Ikke mængden men Madsen: Haikuens danske litteraturhistorie 5:8

af i Bøger/Kultur

LITTERATUR – Den japanske digtform haiku var inspiration til at forny den vestlige avantgardedigtning i flere omgange i forrige århundrede. Viggo Madsen er en outsider i dansk modernisme. Og hans haikudigte, som han har skrevet en hel del af det sidste årti, er ikke mindre til en side i forhold til de øvrige haiku, der skrives af danske digtere her efter milleniumskiftet.

Den japanske digtform haiku var inspiration til at forny den vestlige avantgarde digtning i flere omgange og ad forskellige lyriske spor i forbindelse med de 2. verdenskrige i forrige århundrede.

Haikus korte rytme som et åndedrag, digtformens synæstetiske blanding af tekst, musik og billedkunst, dens anvendelse af bruddet/pausen (kireji) i rytmen og indholdet og dens sideordnede sammenstilling af usymbolske, forskellige virkelighedsbilleder til en helhed inspirerede den moderne vestlige lyriks avantgarde. Det førte til nyudvikling af så forskellige digteriske avantgarde strømninger som imagisme, surrealisme og ultraismo omkring 1. verdenskrig samt konkretismen og beat-digtningen efter 2. verdenskrig.

I Danmark blev haiku introduceret af multikunstneren og tennisstjernen Torben Ulrich sammen med Jørgen Gustava Brandt i tidsskriftet Bazar fra 1958 – og derefter af Hans-Jørgen Nielsen med gendigtningen af japanske haiku i Hvedekorn-samlingen Haiku fra 1963.

Derefter inspirerede haiku både efterkrigsmodernister som Jørgen Sonne og Ivan Malinowski, konkretister som Hans-Jørgen Nielsen og Vagn Steen og en masse andre digtere bl.a. Dan Turéll, Peter Laugesen, Susanne Brøgger, Klaus Høeck, Pia Tafdrup, Viggo Madsen og Hanne Hansen samt mange andre. digtere i Dansk Haikunetværk. De første danske haiku blev skrevet af den nu glemte digter Jens Lund Andersen og trykt i tidsskriftet Hvedekorn nr. 6 i 1959. F.eks:

Bakkernes skuldre.
Mørket er udslaaet haar.
Hviskede nogen?

Efterhånden som haiku blev udbredt i resten af verden og digtformens sammenhæng med zenbuddhismen blev løsnet, kom årstidsord (kigo) og andre klassiske formelle krav til at blive uforståelige og overflødige.

Haikudigtere har mere og mere vidt forskellige definitioner af, hvad et haikudigt er. Da Dansk Forfatterforenings Haikugruppe udgav sin antologi Blade i Vinden i anledning af 10-årsjubilæet i 2011, kunne redaktionen bestående af Bo Lille, Benny Pedersen og Bjarne Kim Pedersen kun blive enige om denne meget brede definition på haiku: ”Vi mener, at et godt haiku på en eller anden måde bør være et mikrokosmos, en verden i en nøddeskal, en lille kerne, der afspejler verdensaltet.”[1]

Jeg lægger derfor i denne og andre artikler om dansk modernisme og haiku ikke megen vægt på den klassiske haikus mere formalistiske poetikkrav som 5-7-5 stavelser, årstidsord, nutid og bandlysning af jeget og Gud.

I stedet har jeg fokus på haikudigtets overraskende pause/drejning (kireji), der kaster nye betydninger tilbage og frem i hele digtet, sprænger sprogets logik og ophæver tid og sted, samt subjekt og objekt. Og på hvordan dette særlige kireji-greb bruges vidt forskelligt og dybt integreret i de enkelte digteres personlige lyriske udtryk. Her spiller den sideordnede sammenstilling af forskellige virkelighedsbilleder omkring denne drejning også en stor rolle.

Viggo Madsen – et konglomerat

Viggo Madsen debuterede i 1966 med romanen Brandmand på to hjul som også indeholder korte digte. Samtidig debuterede han under broderen Holgers navn med digtsamlingen De gamle dage og hunden. Han er ikke en krydsning – det er en alt for præcis snitfladebetegnelse – men et konglomerat mellem datidens konkretistiske digtning og 1920’ernes dadaisme m.m. smeltet sammen af ungdomsoprørets forskellige antiautoritære, anarkistiske strømninger. Han skriver i slutningen af 1960’erne til både det konkretistiske avantgardetidsskrift Ta’ og det spraglede, regnbuefarvede Superlove.

