SORG // ESSAY – Her er en udvidet Facebook-opdatering, der heldigvis ikke kom på Facebook. Det er et kamufleret råb om hjælp, men til noget, jeg aldrig kunne bede om. Jeg har et forklaringsproblem, et kommunikationsbrist. For, hvad gør man, når en hamster dør, og ham, der plejede at begrave familiens gnavere, også lige er gået bort?
Uanset hvad jeg fortæller om mit liv i disse år, virker det absurd.
Jeg forsøger at normalisere kommunikationen til andre mennesker, men det lykkes aldrig.
Hvis jeg skrev på Facebook ’I dag bagte jeg en pæretærte med vanilje’, ville smileyerne i kommentarfeltet grine vanvidstårer, og hænder, der aldrig har siddet på en krop, ville klappe.
Han har passet mange pelsdyr sammen med sine piger og altid sørget for respektfulde farvel, om det så var en ulovlig dyre-begravelse på en kirkegård i København. Nu er her ingen hamster-person
Jeg er ikke typen, der skriver den slags uden bagtanker eller en tvetydig dagsorden. Min signatur er at være underlig.
Det samme gælder, hvis jeg opdaterer om en efterårsvandretur på Kalvebod Brygge.
Den oplysning kunne ses som en metafor på den anthropocæne tidsalders tomhed. En abstraktion i flere lag, der har det modsatte af hverdagen på sinde. Måske noget med menneskehedens afmagt og kynisme.
Men hvad så, hvis jeg havde bagt den fordømte tærte?
Eller trasket henad en asfalteret sti kantet af hybenbuske og siv?
Så ingenting … Alle udsagn på de sociale medier er – set med filosofiske øjne – meningsløse. Afledningsmanøvrer fra det nu, ingen kan finde ud af.
De forsinker os i det, vi egentlig burde have gjort: spist tærten og smagt på den, gået turen uden at belaste alle mulige fremmede med den. Det er afsindig selvoptaget at videregive banaliteter i troen om, at modtageren gider glo på dem.
Men vi kan ikke lade være. Vi har brug for andre mennesker og rækker ud til dem på de måder, vi kan. Skaber et billede af os selv for at berettige vores eksistens. Det er levnedsbeskrivelser om den tid, vi lever i, til den tid, der kommer efter.
Også når eftertiden er på onsdag.
Mennesker har altid hylet, så flokken stoppede op. Før den teknologiske tidsalder skrev folk sækkevis af breve og glædede og forvirrede hinanden med dem.
De førte dagbøger, annaler, logbøger – om flyvehavre i naboens rugmark, kartoffelhøsten på Horsens-egnen, granonklens skibsværft i Oslo, jernbanen i København, nøddehegnet, der var væltet i stormen, koens yverbetændelse, stuepigens dødfødsel og hvor ofte, far led af forstoppelse. Om overmodne blommer hjalp.
I nogle kulturer blev der oven i købet afsat tid til at få sørget færdigt, i andre forventedes tabet at følge den ramte resten af livet
Jeg har skrevet, siden jeg var otte år, en del til mig selv, for meget til andre, og at jeg bliver opfattet som aparte på de sociale medier, er helt min egen skyld.
Mine opdateringer har til tider været så syrede, at nogle bogstaver bliver fornærmede og vandrer ud af sitet i protest. Hvorefter jeg fanger dem i luften og laver nye ord, der ikke kan slippe løs.Jeg kan ikke lade være.
**
Men problemerne og kommunikationsbristet opstår, når mit liv går itu og ikke længere passer ind på nogen medier. Når mine døtre og jeg oplever hårde slag og hænges til tørre i en sideafdeling til tilværelsen.
Når vi opdager, at der er en uigennemtrængelig membran mellem de to verdner, den normale og den, vi befinder os i. Mine kontaktkanaler til andre ophører med at fungere i krisetider.
Jeg kan ikke komme igennem til jer via de veje, jeg har lært. Ikke i tale, slet ikke på skrift.
Jeg kan ikke forklare, at vi har det dårligt og har brug for hjælp.
Det var mere velset at føle sorg i gamle dage. Man kunne gå i sort tøj i månedsvis, efter nogen døde, man fik prædikatet ‘den, der sørger’. I nogle kulturer blev der oven i købet afsat tid til at få sørget færdigt, i andre forventedes tabet at følge den ramte resten af livet.
Ritualerne var nagelfaste, ind i mellem reaktionære og omklamrende, men de fik trods alt orden i rækkerne. Et sørgende individ havde en uskrevet manual for opførsel.
Er det ham? Nej, han er jo død. Er det ham alligevel? Din datter er 15. Du er 51. Hvis man bytter rundt på tallene, er de ens. Hun er voksen, du er teenager. Endnu et ubrugeligt tankeeksperiment
I dag skal personen selv finde ud af, hvordan han eller hun vil iværksætte sin sorg. Individualiteten styrer, og pludselig har man endnu en udviklingsproces.
