Den italienske sundhedsminister, Beatrice Lorenzin, trak i slutningen af august den første udgave af sin store “Fertilitetsplan” tilbage, fordi den mest af alt lignede kvindefjendsk propaganda fra tiden under Mussolinis fascistiske diktatur.
Den oprindelige kampagne opfordrede for eksempel italienske kvinder til at blive gode fødemaskiner for fædrelandet i så ung en alder som mulig, og fremstillede frivilligt eller ufrivilligt barnløse par som dårlige samfundsborgere.
Forleden blev den reviderede udgave af kampagnen aå præsenteret, og den 22. september var det “Den Store Nationale Fertilitetsdag”, som skal være en årlig tilbagevendende begivenhed. Få timer efter at have præsenteret kampagnematerialet måtte sundhedsministeren dog trække en af de otte brochurer tilbage på grund af beskyldninger om racisme.
Brochurens forside viste øverst tandpastasmilende unge hvide mennesker som eksempel på “De gode vaner”. Billedet nedenunder viste rygende unge mennesker af forskellige mennesketyper, én endda med rastahår som eksempel på “Det dårlige selskab”. Altså, fødedygtige unge italienere bør holde sig fra for at beskytte deres evne til at producere børn.
– Racismen er i de øjne, der ser, var sundhedsministerens første svar på stormen af anklager om racisme.
Senere på dagen var forargelsen både på de sociale og de traditionelle medier dog så larmende, at Beatrice Lorenzin valgte at trække brochuren tilbage. Med uvant italiensk hurtighed fik hun også straks fjernet ethvert spor af den famøse brochure på Sundhedsministeriets hjemmeside. Siden har Lorenzin tørret sit andet selvmål i træk af ved at indlede en disciplinærsag mod den embedsmand, der har siddet med sagen.
Sundhedsministeren tilhører partiet Nyt Centrum Højre (NCD), der ledes af Berlusconis tidligere kronprins, indenrigsminister Angelino Alfano. Lorenzin begyndte sin politiske karriere under Berlusconis vinger i partiet Forza Italia allerede i 1996, og så fik hun i øvrigt først selv tid til at få barn som 43-årig sidste sommer.
Lorenzins tilgang til familiepolitik afslører endnu engang, at der tit er meget langt mellem regeringsleder Matteo Renzis Partito Democratico (PD) og NCD. PD tæller stadig en del parlamentsmedlemmer, der begyndte deres politiske karriere i det store italienske kommunistparti PCI, og der er meget langt fra PD’s ja til registreret partnerskab til NCD’s ultrakonservative familiepolitik.
Venstrefløjspartierne i sammenslutningen SEL-Sinistra Italiana kræver nu både en ny kampagne og ministerens afgang.
I 2015 blev der født 488.000 børn i Italien, og det er det laveste antal siden landet blev samlet i 1861.
Topfoto; Forsiden på den brochure, der få timer efter offentliggørelsen blev trukket tilbage af den italienske sundhedsminister.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her