DIALOG & POLARISERING // BOGUDDRAG – De fleste af os er stolte af vores viden og ekspertise og af at forblive tro mod vores anskuelser og meninger. Det giver mening i en stabil verden, hvor vi bliver belønnet for at være overbeviste om vores ideer. Problemet er, at vi lever i en hurtigt omskiftelig verden, hvor vi er nødt til at bruge lige så megen tid på at gentænke som på at tænke, skriver Adam Grant i sin nye bog, Tænk igen. POV har fået lov at bringe et uddrag.
Når folk tænker over, hvad det kræver at være mental tilpasningsdygtig, vil det første, der falder dem ind, ofte være intelligens. Jo smartere du er, jo mere komplekse problemer kan du løse – og jo hurtigere kan du løse dem. Intelligens anses traditionelt for at være evnen til at tænke og lære. Men i en turbulent verden findes der et andet sæt kognitive færdigheder, der måske betyder endnu mere: evnen til at gentænke og aflære.
Vi er mentale gniere
Problemet er, at vi ofte foretrækker bekvemmeligheden ved at klynge os til gamle synspunkter frem for besværet med at kæmpe med nogle nye. Men der ligger også mere dybtliggende kræfter bag vores modstand mod gentænkning. Hvis vi sætter spørgsmålstegn ved os selv, gør det verden mere uforudsigelig.
Det kræver, at vi indrømmer, at kendsgerningerne måske har ændret sig, at det, der engang var rigtigt, måske nu er forkert. Når vi genovervejer noget, vi tror fuldt og fast på, kan det true vores identitet og føles, som om vi mister en del af os selv.
Vi bliver særligt fjendtlige, når vi prøver at forsvare nogle meninger, vi inderst inde godt ved er forkerte
Gentænkning er ikke noget, vi kæmper med på alle områder af vores liv. Når det handler om vores ejendele, vælger vi ofte at udskifte til noget, der er nyt. Vi skifter vores garderobe ud, når den bliver gammeldags, og renoverer vores køkken, når det ikke længere er smart.
Men når det handler om vores viden og meninger, har vi en tendens til at holde skansen. Vi ler ad personer, som stadig bruger Windows 95, men klynger os stadig til meninger, vi dannede i 1995. Vi lytter til synspunkter, der gør os godt tilpas, i stedet for ideer, der får os til at tænke os grundigt om.
Vi bliver særligt fjendtlige, når vi prøver at forsvare nogle meninger, vi inderst inde godt ved er forkerte. I stedet for at prøve et andet par briller bliver vi mentale slangemennesker, der vrider og snor os, indtil vi finder en vinkel, der bevarer vores nuværende synspunkter intakte.
Jeg kan ikke komme i tanker om et tidspunkt, hvor det har været mere afgørende at gentænke. Efterhånden som coronapandemien spredte sig, var der mange ledere rundt om i verden, der var langsomme i forhold til at gentænke deres antagelser – for det første, at virussen ikke ville påvirke deres land, for det andet, at den ikke var mere dødbringende end en influenza, og derefter, at den kun kunne overføres fra personer med synlige symptomer.
Omkostningerne i menneskeliv er stadig ved at blive opgjort. Vi har alle sammen skullet teste vores mentale fleksibilitet i det sidste års tid. Vi er blevet tvunget til at satte spørgsmålstegn ved antagelser, vi længe havde taget for givet: At det er sikkert at tage på hospitalet, spise på en restaurant og give vores forældre eller bedsteforældre et knus.
Når det handler om vores egen viden og vores egne meninger, foretrækker vi, at det føles rigtigt frem for at være rigtigt
Når vi tænker og taler, glider vi ofte ind i tre forskellige faggruppers tankegang: prædikanter, anklagere og politikere. I hver af disse tilstande anlægger vi en bestemt identitet og bruger et særligt sæt redskaber.
Vi går i prædikant-tilstand, når vores ukrænkelige overbevisninger er i farezonen: Vi leverer prædikener for at beskytte og fremme vores idealer. Vi går i anklager-tilstand, når vi opdager fejl i andre menneskers ræsonnementer: Vi bruger veltilrettelagte argumenter til at bevise, at de er forkerte, og for at vinde vores sag. Vi skifter til politiker-tilstand, når vi forsøger at få vores publikum over på vores side: Vi bruger kampagner og lobbyvirksomhed for at vinde målgruppens accept.
Risikoen er, at vi bliver så optaget af at prædike, at vi har ret, forfølge andre, som har uret, og politisere for at få støtte, at vi ikke bekymrer os om at gentænke vores egne synspunkter.
Personlig gentænkning
Vi er hurtige til at se, at andre har brug for at tænke sig om en gang til. Vi er skeptiske over for ekspertvurderinger, når vi ønsker en alternativ faglig vurdering af en medicinsk diagnose. Men uheldigvis er det ofte sådan, at når det handler om vores egen viden og vores egne meninger, foretrækker vi, at det føles rigtigt frem for at være rigtigt. Vi stiller hver dag mange af vores egne diagnoser, lige fra, hvem vi ansætter, til hvem vi gifter os med. Vi er nødt til at udvikle en vane med at danne os vores egne alternative meninger.