Hans digtning gør drilagtigt abstraktioner konkrete, godt blandet op med billeder og ting, der i sidste ende changerer mellem udtryk og udsagn som forvandlingskugler. Karakteristisk i denne proces er, at sproget bliver taget på ballerne og ordene, så umulige udsagn bliver grundled for andre, og mentale metaforer bliver kortsluttet til et helt nyt spørgsmål til tilværelsen. Det er både legende let og dødsens farligt.

F.eks. i disse korte digte:

Uden for vinduet er det mørkt.
Der er en fugl som synger.

Jeg kan ikke se,
hvad den synger
[2]

Og

Gøre abstrakter konkrete.
Indblæse dem liv.
Se dem folde sig ud
i tre dimensioner.

Mærke deres hænder
klemme om halsen
.[3]

Digtene er barokt lav- og højpandede og højkoncentrerede behandlinger af sproglig håndgribelighed, som kombinerer ”det legende ligefremme og det tænksomt snurrige i en overrumplende løs og lækker bevægelighed; man ved ganske enkelt ikke, hvor mellem himmel og jord man i næste øjeblik – næste digt, næste linie – har sin Madsen.”[4]

Og dette konglomerat vender vrangen ud på metaforerne og på det konkrete, så det bliver abstrakt, samtidig med at det gennem udtryksbilledet fører sproget ”på den anden side af åbenbaringen”[5]:

SANDHEDSBEVIS

: I samme forstand som havet
består af vandmænd uden hinde
er jeg tanken:

: Alle mine drømme mod hele
din virkelighed og dermed:
umistelig
[6]

Dette digt er hinsides al sproglig og erkendelsesteoretisk logik, men placerer os alligevel i et eksistentielt nulpunkt, hvor vi ikke er alene, og hvor livet sammen med alt andet (alle andres) bliver umisteligt.

Som det ses, er der her valgt korte digte, der er på grænsen til at være haiku, fra Madsens digtsamlinger, som ellers også indeholder masser af længere digte. Det er meget karakteristisk for ham, at overgangen mellem hans poetiske aforismer (f.eks. når man balancerer på kanten af virkelighed, må man passe på, at man ikke falder ned på den forkerte side) og korte digte til de egentlige haikudigte er endog meget flydende. Det ses bl.a. i dette haiku:

En himmel af italiensk marmor
slagtebænk
åh, hvor jeg savner
dig!
[7]

Man ligger både på dødslejet, slagtebænken, og ser op i den som himlen, og begge dele længes man så efter i et udbrud, viser det sig.

Her respekteres hverken traditionel linjeopdeling eller stavelsesantal i haikudigte. Digtet handler ikke om naturen, og digteren i egen blodige person er i høj grad tilstede i digtet, som i øvrigt ikke foregår i et konkret øjeblik i nutiden. Tværtimod foregår det ikke i nogen sædvanlig tidsbøjning af udsagnsord men i en drømmetid. Og den overrumplende drejning (kireji), der kaster ny oplevelse og erkendelse frem og tilbage i digtet foregår flydende efter hver linje og ikke blot i et enkelt vendepunkt i digtet.

Først ser jeg op i en himmelkuppel, så bliver det en slagtebænk, så er jeg der slet ikke men savner, og til sidst viser det sig, at det er et dig, som både kan være himlen og slagtebænken og en anden person, jeg savner. Denne drejning er således en udmøntning af Madsens lyriske udtryk, der sprogligt vender vrangen ud på det konkrete og abstrakte, sammen med udtryksbilledet og metaforen.

Miraklernes tid er ikke forbi

Viggo Madsen redigerer sammen med Bo Lille den digtergave på 330 haiku af forskellige danske forfattere, dagbladet Information indeholdt øverst på forsiden hver dag fra 2. januar 2006 til 30. januar 2007.

Til den skrev han selv en række haiku både under eget navn og pennenavne som Luis Meme og Jonas Vahlstrøm. Et enkelt af dem blev aldrig senere udgivet i bogform. Det gælder dette af Luis Meme:

Gadens sure plebs
solen er flad og falder
tyndt over alle
[8]

Da Information løber fra en aftale om senere at udgive alle disse haiku i bogform, samler Viggo Madsen sine sammen med nogle nyskrevne i det trykte katalog for Den Fynske Forårsudstilling 2008 under titlen Haiku og Børnerim.

Her skriver han også haiku med den mere traditionelle opdeling i 3 linjer med 5-7-5 stavelser (sådan da):

det evige liv?
så er det slut med datid!
nu! nu! nu! hansen!

din krop er et kukur!
mirakler kan finde sted!
fugle kan flyve!
[9]

I begge disse haiku bruger Madsen udråbstegn og et enkelt spørgsmålstegn som kireji, og der er ikke kun et ophold med en drejning i hvert digt, men 3 eller 6.

