DANSK IDENTITET // KLUMME – “Danskhed er ikke en blodlinje, men et fællesskab, vi skaber i nutiden.” Som svensk-dansker i skyggen af den “rigtige dansker” voksede Per-Olof Johansson op i Lillerød med en baggrund, ingen talte om, men som viser, hvor mangestemmigt fællesskabet om danskhed i virkeligheden er.
Jo, jeg er dansker. Men der er et men. Omgivelserne har måske ikke behov for at vide andet end det. Men jeg har altid vidst, at der var mere at fortælle. Derfor lytter jeg ekstra godt efter, når andre med udenlandsk baggrund deler deres erfaringer. De minder mig om, at jeg selv ikke helt passer ind i billedet af “en rigtig dansker”.
Danskhed opfattes ofte som noget givet, ubestrideligt og enkelt. Men hvem der tæller som rigtig dansker, afhænger i høj grad af historie, øjne der ser – og hvem der får lov at fortælle.
Jeg har hele tiden vidst, at vi var svenskere i fremmed land. Men vi levede, som om det intet betød – vi simulerede at være danskere. Det er den tavshed, jeg vil bryde
Mine overvejelser blev genstartet, da jeg læste Mats Jonssons tegneserieroman Da vi var samer. Hans familie gemte på en hemmelighed: et certifikat for rensdyrhold, der afslørede en samisk baggrund, man havde lagt låg på.
For mig er det modsat: Jeg har hele tiden vidst, at vi var svenskere i fremmed land. Men vi levede, som om det intet betød – vi simulerede at være danskere. Det er den tavshed, jeg vil bryde.
Den enkleste måde at blive dansker på er at blive født i Danmark. Men for nogen er det ikke nok. Man skal også være hvid, have forfædre i landet så langt tilbage, at historien bliver myte. For andre er fødselsstedet mindre vigtigt: De defineres gennem forældre og bedsteforældres nationalitet.
For mig blev svenskheden snarere en leg: en hue i blå og gul, en frakke i svensk stil, og små opgør med læreren, når jeg insisterede på, at mine udtaler var dialekt
I Sverige hylder man svensk-amerikanere, selvom deres rødder kan ligge generationer tilbage. Svensk-danskere interesserer ikke. Og i Danmark er det det samme: Svensk-danskere er ikke en gruppe – hverken i egne eller andres øjne. Vi er her, men vi tæller ikke.
Mit navn signalerer Sverige, og min familie gjorde det samme. Mamma kom fra Sverige, pappas forældre kom fra Sverige, og de ansatte på deres lille virksomhed kom fra Sverige. Vi var en lille koloni i Lillerød – selvom vi aldrig tænkte på os selv som sådan.
Et foto fra 1935 viser det hele: kaffebord i haven, naboens flag hejst, svenske slægtninge og danskfødte børn side om side. Et helt almindeligt dansk billede – og dog præget af en migrationserfaring, der næsten forsvandt i fortællingen.
Så en dag skiftede dette foto i familiealbummet karakter fra privatbillede til ikonisk tidsbillede. Jeg har kendt det hele livet, ved hvem personerne er, aldrig spurgt til anledningen. Stedet er Birkevej i Lillerød. Det er indvandrere, tre dog født i Danmark.
Anonymt ser det ud som klassisk dansk kaffebord i haven august 1935. Men tillad mig at gå i detaljer: Fra venstre min fætter Ernest, født i Canada. Hans mor fra Norge, hun døde da han var måske 5-6 år. Hans far, min farbror August, som var emigreret til Canada som svensker, men vendt tilbage og blev dansker, er nok ham, der fotograferer. Han kom til verden i Wolgast, Pommeren, af svenske forældre. Næste er Sigvard, også en fætter, men på min mors side, fra Tosthult i Örkened. Hildur, min fars kusine fra Komålen i Örkened. Pappa blev født i Blovstrød af svenske forældre. Storebror Stig født i Lillerød. Faster Sigrid, lærerinde i Stestrup, født i Tikøb, farfar født i Tommaboda i Örkened. Mamma født i Tjuvön, Örkened. Hildur og Sigvardt arbejdede på spånkurvefabrikken. Naboen har hejst flaget, nok mammas eller Stigs fødselsdag.
