USA // ANALYSE – Frustrationerne breder sig hastigt både i Det Hvide Hus, i Kongressen og blandt USA’s vælgere, når det gælder Iran-krigen. Donald Trump afviser med et skuldertræk al tale om et eventuelt nederlag for hans parti ved midtvejsvalget, men det står klart på stort set alle parametre, at krigen er en fælde, præsidenten hverken kan slippe ud af eller regne med at vinde. Nye meningsmålinger viser, at MAGA-basen også har fået nok.
WASHINGTON D.C. – USA har været her før: En amerikansk præsident lover en ”hurtig og begrænset militær operation”. I de første uger taler Det Hvide Hus om præcise angreb, klare mål og en forestående sejr. I takt med at månederne går, spreder konflikten sig, mens regningen vokser. Flere soldater bliver sendt af sted, og spørgsmålet ændrer sig gradvist fra, hvordan krigen vindes, til hvordan USA kommer ud af den igen.
Trump står nu som præsident for netop den type konflikt, han lovede aldrig ville opstå under hans ledelse
Mønsteret er ikke bare genkendeligt for ældre amerikanere, som har oplevet scenariet i Vietnam, Irak og Afghanistan. De traumatiske krigserfaringer er bagt ind i det amerikanske folks DNA via de mange veteraners familier og historieundervisningen i skolerne.
Og det står klart, at hvad der begyndte den 28. februar som en amerikansk-israelsk operation, der blev præsenteret som en kort militær indsats, har forvandlet sig til et af USA’s største militære engagementer i Mellemøsten siden Irak-invasionen i 2003.
For Donald Trump er Iran-krigen en alvorlig trussel – og ikke kun grundet stigende benzinpriser og frygten for et nederlag ved det kommende midtvejsvalg. Men fordi krigen rammer kernen i hans politiske ”America First”-projekt.
Trump vendte tilbage til Det Hvide Hus med et eksplicit løfte om, at USA skulle holde op med både at lede og deltage i langvarige konflikter, som han gennem næsten et årti havde latterliggjort samtlige sine forgængere for. “Endless wars” skulle høre fortiden til og MAGA byggede bl.a. på, at amerikanske ressourcer skulle bruges derhjemme, ikke i Europa, ikke i Asien og ikke i Mellemøsten.
Alligevel står Trump nu som præsident for netop den type konflikt, han lovede aldrig ville opstå under hans ledelse. Våbenhvilen er reelt brudt sammen, amerikanske styrker og USA’s allierede i regionen bliver fortsat angrebet, nye lande bliver inddraget (i denne uge både Saudi-Arabien og Egypten) samtidig med, at Pentagon beder om stadig større bevillinger.
Trump står derfor overfor et sammenfald af militære, økonomiske og politiske problemer, som gensidigt forstærker hinanden og undergraver den fortælling, hans præsidentskab bygger på.
Denne uges begivenheder gør Iran-fælden til at tage og føle på:
Mandag signalerede USA’s regering, at den havde sat planer om optrapning på pause ”fordi Iran havde bedt om det”, hvorefter olieprisen prompte faldt med otte procent. Samme dag meddelte det iranske udenrigsministeriums talsmand, at landet aldeles ikke havde bedt om noget.
Og tirsdag aften affyrede Irans Revolutionsgarde (IRGC) så ballistiske missiler mod amerikanske styrker i Jordan. Missilerne blev dog opsnappet og uskadeliggjort, oplyste Central Command, “med tilsyneladende lethed”.
Nålestikket var alt rigeligt til at trække Trump ind i krigen igen. Onsdag stod han i Det Ovale Værelse og lovede gengældelse: “Vi kommer til at ramme dem meget hårdt, for nu er det vores tur til at ramme dem”, hed det.
Og tidligt torsdag lokal tid meddelte U.S. Central Command så, at man havde gennemført en “kraftig bølge” af angreb mod Iran, rettet mod militære kommandocentre, missil- og dronefaciliteter samt kystovervågningsanlæg i de sydlige provinser Hormozgan og Khuzestan, der udgør hjertet i Irans olieinfrastruktur.
