ESSAYSERIE – ’Jeg sidder i et nattog fra Hamborg til Basel og tænker på min morfar, der i mellemkrigstiden tog turen på cykel. Hele vejen fra Danmark til Schweiz for at lære at lave ost. Det lærte han, og han blev mejeribestyrer, og han blev gift og fik tre børn og rejste med hat’. Anders Haahr Rasmussen rejste til Milano i november 2019 for at se NextGen Open og NextGen Finals. Det er tennis for den kommende generation, hvilket vil sige tennis uden linjedommere, med elektronisk dansemusik i højttalerne, sæt til fire partier og partier uden fordel. Hvad er det dog for noget? Følg med i et long read i seks kapitler hen over vinterferien.
Jeg sidder i et nattog fra Hamborg til Basel og tænker på min morfar, der i mellemkrigstiden tog turen på cykel. Hele vejen fra Danmark til Schweiz, for at lære at lave ost. Det lærte han, og han blev mejeribestyrer, og han blev gift og fik tre børn og rejste med hat.
Selvfølgelig forstod han ikke sine sønner, der forblev ugifte og takkede nej til at overtage familievirksomheden. Eller sin datter, min mor, der fik klippet pandehår og blev skilt og så skilt igen.
Det var Aristofanes, digter og komiker, der skrev ordene, men det kunne også have været min morfar
Det er 2.500 år siden, den første klagesang over ”ungdommen nutildags” blev nedfældet. Dens manglende disciplin, dens hang til luksus: ”Den har dårlige manerer, foragter autoritet, har ingen respekt for ældre mennesker og snakker, når den skulle arbejde.”
Det var Aristofanes, digter og komiker, der skrev ordene, men det kunne også have været min morfar.
Eller min far, der i sin tid som skoleleder så eleverne bliver stadig mere uregerlige og lærerne snart så følsomme, at de knap var i stand til at udføre deres arbejde og da slet ikke håndtere konflikter uden at gå omkuld.
Eller det kunne være mig om et par dage, når jeg har set tennis fra Allianz Cloud-arenaen i den vestlige del af Milano, hvor der afvikles NextGen Open og NextGen Finals, altså tennis for den kommende generation, hvilket vil sige tennis uden linjedommere, med elektronisk dansemusik i højttalerne, sæt til fire partier og partier uden fordel.
Hvad er det dog for noget?
Det er, muligvis, tennissportens fremtid og, muligvis, et billede på al underholdnings fremtid, eller måske bare et billede på, hvordan fremtiden altid har set ud for folk midt i livet.
Sådan her ser det ud en tirsdag eftermiddag i november på gåturen fra Stazione Milano Centrale til vores hotel: Folk i slips spiser frokost med andre folk i slips under varmelamper i små aflukkede telte på fortovet, for det er for koldt til at sidde rigtig udendørs, men solen skinner, det er en flot dag.
Køen foran Ufficio Immigrazione er tre gange så lang som køen foran Duomo, byens enorme domkirke, verdens femtestørste, hvis tilblivelseshistorie overgår min fatteevne. Mest fordi den er så lang: Ærkebiskop Saluzzo satte gang i byggeriet i 1386, og så gik det ellers derudaf med skiftende bygherrer, arkitekter og ingeniører i helt vildt lang tid.
Rundt om hjørnet er der T-shirts til 370 euro i butiksvinduerne og cappuccino til 1,50 euro på hvert andet gadehjørne, drukket stående i baren, folk er oppe i et vist tempo her i det rige nord. Faktisk er Milano den rigeste ikke-hovedstad i Europa, kun overgået af Paris og London
Leonardo da Vinci var inde over i renæssancen, Napoleon Bonaparte sørgede for, at facaden blev gjort færdig i begyndelsen af 1800-tallet, den ene hersker omgjorde den forriges beslutninger, byggestile afløste hinanden, og i januar 1965 stod Duomo di Milano så endelig færdig, små 600 års visioner og viljer samlet i én bygning. Den er utrolig smuk og utrolig rodet.
Rundt om hjørnet er der T-shirts til 370 euro i butiksvinduerne og cappuccino til 1,50 euro på hvert andet gadehjørne, drukket stående i baren, folk er oppe i et vist tempo her i det rige nord. Faktisk er Milano den rigeste ikke-hovedstad i Europa, kun overgået af Paris og London.
Byen står i kø til at blive Europas nye finanscentrum, post-Brexit, ligesom de største modehuse længe har haft deres hovedsæde her, Armani, Versace, Valentino, Prada, listen er lang.
Verdensudstillingen var forbi for fire år siden, året efter blev Champions League-finalen spillet på San Siro, hjemsted for to af Europas mest vindende fodboldklubber, Inter og Milan, og i 2026 er byen vært for vinter-OL.
