KONCERT // ANMELDELSE – Youssou N’Dour er en af Afrikas mest markante musikalske stemmer. Søndag aften forvandlede han DR’s Studie 2 med sin kraftfulde vokal og sit energiske ensemble til en boblende, sanselig og dybt medrivende musikfest.
Efter at have passeret gennem DR Koncerthusets store foyer, bevæger man sig ned i kælderen til Studie 2 – et rum, hvis stil tydeligt er inspireret af de rummelige lydscener fra Hollywoods filmstudier. Der er plads til 749 stående gæster. Denne sommersøndags aften er det rammen for den sidste store optræden på dette års Copenhagen Jazz Festival.
Aftenens stjerne er den senegalesiske sangfugl-troubadour, Youssou N’Dour og hans 13-personers ensemble: et kor på tre, hvoraf den ene også optrådte som en akrobatisk danser, to elektriske keyboardspillere (synthesizer/sampler) bagest på scenen, to elektriske guitarister placeret langt fra hinanden på hver sin side af scenen, en bassist, en træblæser med både tværfløjte og saxofon, en trap-trommeslager, to perkussionister, der flittigt arbejdede med djember og conga-trommespiller, hvoraf den ene samtidig var koncertens konferencier og cheerleader – samt en mand, der udelukkende spillede på en lille tromme.
Selv før musikken startede, må det have stået klart for det fulde hus af stående entusiaster, at dette ikke ville blive en “koncert” i den gængse forstand, hvor man sidder stille på sin stol og lytter med ører og sind fokuseret på soniske eksperimenter og ideer. Nej, det, der ventede i den urbane rustikke atmosfære i dette quasi Hollywood-studiemiljø, var intet mindre end en fest.
Med sin magisk-besværgelses-varslende stemme, der utrætteligt skærer sig vej gennem det til tider massive og ofte højlydte lydbillede, som ensemblet skaber, trænger Youssou N’Dours stemme klart igennem – med sødme og syrlighed som en lyserød grapefrugt. Ikke dejlig i en opera- eller crooner-forstand, men trodsig og skarp og ærlig.
Selvom N’Dours sange er sat på wolof-sproget, kan hans følelsesladede råb og hvisken mærkes og på en eller anden måde forstås. Sangen er altid melodisk og aldrig Sprechstimme-agtig eller rappende. Selvom der ikke er nogen melodiske spring med brede intervaller at høre her, modulerer Youssou N’Dour generøst sine følelsesmæssige udbrud ved at ændre og variere intensiteten af sine fraser ved hjælp af dristig dynamik og skiftende vokaltætheder.
Den 65-årige senegalesiske mester tilskrives æren for at have bragt mbalax-stilen inden for populærmusik i fuld blomst. Da koncertens første sang begyndte, proklamerede aftenens konferencier, der optrådte på scenen med ensemblet sans N’Dour, mesterens komme på scenen ved at kalde ham “Kongen af afrikansk pop”.
I “Yeksil”, festens åbningsnummer, lavede griot-sangeren en call-and-response med djembe-trommeslagerne. Melodien sprøjter fremad, støttet af koret, og korken i aftenens champagneflaske blev sprunget. Festen er i gang! There’s a riot goin’ on. “On l’a Fait!” indledes med en masse (poly)rytmer, goin’ down, og er uptempo og upbeat.
Varme og fugtighed spreder sig i Studie 2. Musikken sætter blodet i kog og får kroppen til at bevæge sig. Ligeledes optimistisk er “Bul ma laaj”, hvor trubadurens stemme kaskaderer væk fra de bløde lyde, som fløjten udsender, og de drivende rytmer, der udsendes fra håndanslagene på de afrikanske slagtøjsinstrumenter.
De første tre sange og de to sidste sange i hovedsættet, “Say Thank You” og “Noflaay” (inden et ekstrasæt med fire sange), kan høres på Youssou N’Dours udgivelse fra 2025, Eclairer le monde – Light the World. For denne anmelder ser det ud til, at det er præcis, hvad N’Dour og hans ensemble “er ude på at gøre”: At lyse tingene op for dem selv – og for os. Og det lykkes dem.
De fjorten personer på scenen fremstår som en slags socialt kollektiv, der arbejder i fællesskab, snarere end tretten personer, der spiller under kommando af én autoritær leder. Dette er på ingen måde i N’Dours interesse.
