TV-JULEKALENDER // KLUMME – “Det var vanvid at lade et par nihilister banke en julekalender sammen på slump”, skriver Henrik Petersen om Poul Nesgaard og Elith Nulle Nykjær Jørgensens julekalender fra 1980, der – året efter “Jul i Gammelby” – skræmte de mindste seere fra vid og sans med sit uhyggelige persongalleri bestående af monstre, hekse og hulemænd. “Poul og Nulle var brølende ligeglade med noget så småborgerligt som almindelige menneskers – for slet ikke at tale om børns! – forventninger om en hyggelig førjuletid, men set i bakspejlet var de langt forud for deres tid”.
I år er det 45 år siden, at Poul og Nulle ødelagde julen. Jeg var ti år dengang, og jeg husker stadig den famøse julekalender ”Jul og grønne skove,” hvor børn og voksne midt under Danmarks Radios knugende monopol fulgte de to uheldige opdagelsesrejsende på deres færd ud i den mørke skov for at finde ud af, om julemanden eksisterer i virkeligheden.
Personligt ventede jeg mig meget af ”Jul og grønne skove”. Jeg kendte Poul Nesgaard fra en række vanvittige børneprogrammer i radioen, hvor hans alter ego Nervus Collapsus gang på gang udløste nærmest totalt kaos, og ikke mindst fra de forrygende tv-programmer ”Op på ørerne, vi er kørende”.
Det gik galt allerede i første episode. Poul og Nulle drager ud i skoven og falder ned i et hul, som de ikke kan komme op af igen
Der var tale om utraditionel underholdning i særklasse. Desuden kunne min mor ikke fordrage Poul Nesgaard. Så det kunne næsten kun blive godt.
Men Pouls og Nulles projekt var dømt til at mislykkes på forhånd. Dels var de oppe mod umulige odds efter den nærmest uopnåelige succes ”Jul i Gammelby” året før. For her var alt, hvad man kunne ønske sig, når det gælder traditionel jul med nisser, børn, sne og hygge.
Dels kom Poul og Nulle med på afbud, efter at Danmarks Radio i månedsvis forgæves havde forsøgt at finde et par pauseklovne. Man havde allerede indkøbt 24 episoder af ”Mumitroldene”, men havde brug for nogen, der på daglig basis ville klippe nogle scener sammen, som kunne udfylde de 12-15 minutter, der var blevet tilovers.
Nihilistisk julekalender på slump
Programsekretær Mogens Vemmer, som kom til at stå på mål for Danmarks Radios første virkeligt store shitstorm, indrømmer i bagklogskabens klare lys, at B&U-afdelingen burde have været langt mere kritisk over for Pouls og Nulles løst skitserede projekt. For det gik galt allerede i første episode.
Poul og Nulle var brølende ligeglade med noget så småborgerligt som almindelige menneskers – for slet ikke at tale om børns! – forventninger om en hyggelig førjuletid
Poul og Nulle drager ud i skoven og falder ned i et hul, som de ikke kan komme op af igen. Mogens Vemmer var ikke klar over, at de havde til hensigt at blive i hullet helt frem til juleaften.
Meget kunne være undgået med rettidig omhu. Det var vanvid at lade et par nihilister banke en julekalender sammen på slump. Poul og Nulle var brølende ligeglade med noget så småborgerligt som almindelige menneskers – for slet ikke at tale om børns! – forventninger om en hyggelig førjuletid.
Bizar socialrealisme
Poul Nesgaard har siden fortalt, at han og Nulle aldrig havde tænkt sig at affyre et festfyrværkeri af julehygge. Det triste hul skulle tværtimod afspejle de kummerlige forhold, som de to helte arbejdede under. Pengene var små, og ideerne var endnu færre. Man skulle bare have tiden til at gå.
Nede i hullet skulle der ikke jules på forhånd, og træet blev først pyntet lillejuleaften
Med andre ord var der tale om en bizar form for socialrealisme, som skræmte de mindste seere fra vid og sans med sit uhyggelige persongalleri bestående af monstre, hekse og hulemænd.
Man fornemmer Pouls og Nulles foragt for hele borgermusikken, da Nulle kastede juletræet, som Mogens Vemmer krævede stillet op, over i et hjørne. Nede i hullet skulle der ikke jules på forhånd, og træet blev først pyntet lillejuleaften.
Selv Poul og Nulles eneste geniale påfund vakte seernes vrede. ”Det svævende kuglekamera” skulle forestille at være fjernstyret og bød på optagelser fra alle mulige kreative vinkler. Men tre dage før jul blev det ved et uheld dækket til, så landets tv-skærme gik i sort. I ti minutter kunne man kun høre Poul og Nulle rumstere rundt.
Det var en sær form for humor, som tusindvis af seere misforstod. De troede, at de havde mistet tv-signalet og var i forvejen så vrede på Poul og Nulle, at de ringede ind til DR for at skælde ud alene af den grund.