I det lys er NextGen-tennis en lille begivenhed. Den finder sted i PalaLido, en sportsarena fra de tidlige 60’ere, nyligt renoveret og i den forbindelse omdøbt til det knap så mundrette, men sponsorvenlige Allianz Cloud. Her er plads til lidt over 5.000 tilskuere i to lag tæt om banen, det er et intimt sted, hvor der som regel bliver spillet volleyball eller basket, men i den her uge altså tennis.
Der er et sted mellem 23 og 29 tilskuere til Holger Runes semifinale mod Nicolás Álvarez Varona fredag formiddag, og det er inklusiv Runes mor, Aneke, og hans træner, Lars Christensen, og en håndfuld førstehjælpsarbejdere i uniform og en rengøringsdame, der går og fejer under sæderne bag mig.
Med andre ord er her ikke rigtig nogen tilskuere, og det er fordi, det her ikke er den rigtige NextGen-turnering. Den finder sted i aften, kl. 19, når Australiens Alex de Minaur møder Frances Tiafoe fra USA.
Hvordan skal man tiltrække nye fans og seere, når de samme gamle gutter bliver ved at fylde det hele? Man vil have sine egne idoler, ikke bare overtage de gamle. Jeg snakker af erfaring.
Hvis du ikke følger nøje med i tennis, har du givetvis aldrig hørt om dem, men de tilhører verdenseliten. Minaur har vundet tre turneringer i år og ligger nummer 18 på ranglisten. Tiafoe er nummer 47, han var i kvartfinalen ved Australian Open tidligere på året, hvor han tabte til Rafael Nadal.
Og der har vi problemet for folk som Tiafoe og Minaur. De taber til Nadal og Federer og Djokovic. De taber til de allerbedste, og det er ikke kun et problem for dem, det er også et problem for professionel tennis som sådan.
For hvordan skal man tiltrække nye fans og seere, når de samme gamle gutter bliver ved at fylde det hele? Man vil have sine egne idoler, ikke bare overtage de gamle. Jeg snakker af erfaring.
Min begejstring var enorm, dengang i 90’erne, da Martina Hingis kom frem. Hingis var vel det, man ville kalde et vidunderbarn. Hun begyndte at spille tennis som 2-årig, deltog i sin første turnering som 4-årig, og da hun var 12 stillede hun op mod alle verdens bedste juniorspillere ved French Open. Hun var en splint.
Det så helt skørt ud, sådan en 6. klasseelev mod toptrimmede 17-18-årige. Og hun slog dem alle sammen. Den yngste vinder nogensinde.
Første gang jeg så hende spille en hel kamp var i januar 1996 ved Australian Open. Nu spillede hun i de voksnes rækker. Selv var hun 15 år. Jeg var 16, jeg gik i 1. g. Martina Hingis var nået frem til kvartfinalen. Hun mødte Amanda Coetzer fra Sydafrika, og jeg kan huske, at jeg sad der foran fjernsynet og holdt med Hingis på en måde, som jeg aldrig havde holdt med nogen før.
For jeg spillede selv tennis, og jeg var en lille lort, der altid var oppe mod nogle kæmpestore fyre, der servede helvedes hårdt. Der løb jeg rundt og prøvede at klare mig med min spinkle krop, og der løb Hingis rundt og mere end klarede sig med sin spinkle krop, fordi hun var modig og klog og havde perfekt timing og det vildeste touch og en absurd mængde selvtillid, sådan at hun tilsyneladende var helt og aldeles ligeglad med, at hun var alt for lille til at være med. Jeg identificerede mig med Martina Hingis.
Hingis var min egen, jeg havde selv opdaget hende, fulgt hende, og jeg syntes, det var så fedt, at der endelig kom en fra vores rækker og vippede de gamle af pinden.
Jeg følte mig fuldkommen repræsenteret af hende. Og godt nok tabte hun den kamp til Coetzer, men året efter vandt hun hele turneringen, ja, hun vandt sgu nærmest alt i 1997 og nogle år frem, hun fik revanche over Coetzer ti gange, hun slog alle de gamle, Monica Seles og Jana Novotná, Arantxa Sánchez og Conchita Martinez, og hver gang føltes det også som en sejr for mig.
For Hingis var min egen, jeg havde selv opdaget hende, fulgt hende, og jeg syntes, det var så fedt, at der endelig kom en fra vores rækker og vippede de gamle af pinden.
Sådan skal det være, og sådan har det været: Da Björn Borg vandt French Open få dage efter sin 18-års fødselsdag. Da Boris Becker vandt Wimbledon som 17-årig. Pete Sampras i New York, lige fyldt 19, ligesom Rafael Nadal var, da han første gang vandt i Paris. Det er sådan fødekæden fungerer.
Så selvfølgelig er det en udfordring for ATP, organisationen bag professionel herretennis, at de tre øverste pladser på ranglisten er besat af Roger Federer, Rafael Nadal og Novak Djokovic, nøjagtig som det var tilfældet for fem år siden. Og otte år siden. Og tolv år siden.
Fortsættes i morgen.
Topillustration: Tennisworldusa.org
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