En anonym kilde, som mediet Politico beskriver som ”tæt på Det Hvide Hus”, siger, at præsidenten er “nu fuldt ud klar over, at den eneste vej til den sejr, han ønsker, er fuldstændig politisk umulig. Det amerikanske folk vil simpelthen ikke bakke op om den slags optrapning, det ville kræve.”
Optrapningen, der kan bestå af flere andre tiltag end deciderede landstyrker (boots on the ground) såsom luftangreb, flådeoperationer, cyberangreb, flere luftforsvarssystemer, specialstyrker, blokade eller angreb på iransk infrastruktur er der ingen appetit på i USA – heller ikke hos Trump selv. Og slet ikke hos hans vicepræsident J.D. Vance, der i forvejen kæmper med at finde en grimasse, der kan passe, da han også før krigen brød ud, var og er en af regeringens tydeligste skeptikere.
Krigen breder sig
Hertil kan man lægge det vigtigste skift siden foråret: at konflikten nu spreder sig ud over regionen netop i det øjeblik, Washington allermest ønsker sig en udgang. Som Vali Nasr fra Johns Hopkins SAIS udtrykker det: “Da Trump startede krigen, troede han, han kunne styre den. Irans svar er at udvide slagmarken langt, langt bredere, så USA er tvunget til at forsvare en større slagmark.”
At det er en korrekt forudsigelse, vidner de seneste 72 timer om:
- Iran affyrede missiler mod amerikanske styrker i Jordan. Det jordanske militær oplyste, at det skød fem missiler ned. Ifølge Fox & Friends kaldte Trump det for ”et overraskelsesangreb”, der kun gav de amerikanske styrker få minutters varsel.
- Saudi-Arabien gik for første gang direkte militært ind i konflikten. For første gang i fem måneder deltog kongeriget i amerikanske luftangreb mod Iran-støttede militser i Irak, efter at iranske stedfortrædere havde angrebet saudiske olieanlæg. Analytikere beskriver trækket som en ganske modvillig indtræden. Riyadh har brugt hele krigen på at forsøge at afskrække iranerne fra at angribe uden selv at ønske at blive suget ind i konflikten.
- Iraks militser blev ramt hårdt. De amerikansk-saudiske angreb dræbte omkring 20 personer, heriblandt iranske IRGC- og tekniske rådgivere. Iraks nationale sikkerhedsråd fordømte angrebene som en ”krænkelse af suveræniteten” og Iran-tilknyttede militser truede med gengældelse efter Arbaeen-pilgrimsfærden og gav Bagdads regering en “frist” til tirsdag i næste uge.
- Egypten blev ramt for første gang. En amerikanskejet gaslagertanker (Energos Winter) og en græskopereret LNG-tanker brød i brand efter et formodet droneangreb i Middelhavshavnen Damietta nær Suez-kanalen. Trump kaldte det “mere af det samme”, men torsdag morgen bekræftede den egyptiske regering, at branden var forårsaget af en drone, uden at pege på nogen ansvarlig. Irans statslige TV havde to dage forinden udpeget Damietta, “en port for gaseksport til Europa”, som et muligt mål for gengældelse mod ukrainske interesser efter Kyivs angreb på et iransk fartøj i Det Kaspiske Hav.
- Libanon blusser op igen. Israel beskyldte Hizbollah for at have affyret en sprængstofdrone i det sydlige Libanon og truede dermed en skrøbelig våbenhvile langs en af krigens mest ustabile fronter.
Jason Campbell fra Middle East Institute vurderer, at Trump-regeringen har undervurderet Irans evne til at forme konflikten på egne præmisser. Iran forsøger ikke blot at absorbere amerikanske angreb, men at udvide konflikten og påføre USA nye strategiske omkostninger.
Resultatet er et politisk og militært dødvande, som Trump bliver ved med at forsøge at fastfryse, og Iran bliver ved med at vælge at genantænde
Som den tidligere amerikanske forsvarsminister James Mattis ofte har udtrykt det: “The enemy gets a vote.”
Hvad “krigen er ikke forbi” betyder
Hvad betyder alt dette så? De vigtigste konklusioner er som følger:
- Våbenhvilen er for længst død. En rammeaftale fra 18. juni, et såkaldt hensigtserklæringsdokument, der skulle genåbne Hormuzstrædet, gav begge sider 60 dage til at nå frem til en endelig aftale. Den faldt fra hinanden i begyndelsen af juli efter angreb på handelsskibe. Den 7. juli erklærede Trump våbenhvilen for ovre og sagde, USA skulle “gøre arbejdet færdigt”.
