STEMMER FRA KANTEN // DEBAT – “Jeg ønsker, at flere, som har brug for et temposkift for en tid, reelt har en mulighed for det uden at brænde broer til arbejdsmarkedet”. POV har siden maj 2021 med støtte fra TrygFonden haft tekst-, lyrik- og podcastværksteder for nogle mennesker, der sjældent kommer til orde i den offentlige debat. Tanja Marie Hansen har skrevet om børnefamiliernes vilkår, som hun synes, bør forbedres for børnenes og de voksnes skyld. Vi har brug for en livsfasepolitik for småbørnsforældre og større fleksibilitet på arbejdsmarkedet, siger hun.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vi puster som familie ud efter småbørnsårene. Vi er på den anden side. Jeg sagde mit job op og gik hjemme med vores 3. og 4. barn for at få enderne til at mødes. Det var muligt med minimalisme og nøjsomhed for os, men det er ikke muligt for alle. Det kan lige så vel være manden, som bliver hjemme ved kødgryderne. I vores tilfælde gav det mest mening for mig at gå hjemme. Både økonomisk og værdimæssigt.
For at det ikke skal blive et elitært projekt, må pengene følge barnet og familien i højere grad. Arbejdsmarkedet skal gøres mere fleksibelt, hvis vi skal komme helskindet gennem småbørnsårene med to forældre på fuldtid i vores moderne samfund.
Hvad gør man som børnefamilie, når børnene er syge?
Kan sekundære voksne og venner i førskolealderen opveje fraværet af familien?
Ikke alle har bedsteforældrene tæt på, og ofte har bedsterne også en fuld kalender. Mange forældre har ansvarsfulde jobs og er engagerede medborgere, og med børn kommer kaos og kontroltab. Med to forældre på fuldtid strammes buen. Der skal prioriteres hårdt.
Familielivets deroute
I Danmark har vi verdensrekord i tidlig institutionalisering på grund af kvindernes glædelige indtog på arbejdsmarkedet. Børnene af 1960’er- og 70’er- generationerne er nu blevet forældre. Dengang kvinderne gik ud på arbejdsmarkedet, blev familiestrukturen ændret på mange måder. Man kan fundere over, hvad det betød, at man udliciterede omsorgs- og trivselsarbejdet af vores børn og ældre? Har det været en dyr pris i form af fravær af nærvær i den enkelte familie?
Alt andet lige stiller det nybagte forældre i en svær situation. For livet som forælder sætter egen barndom i perspektiv. Ønsker man selv at have så travlt med at løfte i flok ude i samfundet, når man som barn har savnet sin familie? Hvad med den lille flok hjemme på egen matrikel? Kan sekundære voksne og venner i førskolealderen opveje fraværet af familien?
Engageret arbejdsliv
Vi er veluddannede. Arbejdsopgaver på jobbet kan få en anden prioritering, når man bliver forælder. Af mange årsager – biologisk, emotionelt og eksistentielt. Og hvis du er ambitiøst anlagt, så kommer disciplinen på den ultimative prøve i balancering af work/life.
Rettigheder koster. Men det gør sygdom hos forældre og deres børn også
Når du som småbørnsfamilie i dag skal balancere arbejdsmarkedets mere komplekse krav og større krav til selvledelse, så kræver det skarpe prioriteringer. Ligestilling er stillingtagen. ”Nej-hatten” må også tages i brug, og barren må ofte sættes for at komme helskindet igennem. Børn er kaos, og det tager tid at erkende. Samfundets læringsplaner helt fra vugge må syltes for at få mere tid til at være som familie. Uden nye udviklingspotentialer og mål i sigte.
Småbørnsforældre er zombier
Zombielignende tilstande grundet søvnmangel og følelsesmæssigt kaos er for de fleste forældre det nye normale efter babys ankomst. Nogle formår at holde alle boldene i luften i alle livets arenaer, efter at to er blevet til 3 og 4, og trives med det.
Men flere og flere knækker. Stressstatistikker taler deres klare sprog, selv med forbehold for bedre diagnosticering og hvad man ellers kan argumentere imod for at forfladige et reelt og strukturelt problem med to udearbejdende småbørnsforældre på fuldtid. De er nemme at genkende på arbejdspladsen med blodskudte øjne og gylp på tøjet. Hvor er der en voksen?
Livsfasepolitik
Der er politisk lavet seniorordninger på arbejdsmarkedet. Livsfasepolitik. Med længere tilknytning til arbejdsmarkedet på nedsat tid. Det giver mening.
Men hvorfor ikke også lave det for småbørnsforældre? Som fx i Sverige med ret til deltid til forældre indtil barnets 8. leveår og langt flere sygedage, hvor man lønkompenseres 80 %, mod at alle betaler til kassen. Når man bor i de kolde nordiske lande ved enhver forælder, at barnets 2. sygedag aldrig er nok. Man er yderst presset, og endnu mere hvis bedsteforældre ikke bor tæt på. Rettigheder koster. Men det gør sygdom hos forældre og deres børn også.