Hos DR vurderede man mange år senere, at julekalenderen ikke var værd at bevare for eftertiden, og halvdelen af programmet gik uigenkaldeligt tabt i forbindelse med en oprydning
I monopolets tid var der ikke andet at gøre end at lade skandalen gå sin gang. Mogens Vemmer fortalte siden, at man i en langt senere tid havde mestret krisen ved i al stilhed at flytte ”Jul og grønne skove” til et sent tidspunkt på DR2 og i stedet sende en klassisk julekalender i primetime.
Poul Nesgaard husker den dag i dag ”Jul og grønne skove” som en succes: ”Hvis man overhovedet har nogen ambitioner i den retning, så er det da at lave noget, der får lov til at blive stående.”
Men selv ud fra denne særlige betragtning landede han og Nulle en dundrende fiasko. For ”Jul og grønne skove” fik ikke lov til at blive stående. Hos DR vurderede man mange år senere, at julekalenderen ikke var værd at bevare for eftertiden, og halvdelen af programmet gik uigenkaldeligt tabt i forbindelse med en oprydning.
Som barn kunne jeg ikke fordrage ”Jul og grønne skove”. I min klasse var vi mange, som enten holdt op med at følge med i julekalenderen eller foretrak at lave noget andet, mens galskaben løb over skærmen.
Men set i bakspejlet var Poul og Nulle langt forud for deres tid. ”Jul og grønne skove” var på alle måder banebrydende. Det var den første tv-julekalender, som foregik i et syret univers helt uden børn, nisser og sne. Faktisk opfandt de to nihilister voksenjulekalenderen, længe før denne form for decemberunderholdning blev moderne. Men de vidste det ikke selv.
Poul og Nulle kom i stedet til at illustrere begrebet faldhøjde. I slipstrømmen fra ”Jul i Gammelbys” perfekte julesymfoni blev ”Jul og grønne skove” aldrig rigtig til mere end to selvfede kulturradikaleres forsøg på at ødelægge julenglæden. Man kan simpelthen misforstå sin opgave totalt og samtidig tage sig selv for seriøst.
Inspiration til andre julehul(l)er
Det utrolige er, at århundredets flop måske inspirerede andre. Da De Nattergale elleve år senere sendte nisserne Fritz, Hansi og Günther til det mørke Jylland for at hente nissernes Store Bog, endte de også på bunden af en spartansk indrettet hule uden udpræget julestemning. ”The Julekalender” var mindst lige så samfundsrevsende som ”Jul og grønne skove”.
Men hvor Poul og Nulle forsøgte at dræbe julen, valgte De Nattergale med et kærligt glimt i øjet at overdrive helt ud i det ekstreme. I tilgift skabte de udødelige figurer og tilførte det danske sprog en række helt nye vendinger – såvel på jysk som på nisseengelsk – som 34 år efter succesen lader til at være kommet for at blive.
I en så udpræget jysk fortælling som ”The Julekalender” taler den onde nåså’er naturligvis lavkøbenhavnsk
Vi kender alle sammen mennesker, som rummer sider af Gertrud, Oluf og Benny. Selv nisserne skildres i en grad, at de ikke på noget tidspunkt fremstår som endimensionelle typer, men præsenteres som vidt forskellige personligheder med hver sine stærke og svage sider.
Nisserne skaber så at sige julestemningen fra bunden af i deres hule, som konstant spejles i Gertruds eksploderende julehelvede henne på kartoffelavlergården.
Selv skurken Benny – og i en så udpræget jysk fortælling som ”The Julekalender” taler den onde nåså’er naturligvis lavkøbenhavnsk – er ikke mere uhyggelig, end at han omgående bliver folkeeje. Bob, bob, bob …
Den meget jyske “The Julekalender” lever fortsat i kraft af sin sprudlende uhøjtidelighed og sin målrettet fremadskridende historie: Hvem er Benny? Bliver Gertrud færdig med at pynte op? Og når nisserne at snitte en ny propel?
Måske er den fysiske ramme en tilfældig lighed. Måske er den helt bevidst, og i givet fald tager De Nattergale alle stikkene hjem og viser, hvor meget jul og sprudlende livsglæde man kan få ud af et hul i jorden, når man ellers gider og vel at mærke har evnerne.
De Nattergale tager pis på jyder, på københavnere, på julen, på en række politikere, på nyhedsdækningen og vejrudsigterne, på tidsånden, på sig selv og på os alle sammen – og vi elsker dem for det.
Selv i udlandet fik man øje på ”The Julekalender”. I Norge adapterede The Travelling Strawberries siden ”The Julekalender”, der blev en lige så tidløs succes hos broderfolket, som originalen stadig er herhjemme.
Når der er skihopkonkurrencer i Holmenkollen, brøler ”Støvledance” ud af højttalerne i pausen. Så danser alle med og understreger hermed ”The Julekalenders” universelle budskab om livsglæde og samhørighed.
For begge versioner gælder, at der er tale om voksenprogrammer, som børn og barnlige sjæle i alle aldre har taget til sig. Eller med andre ord om ægte folkelighed.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og