Syrien

Det Arabiske Forår 10 år: Syriens fortabte demokrati

i Bøger/Mellemøsten af
DET ARABISKE FORÅR // BØGER – To fremragende bøger tegner billedet af, hvordan navnlig franske interesser skabte en mellemøstlig splittelse, som stadig sætter sit tydelige præg på udviklingen i Syrien. “Man kan ikke afholde sig fra at tænke, at Syrien måske ville have set anderledes ud, hvis landet, dengang for et århundrede siden, havde fået lov til at bygge sig selv en demokratisk fremtid.” Udlandsredaktør Hans Henrik Fafner ser på de historiske begivenheder, der har været med til at føre til Syriens problemer i dag.

Det kom ikke helt bag på Bashar al-Assad, da de første demonstranter gik på gaden den 15. marts 2011. Syriens autokratiske leder havde set det ske. Først i Tunesien i december 2010, og så i Egypten den følgende januar. Det fænomen, som senere fik den noget sære betegnelse Det Arabiske Forår, var under opsejling, og Assad mente at have gjort sit hjemmearbejde.

De første tegn på uro kom i Suq al-Hamidiyya i det centrale Damaskus, og selv om det var en ganske lille demonstration med omkring 100 deltagere, skred myndighederne til de første anholdelser. Og da dette ikke fik situationen under kontrol og protesterne blot fortsatte med forøget kraft, optrappede regimet tilsvarende. Kort tid efter kom de første meldinger om dødsfald, da politisoldaterne begyndte at åbne ild mod demonstranter.

I dag ligger Syrien i ruiner. Økonomien er smadret og landet står nok mere splittet end nogensinde. I store dele hersker lovløsheden, selv om Assad søger at give indtryk af, at han kontrollerer det forrevne land med jernhånd

Vi kender alle historien i store træk. Dette er optakten til Syriens tragedie, der i løbet af de kommende år udspillede sig som en blodig borgerkrig med tusinder af dræbte og store dele af befolkningen på flugt ud i verden eller som internt fordrevne. Det er også afsættet i en ny bog, hvor mellemøsteksperten Joseph Daher, som er tilknyttet European University i Firenze, giver sin velunderbyggede og skræmmende skildring af, hvordan det store folkelige oprør kunne gå så gruelig galt og ende i noget helt andet, end hvad man havde håbet på.

Syrien
Billede af Bashar al-Assad på en bygning i Latakia, Syrien, under det Arabiske Forår i 2011.

Protesterne i Syrien rettede sig i højere grad mod Bashar al-Assad og magteliten, end det var tilfældet andre steder, hvor det i højere grad rettede sig mod systemet og med krav om et mere retfærdigt samfund. Og Assads svar kom efter samme mønt. Reaktionen var brutal og taktikken bestod i at spille de forskellige etniske grupper ud mod hinanden.

Men fordi Syrien på det tidspunkt allerede var økonomisk svækket efter flere års sanktioner, blev det hurtigt vanskeligere for den stående hær at styre udviklingen, og så begik Assad sin næste, fatale fejltagelse. Rundt om i landet fik loyale forretningsmænd med penge på lommen mere eller mindre ordre til at oprette og finansiere lokale vagtværn, men disse udviklede sig hurtigt til deciderede militsgrupper, der opererede autonomt og terroriserede befolkningen.

Præsident Wilsons 14 punkter

I dag ligger Syrien i ruiner. Økonomien er smadret og landet står nok mere splittet end nogensinde. I store dele hersker lovløsheden, selv om Assad søger at give indtryk af, at han kontrollerer det forrevne land med jernhånd.

Syrien
Et helt kvarter i Aleppo ødelagt af en bombe, 2012.

For virkelig at forstå tragediens sammenhæng, er det imidlertid en idé at gå hundrede år tilbage i tiden. Den amerikanske historiker, Elizabeth F. Thompson fra American University i Washington D.C. har skrevet en monumental og uomgængelig bog om, hvordan vesten stjal demokratiet fra araberne, og hun bruger ikke overraskende Syrien som det lysende eksempel.

Vi skal tilbage til tiden omkring Første Verdenskrig. Dengang var store dele af Mellemøsten en del af det osmanniske rige, som havde stillet sig på aksemagternes side i krigen. Men det var en front, som på mange måder lå fjernt fra krigshelvedet i Europa, så for at mobilisere lokal støtte, førte den britiske højkommissær McMahon i Cairo sine berømte forhandlinger med Hussein bin Ali, emir af Mekka og en af de indflydelsesrige ledere på den arabiske halvø.