De bruges ikke til en flydende drejning gennem hele digtet, men til at hale det religiøst ophøjede ’ned’ til det jordiske hverdagsliv og derfra vende det til højst virkelige og nærværende ekstaser. Det sker i en burlesk serie bump ned og op på vejen.
Det evige liv bliver således til et gradvist opbygget ekstatisk øjeblik under samlejet eller målscoringen, der endelig lykkes i fodboldkampen. Undervejs forsvinder fortiden og dermed tiden helt og øjeblikket bliver den fattiges evige liv, fordi nu! nu! nu! scorer han ifølge den legendariske sportsreporter ved radio og fjernsyn Gunnar Nu Hansen.
I det andet digt er din krop et regelmæssigt kukur, som fuglen stikker hovedet ud fra gennem en kortvarigt åbnet lem og kukker hver time. Det første udråbstegn spærrer dig og den inde, men efter pausen/opholdet hæves vi op, og det fastslås stridslystent profetisk, at miraklernes tid ikke er forbi, de kan finde sted!

Efter det næste udråbstegn sker miraklet i form af en almindelig daglig iagttagelse der i det øjeblik opløser og opløfter jeget og lukker det ud af indespærringen i kukuret, idet fuglen forlader det og flyver i virkeligheden. Det er både en konkret dagligdags erfaring og et kitschet billede på den befriede sjæl eller ånd, der her udløser øjeblikkets ekstase.
Begge digtene er samtidig typiske for et særligt Viggo Madsen-greb i både haiku og andre digte, hvor han får vendt en kliché så overraskende naivt og skævt, at den kommer sprællende til et nyt liv. Også helt opløftende lavkomisk som her:

jeg er helst i dig
som en trold i en æske
når låget går af
[10]

Han skriver også i denne samling haiku, hvor udtrykket bogstaveligt talt bliver det langsomme omdrejningspunkt, der giver digtet den skæve drejning (kireji) mod ny betydning:

så ubekymret
bogstavernes lange vej
mellem øjnene
[11]

I samlingen Haiku for enhver fra 2016 gør Madsen op med det fortænkte, klichefyldte og religiøst metafysiske, der tit bliver punkteret ved hjælp af lavkomiske skæve omvendelser af klicheer til sprællende nyt liv i dagligdagen:

galopperende smuk
som de sorte huller
hukommelsestab
[12]

Eller som i denne fuldstændigt koncentrerede, burleske men enkle præsentation af ham selv:

Jeg bor i mit navn
ikke mængden, som gør det
det er jo Madsen!
[13]

Her dementerer dementiet sig selv og bliver det vendepunkt, der trækker det eksistentielle egocentrerede oplæg ned til den dagligdags væren sammen med andre, der sparker jeget alene i den indledende association helt uden for banen.

På samme måde som selfien vendes rundt med dagligdags vendinger om familie- eller slægtslighed, til klicheerne er så rensede, at de bliver en bekræftelse på, at alle et eller andet sted ligner alle, og selfien derfor bliver vendt til det modsatte af sin selvhøjtidelige intention.

ligner på en prik
snydt ud af næsen på dig
er du min selfie?
[14]

Disse lavkomiske klicherenselser og jegets opgåen i væren med andre udelukker imidlertid ikke den dødelige alvor, som hele tiden ligger snublende nær i Madsens haiku:

Angsten som smæklås
nøglen er glemt derinde –
se under måtten
[15]

Stilen er manden

I Viggo Madsens seneste samling Haiku for fremtiden fra 2018 findes både danske og engelske haiku. Selve haikudigtet og dets form er også genstand for adskillige haiku i samlingen:

Fem & syv & fem
syvtal kultisk helligtal
centret midt i alt[16]

Tricket at lade
5 og 7 være lige
Haiku mod kulden[17]

Også den indholdsmæssigt veltilpassede behagelighed, der ligger i alderdommens brug af formens knaphed og underforståede associationer, og som grænser til doven blusel, får et svirp med på vejen:

Hukommelsessvigt
aldringens skønmaleri
haikugenerthed
[18]

Beskedenhed, for ikke at tale om den falske af slagsen, er dog Madsen fremmed, også når det drejer sig om hans indsats som haikudigter:

Stilen er manden,
selvhævdende ydmygt
Haiku er formen
[19]

