HISTORIE // VINTER – I februar 1979 blev flere fiskekuttere i Nordsøen en skæbnesvanger nat ramt af overisning. Det var kulminationen på den strengeste vinter i mands minde. Tommy Heisz har været i avisarkiverne og fortæller her historien om dengang, Danmark blev holdt fast i “isens jerngreb”.
“Vi sad i havnevagten og kiggede på Bettina Bergmann, der stille og roligt gik ind gennem yderhavnen. Pludselig krængede kutteren over, lagde sig om på siden, og på ingen tid, måske gik der 10 sekunder, lå den med kølen i vejret. Vi vidste, at der var tre mand ombord, men vi kunne faktisk ikke gøre noget. Det var frygteligt – ja, mere end det.”
Sådan fortalte et øjenvidne, havnemester Christian Christensen, i Politiken om den februarmorgen i 1979, hvor isen tog 15 fiskere på bare én nat.
Lidt før klokken syv om morgenen meldte skipperen, at isen var fjernet, og at de nu var klar til at komme ind
Det var den hårdeste vinter i mange år. De glemmer den med sikkerhed aldrig i fiskerbyen Thorsminde. Ni af de 15 omkomne kom fra det lille samfund, som kun talte godt 500 indbyggere. I dag kan man nord for kirken i byen finde en mindetavle med navnene på alle dem, der ikke kom hjem fra havet den nat for 40 år siden.
Snedriver så høje som huse
Revolutionen rullede i Iran. I Randers slog bokseren Ayub Kalule en sydkoreaner i gulvet efter bare 5 minutter og 40 sekunder. Bee Gees og Boney M. toppede hitlisterne, og i biografernes lune mørke blev der lokket med Kris Kristofferson i Convoy og John Travolta og Olivia Newton-John i Grease. Alt det kan man se, når man sidder og bladrer i danske aviser fra midten af februar 1979.
Men de fleste historier i aviserne handler om sne og is. En voldsom og stædig vinter havde taget kvælertag på Danmark i de uger og måneder for 40 år siden. Det var begyndt allerede i juledagene 1978, hvor iskold arktisk luft strømmede ind over landet fra nordøst. Store mængder nedbør fulgte, og kraftig fygning fik sneen til at samle sig i driver så høje som huse.
Flere steder i landet, især på Lolland og Falster, blev huse og gårde begravet i sne.
Natten mellem den 14. og 15. februar indtraf den helt store tragedie i Nordsøen. En del lokale fiskere havde trodset det strenge vintervejr og befandt sig i deres kuttere ude på havet
Der opstod mange livsfarlige situationer, hvor folk ikke kunne komme fri. Enkelte steder var driverne så høje som fem meter. Bæltekøretøjerne hastede rundt for at komme folk til undsætning. Omkring 20.000 biler havarerede i sneen. Bælterne frøs til konstant og satte færgetrafikken i stå.
I BT kunne man 16. februar læse:
”Vinteren kræver hver dag ubemærket sine dødsofre. Indtil nu har 69 mennesker landet over mistet livet som følge af snestorme og isnende kulde.”
En tung skorpe af is
Natten mellem den 14. og 15. februar indtraf den helt store tragedie i Nordsøen. En del lokale fiskere havde trodset det strenge vintervejr og befandt sig i deres kuttere ude på havet, da uheldige vejromstændigheder pludselig gjorde forholdene livsfarlige.
Vinden var østlig kuling med en styrke på 8-10. Temperaturen var minus otte grader. I de indre danske farvande lå vandtemperaturen i disse dage på lige under frysepunktet og holdt sig kun flydende på grund af saltindholdet og den konstante bevægelse. Det var yderst farlige forhold, fordi det gav risiko for overisning.
Overisning kan ske, når bølgerne skvulper op og rammer det stærkt nedkølede skib. Når vandet rammer stålskroget, fryser det straks til is, og for hver ny bølge lægger der sig således et nyt lag is. Hvis isen ikke bankes af, lægger den sig til sidst som en tung skorpe omkring skibet. Tyngdepunktet forskydes, og i værste fald kan det få store skibe til at rulle rundt på få sekunder.
Frømænd fra Falck blev tilkaldt og forsøgte at trække kutteren fri med en wire, men den var urokkelig. Tre timer senere gik den til bunds på ni meter vand. Besætningen var der ingen spor af
Det var netop, hvad der skete den nat i Nordsøen i 1979. I alt gik seks kuttere ned, og på fire af dem omkom mandskabet. I Birgitte Bergmanns tilfælde var der tre ombord, som alle omkom. Det var den kutter, havnemester Christian Christensen havde siddet og set nærme sig havnen i Hanstholm. Han fortalte senere, at han havde været i kontakt med skibets kaptajn, 35-årige Lennart Bergmann, flere gange, og at alt havde virket ok.
Kutteren var på vej ind med en fuld last af rejer. I løbet af natten havde skipperen meldt om is på skibet, og han havde over radioen givet udtryk for, at besætningen lige ville sørge for at få banket isen af, så de kunne komme sikkert i land. Lidt før klokken syv om morgenen meldte han, at isen var fjernet, og at de nu var klar til at komme ind. Under indsejlingen rullede skibet pludselig rundt og skruede sig fast i isen.
Frømænd fra Falck blev tilkaldt og forsøgte at trække kutteren fri med en wire, men den var urokkelig. Tre timer senere gik den til bunds på ni meter vand. Besætningen var der ingen spor af.
På kutteren Hanne Grethe fra Thorsminde omkom fem, blandt andet den 40-årige skipper og hans 17-årige søn. På kutteren Bounty, ligeledes fra Thorsminde, omkom fire, blandt anden 19-årige Jimmy, hvis søster i 2017 har fortalt historien til TV Midt Vest.
En dansk isvinter er defineret ved, at de indre farvande fryser til. Selvom det gik dramatisk for sig, rangerer vinteren 1978-79 ikke engang som den hårdeste i nyere danmarkshistorie. DMI vurderer vinteren 1941-42 til at være den strengeste. I 1942 var isbryderne i gang helt frem til 5. maj.
Følgende år har der været tale om officiel isvinter:
1995-96
1986-87
1985-86
1984-85
1981-82
1978-79
1969-70
1962-63
1955-56
1946-47
1941-42
1940-41
1939-40
1928-29
1923-24
Hør en radioavis fra isvinteren 1978-79 her
Kilder
‘Vildt vejr over Danmark’ – Lars Henrik Aagaard
‘Dansk vejr i 100 år i tekst og billeder’ – Stig Rosenørn
Artikel i Fiskeritidende
Politiken og BT, udgaver fra februar 1979.
Topillustration: Udklip fra danske aviser i 1979
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her