GHETTO-DEBAT – “Jeg savner ganske enkelt i regeringens udspil og i hele integrationsdebatten, at vi bygger på viden om dét, der rent faktisk har virket. At vi involverer dem, det handler om, som i sidste ende også er dem, der skal forandre miljøet. Der er masser af gode initiativer, boligforeninger, foreninger og valide eksperter, der har gode bud på, hvad der reelt skaber positive forandringer, skriver Helle Øbo, direktør i Askovfonden, i en kommentar, hvis budskab i ghettodebatten er: Vi får aldrig bugt med kriminalitet, høj ledighed og parallelle livsforløb i udsatte boligområder, hvis vi ikke tager udgangspunkt i beboernes potentiale og kompetencer.
Forestil dig Vollsmose som et sted, alle ville bo…
Et miljø præget af socialt entreprenørskab, medborgerskab, grønne områder, meningsfulde fælleskaber og plads til mangfoldighed. Sådan et sted, hvor mennesker trives og engageres, fordi de ikke kan lade være.
Med risiko for at blive kaldt halalhippie og det, der er værre, kunne jeg godt tænke mig at forstyrre den gængse opfattelse – og tilgang – til vores måde at tænke ghettoer på i Danmark. Kunne der være andre muligheder end straf og sanktioner? Kunne et politisk udspil handle om, hvordan vi får skabt meningsfulde og forpligtende fællesskaber?
I 1992 havde man store udfordringer med særlige boligområder i Chicago, og derfor initierede en gruppe mennesker “Imagine Chicago”. Det var et initiativ, der byggede på tanken om at skulle problemerne med områderne for alvor løses, krævede det et civilt engagement, håb, kreativitet og samarbejde på tværs af generationer, etnicitet og ressourcer. Man samlede alle de gode kræfter, opstillede ambitiøse mål for byudviklingen og formåede i løbet af ganske få år at vende udviklingen fra et udsat område til et blomstrende attraktivt og velfungerende community.
Forpligtende fællesskaber batter
Chris Brown, som var én af initiativtagerne, gjorde blandt det, at hun i ni måneder tog udgangspunkt i alle beboernes historier i området. Hun lyttede til dem, lærte af dem og lod dem fortælle deres virkelighed. Hvad drømte de om? Hvad ønskede de? Og hvordan kunne de bidrage til at vende den negative udvikling?
Med risiko for at blive kaldt halalhippie og det, der er værre, kunne jeg godt tænke mig at forstyrre den gængse opfattelse – og tilgang – til vores måde at tænke ghettoer på i Danmark. Kunne der være andre muligheder end straf og sanktioner? Kunne et politisk udspil handle om, hvordan vi får skabt meningsfulde og forpligtende fællesskaber?
Jeg arbejdede selv i Vollsmose i fem år tilbage i sluthalvfemserne. Min opgave var at arbejde med 21 af de mest udsatte familier, som på baggrund af en rapport skrevet af en sociolog, som aldrig havde talt med de familier, det handlede om, men som til gengæld havde talt med de professionelle, der havde ekskluderet familierne fra diverse offentlige tilbud.
Mit første møde med familierne bekræftede to ting:
- At de havde lukket helt ned for dialog med det omkringliggende samfund, og
- At de som alle os andre ønskede det bedste for deres børn, herunder at de passede deres skole, fik et arbejde og klarede sig bedre, end de selv havde gjort. At deres børn skulle have en bedre fremtid end dem selv.
Problemet var blandet andet, at kommunikationen med det offentlige var gået fuldstændig i hårdknude.
Derfor var det første, jeg gjorde i Vollsmose, at besøge familierne. Sjældent har jeg fået så meget god mad serveret i min arbejdstid. Det faktum, at jeg kom til dem og havde den tid, der skulle til, gjorde, at jeg lærte deres drømme, håb og udfordringer at kende
Og fælles for dem alle var, at de havde bunker af uåbnede breve fra kommunen, som havde karakter af trusler om fratagelse af diverse ydelser (lidt ligesom det nye udspil, der skal give muligheden for at fratage diverse børnechecks, dobbeltstraf med videre).
