AFGHANISTANS KVINDER // INTERVIEW – Afghanske kvinder lever under verdens mest undertrykkende vilkår. Alligevel formår nogle af dem at opretholde en hverdag, hvor de arbejder enten med kunsthåndværk eller i fødevareindustrien. Et par danske virksomheder sælger disse kvinders produkter, men kan projekterne være en indirekte støtte til Taleban ved at indordne sig under regimets restriktioner? Lis Maaløe har interviewet journalist Birk Sebastian Kotkas, der har rejst i det lukkede land.
Hen over årsskiftet 2024/25 rejste journalist Birk Sebastian Kotkas, fotojournalist Marie Ravn og Suzan Yavuz, medstifter af virksomheden Østerland, rundt i Afghanistan. Her besøgte de kvinder, der producerer produkter for Østerland og Warfair. Resultatet er fotobogen og udstillingen Håb, Håndværk & Historier, der er skabt i samarbejde med museet KØN og med støtte fra Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje.
Jeg møder journalist Birk Sebastian Kotkas til en samtale om kvinderne, projekterne – og den gråzone, der opstår, når man som virksomhed eller journalist agerer i Talebans regime.
Hvad er din baggrund for at interviewe de afghanske kvinder?
”Jeg kendte Østerland fra et samarbejde i Tyrkiet, og vi kunne se en god synergi i, at vi kunne komme ned og tale med de her kvinder sammen, fordi Østerland har en helt særlig adgang til kvinderne. Jeg kunne som journalist beskrive kvindernes liv, og hvilken forskel handel gennem bl.a. danske virksomheder gør for dem.”
Hvordan var det for dig som mand at få kontakt med kvinderne?
”Jeg var overrasket over, hvor lidt det betød. Men der var enkelte steder, hvor jeg ikke fik mulighed for at deltage, men hvor de to kvinder, jeg rejste med, godt kunne tage hen. Helt grundlæggende, så er det jo et samfund, hvor virkeligheden ser meget anderledes ud, uanset om man er mand eller kvinde.”
En indirekte støtte til Taleban
Der vil måske være nogle, der mener, at en støtte til projekter, hvor man accepterer kvindernes vilkår, er en indirekte støtte til Taleban?
”Det nemmeste ville være slet ikke at rejse dertil. Så er man sikker på, at man ikke støtter nogen, man ikke ønsker at støtte. Men så gør man heller ikke en positiv forskel for nogen,” understreger Birk Sebastian Kotkas, der mener, at man konstant må opveje fordele og konsekvenser af at være til stede i et land, der styres af Taleban.
”Støtter man Taleban ved at købe en flybillet til flyselskabet, der flyver mellem Kabul og Herat? Det gør man jo i en eller anden grad, ja. Men hvis ikke man gjorde det, så ville man ikke have mulighed for at besøge de her kvinder og fortælle deres historier.”
Han peger på alternativet: FN’s compound i Kabul, hvor man har bygget en lille landsby bag betonmure, som er isoleret fra det omkringliggende samfund, fordi FN ikke anerkender Taleban som legitimt styre.
”Det betyder, at projekter, der skal støtte kvinders uddannelse, bliver meget begrænsede, fordi FN ikke må samarbejde med dem, der reelt har magten,” siger han og fortsætter:
”Så længe man holder fast i, at Taleban de facto har magten, men nægter at samarbejde dem overhovedet, så begrænser man også mulighederne for at hjælpe de mest udsatte kvinder.”
Birk Sebastian Kotkas peger især på to positive konsekvenser af at handle med de produkter, kvinderne fremstiller:
”For det første får kvinderne en indkomst – det giver dem en vis grad af kontrol over deres eget liv, og de behøver ikke bede mandlige familiemedlemmer om penge,” siger han.
”For det andet bliver produkterne solgt i lande som Danmark. Det giver os et andet perspektiv på afghanerne og Afghanistan – om det er kunsthåndværk, nødder, morbær eller safran – så får vi måske skabt nogle andre billeder i hovedet end krig og ødelæggelse.”