Sheikh Hussein gik ind på at koordinere den væbnede opstand, og han satte sin søn, Faisal, i spidsen for de arabiske styrker, som trængte osmannerne tilbage. Derfor var det også Feisal, der efter krigens afslutning kom til at stå for kravet om, at de allierede magter opfyldte deres del af aftalen. Den bestod i, at den nu befriede del af Mellemøsten skulle omdannes til et selvstændigt Syrien.

Det som opstod, var i stedet en kunstig stat med kunstige grænser, og hvor de indre spændinger fulgte med lige fra begyndelsen

Feisal fremlagde sin plan. Den bestod i en sammenhængende stat fra Taurusbjergene i nord til Akaba ved Det Røde Hav i syd. Det skulle med andre ord være et Storsyrien, omfattende de lande som i dag er blevet til Syrien, Libanon, Israel, Palæstina og Jordan.

Feisal var til fulde klar over, at det var en stor og etnisk sammensat befolkning, men han gik straks i gang med at holde konsultationer og var overbevist om at kunne skabe et demokratisk samfund, der hvilede på gensidig respekt. Han vidste også, at den britiske udenrigsminister, Lord Balfour, allerede i 1917 havde lovet zionisterne et hjemland i Palæstina, men også dette mente han at kunne komme overens med.

Den amerikanske præsident Wilson var af nogenlunde samme opfattelse. Han var blandt initiativtagerne til Folkeforbundet, forgængeren for FN, og i den forbindelse havde han formuleret sine berømte 14 punkter.

Det var hans opskrift på en ny verdensorden, som skulle respektere alle stater, store som små, på lige fod, og ikke mindst skulle den se positivt på alle selvstændighedsbevægelser.

Frankrigs leder, Georges Clemenceau, var med på tanken. Han var optændt af ideen om, at aksemagterne aldrig skulle kunne rejse sig igen, så han støttede det varmt, at hele det østrig-ungarske rige blev opdelt i en række mindre nationalstater, og han talte ihærdigt for, at Tyskland skulle opdeles på samme måde. På den konto fik Frankrig Alsace-Lorraine, og Clemenceau ville gerne have haft mere.

Man skulle gennem en debat om, hvorvidt arabere kunne defineres som hvide, altså som en form for europæere, og selv om man aldrig nåede til fuldstændig enighed, endte selve Syrien faktisk i kategori A

I Mellemøsten løb tanken imidlertid ind i svære problemer. Den britiske leder, David Lloyd George, gjorde nemlig alt for at bevare imperiet, og eftersom der allerede stod britiske tropper i Mellemøsten havde han planer om at kolonisere dele af landet for at kunne bevare kontrollen over Suezkanalen, og dermed søvejen til Indien. Det fik Clemenceau, der stillede sig principielt imod kolonialismen, til at vende om på en studs.

Hvis briterne skulle have del i Mellemøsten, måtte Frankrig også have gjort sig fortjent til besiddelser, hed det sig nu. Desuden var han kommet til den overbevisning, at Frankrig måtte beholde Beirut, for dér boede en stor kristen befolkning, som muslimerne i Damaskus muligvis ville forbryde sig imod, hvis de to grupper skulle leve i samme land. Herudover mente en række andre franske politikere, at det kunne skabe problemer i besiddelserne i Nordafrika, hvis man alt for nemt gav araberne i Mellemøsten deres nationale frihed.

Klar til selvbestemmelse

Helt grotesk blev det, da stormagterne i bedste kolonistil begyndte at vurdere de enkelte befolkningers egnethed til selvstændighed. Rumænere og serbere var der således ingen problemer med. De var jo europæere og kunne godt forvalte friheden selv. Værre var det med befolkningerne på andre kontinenter.

Der blev ligefrem indført et system, hvor enkelte lande blev kategoriseret som A, B eller C, alt efter egnetheden. Værst stod det til i Tysk Sydvestafrika, det senere Namibia. Det var helt klart kategori C, hvorfor briterne i Sydafrika tilbød at overtage administrationen.

Selv Lloyd George indrømmede, at den ordning, som Folkeforbundet var ved at skabe, kun var ”en erstatning for den gamle imperialisme”

Mellemøsten var tættere på at bestå prøven. Man skulle gennem en debat om, hvorvidt arabere kunne defineres som hvide, altså som en form for europæere, og selv om man aldrig nåede til fuldstændig enighed, endte selve Syrien faktisk i kategori A. Altså som egnet til uafhængighed. Derimod var der ikke samme tillid til Palæstina, så det endte i kategori B.