Alle skal have ejerskab over eget liv
Problemet var endvidere, at den medmenneskelige dialog og reelle interesse for at få dem med om bord i at finde løsningerne på ingen måde havde fungeret.
Derfor var det første, jeg gjorde i Vollsmose, at besøge familierne. Sjældent har jeg fået så meget god mad serveret i min arbejdstid. Det faktum, at jeg kom til dem og havde den tid, der skulle til, gjorde, at jeg lærte deres drømme, håb og udfordringer at kende. Det medførte, at jeg igangsatte et projekt, der hed netværksopbygning.
Kort fortalt betød det, at familierne og særligt de unge fik tilknyttet et menneske udefra, som skulle bygge bro til uddannelse, arbejde og samfundet i det hele taget. Netværksopbyggeren blev valgt ud fra de drømme, som de unge havde om valg af arbejde, og der blev ansat alt fra arkitekter, pædagoger og fodboldtræneren, som den enkelte unge havde mødt og følt sig mødt af.
Vi bør overveje at udvikle en helt ny type institutioner, hvor integrationen ikke kun gælder børnene men også mødrene, som måske ovenikøbet kunne få en plads på arbejdsmarkedet via et meningsfuldt arbejde og samtidig få lov at være sammen med deres børn i de tidlige år
Det betød, at 17 ud af de 21 mest udsatte familier i løbet af tre år fik en positiv tilknytning til det offentlige. Samtidig kom de unge i gang med en uddannelse og eller et arbejde, som igen betød, at de oplevede at føle sig værdifulde og ansvarlige for det samfund, de var en del af.
Rapporten, som hedder “Ingen er håbløs”, påviste, at de nye erfaringer ikke kun skabte en større tilknytning til det omkringliggende samfund men også et bedre fundament for familierne og en større sammenhængskraft mellem beboerne i området. Hvorfor er det, vi stadig tror, at vi kan komme udefra med sanktioner og straf og få de mennesker, som bor i områderne, til at makke ret, når alle hidtidige indsatser viser det modsatte?
Ghettoudspil forstærker afstanden mellem danskerne
Tværtimod risikerer vi at forstærke afstanden og stigmatiseringen, der i yderste konsekvens kan betyde yderligere radikalisering og tab af håb, fordi vi alligevel er stemplet af både politikere og det omkringliggende samfund.
Når jeg læser regeringens ghettoudspil, så synes jeg, der er fornuftige elementer i det. Blandt andet at børn skal i daginstitution, fra de er ét år. Men jeg savner muligheden for, at det kunne gøres på andre og mere kreative måder, hvor børn og forældre i samarbejde med hinanden kunne få lov til at etablere fællespasning med andre børn, så de forældre, som gerne vil være sammen med deres børn, får muligheden for det.
Jeg savner ganske enkelt i dette udspil og i hele integrationsdebatten, at vi bygger på viden om dét, der rent faktisk har virket. At vi involverer dem, det handler om, som i sidste ende også er dem, der skal forandre miljøet
Vi bør overveje at udvikle en helt ny type institutioner, hvor integrationen ikke kun gælder børnene men også mødrene, som måske ovenikøbet kunne få en plads på arbejdsmarkedet via et meningsfuldt arbejde og samtidig få lov at være sammen med deres børn i de tidlige år. Ja, måske man kunne udvikle noget helt nyt og meningsfuldt, i stedet for at kræve at alle gør det, som vi mener, er rigtigt?
Jeg savner ganske enkelt i dette udspil og i hele integrationsdebatten, at vi bygger på viden om dét, der rent faktisk har virket. At vi involverer dem, det handler om, som i sidste ende også er dem, der skal forandre miljøet. Der er masser af gode initiativer, boligforeninger, foreninger og valide eksperter, der har gode bud på, hvad der reelt skaber positive forandringer.
Tænk, hvis vi gik fra modborgerskab til medborgerskab i de udsatte boligområder.
Tænk, hvis vi samlede alle de gode forandringsnøgler og lavede et positivt og fremadrettet udspil. Som i det bedste i nutiden skal blive det meste i fremtiden.
Helle Øbo er administrerende direktør i Askovfonden.
Topillustration: POV International – original fra PxHere.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
