BØGER // ANMELDELSE – Knud Steffen Nielsens nyeste digtsamling, som samtidig er tredje og afsluttende bind af hans trilogi, er en samtale/duet med og mod sproget og døden – helt bogstaveligt og fræsende ud ad alle tangenter – som altid!
Fra første anslag åbner Knud Steffen Nielsen i Min messebog – samtaler med Lorenzo adskillige lag, som gennem hele bogen fortsætter en samtale – indimellem nærmest mundhuggende, til andre tider i smuk samklang – som alle undersøger eksistensens helt store facit; sproget & døden. Der er sygdom som spejl og død som pejlemærke, og det forstår man bitterligt, for gennem de seneste år har digteren været ramt af det, han selv kalder en dødsdom.
(…)
Sidder jeg ikke selv inde ved isranden
og rokker blandt
tåber, og
vi glor som besatte på de
indefrosne fly. Vi glor på grenene, der vokser direkte
ud af navlen, min ufødte tvillings
sammenfiltrede
kasteskygger.
Ikke desto mindre og helt i trods viser Knud Steffen Nielsen, at der på ingen måde er tale om en sentimental afsked med verden eller lignende, for poeten er en fandenivoldsk og elegant tænker, der i stedet for at vælge følelsernes sorte pøl har kastet sig ud i en trilogi om virkelighed og identitet, som gennem sine sproglige manøvrer kommer godt rundt i de immaterielle landskaber, og denne trefløjede sfinks er nu færdigskrevet.
Flabet og suverænt dræner digteren enhver djævelskab, og med vanlig elegance lægger han sig selv som indsats i puljen. Det indledende citat kommer helt i begyndelsen af Min messebog (en messebog er jo i øvrigt en slags brugsanvisning til præster og lignende godtfolk, som behøver hjælp til den daglige dont, medsamt et sæt noder, så det hele kan glide ned med skønsang!) og markerer, at der altid er et hvad-nu-hvis knyttet til enhver erkendelse, ja, der vokser altid noget ud af os, som kaster skygger.
Der citeres skjult og refereres i flæng til de forunderligste elementer af denne ’virkelighed’, der ofte nager os med sin fuldkommenhed
Sprogets nødhåb: Trilogi – med fuld forplejning
Jeg anmeldte i 2023 den mellemste bukkebruse, Min tidebog, og var allerede inden læsningen af den svært begejstret for det, der skulle vokse sig til en trilogi. Jeg havde læst den første, Min kontrabog, med hjertet i halsen, for det var en hård bog. Hård, men fin og vild, og denne begejstring har nu fået endnu en bane af hvide ark tatoveret med tegn og betydning, som kun findes så smukt kompliceret, som Knud Steffen Nielsen kan.
Hele tiden skifter han vinkler og klichéer ud med de mest overraskende og omkalfatrende poetologiske for ikke at sige decideret patologiske greb, for hvis man tillader sig at flyve med på disse dissociative indkredsninger (Det sprængte er det hele, som Allan Haas formulerede det tilbage i slutfirserne – hvad blev der egentligt af ham?), så åbenbarer der sig dybe og kærlige tilstande i Knud Steffen Nielsens sproglommer – og disse er tilmed ofte udstyret med humor af alle slags! Se blot denne passage:
MIT KATALOG til Lorenzo, fortsat:
Insistér så bare på alle dine spørgsmål. Skyd.
Du skal vide: For mig er det et direkte operativt indgreb.
Men så ok da for pokker, siger jeg, blødende, humpende,
mens jeg leder efter
et argument for evigheden.
Om han gider høre på mig, tja:
Nu du lige berører de gamle slægtsfotos. Det sepiabrune er
mest sandt. Bortset fra at hverken du eller jeg blev båret i
guldstol ved regattaen.
Dine munddele gik som kastagnetter, det er til gengæld
rigtigt.
SKIFT ⟶
Og det er sådan, både gåden, sproget, døden og det løse bliver sat til vægs, når Knud Steffen Nielsen giver den gas. Hele samlingen har denne finurlige figur, Lorenzo, som punktet der tales med og mod, og det bliver aldrig konkretiseret, hverken i digtkroppen eller med en lille note til sidst, hvem denne Lorenzo er.
Nærmest en forklaring kommer vi (og kun antydningsvist) via det lille, indledende citat af den store portugisiske digter Pessoa, fra hans fantastiske og fantastisk sortsyge Rastløshedens bog, hvor det konstateres, at Jeg får fysisk kvalme af den ordinære menneskehed, der i øvrigt er den eneste, der findes.’
Det kunne sagtens være dét lag, Lorenzo altså, der tales til og med gennem bogen, ja, det er, som om Knud Steffen Nielsen pludselig på sine gamle dage er blevet endnu et heteronym for Pessoa, men det kan også bare være mig, der har galopperende puslespilskvababbelse. Vi er jo trods alt kodet til at lede efter mønstre og deslige.
Men selv om det måske lyder kynisk, så føler jeg aldrig, Knud Steffen Nielsen har skrevet bedre, og det siger ikke så lidt!