Da præsident Wilson tilmed fik et slagtilfælde og måtte trække sig tilbage, begyndte visionerne fra de 14 punkter at vakle. De britiske og franske krav om at få Mellemøsten opdelt i mandatområder tog til i styrke, og Feisals drøm om et Storsyrien fortonede sig. Han valgte en mere pragmatisk tilgang og besluttede sig for at acceptere en overgangsperiode under udenlandsk kontrol. Men selv ikke dette var godt nok for navnlig franskmændene.

I sommeren 1919 var det dog lykkedes Feisal og den syriske befolkning at afholde demokratisk valg til Den Syriske Kongres, som skulle være det nationale parlament. Første opgave bestod i drøftelsen af en fælles fremtid, men de franske tropper sørgede for at opsætte vejspærringer, som forhindrede en tredjedel af de nyvalgte delegerede i overhovedet at nå frem.

Og imens voksede den indre splittelse i forhold til spørgsmålet om selvstændighed. Det Syriske Unionsparti krævede øjeblikkelig frihed, mens dele af det pengestærke aristokrati stadig forholdt sig loyalt til det nu hedengangne osmanniske styre, og helt andre talte for at dele området i mindre nationer.

Balkanisering

Det er en lang og kroget historie, og hele vejen igennem øjner man det kaos, som hersker i dag. I marts 1920 blev Feisal konge over Syrien, som var endt som en slags fransk vasalstat, og kort efter blev han forvist til Irak, hvor briterne gjorde ham til konge.

Det holdt helt til hans død i 1933. Syrien fik aldrig den indre sammenhængskraft, som landet kunne have fået, hvis ikke europæiske magter havde forsøgt at hytte egne interesser.

I stedet var hele regionen blevet balkaniseret. Den var blevet til et kludetæppe med stater uden indre logik og sammenhængskraft, og det er en væsentlig del af det problem, som stadig udspiller sig

Det, som opstod, var i stedet en kunstig stat med kunstige grænser, og hvor de indre spændinger fulgte med lige fra begyndelsen. Men måske vigtigere end det havde denne rodede proces, der mest af alt handlede om europæiske magters rivalisering og magtbegær, ført til splittelser på mange niveauer i Mellemøsten.

Den enhedsstat med respekt for alle religiøse og etniske mindretal, som Feisal havde arbejdet for, var gået af fløjten. I stedet var hele regionen blevet balkaniseret. Den var blevet til et kludetæppe med stater uden indre logik og sammenhængskraft, og det er en væsentlig del af det problem, som stadig udspiller sig.

I den forbindelse kan man se Habib Lutfallah, den syriske udsending til Paris-forhandlingerne efter verdenskrigen, som en virkeligt visionær. Dommedagsprædikant, ville nogen måske sige, for han talte med klarhed om det ragnarok, som ville blive udløst.

”Ved at balkanisere Lilleasien, i en mængde små fyrstedømmer, støvpartikler af stater, holder (Frankrig) vejen åben for det anarki, som vil skabe en permanent krigstilstand,” sagde Lutfallah.

Selv Lloyd George indrømmede, at den ordning, som Folkeforbundet var ved at skabe, kun var ”en erstatning for den gamle imperialisme”.

Diktaturstaten

Et århundrede senere står disse ubehagelige sandheder mejslet i bevidstheden hos de lokale befolkninger.

Lignende fejltagelser blev begået mange andre steder i Mellemøsten, men Syrien står dog som det nok grelleste tilfælde – ikke mindst fordi landet dengang faktisk havde de bedste forudsætninger til at klare sig godt. Sir Mark Sykes og François Georges-Picot – de britiske og franske embedsmænd, der på mange måder lagde grunden til ulykken gennem deres hemmelige aftale af 1916 om at dele regionen mellem sig – bliver af mange arabiske skolebørn i dag opfattet som de to hovedskurke.

Med dette leverer historikeren Thompson forudsætningerne for at forstå, hvorfor det skulle gå så galt, da protesterne antændte Syrien i 2011. Franskmændene havde fået formøblet store dele af syrernes gensidige respekt, mens de bestræbte sig på at bevare kontrollen over landet.

med stor taktisk evne lykkedes det ham at spille landets mange etniske grupper ud mod hinanden, og ad den vej etablerede han sin jamaa. Det er et arabisk ord, som betyder ’gruppe’ eller ’alliance’

De kristne i Beirut, som det var deres erklærede mål at beskytte, er i dag borgere i et Libanon, som trods en lang borgerkrigs lidelser fortsat har svært ved at finde en fælles identitet. Og kløften, de skabte mellem liberale og islamiske syrere, er aldrig blevet krydset af virkelig forståelse.