Da naboen døde, var moderen i den nye familie svensker. Det var moderen hos naboen til den anden side forresten også.
Jeg har spurgt mig selv, hvorfor jeg bliver ved at insistere på betegnelsen svensk-dansker. Svaret er, at historien skal fortælles korrekt
Derfor kan jeg godt lide at kalde os en slags koloni, selvom den ikke var organiseret. Vi var mange svenskere i byen, men vi blev hurtigt diffunderet ud i det danske. Kun glimt og vendinger overlevede, som da Edith sagde på blanding af svensk og dansk: “Noen auning ska där veller va i ett fattigt hus.” Små spor, men vigtige spor.
Jeg blev aldrig holdt ude som svensker. Et par af mine storebrødre blev kaldt “svenske djævle” og lærte først dansk i skolen. Men for mig blev svenskheden snarere en leg: en hue i blå og gul, en frakke i svensk stil, og små opgør med læreren, når jeg insisterede på, at mine udtaler var dialekt.
Det er kendetegnende: Vi var ikke en udstødt minoritet – men vi blev heller aldrig anerkendt som en del af Danmarks indvandrerhistorie i nutid. Selv for læserne af min egen bog om spånkurvefabrikken forsvandt den vinkel, selvom jeg havde udpenslet den i forordet.
Det interessante er, at selv dér hvor svensk-danskhed er åbenlys, underspilles den. Kongehuset selv har dybe rødder i Sverige, men det omtales sjældent som en blandet identitet. Da min bror Kurt som formand for beboerforeningen på Femø havde dronning Margrethe til bords i 2010, faldt snakken netop på det svensk-danske, som noget de havde til fælles. Men det er en undtagelse, kun en mindre del af selvforståelsen.
Det er, som om vi kun må være “rigtige danskere”. Alt andet skal pakkes væk.
Når vi gør baggrunde usynlige, mister vi både sandheden og den rigdom, der ligger i dem
Jeg har spurgt mig selv, hvorfor jeg bliver ved at insistere på betegnelsen svensk-dansker. Svaret er, at historien skal fortælles korrekt. Danskhed er ikke en blodlinje, men et fællesskab vi skaber i nutiden. Tilhørsforhold, deltagelse og selvopfattelse er det, der tæller – ikke hvor langt man kan føre sit stamtræ tilbage.
Lettere bliver det ikke af, at historien sjældent fortælles korrekt. I Sverige glemmer man tit, at Skåne, Halland og Blekinge var danske indtil 1658, ikke mindre danske end Sjælland, Fyn og Jylland. Indtil 1658 var mine gener ‘danske’. Så blev de ret sent blandet op med svenske, så også fra den vinkel er det muligt at vurdere min identitet. Johan, som står for efternavnet, var svensk fra Småland.
At vi kan have en ekstra streng på buen bør ikke være et handicap, men en ressource. Når vi gør baggrunde usynlige, mister vi både sandheden og den rigdom, der ligger i dem.
Jeg er dansker. Jeg er svensk-dansker. Jeg er ikke “rigtig dansker” i den snævre betydning – og det er måske heller ikke så mange, der egentlig er. Men netop derfor er det vigtigt at sige højt:
At danskhed ikke er noget man arver, men noget man skaber sammen.
At det at have rødder udenfor Danmark ikke gør én mindre, men rigere.
At vi ikke skal lade som ingenting – men insistere på, at vores blandede historier hører til i fællesskabet. Det er en kilde til noget positivt, både for os selv og det land, vi lever i.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og