mm

Marieke Burgers

Forfatter, foredragsholder, mag. art. i kunsthistorie, konsulent med egen virksomhed
Født 1954, i Nijmegen, Holland. Hollandske Marieke Burgers har boet mere end 20 år i Danmark, men er vokset op med bl.a. tigre i baghaven i Indonesien, æsler på øen Kharg i den Persiske Bugt og aber i Afrika. Måske derfor har hun et kritisk øje til de mange ligheder og forskelle mellem danskere, hollændere og andre folkefærd. Hun har publiceret en hel del bøger, artikler og analyser om kulturformidling, museumsoplevelsen, sponsering og markedsføring på både dansk, engelsk og hollandsk. Desuden forfatter til talrige klummer og debatindlæg i bl.a. Berlingske, Information og Politiken, om sprog, kulturforskelle og ”danskhed”.

Se alle skribentens artikler

Tricky Business – en fabel

FABEL – “Godeftermiddag, hr. Kan jeg hjælpe Dem eller vil De bare se Dem omkring?” Påfuglen mønstrede sin nye kunde, mens han flyttede rundt på det dyre tøj på bøjlerne i sin butik. “Mmm, ja, måske kan du hjælpe mig,” sagde den sorte grib. “Jeg leder efter noget nyt grej til mig selv og måske lidt lækkert til min kære kone.”

“Åh, De er kommet til det rigtige sted, min herre!” udbrød påfuglen. “Vi har en masse eksklusive varer, som passer til selv den mest krævende smag.”

“Helt fint, vis mig det bedste, penge er ikke et problem,” indvilgede gribben. “Først har jeg brug for et svedebånd og nogle rigtig smarte arbejdshandsker.” Han knækkede med sine kraftige kløer.

“Må jeg være så dristig at spørge, hvad slags arbejde det drejer sig om, så jeg bedre kan opfylde Deres ønsker, hr.?” Påfuglen forsøgte uden succes at skjule sin sprækkende nysgerrighed med en facade af krybende ærbødighed.

“Jeg ser mig selv som en hårdtarbejdende renovationsentreprenør,” replicerede rovfuglen.

“Renovationsentreprenør? Undskyld, jeg er ikke helt med?” Den øjenplettede hale sitrede spørgende.

“Jeg renoverer, restaurerer, jeg fornyer! Mine venner, eller hvad der er tilbage af dem, siger, at jeg er skraldemand! Jeg gør rent, om du vil, men i stor skala.” Han spredte sine ladeportstore vinger for at vise omfanget af sin virksomhed.

“Skraldemand?” Den farvestrålende fugl rystede i forfærdet fascination.

“Jamen altså, efter en renovationstur vil der altid være arbejde for en grib som mig. Fjerne affald og skrald fra uheld og utilsigtede hændelser. Tricky business, du ved, lidt af et klo-på, næb-ind-arbejde, haha. Du ved aldrig, hvad du river op i. Men nu vil jeg først have den bandana.”

Til Deres daglige dont har De måske brug for nogle robuste nogle, som kan tåle lidt slid og smuds, er det ikke rigtigt, hr.?

Som svar på hans ønske rev påfuglen et stykke stof ned fra en kunstfærdigt udskåret konsol. “Jeg har denne dejlige silkekravat til Dem, vævet i et delikat figenformet paisleymønster broderet med guldtråd. Disse retro-farver vil stå smukt til Deres mørke frakke, hr.”

“Nej, det går ikke. Jeg er nødt til at tørre min pande for al sveden og snavset. Når jeg har hugget i en ildelugtende bug, har jeg brug for en halsedisse at hoste i, et tørklæde til at knække mig i!” Han gylpede og spyttede noget grønt på det omhyggeligt voksede marmorgulv. ”Men jeg tager det til min bedre halvdel, hun vil elske bloddråbemønsteret. Hvad har du i handsker?”

