bestemt på forhånd, hvad der skal komme ud af det. Det er vigtige værdier, som hun synes, vi skal værne om, både i Stefanskirken -- og alle andre steder, hvor vi finder dem. Et kuriosum er det, at hun kom til verden det år, pastor emeritus Ivan Larsen kom til Stefanskirken. Det stod ikke skrevet i stjernerne, at hun skulle være præst, men at hun skulle være historiefortæller, har hun altid vidst. Og det er ifølge Pernille præstens fornemmeste opgave: At lytte til og fortælle livshistorier, om alt det som rører ved os, mellem liv og død, kærlighed og vrede, sorg og fryd. Helt fra himmel til helvede, netop sådan som både menneskelivet og de bibelske beretninger folder sig ud.