- Krigen kører i cyklusser af angreb, pauser og gengældelse. USA gennemførte cirka to ugers natlige luftangreb frem til sidst i juli, så meddelte amerikanere om en pause 24.-25. juli og genoptog så torsdag efter Irans Jordan-angreb. Rytmen af angreb-pause-angreb er blevet krigens definerende mønster.
- Militæret advarer selv om grænserne. Under overvejelserne om gengældelsesplanen advarede den øverstbefalende for forsvarschefernes forenede stab, general Dan Caine, ifølge flere amerikanske medier om, at en genoptagelse af større kamphandlinger var mulig, men ville “udtømme” de opsnapningsmissiler, Central Command råder over “på farlig vis”. Admiral Brad Cooper, chef for CENTCOM, sagde herefter, at USA i fravær af fuldskalaoperationer burde stoppe Hormuz-bombekampagnen, fordi den havde “nået grænsen for sin effektivitet”. På den baggrund bliver Trumps fortælling om USA’s ”sejr” tæt på umulig at opretholde.
- Blokaden har ledt til dødvande. Pr. 29. juli oplyste CENTCOM at have omdirigeret 20 handelsskibe, sat to ud af drift og bordet to andre, siden man forstærkede Iran-blokaden 14. juli. Trafikken gennem Hormuzstrædet ligger fortsat under en tiendedel af niveauet før krigen, og trafikken gennem Bab al-Mandab i Det Røde Hav er faldet med en femtedel siden 20. juli.
Resultatet er et politisk og militært dødvande, som Trump bliver ved med at forsøge at fastfryse, og Iran bliver ved med at vælge at genantænde.
Tunge omkostninger på flere fronter
Det finanspolitiske billede viser, at historien om en ”kort udflugt”, som Trump forsøgte at kalde krigen i starten, ikke holder vand: Under de tidlige kamphandlinger (omkring 5. marts, dag 6) rapporterede Pentagon om, at militæret havde brugt 11,3 mia. dollars. I april vurderede tænketanken CSIS, at de løbende omkostninger lå på 30 milliarder dollars. Midt i marts bad Pentagon om en tillægsbevilling på cirka 200 mia. dollars oven i en statsgæld, der havde passeret 39 billioner dollars. Den 24. juni sendte administrationen formelt en anmodning om en ”nedskaleret tillægsbevilling” på 87,6 mia. dollar til Kongressen.
Omkring 67 mia. går til Pentagon (21 mia. til ammunition, 17,3 mia. til drift, 12,1 mia. er sat til hemmeligt, classified). CSIS vurderer, at kun omkring en tredjedel af den samlede pakke kan henføres til krigens omkostninger.
Lagrene af flere centrale amerikanske missiltyper er ifølge militære kilder faldet til omkring halvdelen eller mindre i sammenligning med niveauet før krigen
For at få bevillingen vedtaget i en fortsat mere modvillig Kongres (hvor de folkevalgte i begge partier er fuldt ud klar over, at udgifterne til en krig i Mellemøsten er tæt på at være det mest upopulære, man kan møde op med i deres lokale valgkredse) har regeringen forsøgt at gøre den bitre pille lettere at sluge ved at polstre den med valg-sukker: bevillingen indeholder således også 11,1 mia. dollars i landbrugsstøtte, 1,4 mia. til bekæmpelse af Ebola, pensionslettelser, ja endda en renovering af New York Citys nedslidte Penn Station.
Det vil næppe være tilstrækkeligt.
Oveni i de økonomiske omkostninger, kan man lægge en anden, mere smertefuld regning: De mange amerikanske soldater, der er blevet såret og dræbt af iranske angreb i regionen inden for de seneste fjorten dage
Dertil kommer, at lagrene af flere centrale amerikanske missiltyper ifølge militære kilder er faldet til omkring halvdelen eller mindre i sammenligning med niveauet før krigen. Lageret af Patriot, THAAD, SM-3 og Precision Strike-missiler ligger nu på ca. 50 procent ift. niveauet før krigen. Og enhver opsnapning af den iranske missilregn, inklusive tirsdagens over Jordan, tømmer lagrene yderligere. Tillægsbevillingen er således ikke ”bare” en krigsregning, der skal betales. Den er også en indirekte indrømmelse af, at USA’s forsvarsindustri ikke hurtigt nok kan erstatte ammunitionen ved det nuværende forbrugstempo.