Som så mange andre stater i Mellemøsten var Syrien derfor næsten på forhånd dømt til en tilværelse under et forbenet diktatur, og det er, hvor vi vender tilbage til Joseph Dahers vigtige bog.

Hans del af historien står som en logisk fortsættelse af Thompsons, og den tager for alvor fat med Hafez al-Assads magtovertagelse i 1970. Han kom fra en lille gruppering, alawitterne, som aldrig havde spillet nogen bemærkelsesværdig rolle i landets udvikling.

Men med stor taktisk evne lykkedes det ham at spille landets mange etniske grupper ud mod hinanden, og ad den vej etablerede han sin jamaa. Det er et arabisk ord, som betyder ’gruppe’ eller ’alliance’, og det kom til at betegne den snævre kreds af magtfulde mænd (primært), som blev indsat i alle sikkerhedsmæssige og militære nøglepositioner.

Gradvist udvidede han denne magtbase til også at omfatte middelklasserne i storbyerne og det sunnimuslimske borgerskab. En forsigtig økonomisk liberalisering tillod en privat forretningssektor, der tjente store penge, men som kun overlevede gennem den totale loyalitet overfor staten og partiet.

Dette system fungerede op gennem 1970’erne, hvor Syrien oplevede betragtelig økonomisk vækst, men snart efter begyndte det at skride. Da Hafez al-Assad døde i år 2000 og sønnen Bashar, øjenlægen fra London, tog over, var landet allerede på alvorlig økonomisk nedtur. Bashar forsøgte sig med imødekommenhed overfor vesten, med skinreformer og tom tale om demokrati.

Men noget reelt kom der aldrig ud af det, og derfor styrede Syrien direkte mod katastrofen, da oprøret kom i 2011.

I 1918 var Syrien et ødelagt land. Osmannerne havde stjålet, hvad der var at stjæle, og krigen havde ødelagt resten. Men der var en vilje til at få det til at fungere, og det er den, Elizabeth F. Thompson skriver så inciterende om. Demokratiet var indenfor række- og synsvidde, men vestlige magter fik illusionerne til at briste. Og dette står i dag som en slags forudskikkelse af dagens syriske virkelighed, som på mange måder kun er blevet endnu elendigere.

Nabolandet Libanon, som har været Syriens økonomiske port og livline til resten af verden, er på randen af kollaps, og selv om sanktionerne mod styret i Damaskus skulle blive løftet, ligger der stadig bjerge af problemer forude.

De nordøstlige provinser, hvor Islamisk Stat nu er blevet fysisk fordrevet, er lovløst land med kurdiske oprørere, militsgrupper med Tyrkiet i ryggen og forskellige islamister, og førhen driftige byer som Aleppo og Latakia ligger i ruiner.

Man kan ikke afholde sig fra at tænke, at Syrien måske ville have set anderledes ud, hvis landet, dengang for et århundrede siden, havde fået lov til at bygge sig selv en demokratisk fremtid.


Elizabeth F. Thompson: How the West Stole Democracy from the Arabs. The Syrian-Arab Congress of 1920 and the Destruction of Its Historic Liberal-Islamic Alliance
Grove Atlantic, 466 s., 25 pund
Bogen udkom i november 2020

Joseph Daher: Syria after the Uprisings. The Political Economy of State Resilience
Pluto Press, 386 s., 24,99 pund
Bogen udkom i 2019


LÆS ALLE HANS HENRIK FAFNERS ARTIKLER HER


Topfoto: Det Arabiske Forår: Protester i Syrien i 2011. Wikimedia Commons
Indsatte billeder: Wikimedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Hans Henrik Fafner (f. 1957) er journalist med fast base nord for Tel Aviv. Han har gennem de sidste 25 år – bl.a. som korrespondent for Dagbladet Information og sidenhen Weekendavisen – skrevet om Israel og Mellemøsten.

Hans omfattende viden og indgående kendskab til regionens politik og kultur anvender han nu til foredrag, sit eget forfatterskab samt til oversættelser, sammen med sin kone, af israelsk skønlitteratur til en række forlag.

Mange kender også Hans Henrik Fafner som værdsat og vidende rejseleder ved kulturrejsebureauet Viktors Farmor.

Seneste artikler om Bøger