GLOBALT UDSYN // KRONIK – ”Idealet om rejsen som jagten på det store eventyr har været knyttet til individualitet og vækst: den transformerende backpackingtur, det livsændrende møde, øjeblikket af ærefrygt foran et ukendt landskab,” skriver Erik Boel og Karina Schkinder. ”I en tid med global ustabilitet begynder den romantiske forestilling om rejsen at føles utilstrækkelig – endda en smule naiv.”
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
En af vores naboer på Bornholm, Knud, kigger ofte ind til en kop kaffe og en passiar. I sommer betroede han os, at nu havde han netop været på Bali. Ja, altså ikke landet. Men Knud havde set en video fra Bali med det azurblå hav, unge solbrune mennesker, drinks og surfbræt.
Knud fastslog, at han havde fået et kick og samtidig sparet billetten, vaccinationerne og de risici, der er forbundet med at rejse. Da vi havde grinet færdig, og Knud var gået videre, rejste den lille anekdote spørgsmålet: Giver rejsen i 2026 overhovedet mening?
For Knud har en pointe. Den digitale verden er blevet skræmmende god til at simulere virkeligheden.
Her tænker vi ikke på skirejsen med familien eller de to uger på Gran Canaria for at stresse af. Men på den oversøiske langtur til andre kontinenter, som danskere af alle aldre fandenivoldsk excellerer i som aldrig før. Den type rejser, som stilfærdigt fortæller en historie om overskud: af penge, tid og carbonbudget.
I den forstand er rejsen ikke en flugt fra verden, men en konfrontation med dens kompleksitet – og med vores plads i den
Giver rejsen overhovedet mening i en tid, hvor verden føles både overvældende forbundet og mærkeligt splittet? Aldrig før har vi via nettet haft så umiddelbar adgang til fjerne virkeligheder: krige og kriser livestreamet i realtid, undertrykkelse af rettigheder, klimakatastrofer kortlagt i levende detaljer, politiske omvæltninger dissekeret på tværs af utallige platforme og sociale konflikter debatteret uendeligt. Eller anderledes udtrykt: Når vi rejser ud, har vi så ikke allerede været der – på telefonen i vores lommer?
Informationerne bevæger sig med en hastighed, der opløser grænser, hvilket får selv de mest fjerne begivenheder til at føles ubehageligt tætte. Og alligevel, paradokset er, at på trods af denne konstante, overvældende strøm af nyheder og billeder lever mange af os i stadigt mere snævre bobler – ekkokamre omhyggeligt kurateret af algoritmer, formet af ligesindede og subtilt forstærket af vort eget behov for tryghed med det, der allerede føles velkendt.
Vi kan som Knud scrolle gennem billeder af fjerne steder, lidelse og skønhed, samtidig med at vi forbliver intellektuelt og følelsesmæssigt isolerede fra dem og bevæger os gennem en verden, der føles enorm, men ofte mærkeligt flad.
Vi har selv ofte oplevet denne flade fornemmelse. Når vi er ankommet til en fjern destination og får en oplevelse af, at vi allerede har været der på nettet. Men så ramler vi ind i virkeligheden. Varmen føles tungere og mere fugtig. Tempoet langsommere. De sociale koder radikalt anderledes. Virkeligheden nægter stædigt at opføre sig ligesom vores feed.
Et etisk og politisk ansvar
I årtier har rejsen som fænomen været pakket ind i et sprog om frihed, selvopdagelse og personlig berigelse. Vi fortæller ofte os selv, at vi rejser for at ”finde os selv”, for at nulstille, for at udvide vores horisont, for at føle os levende, for at opleve skønhed og for at samle minder, der vil blive hos os længe efter rejsens afslutning.
Idealet om rejsen som jagten på det store eventyr har været knyttet til individualitet og vækst: den transformerende backpackingtur, det livsændrende møde, øjeblikket af ærefrygt foran et ukendt landskab.