Endelig falder tempoet til ro, og Youssou N’Dour synger en af sine ballader, “Lima Wessu” – en sang, der var en del af hans karriere i starten af 1980’erne, hvor han var frontfigur for gruppen Super Étoile de Dakar. Nu stiger hans stemme i en opadgående spiral, som om den bønfalder ånderne. Det får mig til at føle mig opløftet.
Endnu en Super Étoile de Dakar-sang følger: “Immigrés”, med den dygtige saxofonists udsmykninger og duetten af keyboardspillere, og Youssou N’Dour i ’samtale’ med koret.
Nu hopper den ene korsanger frit og imponerende rundt på scenen, frem og tilbage. Igen i højt tempo. Pludselig opstiller denne besatte akrobat et cirkulært spotlightområde, hvor en af mester djembe-spillerne kan komme på scenen og spille en vidunderlig solo. Perfekt!
Den eneste indvending mod dette øjeblik af musikkens aktualisering er, at det er alt for kort. Som det er tilfældet med mange af sangene, er teksterne her oversået med stolt deklamerede referencer til “Senegal!” og “Vestafrika!”.
Festen fortsætter med 1990-sangen “Set”. Et rigtig godt groove. Noget af den afro-cubanske stil kan høres. Hans ballade fra år 2000, “Birima”, følger. Og så … så kommer hitsangen, som Youssou N’Dour skrev sammen med den svenske sangerinde og sangskriver Neneh Cherry samt to andre komponister i 1994: “Seven Seconds”.
Jeg kan tydeligt huske den overvældende og knusende følelse af fortvivlelse, uro, uvidenhed og frygtsomhed, der herskede foran Roskilde Festivals Orange Scene ved middagstid lørdag den 1. juli 2000. Mange af de grupper, der skulle have spillet på denne “hovedscene” på den flerårige festival, valgte at forholde sig tavse efter Pearl Jams optræden den foregående aften. Imidlertid valgte en række afrikanske grupper, der skulle have spillet, at fortsætte: inklusive Youssou N’Dour. Der var ikke ret mange mennesker i mængden, der lyttede til troubadouren og hans mbalax-musik. Folk var traumatiserede, forståeligt nok … og folk var bange for at komme for tæt på hinanden.
Omkring tyve minutter inde i gruppens optræden begyndte N’Dour at synge “Seven Seconds”, og da vi nåede “I’ll be waiting”-delen, klatrede griot-sangeren – uhøjtideligt og uden den mindste antydning af at fremhæve sig selv i situationen – ned fra Orange Scene og begyndte at slentre rundt, helt naturligt, blandt de få hundrede tilskuere, mens han holdt en mikrofon i sin ene hånd og fortsatte med at synge “I’ll be waiting”.
Det var krystalklart at se – og mærke – at han ikke var ’bange’ for de fremmødte, og det var tydeligt, at han forsøgte at vise ved eksempel, at disse personer i publikum, der var kommet for at nyde musikken, ikke behøvede at være bange for hinanden. Dette var et af de reneste eksempler, jeg nogensinde har været vidne til, på the Healing Power of Music. Efter Youssou N’Dours optræden den tidlige lørdag eftermiddag, “dagen derpå”, føltes det som om, festivalen på en eller anden måde var tilbage og i det mindste havde en chance for at lyse op i verdenen endnu engang.
I det soniske morads af så mange kunstnere og instrumenter i søndagens ensemble var jeg generelt ude af stand til at skelne lydene fra de enkelte instrumenter. For eksempel var der to guitarister på scenen, men jeg kunne ikke rigtig høre noget, der lød som en guitar på noget tidspunkt. Kunne det have været på grund af Studie 2’s akustiske egenskaber? Kunne der have været udvist mere omhu med lydsætningen?
Under alle omstændigheder fik jeg anledning til at tænke over, om denne musik ville lyde endnu bedre, når den bliver spillet udendørs og i solskin.
Showet bliver afsluttet med tre sange mere: Den uptempo “Senegal Rekk” med call-and-response fra scenen til publikum, den noget gospelagtige og livsbekræftende “Say Thank You” og den dystre og mystiske “Noflaay”. Nu har Youssou N’Dour og medlemmerne af ensemblet spillet uafbrudt i halvfjerds minutter med kun meget korte pauser mellem sangene.
Efter et par minutters anerkendende applaus dukker gruppen op igen og spillede i endnu en halv time (“Telepathie”; “I Love You”; “Amities”; og “Bouki yi”) – en værdig finale på en aften, der var lige dele koncert, musikhyldest og fest.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og