FILOSOFI OM LIV // KRONIK – ‘I tider præget af uro, kriser og hastig forandring er der et særligt begreb, der træder frem i den politiske tale. Det er begrebet ‘liv’. Umiddelbart er det et ganske dagligdags begreb, nærmest trivielt. Ikke desto mindre synes det at rumme en enorm politisk kraft. Hvorfor er udsagnet “black lives matter” langt stærkere end udsagnet “black people matter”? Hvorfor er det mere dramatisk at spørge til “prisen for et menneskeliv” end “prisen for en patient”, spørger Christiane Mossin.
Begrebet ‘liv’ har en retorisk kraft, der vidner om, at der under det, der til daglig kaldes “politik”, og som vedrører sociale roller som patienter, medarbejdere, arbejdsgivere, elever, statsborgere og ikke-statsborgere, eksisterer noget som sprænger alle disse roller. Noget som er skrøbeligt og dødsmærket, men tillige gådefuldt, endog uberegneligt og farligt.
Netop fordi “liv” angår noget, der pulserer under og på tværs af sociale roller, peger det på muligheden af radikal forandring: det peger på, at sociale roller er historisk skabte og kan forvandles over tid.
Hvad gør en by “liveable”, leveværdig? Typisk udpeges faktorer som sundhed, sikkerhed, uddannelse, infrastruktur, arkitektur, lav forurening, kulturliv, forretningsliv, rekreative muligheder og tolerance
Det er dog ikke alle politiske livsforståelser, der er båret af ideen om “liv” som forandringskraft.
I det følgende vil jeg indkredse to forskellige politiske livsparadigmer, fremherskende netop nu. De har hver deres styrker og svagheder. Men de har også et grundlæggende problem tilfælles: ingen af dem forstår “liv” som en kraft i egen ret — men som et passivt materiale, der kun bliver til noget bestemt derved at det formes politisk.
Leveværdigheds-paradigmet
En central indgang til et fremherskende livsparadigme kan findes i begrebet “liveability” — bl.a. kendt igennem årlige “liveability rankings” af verdens storbyer.
Ideen om København som en af verdens mest “liveable cities” er blevet grebet af politikere og Hovedstadskommisionen.
Men hvad gør en by “liveable”, leveværdig? Typisk udpeges faktorer som sundhed, sikkerhed, uddannelse, infrastruktur, arkitektur, lav forurening, kulturliv, forretningsliv, rekreative muligheder og tolerance.
Mange forbinder dog “liveability” med en slags luksus: det lystfulde, oplevelsesstimulerede liv der leves i havneområder og naturvinbarer af privilegerede københavnere og turister.
I international forskning underkastes begrebet en tilsvarende kritik: det fungerer snarere som et konkurrenceparameter for en by — evnen til at tiltrække turister, expats og investeringer — end som et mål for hvordan livet erfares af byens indbyggere som helhed, også de fattige, hårdtarbejdende, ensomme eller kulturelt marginaliserede. Desuden kritiseres det for at underlægge byer overalt i verden de samme målestokke, uden hensyn til historisk-kulturelle, klimatiske eller demografiske forhold.
Velfærdsstaten har — på godt og ondt — i hele sin udvikling baseret sig på implicitte og eksplicitte normer for hvordan et typisk borgerliv ser ud
Uanset hvilke målestokke der anvendes, er “liveability” kendetegnet ved en helt bestemt logik: “liv” indholdsbestemmes ovenfra igennem fastfrysningen af en række specifikke kriterier for det gode liv. Denne grundlogik rækker dog langt ud over det instrumentelle “liveability”-koncept. Den er i vidt omfang også velfærdsstatens grundlag, blot i en mere kompleks udformning.
Velfærdsstaten har — på godt og ondt — i hele sin udvikling baseret sig på implicitte og eksplicitte normer for hvordan et typisk borgerliv ser ud.
Rettighedsstrukturer og institutioner er blevet tilrettelagt efter bestemte livsformer snarere end andre. Normerne er blevet revideret løbende.
Man har eksempelvis erkendt, at det sociale rettighedssystem har privilegeret fastansatte arbejdstagere og familieretten heteroseksuelle ægtepar. Om revisionerne er tilstrækkelige er et åbent spørgsmål. Visse afvigelser behandles som ufrivillige: narkomanen skal hjælpes til at blive stoffri, ikke til at leve et liv i narkotisk eufori.