Håbet kan være, at arbejdet giver kvinderne styrke til at stå op imod Taleban – men for de fleste handler det mest om at få et alternativ til den hverdag, de ellers ville være henvist til.
Kvindernes største problem: Retten til uddannelse
De syv kvinder, der bliver interviewet til fotoudstillingen, er ifølge Birk Sebastian Kotkas ikke et repræsentativt udsnit. Indtil 2021 havde kvinder i Afghanistan adgang til uddannelse, men i dag er skolegang efter 6. klasse forbudt for piger.
”Kvinderne nævnte igen og igen, at den største forandring efter Talebans tilbagekomst var tabet af muligheden for at uddanne sig. Mange af dem er fortvivlede og venter på, at skolerne åbner igen – men håbet svinder, som tiden går.”
”Det blev tydeligt for mig, at dem, der var hårdest ramt, var kvinderne, der ikke nåede at gøre deres uddannelse færdig. Det er måske dem, der allermest har brug for Vestens støtte – enten direkte eller indirekte – og for at have noget meningsfuldt at beskæftige sig med.”
Online læring – en mulighed i hjemmet
Kotkas nævner, at en af de positive overraskelser var, hvor god internetforbindelsen er i Afghanistans byer, og hvordan kvinderne bruger den.
”Vi havde 4G i alle byer, og mange kvinder havde smartphones. De bruger apps som Duolingo og andre onlineplatforme til at lære – det er en kæmpe kontrast til Taleban-styret i 90’erne, hvor tv var forbudt, og man ikke engang måtte se fjernsyn i sit eget hjem.”
Han nævner, at Canada er et af de få lande, der målretter onlineundervisning mod kvinder i Afghanistan.
”Jeg undrer mig over, at der ikke er flere lande, der gør det. Det kræver ikke meget og kan have enorm effekt.”
Samtidig gør han opmærksom på, at mange af Talebans restriktioner er inkonsekvente.
”Der bliver meldt mange ting ud, fx forbud mod internet, mod musik, mod kvinder i medierne, men det er langtfra alt, der bliver implementeret eller håndhævet.”
Kvindeliv i by og land – forskellige vilkår
”Da vi landede i Kabul, var noget af det, der overraskede os mest, hvor mange kvinder vi faktisk så ude i det offentlige rum. Jeg har ikke lige et præcist tal på det, men vi så ikke en eneste burka.”
”Kvinderne dækkede sig hårdt til, da flyet var ved at lande, så de tog tørklæde på, men det var ikke noget, der dækkede tæt. Man kunne tit se håret stikke helt ud, og kvinderne bevægede sig ret frit rundt ude på gaden. Så det var måske ikke lige det billede, vi havde i baghovedet, da vi rejste dertil. Og det var sådan set det samme, da vi så fløj til Herat i den modsatte ende af landet, også en storby,” fortæller Birk Sebastian Kotkas.
Kvindernes vilkår afhænger i høj grad af, hvilken familie og hvilket mindre samfund de vokser op i.
”Det kunne vi også se på de kvinder, vi mødte. Selvom det ikke er et repræsentativt udsnit af befolkningen, talte vi med kvinder fra meget forskellige sociale og kulturelle lag. Nogle af dem var kommet til storbyen fra Daikundi-provinsen i det centrale Afghanistan, hvor kvinderne har meget få muligheder. Andre var vokset op i Kabul under relativt frie vilkår.
Så på den måde synes han, det illustrerer, at kvinderne lever meget forskellige liv og under meget forskellige vilkår.
”Og det gjorde de sådan set også i de år, hvor Danmark var til stede. Det var stort set kun eliten i Kabul og Herat, som journalisterne fik lov at tale med. Der var også masser af kvinder, der var undertrykte på forskellige måder og heller ikke fik adgang til uddannelse, selvom universiteterne på papiret var åbne for alle,” siger han.