“Undskyld, straks! Hvad er det dog, jeg tænker på!?” Påfuglen pilede til et fjernt hjørne af den stilfulde butik og hev et par vældige vanter frem: “Til Deres daglige dont har De måske brug for nogle robuste nogle, som kan tåle lidt slid og smuds, er det ikke rigtigt, hr.?”

“Jo, de skal have et godt greb, ikke hæmme mig i mit arbejde og kunne tåle både lidt knæk og bræk, noget møg og blod.” Han strakte sine sakselignende kløer, som nærmest osede af slimet pus.

Påfuglen besvimede næsten ved synet, men det lykkedes ham at fremstamme: “Så v-vil De elske disse, lavet af k-klassisk kaiman-læder. De vil nok passe til jobbet, tror De ikke?”

“Krok-læder! Perfekt til at flænse flæsk! Det er sådan noget super slidstærkt, jeg har brug for! Og nu noget til min ørkenrose. Har du noget passende i pels?”

“Til vores kræsne kundekreds har vi kun det bedste, hr! Her har jeg den fineste Karakul-kappe lavet af Dull & Gylpiana, dette bredhalede lam er belugakaviaren i overtøj, lige til deres hustru.” Den iriserede fugl smed en mørk, sjælden og kongelig pels på bordet og fingererede kærligt den blanke kappe.

Mest af alt måtte hans hustru, Ørkenens Rose, ikke lide noget afsavn. Det ville være forfærdeligt grusomt, uudholdeligt, at tænke på

“Karakul, siger du?” Ådselæderen kælede for frakkens tætte krøl.

“Karakul, Swakara, Astrakhan, en rose, hvad den end kaldes, vil dufte lige så sødt. Deres Rose vil absolut elske dette smukke slag, hr.,” bedyrede butiksassistenten. “Den vil passe perfekt til Deres smag.”

“Hvorfor så det?” Ådselæderen stirrede skeptisk på den ekstravagante assistent.

“F-fordi den bedste kvalitet stammer fra øh … nyfødte lam, men denne her er i overlegen kvalitet, hvis De forstår, hvad jeg mener…” Den farverige fugl så mere og mere bleg ud.

“Åh, ja, nu genkender jeg det! Den ufødte slags! Jeg elsker det! Pak den ind med det samme, jeg tager den. Men så tænkte jeg også på lidt tingeltangel til hendes udsøgte hals. Har du nogle diamanthalskæder, jeg kan se på?”

“Selvfølgelig skal den gode smag belønnes,” hvinede påfuglen med sin sylskarpe stemme. Han tog en æske frem med en tåredråbeformet diamant hængende fra en glitrende guldkæde.

“Her har jeg en meget dyrebar, ah … Brandvarm Diamant.”

“Brandvarm Diamant? Hvad mener du med det? Vil den skade min dejlige dues sarte hals?”

“Nej, nej, slet ikke! Vi kalder den også Rød Diamant, hvis De foretrækker det, eller øhh … Konflikt Diamant?”

“Åh, STOP med at være så forbandet politisk korrekt hele tiden! Sig det som det er, din kylling! Du mener Blod Diamant, ikke? Perfekt til min fantastiske Astma!”

“Ørhm … jo, bestemt,” stammede den ellers veltalende påfugl og så efterhånden askegrå ud. “Som man s-siger, en diamant varer evigt…”

“Ligesom blodudgydelserne forhåbentlig! Men så er det en aftale. Kan du sende alt til min adresse i Damaskus? Navnet er Asher All-Issad. Jeg vil være der i et stykke tid endnu, om ikke for evigt!”

Den hårdkogte hangrib hvæssede sit næb på Blod Diamanten og smilede, tilfreds med sit køb. Hvad ville livet være uden lidt luksus i ny og næ? Selvom det var ganske givende at være grib nu om stunder, var det engang i mellem tricky business at få sine designervarer leveret. Mest af alt måtte hans hustru, Ørkenens Rose, ikke lide noget afsavn.

Det ville være forfærdeligt grusomt, uudholdeligt, at tænke på.

© Marieke Burgers – 2018
© Illustration Hildert Raaijmakers: Through a Glass Darkly

 

Kategorier