Men – altså – ja, det er en trilogi med fuld forplejning, hvis man benytter den engelske variant – all inclusive – for Knud Steffen Nielsen disker op med mildt sagt lidt af hvert gennem de tre bøger. Der citeres skjult og refereres i flæng til de forunderligste elementer af denne virkelighed, der ofte nager os med sin fuldkommenhed, fordi den er så komplet og samtidig så tilsyneladende tilfældig.
Noget der kan danne modvægt til al denne diskontinuitet, når det virkeligt lykkes altså, er kunsten, der i al sin egen mangfoldige besyngelse og vrængen af livet giver indsigt i døden og Meningen (med stort) og meningen med stort set hvad som helst, hvis man er åben overfor den. Og sådan har jeg det med Knud Steffen Nielsens digte; overgiv dig, og så sker der noget uventet i hans sprogmaskine – den har nemlig et hjerte, der helt fundamentalt banker for en rummelig verden.
Misantropi – og rigeligt med…
Nu kunne det måske lyde, som om Knud Steffen Nielsen kun er finurlig og morsom og hittepåsom osv., men det er langt fra alt – og særligt med den nye, synes jeg – og retvisende. Min messebog – samtaler med Lorenzo er gennemvævet med tråde af en ny form for misantropi, ny for Knud Steffen Nielsens forfatterskab i det mindste, og (tør jeg næsten skrive) en insisteren på håb.
Man forstår det jo godt, tingenes tilstand taget i betragtning, både for digterens vedkommende og for verden som sådan. Der er jo noget helt galt mange steder i det, vi kalder virkeligheden, og det starter måske i virkeligheden med det, som denne trilogi (og særligt den nye) er gennemsyret af: Hvorfor er mennesker så ufatteligt åndsfraværende! Det indledende Pessoa-citat sætter samlingens nye tone i relief, og Knud Steffen Nielsen går hele vejen. Læs for eksempel dette digt, der optræder helt mod slutningen:
Eventyr for lidt større børn
Jeg oversatte lidt for pelikanen.
Ja, vi oversatte vel sætninger for hinanden. Og dog.
Ingen samtale er en oversættelse, siger dyret så. Tænker
du, når du sidder sammen med mig, at jeg ikke skal
tænke på dyresprog men gå direkte på.
Hvad med ild og lidenskab?
Den sagde: Ild tæller man ikke. Ild er. Og du selv skal
heller ikke tælles.
Vi glemte en lang stund alt og snakkede bare løs.
Der var masser af begynderfejl. Men fin eftermiddag.
Stil, udtale og hårmode var naturligvis forskellige.
Men bold var vi enige om.
Berørte så pryglestraf, betingede domme, samfund.
Livet er et æg, sagde den bare. Og:
Det, der rådner, rådner.
Og så længe I ikke har styr på jeres eget psykiske liv, så
kør stille frem.
Jeg forstod ikke en smule.
”I sidder fast i ”jeg””.
Det er netop symptomatisk: Alle dine sætninger starter
med ”jeg”.
Prøv så i det mindste med et ”vi”.
Når du trækker vejret, er det ikke en viljesakt.
Jeg blev en smule træt.
Jeg var åbenbart et hul i jorden. Følte mig mere og mere
som et produkt.
Men så var det skide stykke fjerkræ det også.
Og så sygelig affekteret og frelst.
Den: Og så længe I ikke har styr på jeres eget psykiske
liv, så kør stille frem.
Jeg følte mig kasseret.
Plukker nu fjer omkring hovedet i et væk.
SKIFT⟶
Det er stærke sager. Vemod og vrede, humor og håbløshed de vandre til hobe. Men selv om det måske lyder kynisk, så føler jeg aldrig, Knud Steffen Nielsen har skrevet bedre, og det siger ikke så lidt! Det er en digtsamling, ja, alle tre i trilogien, som man suser gennem, fordi den/de er skrevet så flydende og paradoksalt nok naturligt, og man er slet ikke i tvivl om, at det der står, er det, der skal stå – selvom man slet ikke altid fanger alt og føler sig oplyst. Men det er heller ikke meningen.
Hen mod slutningen af Min messebog kommer to digte, som måske er det reneste hug ind i Knud Steffen Nielsens poetologiske maskine – der, hvor hjerte rimer på hvad som helst – og de taler så tydeligt til hinanden gennem bogens sider. Det første optræder på side 57, og det andet kommer på side 75, og så har den opmærksomme læser allerede opdaget, at de spejler hinanden. Sådan her lyder det første:
Digt om mennesket
Vi skal lære at spille et menneske.
Sommetider skal man spille død.
Nogle gange skal man sidde og kigge sagen igennem
igen.
Andre gange skal man vælge en højere styrke som på
brillen.
SKIFT⟶
Og samlingens sidste digt – med sin knusende pointe – lyder sådan:
Digt om at spille død
Vi skal lære at være et menneske.
Sommetider skal man spille død.
Få nu fat i de digtsamlinger!
Jeg vil inderligt håbe, at jeg med denne anmeldelse har gjort dig nysgerrig, og jeg opfordre inderligt alle, der endnu ikke har læst Knud Steffen Nielsens helt særlige, dybt original og nærmest uladesiggøreligt gode digtstemme, at de må skynde sig at indhente det; købe/låne/stjæle/whatever i et væk disse fine samlinger, denne helt igennem påtrængende stemmes sange, disse poetiske nødhåb fra en kant af livet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og