Derudover er der afvigelser, som betragtes som illegitime. Manglende vilje til selvforsørgelse er den mest oplagte. Men også politiske og religiøse grupperinger underkastes løbende kontrol; privat- og friskole-områdets historie bærer vidnesbyrd herom.
Der kan være gode såvel som dårlige grunde til, at velfærdsstaten rummer de eksklusionsmekanismer den gør. Pointen er blot, at også velfærdsstaten forstår “liv” igennem prismet “det leveværdige liv”: den baserer sig på en række kriterier for “det gode borgerliv” hvilke udmønter sig i lovgivning, administration og institutionelle praksisser.
Leveværdighed versus overlevelse
For en stund blev leveværdigheds-paradigmet sat skakmat af coronavirus: Hensynet til den enkeltes overlevelse trumfede ikke blot byrummets lystfulde samværsformer men også uddannelseshensyn og befolkningens fysiske og mentale sundhed i bredere forstand.
Helt grundlæggende var det et andet politisk livsparadigme, der trængte sig på: liv forstået som liv slet og ret, uden særlig kvalifikation, liv som truet af død.
Forstået som grundlæggende dødstruet bliver livet afhængigt af statens sikkerhedsskabelse, om nødvendigt gennem undtagelseslovgivning. Dette andet livs-paradigme kan kaldes for “overlevelses-paradigmet”
Omdrejningspunktet for denne livsforståelse er livets overlevelse. Forstået som grundlæggende dødstruet bliver livet afhængigt af statens sikkerhedsskabelse, om nødvendigt gennem undtagelseslovgivning. Dette andet livs-paradigme kan kaldes for “overlevelses-paradigmet”.
“Kan prisen for et menneskeliv blive for høj?” Dette spørgsmål blev en slags markør for forårets diskussioner.
Mette Frederiksens enkle svar, som enten var “nej” eller “et menneskeliv kan ikke prissættes”, tildækkede det forhold, at den “pris” der var på tale, ikke blot var af økonomisk art, men angik leveværdighed i velfærdsstatens bredeste forstand: at leve og dø sammen med andre, fremfor alene; dette at være sikret basale betingelser af retsstatslig, materiel, social, kulturel eller psykologisk art.
I statsministerens tale ved Folketingets afslutningsdebat d. 22. juni spillede “leveværdighed” dog pludselig en fremtrædende rolle, idet hun henviste til “den demente hustru” og “den handicappede datter”, der havde været afskåret fra kontakt med deres nærmeste: “Men vi skal også huske, at livet skal leves. Vi skal huske selvbestemmelsen. Respekten. Værdigheden i livet. Og i døden”, hed det.
De kritiske pointer, der tidligere havde været rejst imod statsministeren, udtrykte hun nu selv på den klarest tænkelige måde.
De to livsparadigmer står nu skarpt optegnede overfor hinanden. Det vil være forventeligt at efteråret og vinteren vil være præget af en vekslen imellem dem. Måske vil et sådant dobbelt-regime endog præge en længere fremtidshorisont, hvis COVID-19 udvikler sig uventet, eller nye pandemier melder deres ankomst. Nye innovative praksisser, der formår at tilgodese både “overlevelse” og “leveværdighed”, vil givet opstå med tiden.
Er det ikke meningsfuldt at definere kriterier for “det gode liv” — som en pejlesnor for lovgivning og institutioner? Og er det ikke tilsvarende rimeligt, i kritiske situationer, at sætte en del af disse kriterier til side for at sikre livets overlevelse?
Så hvad er der galt i det? Er det ikke meningsfuldt at definere kriterier for “det gode liv” — som en pejlesnor for lovgivning og institutioner? Og er det ikke tilsvarende rimeligt, i kritiske situationer, at sætte en del af disse kriterier til side for at sikre livets overlevelse?
Ingen af disse tilgange kan undværes. Men de har en fælles begrænsning: “liv” forstås som et passivt materiale. I det ene paradigme forstås liv som skrøbeligt og dødstruet og heri afhængigt af statslig sikkerhedsskabelse. I det andet paradigme forstås liv som et formbart materiale, der kun opnår en bestemt karakter derved at det defineres politisk.
Liv som forandringskraft?
Der findes et tredje muligt politisk blik på liv: et blik der anerkender “liv” som en forandringskraft i sig selv.