Oveni i de økonomiske omkostninger, kan man lægge en anden, mere smertefuld regning: De mange amerikanske soldater, der er blevet såret og dræbt af iranske angreb i regionen inden for de seneste fjorten dage. Pentagon opfører officielt omkring 420 sårede under selve Iran-operationen, men det samlede antal amerikanske soldater, der er blevet såret under konflikten, er ifølge AP 642.
Pentagon oplyser også, at 14 amerikanske soldater er omkommet i Iran-krigen. Flere amerikanske medier har dog påpeget, at det samlede antal reelt er 18, fordi Pentagon for nylig ”omklassificerede” fire soldater, der blev dræbt i Jordan og Irak under de seneste kamphandlinger. De tæller derfor ikke længere med i USA’s officielle statistik for Iran-krigen, selv om de blev dræbt i forbindelse med konflikten.
Benzinpriserne
Benzinen er en omkostning, stort set alle amerikanere mærker til dagligt, og den følger krigens geografi. Normalt passerer omkring en femtedel af verdens olie gennem Hormuzstrædet, men trafikken ligger nu på under en tiendedel af normalen. Før krigen handledes olie til omkring 71 dollars per tønde, og benzin lå under 3 dollars. Da krigen var på sit højeste, røg prisen på Brent-olie op på 100 dollar, mens amerikansk benzin steg til over 4 dollars per gallon.
I en ny måling fra Politico/Public First mener hele 57 procent af MAGA-vælgerne, at Iran-krigen er skyld i de stigende benzinpriser
Junis våbenhvile gav en kortvarig lettelse i form af en pris på under 4 dollar, men prisen steg igen den 20. juli til 86 cent højere end året før. Og rutsjebanen fortsætter: Olieprisen faldt 8 procent mandag efter Trumps selvudnævnte pause i konflikten, men steg igen kraftigt efter onsdagens angreb – både den europæiske Brent-olie og den amerikanske WTI-olie blev markant dyrere.
Og så længe konflikten om kontrollen med Hormuzstrædet er uløst, vil cyklussen af fjendtligheder og midlertidige pauser fortsætte, hvilket sandsynligvis vil få priserne til at stige. Og tallene er grum læsning for republikanerne i Kongressen. I en måling fra Politico/Public First mener hele 57 procent af MAGA-vælgerne, at Iran-krigen er skyld i de stigende benzinpriser. Krigen og prispresset er altså for længst smeltet sammen i vælgernes bevidsthed, hvilket er den værst tænkelige fortælling for republikanerne op til novembers midtvejsvalg.
Krigen var aldrig populær i USA – nu er den heller ikke velset i MAGA-land
Men krigen var aldrig populær i den brede befolkning. Ifølge Silver Bulletins gennemsnit er cirka 58 procent af amerikanerne imod den mod 33 procent, der bakker op; opbakningen har ikke krydset 40 procent siden februar.
Det helt nye er bevægelsen i Trumps egen vælgerbase. I Politico/Public First-målingen kan man se, at antallet af MAGA-vælgere, der mener, krigen er prisen værd, er faldet fra 50 procent i maj til 37 procent i juli, altså et fald på 13 point på to måneder. I en helt ny AP-NORC-måling den 30. juli siger omkring to tredjedele af amerikanerne siger, at krigen ikke har været værd at føre, og kun 28 procent godkender Trumps håndtering
Kontrasten til foråret er slående. I marts lå MAGA-opbakningen til angrebene på hele 81–90 procent i forskellige målinger; Fox-kommentatorer afviste en MAGA-“borgerkrig” om Iran som ”en myte”. Trump fortalte ABC’s Chief Washington Correspondent Jonathan Karl, at Tucker Carlson – en tidlig og højlydt modstander, tidligere Trump-støtte og tidligere Fox News-vært – havde “mistet sit fodfæste”.
Tilsyneladende har fem måneders stigende benzinpriser, 18 amerikanske soldater dræbt i forbindelse med konflikten og en regning på 87,6 mia. dollar udrettet det, de isolationistiske podcastere og influencers ikke magtede alene.