Men i en tid med global ustabilitet begynder denne romantiske forestilling om rejsen at føles utilstrækkelig – endda en smule naiv. Når krige raser på tværs af kontinenter, når millioner fordrives som flygtninge, når demokratiske værdier er udfordret, og når planeten selv er under pres, kan rejsen så stadig fremstilles som blot en personlig fornøjelse? Eller indebærer den, uanset om vi kan lide det eller ej, et dybere etisk og politisk ansvar?
Man kan sagtens argumentere for, at rejser i dag er en sofistikeret form for eskapisme. Vi går om bord på et fly, lægger vores daglige bekymringer bag os og fordyber os i maleriske landskaber, historiske byer eller solbeskinnede strande, der synes uberørte af de kriser, der dominerer overskrifterne.
I et par dage eller uger træder vi uden for verdens hastende karakter. De politiske debatter, klimaangsten, følelsen af kollektiv skrøbelighed. Vores egne problemer skrumper ind og erstattes af nye omgivelser, der kræver lidt mere af vores tilstedeværelse, vores forbrug og vores kamera og Instagram-klare profil til skarpt at indfange det hele.
Alle, der har prøvet at scrolle gennem nyhederne, kender følelsen: en uendelig, kantløs swimmingpool, hvor vandet flyder over kanten med en visuel illusion af, at vandoverfladen smelter sammen med horisonten, havet eller himlen. Når vi doomscroller på nettet efter opsigtsvækkende, skandaløse eller skræmmende nyheder, oplever vi denne splittende følelse: I forgrunden paradiset. I baggrunden polykrisen.
Alligevel, hvis rejsen stopper der, bliver den ikke meget mere end et luksuriøst tilflugtssted fra virkeligheden – en omhyggeligt indpakket pause snarere end et meningsfuldt engagement i verden. Den risikerer at blive til en slags æstetisk forbrug, hvor steder bliver baggrund for vores egne fortællinger snarere end komplekse virkeligheder i sig selv.
Men rejsen kan også have potentialet til at være et stærkt værktøj til at bryde de bobler, vi så ofte lever i. At rejse er fundamentalt set at møde forskellighed: forskellige sprog, skikke, historier, landskaber, religioner og måder at forstå selve livet på. Det er at blive mindet om, at vores eget perspektiv ikke er universelt, at vores vaner ikke er uundgåelige, og at vores værdier ikke er de eneste mulige.
Men når vi en dag pludselig ikke kan forstå menuen, afkode køkulturen, tolke stilheden i konversationen – så sker der noget vigtigt: Det, vi har taget for givet, holder alligevel ikke.
At rejse er et privilegium
Når vi står i en fremmed by og navigerer i ukendte gader, lyde, lugte og sociale rytmer, kan vi pludselig blive bevidste om, hvor dybt formet vi er af vores egen kultur. Vi bemærker, hvordan mennesker interagerer forskelligt, hvordan de prioriterer fællesskab eller individualitet, hvordan de forholder sig til tid, arbejde eller natur, og hvordan de organiserer deres samfund på måder, der udfordrer vores antagelser.
I disse øjeblikke handler rejser mindre om sightseeing og mere om refleksion. Vi begynder at se vores egen verden gennem en let ændret linse. I den forstand er rejsen ikke en flugt fra verden, men en konfrontation med dens kompleksitet – og med vores plads i den.
Dette er især relevant i en æra domineret af digitale ekkokamre. Online har vi en tendens til at bevæge os inden for rum, der bekræfter det, vi allerede tror på, interagerer med mennesker, der deler vores synspunkter, og forbruger indhold, der stemmer overens med vores præferencer. Verden bliver filtreret, forenklet og ofte polariseret. Rejsen – når den gøres med omtanke – forstyrrer dette mønster.
Den tvinger os ud af vores komfortzone, ikke kun fysisk, men også intellektuelt og følelsesmæssigt. Den udsætter os for modsætninger, for perspektiver, der ikke stemmer pænt overens med vores egne, og for virkeligheder, der modstår let kategorisering eller overfladisk forenkling.