Jeg ønsker, at flere, som har brug for et temposkift for en tid, reelt har en mulighed for det uden at brænde broer til arbejdsmarkedet
De fleste køber fast ejendom, bliver gift, arbejder fuldtid og ikke mindst får børn i 30’erne. Det årti topper mange med ansvar og forpligtelser. Der hviler samfundsmæssige forventninger og historiefortælling om at yde og udvikle sig kontinuerligt i arbejdslivet i denne højspændte livsfase. Hvornår blev den samfundskontrakt den rigtige? Og er den holdbar?
Sverige-modellen eller sågar forslaget om et tilskud til pasning af eget barn, som endnu ikke er et landsdækkende tilbud, synes jeg, er en farbar vej.
Jeg er træt af manglende realitetssans på politisk niveau. Økonomisk må det da ikke kunne svare sig, at så mange går ned med stress? I det menneskelige perspektiv kan manglede mening med at gå ud i verden være en realitet, fordi følelserne er parkeret med baby på ‘blå stue’ i institutionen. Med en følelse af at halse efter livet og være det forkerte sted. Især mens børnene er små.
Den politiske dagsorden er uvirkelig
Derfor er det en uheldig signalværdi fra politisk side, at man bare skal køre derudaf i arbejdslivet og effektivisere, mens forpligtelserne vokser mange over hovedet i den svære balancering mellem job og familie.
Der må strukturelt større fleksibilitet ind i arbejdslivet. Og det må ske ovenfra, og det skal ikke være et individuelt problem mellem arbejdsgiver og -tager. Jeg tror, at det samfundsøkonomisk ville svare sig. Pandemien har brolagt en mulighed for mere fleksible veje i arbejdslivet, men der er vej endnu.
Familiens værdi er tid brugt sammen
Jeg mangler nogle forbilleder, som anerkender, at det også har værdi at prioritere familielivet uden at være skruebrækker eller ligefrem usolidarisk over for feminismens historiske arv. At alle ikke kan eller vil køre i samme arbejdstempo og -mængde, mens børnene er små.
Jeg mangler en respekt for diversitet og for forskellig intensitet i engagement i løbet af et langt arbejdsliv. At det ikke er de karrierestormende forældre (som jeg bestemt hepper på), der sætter den politiske agenda for rettigheder.
De svære livsprioriteringer
For de fleste er der et før og efter børn. Derfor har vi brug for mere realistiske strukturer til at justere på overskuddet eller mangel på samme i takt med livets vej. Jeg ønsker, at flere, som har brug for et temposkift for en tid, reelt har en mulighed for det uden at brænde broer til arbejdsmarkedet.
Hvornår blev samfundskontrakten vigtigere end familiekontrakten?
I det lys skal omsorgs- og trivselsopgaver værdisættes højere i vores samfund. Både ude og hjemme. Barsel eller deltid i nogle år, er også kompetencer til CV’et. Helt seriøst. Også for far, hvorfor jeg glædes over de 11 ugers barsel til fædrene. Det er skridt i mere familievenlig retning.
Hvem holder fagbevægelsen med?
Nogle fagforeninger plæderer for fuldtidsstillinger i et økonomisk perspektiv. Men de burde støtte op om mange medlemmers ønske om at kunne vælge deltid – i stedet for at komme med modargumenter i ligestillingens ånd om dårligere løn og pension ved fx skilsmisse. Hvor blev tilliden til at træffe egne beslutninger af? Hvornår blev samfundskontrakten vigtigere end familiekontrakten?
Ligestilling er også stillingtagen i den enkelte familie. At løngabet mellem kønnene stadig skal udlignes, er en anden sag. Det skal der stadig kæmpes for. Men i mellemtiden burde de tage udgangspunkt i medlemmernes ønsker om deltid og større fleksibilitet her og nu.
Familiepolitik er væsentligt
Det tværpolitiske forum, Familiepolitisk Netværk, har 16 anbefalinger til god familiepolitik i et økonomisk og holistisk perspektiv, som er værd at studere. Vi må insistere på en opprioritering af omsorg og nærværende voksne, selvom værdipolitik er mindre målbart end økonomiske bundlinjer og vækstpotentiale. Om man så vælger, at det er i institutionerne eller med én forælder hjemme for en tid. Lad det være op til den enkelte familie at bestemme ved at lade pengene følge barnet.
De firmaer, som først anerkender og inkorporerer familiepolitik, tror jeg, løber med den fremtidige arbejdskraft. Vi må lave en mere medmenneskelig, værdifokuseret og nærværende samfundsstruktur. Arbejdsmarkedet skal omorganiseres, gøres mere familievenligt. Lad os starte nu. Fordi det skylder vi vores børn. Og os selv.
Stemmer fra kanten
Støttet af midler fra TrygFonden
POV’s team bag projektet:
- Leder: Lotte Ladegaard
- Undervisere: Poul Arnedal, Christine Lind Ditlevsen, Jette Smed, Claus Ankersen, Yasmin Abdel-Hak og Lisbeth Liv Carlsen
Samarbejdspartnere: Modstrøm, Ventilen, Mino Danmark og Ældre Sagen
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her