Brudfladerne i Trumps base er blevet tydeligere
Og brudfladerne i MAGA-bevægelsen blev skarpere denne uge. Mens Netanyahu mødtes med Trump i the Oval Office tirsdag, advarede Steve Bannon, en mangeårig Trump-allieret og indflydelsesrig stemme på den nationalistiske højrefløj, om, at mødet varslede ”yderligere optrapning”. Bannon sagde til Politico, at “alle præsident Trumps mest glødende ikke-‘Israel First’-tilhængere er rasende.”
Samtidig er Kongressen begyndt at røre på sig. Der har nu været 11 afstemninger om War Powers ved udgangen af juni.
Resolutionerne bliver ved med at falde med snævre marginer, men de republikanske frafald er reelle: Sidst i juni vedtog Senatet en War Powers-resolution med stemmerne 50-48 (fire republikanere stemte for hen over midten: Bill Cassidy (LA), Lisa Murkowski (AK), Susan Collins (ME) og Rand Paul (KY). 23. juli vedtog Repræsentanternes Hus endnu en med stemmerne 214-208, med 4 republikanske stemmer for.
I Senatet faldt en tilsvarende resolution med stemmerne 47-49. Senest afviste Senatet torsdag i denne uge endnu et forsøg med stemmerne 49-50.
Husets vedtagelse foreløbig er symbolsk, fordi den ikke har opnået tilslutning i begge kamre og de når således heller ikke til Trumps skrivebord.
Men det er værd at bemærke sig, at flere af de frafaldne, ikke mindst Maines senator, Susan Collins, er i hårde genvalgskampe i midtvejsvalget.
Collins har for længst meddelt, at hun ikke vil bakke op om landtropper eller en forlængelse ud over 60-dages-vinduet “medmindre der sker en dramatisk ændring”. Hun har også kaldt Trumps retorik “brandfarlig”.
For det andet ligger Kongressens reelle løftestang ikke i den symbolske afstemning, men i magten over pengene. Tillægsbevillingen er dér, krigen faktisk kan begrænses, og de finanspolitiske høge i den konservative House Freedom Caucus kræver, at bevillingen modregnes i statsgælden på 39 billioner dollar.
Det lader imidlertid ikke til at afficere Trump, der med et skuldertræk har afvist alle republikanske bekymringer om et muligt nederlag ved midtvejsvalget.
Et transatlantisk og nordisk perspektiv
For danske læsere er det værd at bemærke sig følgende:
- Den allierede kolde skulder. Trumps opfordringer til en “fælles indsats” for at patruljere Hormuzstrædet er blevet afvist. Spanien afviste, at USA kunne bruge sine luftbaser der (og udløste en handelstrussel); Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Sydkorea afslog at sende krigsskibe. Det transatlantiske politiske establishment betragter i stigende grad Iran-krigen som en krig, Washington ikke kan vinde med magt. Dommen er hård og ses både som et fejlgreb og som en krig, det amerikanske militær ikke kan vinde.
- Den økonomiske afsmitning er global. Hormuzstrædets forstyrrelser har drevet prisstigninger langt uden for USA; Indien har beordret rederier til at holde indiske søfolk væk fra skibe, der skal passere strædet, efter at en blev dræbt. Angrebet på den egyptiske havn udvider skibsfartsrisikoen til Middelhavet og indsejlingen til Suezkanalen, den europæiske handels hoveddør.
- Den ukrainske forbindelse. Efter at Ukraine ramte et iransk fartøj i Det Kaspiske Hav, optrappede Teheran sine trusler. Kyivs udenrigsminister har nu opfordret Iran til at undgå “unødvendig optrapning”, selv mens Zelenskyj mødtes med Trump samme dag som denne mødtes med Netanyahu. Iran-krigen siver med andre ord ind i Ukraine-sporet.
Det mest paradoksale er nok, at Donald Trump ikke først og fremmest er blevet fanget af en fælde, der er udtænkt i Teheran, men af sit eget løfte om, at netop hans præsidentskab aldrig ville ende i endnu en amerikansk “endless war”.
Læs mere om USA her – følg vores korrespondent frem mod midtvejsvalget.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og