Rejsen kan bygge bro over generationsboblerne. Yngre generationer kan opleve verden gennem bæredygtighedsfokuserede rejser, digitale nomadiske livsstile eller langsom rejse, der vægter fordybelse frem for forbrug. Ældre generationer kan derimod bære minder om en mere analog, mindre globaliseret verden – med papirkort, langsommere rejser og en tid, hvor afstand føltes mere håndgribelig. Når disse perspektiver mødes i samtaler, delte oplevelser eller familierejser, bliver rejser et rum for dialog på tværs af tid såvel som rum. Det afslører, hvordan vores forhold til verden, mobilitet og endda ansvar har udviklet sig.
Disse generationsforskelle kommer til udtryk omkring middagsbordet efter rejserne: De unge taler om carbonbudgetter og om at få arbejdstilladelse i fjerne lande, de ældre taler nattog og papirbilletter. De er på samme bevægelser på tværs af grænserne. Men på aldeles forskellige mentale landkort.
Rejsen er et privilegium i en verden præget af ulighed og krise. Den er primært tilgængelig for os med økonomiske midler, pas, der åbner døre, og politisk stabilitet derhjemme – fordele, som mange mennesker i verden ikke deler. Evnen og friheden til at krydse grænser frit er i sig selv en ressource.
Men det gør ikke nødvendigvis rejsen moralsk tom eller iboende problematisk. I stedet udfordrer det os til at rejse med større bevidsthed – om vores indflydelse, om vores position og om den verden, vi bevæger os igennem.
Nødvendig destabilisering
At rejse ansvarligt i dag er at erkende, at vi ikke er neutrale observatører, der slentrer gennem fremmede landskaber. Vi er deltagere i et globalt system, der omfatter turismeindustri, økonomisk ulighed, kulturel udveksling og miljømæssige konsekvenser, herunder CO2-udledning. Men det er også at erkende, at vores møder med andre steder og mennesker kan uddybe vores forståelse, udvikle empati og måske endda inspirere os til at engagere os mere eftertænksomt i verdens uretfærdighed og undertrykkelse, når vi vender hjem.
Ved at forlade vores boble, selv kortvarigt, vender vi måske ikke kun tilbage med fotografier, souvenirs eller anekdoter, men med et let forskudt perspektiv
Rejsen eksisterer i spændingen mellem flugten fra hverdagen derhjemme og læringen derude. Den giver os mulighed for at træde ud af vores dagligdag – men inviterer os også til at se den tydeligere. Det tilbyder afstand – men også forbindelse. Den kan et øjeblik blødgøre verdens vægt, samtidig med at det gør os mere bevidste om vores plads i den.
Vi er nok mange, der lever i vore egne verdener, små bobler, uvidende om de dramaer, der udspiller sig for andre mennesker andre steder. Livet i Danmark er struktureret og organiseret som aldrig før. Fokus på sikkerhed og tryghed har nået nye højder de senere år. Børn og unge bliver curlet. I dag består opdagelsesrejsen i at finde en parkeringsplads henne ved supermarkedet. Kan vi overhovedet mærke, at vi lever?
Og måske er det denne stilfærdige provokation, som rejsen stadig tilbyder: ikke en flugt, men mild nødvendig destabilisering.
Ved at forlade vores boble, selv kortvarigt, vender vi måske ikke kun tilbage med fotografier, souvenirs eller anekdoter, men med et let forskudt perspektiv – en subtil, men meningsfuld påmindelse om, at verden er større, mere skrøbelig og mere forbundet, end vi ofte tillader os selv at føle i vores daglige rutiner. Respekt for forskellighederne, javist. Men også en erkendelse af et grundlæggende menneskeligt fællesskab på tværs af alle grænser.
Debat er demokratiets brændstof. Klik for at møde bredden af stemmer og emner i POV.
Du kan også selv komme til orde ved at sende et debatindlæg til redaktionen@pov.international
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og