Det illusoriske jeg og den indholdstomme egocentrisme, som den kommer til udtryk i nutidens selfie-kultur, bliver stadig taget under kærlig ironisk behandling med klicheer, der ophæver sig selv som i dette haikus kinesiske æsker med jeg og vi:

I samme omfang
vi bliver klikbare bilder
for hinandens jeg
[20]

Både udlændingepolitik og klima- og miljøkatastrofen lige om hjørnet bliver eksistentielt vendt til personligt nærværende konflikter på liv og død:

Som borderline nu
en ny grænse er trukket
til svinehunden
[21]

Som en truet art
er du din værste fjende
Udryd den satan
[22]

Som det ses, har også hans seneste haiku ikke kun én uventet drejning, kireji, med et ophold i hvert digt, men 3 eller flere. De bruges ikke til en sammenhængende flydende drejning gennem hele digtet, men til at hale det metafysisk højtidelige ’ned’ til hverdagslivet og derfra vende det til noget højst virkeligt og nærværende, som om det blev trukket ned af en trappe i en række bump. Brugen af klicheer til lavkomiske og morbidt humoristiske renselser af sproget, der trækker livets dødelige alvor frem i dagligdags vendinger, er ligeså stadig et gennemgående træk i disse haiku:

Kunsten at kaste
redningsbælter i havet mens
man selv drukner[23]

Verdensrummets sug
en dag blev personen til
atomernes krav
[24]


Noter:

[1] Blade i Vinden, Forlaget Ravnerock, 2011, s. 8.
[2] Viggo Madsen, Brandmand på to hjul, Arena 1966.
[3] Holger Madsen (alias Viggo Madsen), Den gamle dame og hunden. Bogen man anbefaler sine fjender, Borgen, 1966.
[4] Lars Bukdahl, Madsen, musen og missen, Ildfisken 2000.
[5] Jeg bliver til dig på seks linjer, Viggo Madsen: Kroppen er en genvej, Hovedland, 1989.
[6] Viggo Madsen, Livet er den fattige mands udgave af evigheden, Jorinde & Joringel, 1983.
[7] Antologien Danish Haiku Today 2015.
[8] Viggo Madsen alias Luis Meme i Information, 17. marts 2006.
[9] Viggo Madsen, Haiku og Børnerim i Den Fynske Forårsudstilling, 2008.
[10] Viggo Madsen, Haiku og Børnerim i Den Fynske Forårsudstilling, 2008.
[11] Viggo Madsen, Haiku og Børnerim i Den Fynske Forårsudstilling, 2008.
[12] Viggo Madsen, Haiku for enhver,2016, s. 17.
[13] Viggo Madsen, Haiku for enhver,2016, s. 22.
[14] Viggo Madsen, Haiku for enhver,2016, s. 29.
[15] Viggo Madsen, Haiku for enhver,2016, s. 31.
[16] Viggo Madsen, Haiku for fremtiden,2018, s. 18.
[17] Viggo Madsen, Haiku for fremtiden,2018, s. 72.
[18] Viggo Madsen, Haiku for fremtiden,2018, s. 29.
[19] Viggo Madsen, Haiku for fremtiden,2018, s. 68.
[20] Viggo Madsen, Haiku for fremtiden,2018, s. 33.
[21] Viggo Madsen, Haiku for fremtiden,2018, s. 64.
[22] Viggo Madsen, Haiku for fremtiden,2018, s. 65.
[23] Viggo Madsen, Haiku for fremtiden,2018, s. 41.
[24] Viggo Madsen, Haiku for fremtiden,2018, s. 76.


Foto: Udsnit af bogforside, forlaget Mellemgaard.

Thorvald Berthelsen skriver digte og faglitteratur om bl.a. Pariserkommunen, Günther Wallraff, Victor Serge, Sophus Claussen og Hilmar Wulff. Han har udgivet seks digtsamlinger, illustreret med egne collager, senest Huds tektoniske plader. Hans digte er udkommet på svensk, engelsk, arabisk, kurdisk, bosnisk, serbisk og tysk.

Han arrangerede også danske haikudigteres fælles oplæsning med tidligere EU-præsident Hermann van Rompuy under EU-topmødet i København i 2012. Han var den første formand for Sydsjællands og Lolland-Falsters lokale forfatterforening, StORDstrømmen, og blev i 2014 som den hidtil eneste udnævnt til Årets kulturelle ildsjæl af kulturministeren og ministeren for by, bolig og landdistrikter på Folkemødet på Bornholm.

I 2018 redigerede og præsenterede han også sammen med andre Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina.

Seneste artikler om Bøger