Mentale hestekræfter er ingen garanti for mental adræthed. Uanset hvor stor hjernekapacitet du har, vil du gå glip af mange muligheder for at gentænke, hvis du mangler den fornødne motivation til at tænke dig om en gang til. Forskningen har afsløret, at jo bedre du klarer en IQ-test, jo mere sandsynligt er det, at du henfalder til stereotyper, fordi du er hurtigere til at genkende mønstre. Og i nyere tid tyder eksperimenter på, at jo kvikkere du er, jo sværere kan du have ved at opdatere dine overbevisninger.
Relationel gentænkning
Når vi prøver at overtale folk, indtager vi ofte en opponerende holdning. I stedet for at gøre dem åbne ender vi med reelt at lukke dem ned eller hidse dem op. Deres forsvarsspil består i at holde et skjold op foran sig, deres angrebsspil går ud på at prædike for deres synspunkter og anklage vores eller at lege politik ved at fortælle os det, vi gerne vil høre uden at ændre noget ved det, de rent faktisk tænker.
At fremlægge to yderpunkter af en sag er ikke løsningen
En god debat er ikke en krig. Det er ikke engang et tovtrækkeri, hvor du kan trække din modstander over på din side, hvis du hiver nok i rebet. Det er mere som en ikke-koreograferet dans, der skal klares med en partner, som har planlagt en anden serie af trin. Hvis du prøver for meget på at være den, der fører, vil din partner gøre modstand. Hvis du kan tilpasse dine trin til hendes og få hende til at gøre det samme, er der større chancer for, at I ender med at bevæge jer i takt.
Fælles gentænkning
Vi ved, at det ikke er tilstrækkeligt at kende meningerne fra den anden side, når der er tale om mere komplicerede problemstillinger. Dem er vi blevet præsenteret for på de sociale medieplatforme, men de har ikke fået os til at skifte mening. Selve det at vide, at den anden side findes, er ikke nok til at få prædikanter til at tvivle på, om de befinder sig på den rigtige moralske side, at få anklagere til at sætte spørgsmålstegn ved, om de befinder sig på den rigtige side af sagen, eller at få politikere til at spekulere på, om de er på den rigtige side af historien.
Hvis du hører en modsatrettet mening, motiverer det dig ikke nødvendigvis til at gentænke din egen holdning; det gør det faktisk nemmere for dig at stå fast på din egen mening, uanset om du vil forsvare eller angribe våbenlovgivningen. At fremlægge to yderpunkter af en sag er ikke løsningen: Det er en del af polariseringsproblemet.
Tænk som en forsker
Det er en grundlæggende menneskelig tendens at søge klarhed og afklaring ved at forenkle et komplekst kontinuum til to kategorier. En modgift til den tilbøjelighed er at gøre ting mere komplekse: at præsentere hele viften af perspektiver på et givent emne. Vi tror måske, vi gør fremskridt, når vi diskuterer varme emner som to sider af en mønt, men folk er faktisk mere tilbøjelige til at tænke sig om igen, hvis vi præsenterer emnerne gennem de mange linser i en prisme.
En dosis kompleksitet kan bryde cyklusser af overdreven selvsikkerhed og sætte gang i gentænkningscyklusser. Det giver os en større ydmyghed i forhold til vores viden og en større tvivl på vores meninger, og det kan gøre os tilstrækkeligt nysgerrige til at afdække de oplysninger, vi mangler.
Det kan meget vel forhindre en tilsyneladende uskyldig samtale i at eksplodere i et følelsesmæssigt inferno
Vi skal lære at tænke som en forsker. Når vi søger sandheden, går vi i forsker-tilstand: Vi udfører eksperimenter for at teste hypoteser og afdække viden. Videnskabelige redskaber er ikke forbeholdt personer med hvide kitler og glaskolber, og du kan godt bruge dem uden først at knokle i årevis med et mikroskop og en petriskål. Hypoteser har lige så stor berettigelse i vores almindelige liv som i laboratoriet. Eksperimenter kan gøre vores hverdagsbeslutninger mere velinformerede.
Det at modstå impulsen til at forenkle er et skridt i retning af at blive bedre til at kunne argumentere. Det har vidtrækkende konsekvenser for den måde, vi kommunikerer på om polariserende emner. I de traditionelle medier kan det hjælpe journalister med at gøre folk mere åbne over for ubehagelige kendsgerninger. På sociale medier kan det hjælpe os alle sammen med at have mere produktive Twitter-uenigheder og Facebook-kampe.
Det betyder måske ikke, at du ved familiesammenkomster bliver helt på linje med din mindst elskede onkel, men det kan meget vel forhindre en tilsyneladende uskyldig samtale i at eksplodere i et følelsesmæssigt inferno. Og i diskussioner af de politiske emner, der påvirker vores alle sammens liv, når vi måske hurtigere frem til nogle bedre og mere praktisk anvendelige løsninger.
Tænk igen – Kunsten at vide, hvad du ikke ved
Forfatter: Adam Grant
Forlag: Content Publishing. Sideantal: 331 sider
Udkommer d. 5. november 2021
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