Bevægelser som Black Lives Matter bærer vidnesbyrd om at liv ikke kun er noget der formes politisk, men selv er bestandigt nyformende. Her er det netop “livet” — noget der pulserer under og på tværs af sociale roller — som gør oprør imod disse roller.
Ikke kun identitetspolitiske bevægelser, men også bevægelser der reagerer på økonomisk ulighed involverer opgør med sociale roller i form af sociale hierarkier. Fra de senere år kan nævnes bevægelser så forskellige som Occupy Wall Street, De Gule Veste, eller den chilenske protest-bevægelse. Alle udsprang de lokalt, men spredte sig globalt.
Reaktionerne er ikke blot et opgør med bestemte politiske eliter, men med en særlig form for politikskabelse, som definerer og kalkulerer samfundslivets mekanismer og roller ovenfra
I Danmark har sådanne bevægelser indtil nu kun afsat beskedne aftryk i den politiske debat. Men det grundlæggende modsætningsforhold, de er udtryk for, gør sig også gældende i Danmark: modsætningsforholdet imellem politisk-professionelle livsparadigmer, på den ene side og mistillid, afmagt og vrede overfor disse på den anden.
Reaktionerne er ikke blot et opgør med bestemte politiske eliter, men med en særlig form for politikskabelse, som definerer og kalkulerer samfundslivets mekanismer og roller ovenfra.
Spørgsmålet er, om dette modsætningsforhold er et vilkår det moderne massedemokrati må leve med? Eller om det risikerer at være til fare for demokratiet? Enten fordi kløften bliver uoverkommelig, eller fordi forandringsdriften udnyttes kynisk af kalkulerende politikere?
Kompleksiteten består i, at de krav, der udgår fra sociale bevægelser, ofte kan forekomme uklare eller ligefrem paradoksale. De Gule Veste og Occupy Wall Street blev eksempelvis ofte bebrejdet, at deres politiske krav var diffuse eller selvmodsigende.
I forbindelse med identitetspolitiske bevægelser er der et grundparadoks, der melder sig igen og igen: bruddet med fortidens forskelsbehandling kræver fremhævelse af netop de forskelle, fortiden producerede; men hvordan undgår denne fremhævelse at styrke netop den tænkning, der skulle bekæmpes?
Hvordan erindres på en sådan måde, at erindringen skaber nytænkning og ikke fortvivlet fastlåsthed?
Sociale kampe har aldrig et ‘renset’ historisk afsæt, hvorfra fremtidsforhåbningerne kan formuleres, men må arbejde et nyt sprog frem. Det tager tid
Den seneste tids diskussioner om fjernelse eller bibeholdelse af statuer udgør blot ét meget tydeligt eksempel på de kompleksiteter der knytter sig til muligheden af forandring. Globaliseringens ambivalente rolle for mange sociale bevægelser et andet.
Det er ikke tilfældigt, at uklarhed og paradokser melder sig i forbindelse med sociale kampe. Det skyldes, at sådanne kampe aldrig har et ‘renset’ historisk afsæt, hvorfra fremtidsforhåbningerne kan formuleres men må arbejde et nyt sprog frem. Det tager tid.
I mellemtiden søger professionelle politikere at oversætte det, der ligner paradokser, til klare kriterier for en reformering af institutioner og offentlige rum. Det er naturligvis godt, at de gør det. Men oversættelsen kan nemt betyde en glidning fra forståelsen af liv som forandringskraft til et professionelt-politisk livsparadigme eller til populistisk udnyttelse.
Spørgsmålet er, om man kunne forestille sig andre former for brobygninger henover denne kløft?
Det ville i givet fald indebære, at muligheden for løbende forandring af sociale roller og vilkår blev indarbejdet i velfærdsstatens institutioner, på arbejdspladser, i byrum og civilsamfundet. Det ville ikke være nogen nem opgave.
En styrkelse af lokaldemokratiske strukturer og selvorganisering, afbureaukratisering, iværksætterkulturer, tale- og handlingsrum for en mangfoldighed af livsformer kunne være nogle af grebene.
Akkurat som der er brug for fremtidige innovative løsninger, der mindsker dilemmaet mellem “leveværdighed” og “overlevelse”, kan vi håbe på demokratisk innovation, der formår at skabe rum for de forandringslængsler, som falder ved siden af de professionelle definitioner af liv.
Topillustration: Christiane Mossin. Privat foto.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