Du skal selv forvalte processen, når et menneske forsvinder. Han er væk fra alle dine mandage, tirsdage, onsdage, torsdage … Weekenderne bliver uendeligt lange – med åndedrag, der er alt for tydelige.
Din datters telefon ringer, og I farer begge sammen.
Er det ham? Nej, han er jo død. Er det ham alligevel? Din datter er 15. Du er 51. Hvis man bytter rundt på tallene, er de ens. Hun er voksen, du er teenager. Endnu et ubrugeligt tankeeksperiment.
Et barn, der mister en forælder, har ingen anelse om, hvor dyb, bred, lang, stor fortvivlelsen er. Om døden er sand eller falsk. Hvis hun låser sig ind i fars lejlighed og går ind i gangen, vil glaslågerne på det gamle væghængte, B&O-anlæg stadig reagere på bevægelsen og åbne ind til CD-afspilleren. Der er stadig mælk i køleskabet.
Almindelige hverdagsting hænger ikke sammen med, at nogen er holdt op med at leve – lige dér, to meter fra B&O-anlægget og tre fra køleskabet.
Den anden dag var jeg alene, oprevet – og meget tæt på at skrive: ’Hvem vil med mig ud på Fælleden og begrave en hamster?’ På Facebook. Jeg er som journalist klar over, at sætningen har rubrik-kvalitet. Den er sjov og overraskende, ikke?
Hvor og hvordan begraver man ti gram afsjælet pels med to perleøjne og strittende ben, som har ligget alt for længe i en æske på altanen? Når man ikke har have, og en blålig spyflue tripper rundt på låget derude – med sin snabel søgende foran sig?
Når manden, som plejede at begrave vores hamstere, lige er død?
**
Jeg havde simpelthen ingen svar. Jeg gik rundt i min lejlighed og fik en ubehagelig følelse af at have brug for hjælp uden nogensinde at kunne få den.
Dyret blev trods alt 130 menneske-år. Vi passede og plejede ham, som var han en lille Buddha.
Han skal ikke have noget som helst med Københavns Kommunes affaldssortering at gøre. Han skal ikke i en bæredygtig plasticpose og spanden til organisk.
Hamsteren døde imidlertid et par dage, efter at mine døtres far og min eksmand også gik bort.
Han blev 52 år og har været syg i 10-15 år. Vi var handlingslammede og chokerede, og da hamsteren pludselig sov lidt for tungt i sin hule … kunne vi knap føle noget midt i alt det andet.
Vi lagde dyret i en æske, fandt en blomst og et duftlys til vågenatten, smed buret ud.
Lortet, som kommer bagefter begravelsen og fortsætter som daglige spark i solar plexus. Hvordan jeg skal gøre nogen det begribeligt, at hvis den hamster ikke bliver lagt i jorden nu, så vælter vi?
Vi er i uendelig sorg over det menneske, den far, der forlod os i forskellige tempi, gennem træge sygdomsforløb, i uforståeligt lange år, og til slut døde alene.
Ham, hvis kiste, vi græd ved forleden, og valgte en urne til. 30 år før tid.
Han har passet mange pelsdyr sammen med sine piger og altid sørget for respektfulde farvel, om det så var en ulovlig dyre-begravelse på en kirkegård i København. Nu er her ingen hamster-person.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal formidle det her lort? Lortet, som kommer bagefter begravelsen og fortsætter som daglige spark i solar plexus. Hvordan jeg skal gøre nogen det begribeligt, at hvis den hamster ikke bliver lagt i jorden nu, så vælter vi?
Jeg bad ikke om hjælp på Facebook, tog i stedet fat i et par venner på Messenger for at høre, om de ville med ud og drikke et glas vin, slog problemet hen.
Min status som bevidst skør på de sociale medier ville alligevel have givet bagslag. Desuden havde det været hensynsløst overfor de mennesker, der kunne forveksle opdateringen med en joke og kommentere med grin og klapsalver.
Eller tænk, hvis en vildt fremmed læste sætningen som en flirt og tilbød mig en skovl, havehandsker og en kop kaffe bagefter. Mine evner som ordkløver havde sejret af helvede til.
Der var stilhed i et hav af ord, ingen løsning.
Kun mig og en opgave. Hamsteren ligger stadig derude. Spyfluen sidder på æsken.
Jeg sidder her på en stol og mangler kræfterne, det er et mandejob, hvornår kommer de voksne? Når det bliver mørkt i eftermiddag, tager jeg overtøj og sko på, finder en stor ske i skuffen og henter æsken på altanen.
Jeg begraver den i en grøft.
LÆS FLERE ESSAYS AF METTE NEXMAND I POV HER
Illustration: Creative Commons.</em
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her