Kvinder og politik
Var der nogen af kvinderne, der talte om politik?
”Jeg husker især én kvinde i Herat. En ung kvinde på min egen alder sagde: ’Our stupid government does this.’ Og bare måden, hun omtalte det på, lød fuldstændig, ligesom andre unge kunne sige i Vesten. Det er der nok mange, der ville kunne sige om deres egen regering, men det er måske ikke noget, vi ville forbinde med et regime som Taleban. Men det illustrerer meget godt, hvordan mange også ser på Taleban,” mener Birk Sebastian Kotkas.
”At det måske ikke er nogen, man synes er de fedeste i verden, men man er vant til at have en regering, man ikke bryder sig om. Og nu er det så bare dem, der har magten, kan man sige. Og man finder en eller anden måde at leve i det på.”
”Jeg er faktisk ikke så pessimistisk som mange andre, der følger Afghanistan. Der er en meget stor forskel fra det Taleban, vi oplevede, da vi besøgte landet, til det Taleban, som jeg kan læse om fra 1996 til 2001,” mener Birk Sebastian Kotkas, der fremhæver, at langt flere kvinder kan læse og skrive. Børnedødeligheden er markant lavere. Der bliver født meget færre børn per kvinde. Og infrastrukturen er fuldstændig anderledes.
Det er et andet land.
Fakta
Birk Sebastian Kotkas (f. 1997) er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus og Carleton University i Ottawa. Erfaring med politisk journalistik og kommunikation fra bl.a. Europa-Parlamentets pressetjeneste, Altinget på Christiansborg og som presserådgiver hos Fødevarestyrelsen.
Han har som freelancejournalist dækket valg i Tyrkiet, Polen og Finland i 2023 og holdt en række foredrag for bl.a. gymnasier og højskoler. Birk Sebastian Kotkas har skrevet for medier som Fagbladet Journalisten, Jyllands-Posten og EUobserver og medvirket i radio og podcasts for bl.a. Zetland, Frihedsbrevet og Radio IIII.
Marie Ravn (f. 1991) er uddannet fotojournalist med speciale i dokumentation af komplekse sociale og politiske problemstillinger, med særligt fokus på Mellemøsten. Hendes arbejde beskæftiger sig med centrale emner som migration, flygtninge og kvinders rettigheder.
Marie Marie har rapporteret om vigtige politiske begivenheder, herunder det tyrkiske valg i 2023, og hendes fotogra:er er blevet offentliggjort i en række medier i Skandinavien. Hendes reportager strækker sig også til konfliktzoner som Afghanistan og Syrien, hvor hun dækkede Assads regimes fald i slutningen af 2024.
Marie har fokus på oversete menneskelige skæbner og kombinerer journalistisk dybde med et stærkt engagement i social retfærdighed.
Suzan Yavuz (f. 1990) har en bachelor i kultursprogmødestudier fra Roskilde Universitet og antropologi fra Boğaziçi Universitet i Istanbul. Hun har desuden en kandidatgrad i Mellemøstenstudier fra Syddansk Universitet med fokus på migrationsstudier.
Suzan har arbejdet i krydsfeltet mellem migration og humanitært arbejde – blandt andet for Dansk Flygtningehjælp ved den syriske grænse i Tyrkiet og for UNHCR, FN’s Flygtningehøjkommissariat, hvor hun arbejdede med afviste afghanske asylansøgere. Derudover har hun erfaring fra migrationsområdet under styrelser tilknyttet Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Det var gennem Suzans arbejde i Mellemøsten, at idéen til Østerland opstod. Under sit arbejde for FN besøgte hun lokale værksteder, hvor flygtninge og håndværkere skabte unikke kunsthåndværk – produkter med stort potentiale, men som sjældent nåede ud over regionens grænser. Østerland blev svaret på dette: en virksomhed, der bygger bro mellem talentfulde håndværkere i Mellemøsten og bevidste forbrugere i Europa – og som skaber bæredygtige indkomstmuligheder gennem handel frem for bistand
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og